.jpg)
I oktober 2011 opstod en sjælden mulighed for at få indsigt i den dårligt definerede "konflikt i Mellemøsten" i form af et spil inde i spillet og med en perfekt besætning.
I rollen som Israel så man [den kidnappede israelske soldet, red.] Gilad Shalit, der fremstod som den modige overlever efter fem års ubegribelige lidelser – svækket, svag, men vidunderligt kampberedt.
Det lidt vi ved om omstændighederne ved hans fængsling er allerede for meget.
Efter at være blevet kidnappet som 19-årig nær ved Kerem Shalom-grænseovergangen i Israel (to soldater fra den israelske hær blev dræbt under angrebet inde i Israel), var han blevet buret inde i en slags fangekælder uden menneskeligt selskab, uden at se dagens lys, underernæret og endog nægtet briller, som ville have gjort det muligt for ham at se de hæslige konturer af hans indsnævrede verden, stod Gilad foran os som en mirakuløs overlever. Værdighedens himmelske lys badede hans krop med metafysisk kraft.
Hvilket ordentligt menneske ville ikke have haft betænkeligheder ved prisen for Shalits frigivelse – 1027 mordere, tyve og voldsmænd, der nu blev løsladt fra israelsk fangenskab, så de kunne bruge deres frihed til fornyet forfølgelse af israelske jøder?
Og hvem kunne efter at have set, hvor brutalt Gilad blev behandlet af Hamas og de egyptiske mellemmænd, undgå at føle, at ingen pris var for høj for at få et enkelt menneske udfriet af den grav, hvori han var fængslet og overladt til langsomt at blive slukket som en flamme uden ilt?
Interviewet af Cruella
På den ene side af grænsen blev bryske mænd triumferende budt velkommen med mandfolkeknus og rygklap, mens Gilad Shalit, stadig iført den hæslige skjorte, som hans fangevogtere havde tvunget ham til at gå med, måtte udholde en sidste torturhandling i form af et egyptisk fjernsynsinterview, der var en overtrædelse af udvekslingsaftalen.
Freelance-journalisten Shahira Amin, der optrådte uden tørklæde og som et tilsyneladende moderne menneske, stak til den omtågede israeler med fornærmende spørgsmål.
Hver eneste detalje tæller i spillet inde i spillet, og hver detalje taler sit tydelige sprog. For at gøre sin mangel på journalistisk integritet og sin laden hånt om elementære regler om anstændighed helt klart, beklagede Shahira Amin sig senere til en BBC-nyhedsoplæser over, at hun flere gange var nødt til at gentage sine spørgsmål, fordi Gilad Shalit syntes at have vanskeligheder ved at forstå hende.
I anden sammenhæng forsvarede hun sig mod sine kritikere ved at sige: "Jeg ved, at han var meget ivrig for at komme hjem og se sin familie, men det tog kun nogle få minutter, og det var vigtigt at lade verden vide, at han havde det godt."
Hvilket feminint raffinement af grusomhed!
Amins falske menneskelighed afsløres som en fortærende syre af et fotografi, der blev offentliggjort på den israelske hjemmeside Matzav, og som viste interviewet fra journalistens udsigtspunkt: maskerede Hamas-mænd står bag Gilad og ånder ham i nakken.
Gilad Shalit, der omsider var iført uniform og bar sine briller, stod ret og gjorde honnør for premierminister Benjamin Netanyahu, blev genforenet med sine forældre, vendte tilbage til sin landsby i Galilæa, hvor han blev budt velkommen med blomster, israelske flag, blå og hvide balloner og medmenneskelig tilbageholdenhed.
Shalom. Fredens og fredsommelighedens stille stemme. Det befriede gidsel træder ind i sin families bolig med en gestus, der er så let, at den nærmest er vægtløs, men så stærk, at den udsletter ethvert billede af israeleren som offer.
Gaddafis sørgelige endeligt
Den 20. oktober, to dage efter Gilad Shalits løsladelse, bliver Muammar Gaddafi slæbt ud af et rottehul, bliver voldtaget med en kniv, overgivet til den blodtørstige pøbel, slået til blods, skudt eller tæsket ihjel eller begge dele. Hans rådnende krop bliver dækket med et iøjnefaldende tæppe og i dagevis udstillet i et ikke længere så koldt kølerum i et supermarked i Misrata.
Familier står i kø for med foragt at betragte liget og tage billeder med deres mobiltelefoner. Fædre med småbørn på armen venter tålmodigt i den hede sol på den fornøjelse det er at kunne vise den døde diktator til deres børn. Stanken er næsten synlig på vore tv-skærme, mens nyhedsoplæsere med honningstemmer beskriver sceneriet under ledsagelse af arabisk forårsmusik
Erklæringer fra ledere af Det Nationale Overgangsråd, der sværger på, at den libyske diktator blev fanget i en krydsild, da oprørere ville bringe ham til hospitalet, afveksler med optagelser af Gaddafis bloddryppende endeligt for pøbelens hånd.
Hvis man prøver at få hoved og hale på de forvirrende erklæringer fra Det Nationale Overgangsråd, NATO og europæiske og amerikanske talsmænd, kan man nemt nå til den konklusion, at Gaddafi blev udleveret til de libyske oprørere som resultat af, at NATO havde bombarderet den konvoj, der skulle føre diktatoren fra det tilholdssted i Sirte, hvor han havde udkæmpet sin sidste kamp.
Skamløse medier
Jubelscener i Libyen, veltilfredshed i Europa og udskældning af George W. Bush blev orkestreret under skamløs medvirken af medierne. Historien lød sådan her:
Til forskel fra den grimme og skydeglade Bush's brutale og unilaterale invasion af Irak, blev denne multilaterale NATO-invasion – som havde deltagelse af Qatar, var sanktioneret af Den Arabiske Liga og af en FN-resolution – gennemført med overlegen dygtighed.
I stedet for at påtvinge en vrangvillig befolkning et demokrati havde vi oplyste vesterlændinge, dygtigt bistået modige oprørere, nu havde befriet deres land.
Sådan som det skal gøres. Mustafa Abduljalil, den skeløjede, tidligere præsident for Det Nationale Overgangsråd, var allerede ude med erklæringer om, at Libyen herefter skal styres efter sharia-loven. Det ødelagde ikke festlighederne.
Medierne hadede "krigen" i Irak. De elskede "befrielsen" af Libyen. Allahu akbar blev et reklameslogan. Uhyggelige og usoignerede krigere, der skød op i luften og gjorde V-tegn, blev til elskelige maskotter. Intet var grusomt nok til at ødelægge idyllen.
Ødelæggelse af liv og ejendom blev knap nok registreret på skærmen. NATO's mission var ikke regimeændring, men beskyttelse af civilbefolkningen. Så pyt med 25.000-30.000 døde. Intet mindede om optællingen af døde i Irak, og der var intet at beklage.
Den britiske udenrigsminister William Hague og hans franske kollega Allain Juppés selvtilfredse erklæringer blev bragt på fjernsynet sammen med det grusomme skue af den døde diktator som krigsbytte. Hip hip hurra for NATO og hatten af for FN.
Sådan skal det gøres, men præcis hvad er det, der er opnået? Ruindynger i Sirte og Misrata, lovløse revolvermænd overalt, henrettelser på stedet, indfangelse af sorte, alt kan ses med det blotte øje.
Tæppe!
Det var et shakespearsk drama fra det virkelige liv. Temaer, der har spillet en hovedrolle siden starten på det 21. århundrede, blev pludselig udkrystalliseret i kød og blod med dramatisk kraft, spænding, intense følelser, poetisk overdrivelse, veltalenhed og den letpåvirkelige menneskemængde ... der manglede intet. Verdensopinionen blev hidkaldt for at overvære spillet inde i spillet, et mesterværk af folkeligt teater.
Skurkene lignede skurke, deres gerninger farvede scenen blodrød; de gode talte dæmpet og bedyrede deres omsorg for livet. Blev forbrydelsen udstillet? Afslørede forbryderen sig selv? Blev den internationale opinion oplyst?
Grædekoner uden tårer
Begreber som "uforholdsmæssig voldsanvendelse", der systematisk anvendes om Israel og fra tid til anden om De Forenede Stater, forsvandt sporløst. De professionelle grædekoner fra NGO'erne, der fælder tårer over ofrene for israelske og amerikanske soldater, holdt gråden tilbage.
FN anklagede ikke NATO og dens lokale håndlangere for krigsforbrydelserog sanseløs ødelæggelse af ejendom og infrastruktur. Hvad har kaoset i Libyen at gøre med kaoset i Irak efter Saddam Husseins fald?
Hvorfor var det mere chokerende at se Saddam Husseins åbne mund, efter at han var blevet halet ud at sit rottehul, end at se Muammar Gadaffi blive voldtaget med en kniv, efter at han var blevet halet ud at sit?
Hvorfor blev Israel lagt for had for angiveligt at have opfordret til "invasionen" i Irak og nu hængt ud for ikke at falde i svime over Det Arabiske Forår i Libyen og hvor det ellers er brudt frem?
Ved slutningen af en shakespearsk tragedie er scenen overstrøet med lig. I dette neo-shakespearske reality-drama er scenen overstrøet med de kommende ofre for sharia-loven.
Cruella, der interviewede Gilad Shalit med ondskabsfulde spørgsmål og et hjerte af sten, kan ende med at iføre sig sløret og få munden lukket, med mindre hun i tide flygter til England.
Alex Crawford (SkyNews), Lyse Ducet (BBC) og andre medlemmer af heppekoret for de arabiske forårskrigere var heldige nok til undgå den skæbne, der ramte deres kolleger Lara Logan og senere Caroline Sinz fra det statsejede franske TV 3, der blev mishandlet, klædt nøgen og gennem 45 minutter finger-voldtaget på Tahrir-pladsen op til Egyptens første frie valg.
"Moderate islamister"
De frie valg i Tunesien medførte – hvilken overraskelse – sejr på 40 pct. til [det islamiske parti, red.] Nahda, der opnåede det samme stemmetal blandt tunesere med dobbelt statsborgerskab i Frankrig. Kongen af Marokko var klog nok til at undgå en arabisk forårsrejsning.
I stedet afholdte han demokratiske valg, men udpegede så som et plaster på såret Abdelilah Benkirane fra det sharia-begejstrede Retfærdigheds- og Fremskridtsparti som statsminster.
Alle de vesterlændinge, der for et år siden råbte "islamister, hvilke islamister?", har nu travlt med at lovprise "moderate islamister". Den kunstige skelnen mellem islam og islamister slår ikke til i lyset af denne nye udvikling.
Demokratisk valgte, moderate islamister vil nu regere efter den moderate sharia-lov, kaste sig ud i moderat jihad, gennemføre moderate halshugninger, begå moderat massemord og på moderat vis tvinge kvinder ind i moderate niqab-bure.
I skøn samdrægtighed antog medierne, regeringstalsmændene, kommentatorerne og eksperterne en "håb og forandrings-holdning" til folkelige opstande i muslimske lande. Deres iagttagelser, analyser og forudsigelser var ikke bare fejlagtige, de var hule, overfladiske og kogt sammen uden forsøg på rationel tænkning.
Selvom bevismaterialet hobede sig op, blev det afvist med et lad-os-håbe-det-bedste skuldertræk. Uanset hvor faretruende den umiddelbare fremtid måtte tegne sig, blev tegnene negligeret med det påskud, at alt andet end disse forfærdelige diktatorer ville være bedre – de selvsamme diktatorer som kort tid forinden havde tjent et godt formål, og særligt når de rettede deres raseri mod Israel.
Aldeles malplacerede sammenligninger blev påklistret en muslimsk verden, der var i færd at foretage en cyklisk bevægelse i nøje overensstemmelse med islams historiske fortilfælde (se f.eks. Bat Ye’ors værker; Andrew Bostom: The Legacy of Jihad og Paul Fenton og David Littman: Exil au Maghreb).
Her i Frankrig blev vores højt besungne revolution fremdraget som fortilfælde: først en folkelig opstand, så en folkelig regering, dernæst terror, en restaurationstid osv. hele vejen til et sandt demokrati og et verdsligt styre.
Andre steder fremholdt man Sovjetunionens fald som en attraktiv model. Den amerikanske revolution kunne selvfølgelig også bruges, som om kampråbet allahu akbar kunne sidestilles med det amerikanske revolutionsslogan "Giv mig friheden eller giv mig døden!"
Mens magtbalancen i Mellemøsten og følgelig i verden undergik en radikal forandring, som alvorligt kunne true vores "liv, frihed og stræben efter lykken" [sloganet er hentet fra den amerikanske uafhængighedserklæring, red.], fortsatte den vestlige pludren med eksempelløs åndsforladthed.
Tanken om, at vestlige regeringers udenrigspolitik er til for at varetage vestlige borgeres interesser, er allerede opgivet, samtidig er forestillingen om, at vi bør tænke over, hvad der faktisk sker, blevet opløst i klægt føleri.
Skæbnesvanger fejltagelse
Det er en skæbnesvanger fejltagelse. Overfladiske kommentarer har domineret vore kollektive forestillinger, når det gælder den igangværende omdannelse af den muslimske verden, som – blot så vi ikke glemmer det – omfatter de muslimske udvandrersamfund i Europa, De Forenede Stater og andre lande.
Det har ofte set ud, som om politikerne har ladet sig inspirere af medierne. Frankrigs udenrigsminister Michèle Alliot-Marie blev tvunget til at trække sig tilbage, efter at hun sidste jul havde tilbragt en familieferie hos en gammel ven, der var lidt for tæt på [sharia-tilhængeren, red.] Ben Ali.
For at gøre ondt værre blev hun anklaget for at have tilbudt den tunesiske regering teknologi til kontrol af massedemonstrationer. Nogle måneder senere slagtede franske deputerede Alliot-Marie for hendes beredvillighed til at hjælpe den tunesiske regering.
Det var de samme deputerede, der senere, uden at fortrække en mine, solede sig i æren for den blodige libyske operation, og som ikke skænkede de civile tab ringeste opmærksomhed. Civile tab er et andet af de begreber, der er blevet luget ud af den offentlige diskurs.
Occupy Wall Street
Tre smarte sorte fra New York, der blev interviewet af CNN iZuccotti Park erklærede, at folk, der var med i Occupy Wall Street forlangte “demokrati ligesom vore kammerater på Tahrir-pladsen”.
Det er ikke bare latterligt, det er et sviende vidnesbyrd om den dhimmi-tendens, der baner sig vej gennem vore frie samfund. Her bliver den formørkede muslimske verden gjort til forbillede for en utilfreds marginalgruppe i De Forenede Stater. ...
Selvom Occupy Wall Street blev markedsført som en folkelig protest mod økonomisk og social uretfærdighed, viser den tydelige tegn på, at den vestlige verden er ved at blive islamiseret:
Midt i opløbet er der pludselig en demonstration organiseret af Det Muslimske Broderskab.
Pludselig viser det sig, at en sagfører, der har forbindelse til den islamiske organisation CAIR, styrer Occupy Wall Streets aflægger, Occupy Orlando. OWS, denne udkantbevægelse, der hævder at tale på vegne af 99 pct., af den amerikanske befolkning, opfører sig, som om den gjorde oprør mod en enevældig tyran, samtidig med at den tillægger islamiske masser i de muslimske lande demokratiske værdier, der ikke findes nogen steder.
Occupy-bevægelsen blev et kortvarigt fænomen i De Forenede Stater – amerikanere er svorne tilhængere af renlighed og forventer, at politiet beskytter privat ejendom – men kan meget vel antage nye former i den nære fremtid.
Dræb eller bliv dræbt
Hvordan opererer protestbevægelser i tyranniske muslimske lande?
Fjernsynsdækningen giver os mulighed for at sammenligne formodninger med virkeligheden. Dramatiske og stærkt følelsesladede billeder – f.eks. en optagelse fra luften af en offentlig plads, der er fyldt til bristepunktet – giver os et indtryk af, at "alle" er med, selv om vi i virkeligheden kun ser lille mindretal af befolkningen.
Hvad og hvem repræsenterer dette mindretal? Den som oftest kvindelige journalists ophidsede stemme giver indtryk af, at man kan uddrage og viderekommunikere folkemassens kollektive indstilling.
Reporteren dykker ned i menneskemængden og fremdrager nogle godbidder: krav om frihed, demokrati og retfærdighed fremført af kvinder i eller uden niqab, af skæggede rettroende og ungdommelige internetentusiaster, af vilde libyske krigere, der affyrer antiluftskyts mod "fjendens" boliger, af velmenende sagførere, der er blevet soldater.
Diktatoren bliver smidt på porten. Billeder af "et utroligt mod", der bliver smuglet ud af Syrien, viser mænd – og sommetider kvinder og børn – der marcherer gennem gaderne, mens de klapper i hænderne og råber allahu akbar. Nogle få snese bliver dræbt, endnu flere såres, resten er tilbage på gaden dagen efter.
Uden at tale ringeagtende om de desperates handlinger, må man alligevel spørge, hvad de vil, hvor de er på vej hen og hvordan de bærer sig ad. Deres målsætninger, hensigter, værdier og strategi går tabt de dramatiske videooptagelser. Eller bliver de holdt skjult med vilje?
For ikke så snart er tyrannen forduftet – død eller levende – før sejrherren ankommer, og hans navn er sharia.
Så begynder bortforklaringerne helt automatisk. Det er, fordi islamisterne er de eneste, der er velorganiserede, de eneste, der tog sig af de trængende, og dem, der blev mest forfulgt af tyrannen.
Der er ikke noget at bekymre sig over, for de sande demokrater vil udgøre en modvægt, og islamisterne vil nødvendigvis blive pragmatikere, når de bliver stillet over for dagligdagens administrative byrder.
Jihad, sharia, dhimmigørelse
Islams ufravigelige mål er at påtvinge alle mennesker overalt i verden sharia, Allahs lov. Hvordan? Gennem jihad. Jihad er ikke hellig krig og det er ikke selvforbedring.
Det er jihad som defineret i de oprindelige tekster, bekræftet af generationer af islamiske lærde og praktiseret gennem hele islams historie. Det forkrøbler vores forsvar, hvis vi indsnævrer og fordrejer jihads mening. Jihad er ikke en eller anden "ting".
Den er islams hjerte og sjæl, dens ledestjerne, dens brændstof og dens vinger. Millioner og atter millioner af muslimer, der følger hvad de tror er deres frie vilje, marcherer med i islams hære. Muslimer, der længer efter frihed, bliver opslugt af jihads kviksand.
Og pludselig er det forår! Arabisk forår. Hvad er det, der blomstrer i Tunesien, Egypten, Libyen, Marokko? Hvad er ved at springe ud i Libanon, Syrien, Yemen, Bahrain ...?
Hvorfor skulle det være så svært at vise, at formålet med Det Arabiske Forår var at påtvinge landene sharia, hvilket er grunden til, at sharia-partiet vinder valgene og vil blive regeringsbærende?
I årevis har jihadisterne jo lovet at ville omstyrte de korrupte ledere, der samarbejder med Vesten. Mens de fleste vestlige medier var i ekstase over en indbildt sejr for demokratiet og alt hvad der hører til det, beskrev nøgterne iagttagere bevægelsen og forudså udfaldet.
Det forhold, at der i menneskemængden befandt sig enkelte frihedstilhængere, blev brugt som alibi for at skjule bevægelsens virkelige retning, ligesom sharia-lederne krydrer deres erklæringer med et drys af gratis løfter om demokrati, retfærdighed, tolerance, frihed og fremskridt.
Hvor bor de "99 pct."?
Dette kaster lys over en anden side af Occupy Wall Street: Omvend de vantro, få dem til at handle, som om de allerede lever i et islamisk samfund, hvor der ikke er nogen politisk struktur, hvorigennem man kan fremføre sine krav.
Politik bliver reduceret til sammenstimlen på offentlige pladser, opstilling af telte, et liv i anarki, slogans og, i den sidste ende: dræb eller bliv dræbt.
Hvor bor de "99 pct." [som Occupy Wall Street hævder at være talsmænd for, red.]? I Egypten – ikke i De Forenede Stater.
De dhimmificerede brikker i Occupys spil skider på deres eget land, udøser deres foragt over det finansielle system, der har bragt velstand til masserne, indbyder bøller fra Det Muslimske Broderskab til deres midte, glorificerer de analfabetiske masser fra Tahrir-pladsen og slår på tromme for deres værdier.
Israel bliver udskældt for sin tilsyneladende manglende entusiasme for det vidunderlige forår og beskyldes for at ville holde muslimer under tyrannernes jernhæl – tyranner hvis fortjeneste var at opretholde fredelige, eller i det mindste ukrigeriske, forbindelser med Israel.
Man forventer med andre ord, at Israel skal affinde sig med sin egen ødelæggelse. Mangen en skadefro journalist har advaret om, at de muslimske massers magtovertagelse ville medføre en hård, men sandhedssøgende politik over for Israel.
Israel vil blive stillet til regnskab for sin mishandling af palæstinenserne, når først de befriede brødre og søstre kører løbet. I dag bliver det oversat til "Dræb jøderne", som man kunne have forventet.
Vore dages jihad-strategi
Fordelen ved at erstatte "Det Arabiske Forår" med "Jihad" som betegnelse for det, der sker for øjnene af os, er, at det præcist kan redegøre for begivenhederne og korrekt forudsige, hvad der venter.
Den udbredte mangel på evne til at genkende jihad, når den forekommer, skyldes vore dages jihad-strategi. I middelalderlige fortid blev rædselsslagne befolkninger undertvunget ved sværdet.
I dag nødvendiggør de vestlige nationers overvældende militære overmagt, at man må vælge metoder, der kapper hovedet af rationel tænkning. [... Vi bliver udsat for] en følelsesmæssig udladning i form af en magisk og mystisk fortælling, som bliver kanaliseret via vestlige medier, der præsenterer den som deres egen – en hårdnakket tro på en fortælling, der ... medfører en yderligere underminering af den rationelle tanke og svækker evnen til at indoptage nye bevisligheder. [...]
Den dødbringende fortælling om Det Arabiske Forår spiller på den vestlige kulturs gode ønsker for alle. Det forekommer langt mere anstændigt at håbe, at folk, der så længe har været undertrykt, omsider vil kunne ånde frit, end at erkende, at de simpelthen er blevet trætte af den herskende kalif og vil have en ny kalif.
I stedet for at bekæmpe den mentalitet, der holder de muslimske befolkninger indespærret i en tilstand af undertrykkelse, forstærker de vestlige mediers fortælling denne undertrykkelse. Det ville i sandhed være mere humant at erkende i hvor høj grad, de lever i slaveri. Islam er underkastelse.
Magten overføres fra Allah til profeten og videre til den, der hersker så længe han kan. Magten kan ikke overføres til grupper, der fungerer demokratisk, men den kan gribes af en gruppe, der reproducerer den i mindre skala.
Dette mønster er blevet gentaget siden islams tidligste dage. Splittelsen mellem sunni- og shia-islam er den første af en endeløs række af konflikter, sammenstød og mord.
Er det ikke forklaringen på, at det såkaldte islamistiske – men i realiteten islamiske – parti altid er det mest velorganiserede? Fordi det er den eneste måde et islamisk samfund kan organiseres på. [...]
Hvad skal en kvinde tage på under Det Arabiske Forår?
For det meste slår medierne blikket ned, når de "befriede" folkeslag skal til at fordøje disse højst tvivlsomme revolutioner. Men de løb i det mindste tilbage til Tahrir-pladsen, da den atter blev fyldt med protesterende, der forlangte, at militæret øjeblikkeligt afgav magten. Til hvem mon? Er det ikke det, man valg til?
Caroline Sinz, der dækkede begivenhederne for det statsejede France 3 TV, blev brutalt overfaldet. Omstændighederne ved det, som hun beskriver som "finger-voldtægt", er værd at bemærke sig. Sammen med sin kameramand, Salah Agrabi, lavede hun en reportage om nogle teenage-demonstranter på Mohamed Mahmoud-gaden.
Drengene så ud til at stå under ledelse af en 33-årig turistfører, der havde kvittet sit job for at slutte sig til demonstranterne på Tahrir-pladsen.
Han pralede af sine grønskollingers mod: "Hvis de bliver ramt i hovedet af et projektil, bliver de forbundet og vender straks tilbage til kampen." Som det som oftest er tilfældet med rapporter om Det Arabiske Forår, stod journalisten sammen med dem, hun skulle rapportere om, og var mere deres talsmand end deres iagttager.
Ved indslagets slutning bemærkede jeg, at mænd og drenge samledes bag den blonde journalist og skubbede hende i ryggen. Derefter skiftede France 3 TV tilbage til studiet. Før næste indslag fortalte oplæseren lakonisk, at Sinz og hendes kameramand var blevet overfaldet efter at have filmet de unge.
Men man kunne allerede finde en detaljeret beretning om overfaldet på dagbladet Figaros hjemmeside. Journalisten og kameramanden blev slæbt ind på Tahrir-pladsen, hvor de blev skilt fra hinanden. Han blev mishandlet. Hun blev slået, klædt nøgen og voldtaget. Hendes mareridt varede 45 minutter.
"Jeg troede, at jeg skulle dø," erklærede hun med en åbenhjertighed, der er usædvanlig for en fransk journalist – med mindre de påståede gerningsmænd er israelere.
Forsigtige forsøg på at tilskrive overfaldet bøller fra hæren eller politiet – der i tågede vendinger blev beskrevet som "mænd i civil" – faldt til jorden, da det stod klart, at det kunne have været en hvilken som helst mand på pladsen. ... I en ret fornuftig erklæring anbefalede Reportere Uden Grænser medierne at være mere forsigtige med at sende kvindelige journalister ud i så farlige situationer, men den fremkaldte indignerede protester og blev øjeblikkeligt trukket tilbage. [...]
Det der mest slår mig ved sagen om Caroline Sinz er, at den klare advarsel om et overfald kunne ses under indslaget. Mens hun stod og talte så ømt om teenagerne, gjorde de sig klar til at overfalde hende. Kunne kameramanden ikke se det? Advarede han ikke sin kollega?
Skete det for hurtigt, eller skete det, fordi ingen af dem havde tilstrækkelig "street smarts"?
Deres mareridt passer som fod i hose til spillet inde i spillet. Den dødbringende fortælling om Det arabiske Forår bliver pludselig punkteret og bag den viser sig med rå brutalitet, hvilken skæbne kvinder vil få under sharia-styret. Her ser vi sandheden i kød og blod.
Her er Vestens illusioner for alvor udstillet. En kvindelig journalist er ved at gå til af henrykkelse over en indbildt demokratisk revolution, og få minutter senere er hun reduceret til et stykke kød på Tahrir-pladsen.
Til dagligt må en kvinde, der ikke kan skelne en morder og en slyngel fra en ordentlig fyr, betale en tung pris.
Disse kvindelige journalister, der har markedsført Det Arabiske Forår, som var det en smart bil, lokker borgerne i den frie verden til at danse under deres egen begravelse.
Nidra Poller er en amerikansk journalist bosat i Paris. Artiklen blev oprindeligt offentliggjort i New English Review under titlen "Swing Low Sweet Sharia". Den er forkortet, redigeret og oversat af Lars Hedegaard.
