Det slår aldrig fejl. Hvert år efter Trykkefrihedsselskabets generalforsamling kommer der et surt opstød i Weekendavisen forfattet af Leif Blædel. Man kan næsten sætte uret efter det.
Blædel vil ikke Selskabet noget godt, men godter sig – ligesom hans åndsfælle i Berlingske Tidende, Niels Krause Kjær – over ethvert tegn på problemer, som TFS har haft.
Årets udhængning, der ikke er online, har fået titlen "Nu er det Putin" og stod at læse i Anne Knudsens avis den 4. april.
Pointen er, at TFS har indset, at det er en tabersag at kritisere islams undertrykkelse af ytringsfriheden – som Leif Blædel og hans sidekammerat på Berlingske Tidende ikke mener har noget på sig – hvorfor vi har kastet os over Vladimir Putin.
Det udleder hr. Blædel af den kendsgerning, at Selskabet i år har givet Sappho-prisen til den russiske frihedskæmper Olga Romanova.
Den dobbelte Blædel
Leif Blædel optrådte allerede på Selskabets stiftende generalforsamling i marts 2005. Her stillede han forslag om, at enhver – uanset hvad de mente om ytringsfriheden – skulle kunne blive optaget som medlem. Det forkastede en enstemmig generalforsamling – minus Weekendavisens udsendte – med den begrundelse, at vi ikke vil have medlemmer, der er modstandere af ytringsfriheden, eller som går ind totalitære ideologier.
Så var Blædels historie i kassen, og han skyndte sig at divertere Weekendavisens læsere med en grusom beretning: TFS vil kontrollere medlemmernes meninger.
Hvis vi havde vedtaget Blædels besynderlige forslag, ville han have kunnet skrive, at TFS byder velkommen til alskens racister og nazister.
Og der er næppe tvivl om, at det var lige præcis, hvad han ville have gjort.
Historien eksisterede kun, fordi Blædel selv havde lavet den, ligesom han på den ene generalforsamling efter den anden har optrådt som medlem af TFS – mens hans virkelige mission har været at samle smuds, som han kunne udsprede fra sin faste plads i Weekendavisen.
Det er vist ikke lige den journalistiske arbejdsmetode, der bliver anbefalet på journalistuddannelserne, men på Weekendavisen går den åbenbart an.
Blædel skifter fokus
I sine senere årlige reportager fra generalforsamlingerne har Blædel koncentreret sig om at antyde, at TFS ikke havde orden i regnskaberne, og at formanden brugte Selskabets penge til lyssky formål.
Dette år er vinklen en anden: Blædel glæder sig over, at TFS har oplevet en medlemstilbagegang mellem 2010 og 2011. Det kan den snedige dobbeltaktør udlede af det fremlagte regnskab.
Men han kunne have sparet sig sine regneark. Det fremgik nemlig direkte af bestyrelsens beretning, hvor faldet i medlemstal blev anslået til ca. 100.
Med mindre den noget aldersstegne Blædel var faldet i søvn under beretningen, ville han have hørt det. Men så havde hans historie naturligvis ikke været så god.
I øvrigt havde Blædel intet at bemærke til bestyrelsens beretning, som viste, at TFS fortsat er i fin form og parat til at møde enhver udfordring.
Blædel gad heller ikke blive for at høre Weekendavisens Anna Libak motivere prisen til Olga Romanova eller Romanovas gribende beretning om forholdene i Rusland.
Men læs hellere selv bestyrelsens beretning, for i Weekendavisen og Berlingske Tidende får du ikke besked.
Bestyrelsens beretning for Trykkefrihedsselskabets foreningsår 2011
v./ formand Lars Hedegaard
Af grunde, som jeg senere skal redegøre for, må vi betegne foreningsåret 2011 som præget af store udfordringer.
Samtidig kan vi til vores glæde konstatere, at Trykkefrihedsselskabet stadig står på benene og er rede til at møde enhver udfordring.
Som det vil fremgå af det regnskab for kalenderåret 2011, der senere vil blive fremlagt, har vi oplevet en tilbagegang i kontingentindbetalinger, hvilket altså er udtryk for en tilbagegang i antallet af betalende medlemmer, som vi kan anslå til omtrent 100.
Også vi må konstatere, at vi lever i en tid, hvor folk passer på deres penge, og hvor husholdningsbudgetterne er stramme.
Om denne udvikling også – delvis – må forklares med, at enkelte er blevet trætte, er ikke til at sige. Så vidt jeg er orienteret, har vi modtaget uhyre få tilkendegivelser af den art.
Men jeg vil ikke forsværge, at enkelte har resigneret og er begyndt at betragte kampen for ytringsfriheden – og dermed for friheden i det hele taget – som tabt.
Pres på ytringsfriheden
Vi ser jo omkring os – ikke bare i vores eget land, men når vi kigger rundt i verden – at ufrihedens kræfter er i offensiven.
Islamiseringen breder sig, og trods mundtlige bekendelser til vores vestlige frihed kan vi konstatere, at de ansvarlige politikere, institutioner og myndigheder gang på gang vælger at kapitulere, når islamiske anførere rejser nye krav.
Også fra lande som Rusland og Kina kommer en strøm af dårlige nyheder. Den frie presse har meget ringe vilkår. Det skal vi høre mere om senere i dag.
Det fremgår også af det såkaldte mediefrihedsindeks, som organisationen Reportere uden Grænser udarbejder. Ser vi på indekset for 2011-2012 ligger Rusland som nr. 142 ud af 179, og Kina ligger på plads nr. 174.
Pressefrihedsindekset viser i øvrigt, at blandt de 33 bundskaberlande er de 22 muslimske. Og hvad værre er: I 18 af disse 22 muslimske lande er pressens vilkår blevet forværret fra 2011 til 2012. Jeg skal senere komme til bage til det såkaldte arabiske forår, som altså ikke har været godt for ytringsfriheden.
I store dele af verden forfølger myndighederne frie ånder og prøver at knække kritiske røster.
Og man kan dårligt åbne for sin computer om morgenen uden at læse nye historier om, hvordan geskæftige regeringer prøver at lægge hindringer i vejen for internettet, som er det frieste medie, vi har – og af samme årsag det, som magthaverne frygter mest.
Blandt de mest vidtgående forsøg på indgreb er et britisk forslag om at kræve, at bloggere bliver registreret som betingelse for overhovedet at ytre sig på nettet. En sådan registrering betyder naturligvis også, at myndighederne kan standse bloggere, der skriver noget, som magthaverne ikke bryder sig om.
"Islamofobi"
Bestræbelser på at få anerkendt såkaldt "islamofobi" – dvs. ubegrundet frygt for fredens religion – som en særlig forbrydelse, der skal medføre bøde eller fængselsstraf, fortsætter ufortøvet under anførsel af de 57 lande i OIC – Den Islamiske Samarbejdsorganisation.
Stadigt flere vestlige universiteter – først og fremmest i USA og Storbritannien – er kommet under indflydelse af islamiske mørkemænd fra bl.a. Saudi-Arabien, der har pumpet millioner af dollars ind i oprettelsen af nye fakulteter og lærestole på fine, gamle læreanstalter. Her kan de mellemøstlige pengemænd, der er blevet rige på vores afhængighed af olie, selv udpege, hvem der skal undervise og i hvad.
Resultatet er i mange tilfælde blevet, at undervisningen i mellemøststudier og islam er blevet til islamisk propaganda direkte vendt mod vor vestlige kultur og frihedstraditioner.
Hvordan det står til med mellemøstlig indflydelse på danske højere læreanstalter er ikke til at sige. Mig bekendt er der aldrig blevet forsket i det.
Sideløbende med denne udvikling kan vi konstatere, at imamer og andre selvbestaltede talsmænd for den muslimske umma er begyndt at stille krav af en ny type.
2011 blev således året, hvor muslimske anførere i England forlangte indførelse af sharia-styrede zoner, hvor engelsk lov ikke længere skal gælde, men hvor befolkningen skal indrette sig efter shariaens krav og således affinde sig med at leve i en gudsstat.
Det er egentlig blot en logisk forlængelse af en udvikling, der længe har været i gang – og en formalisering af forhold, der allerede er indført i praksis. Sharia-domstole fungerer jo allerede i England, ligesom vi ved, at uformelle sharia-institutioner gør det i Danmark og uden tvivl mange andre steder.
Staternes opløsning i uforenelige parallelsamfund er således begyndt, og vi må desværre konstatere, at de lovlige myndigheder hverken synes at besidde viljen eller midlerne til at dæmme op for denne udvikling.
Hvis de da ikke – som overhovedet for den anglikanske kirke i England – direkte har taget til orde for at inkorporere gudsskabte love som en del af det engelske retssystem.
Foråret der fusede
I det forløbne år har store forventninger været knyttet til det såkaldte arabiske forår, der begyndte i februar 2011, og som ifølge vore ledende mellemøsteksperter foruden stort set alle landets journalister og de fleste politikere indvarslede, at en mægtig forbedring stod lige for.
Desuden forpassede de forenede jubeloptimister ikke denne chance til at slå fast, at islamkritikerne havde været helt galt afmarcheret. Nu forelå beviserne på, at der ikke er nogen væsentlig forskel på islam og den vestlige civilisation, forlød det.
I Trykkefrihedsselskabet var vi mere forbeholdne. Jeg kan huske, at jeg få dage efter det arabiske forårs forventelige komme stod i et radiostudie sammen med mellemøsteksperten Michael Irving Jensen, der forlangte, at jeg skulle udvise begejstring over de strålende udsigter.
Jeg sagde, at jeg gerne ville se tiden an, men hvis det om et halvt år viste sig, at Irving havde ret, ville jeg komme tilbage i studiet og juble.
Siden er jeg ikke blevet inviteret tilbage – hvorimod Irvings og hans medoptimisters ry som eksperter er usvækket.
Det synes i øvrigt at være et fast mønster i Danmark: Sand ekspert bliver man først, når man gennem en årrække har taget fejl i hver eneste væsentlige forudsigelse. Har man haft en kedelig tendens til at få ret, bliver man derimod rubriceret i flokken af politiske afvigere.
Breivik-sagen
Vi kommer heller ikke uden om at omtale den skade, som Breivik-sagen fra Norge har tilført vore bestræbelser.
Selv om respekterede norske retspsykiatere har konkluderet, at Anders Breivik lider af sindssyge og således er uegnet til straf, bliver en stor del af pressen ved med at bore i det påståede bagland af ondskabsfulde, såkaldte højreekstremister – især folk, der har udtalt sig kritisk om islam – som de vil gøre medansvarlige for galningens handlinger.
Hensigten er klar: Efter at fortalerne for multikulturalismen og kulturrelativismen i nogle år har været på tilbagetog, ser de – og ikke mindst deres allierede i mainstream-pressen – nu en gylden mulighed for at komme efter deres kritikere og én gang for alle få lukket munden på dem.
Det er for resten underligt, hvordan dele af pressen reagerer: Når galninge og/eller rabiate højreekstremister begår grove forbrydelser, hører vi krav om, at nu skal hele disse forbryderes formentlige ideologiske bagland rulles op.
Nu skal man til bunds og udstille enhver, der kan gøres medansvarlig – måske blot fordi de har ytret sig kritisk om islamiseringen og masseindvandringen.
Men når islamister forsøger at slå Kurt Westergaard eller Lars Vilks ihjel, hører vi ingen røster, der forlanger en tilbundsgående undersøgelse af, hvad der egentlig foregår i de miljøer, hvorfra attentatmændene kommer.
Ingen ansvarlig politiker eller politimand står frem med krav om, at man undersøger, hvad der egentlig foregår i de moskeer, hvor gerningsmændene har haft deres gang osv.
I pressen gør man sig store anstrengelser for at fortælle befolkningen, at der er tale om isolerede handlinger, der er uden sammenhæng med, hvad islam i øvrigt står for.
Forfølgelse af kritikere
Oven i disse viderværdigheder må vi også med beklagelse bemærke den forfølgelse, som selvstændigt tænkende personer i offentlig ansættelse er ude for.
Det samme gælder privatansatte mennesker, der f.eks. er ofre for den infame tilsmudsningskampagne, som Politiken og den venstreekstremistiske efterretningstjeneste Redox iværksatte sidste sommer. Vi har i Sappho dokumenteret nogle eksempler.
Og man behøver såmænd ikke engang at blive beskyldt for politiske eller ideologiske afvigelser for at få censurens og undertrykkelsens lange arm at føle.
Tænk på musikprofessor Maria Linda Koldau, som af sin egen universitetsledelse blev forsøgt truet til tavshed, fordi hun havde tilladt sig at kritisere undervisningens miserable tilstand på Aarhus Universitet.
Jo, man må sige, at censur og personforfølgelse er blevet højeste mode – og det er naturligvis noget, som rygtes. Hold din mund og ret ind, hvis det ikke skal gå dig ligeså ilde.
Det kan altså ikke undre, hvis nogen har tabt modet. Men den gode nyhed er, at det har Trykkefrihedsselskabet ikke.
Vi giver ikke op
Vi har ikke lov til at give op eller resignere. Det er vores pligt at føre ytringsfrihedskampen videre med de økonomiske midler, vi nu engang har, og med de kræfter, vi kan mobilisere.
Hvis vi valgte at fortvivle, dyrke vores have eller koncentrere os om vor personlige karrierepleje, skulle vi ikke have startet Trykkefrihedsselskabet.
Selskabets værdi er først og fremmest, at vi overhovedet eksisterer – og at vi bliver ved i gode tider som i dårlige. Og med de midler, vi har haft at gøre godt med i det forløbne år, mener jeg, at vi kan være tilfredse med vort aktivitetsniveau.
Vi har i foreningsåret 2011 afholdt syv offentlige foredrags- og diskussionsmøder.
Man kan se dem refereret på vores hjemmesider, og jeg skal ikke repetere dem her. Men det kan måske være på sin plads at nævne, at fire af dem ikke har haft noget – eller kun lidt – med islam at gøre.
Alligevel skal vi konstant høre på beskyldninger om, at vi slet ikke interesserer os for ytringsfriheden, men blot er sat i verden for at genere sagesløse muslimer.
Vi kan ikke gøre meget andet end at holde kursen og lade være med at lade os gå på af, hvad diverse medier og meningsmagere bringer til torvs.
De gode nyheder
Og lad mig nu vende mig til årets mere opløftende begivenheder:
For det første må vi bemærke, at Trykkefrihedsselskabets internettidsskrift, Sappho, under Katrine Winkel Holms myndige ledelse, har gennemgået en forbedring, således at det nu, hvad angår kvalitet og anseelse, står stærkere end nogen sinde.
Jeg ved ikke, hvor mange af jer der har gjort sig klart, hvilket enormt arbejde, Katrine og den øvrige redaktion og vore dygtige medhjælpere og skribenter har lagt i Sappho.
Men tænk på det, når I modtager Sapphos nyhedsbrev med nye værdifulde bidrag. Og tænk på, at I jo kan betænke redaktionen med et lille bidrag, hvis der er noget, I er blevet særligt glade for.
Jeg skal i øvrigt ikke sige mere om Sappho her, idet Katrine senere vil aflægge en særlig beretning om denne aktivitet.
2011 blev også året, hvor vi fik en svensk søsterorganisation i skikkelse af det svenske Trykkefrihedsselskab. Det glæder mig, at vi i dag har besøg af flere af de svenske bestyrelsesmedlemmer, bl.a. initiativtageren Ingrid Carlqvist.
Jeg skal ikke nægte, at vi i den danske bestyrelse nærer betydelig respekt for det mod, som vore svenske kolleger har udvist ved overhovedet at give sig i kast med et så voveligt projekt i et land, hvor ytringsfrihed, i den forstand som vi dog stadig har den her i landet, stort set er ukendt.
Og hvor mediemagten helt bevidst går efter at knuse enhver, der hævder retten til diskutere sager, som pressen har besluttet, at folk ikke må vide noget om.
Det svenske TFS får det ikke nemt, men så meget desto større grund er der til at starte det – og desto større grund er der til, at I holder ud.
Også for jer gælder det, at jeres blotte eksistens er en sejr. Det er jo derfor, at I ligesom vi har måttet udholde alskens beskyldninger for højreekstremisme, fascisme og racisme.
Men når de har beskyldt os for det i nogle år – og vi stadig findes og stadig holder fanen højt – må de vel finde på noget andet.
Et selskab – dog ikke identisk med hverken det danske eller svenske, men dog beslægtet – ser muligvis snart dagens lys i Norge under ledelse af Hans Rustad fra hjemmesiden document.no.
Man kan ikke snyde alle hele tiden
Jeg er vis på, at den nuværende konjunktur, som er præget af eftergivenhed, appeasement og kapitulation over for ytringsfrihedens fjender, må komme til en ende.
Man kan, som Abraham Lincoln udtrykte det, snyde hele folket en del af tiden, og man kan snyde en del af folket hele tiden, men man kan ikke snyde hele folket hele tiden.
På et tidspunkt vil flere begynde at spørge, hvorfor de velsignelser, som multikulturalisterne og kulturrelativisterne stillede i udsigt, udeblev. Kan det virkelig alt sammen skyldes, at vi har været en lille flok, der har tilladt os at stille kritiske spørgsmål?
Har nogle få tusinde mennesker i samfundets udkant, der har arbejdet frivilligt og uden penge, virkelig kunnet ødelægge så meget, når vore modstandere dog hele tiden har haft knusende flertal i parlamentet, har haft næsten hele pressen på deres side, har haft fuld kontrol med alle samfundets institutioner, med skolen, universiteterne og kirken?
På et tidspunkt bryder søforklaringerne sammen. Det vil den almindelige samfundsudvikling sørge for. Og når det sker, vil vi stadig være der og atter gøre opmærksom på, at der er en anden vej – nemlig frihedens vej og ytringsfrihedens.
Tak
Lad mig til afslutning takke mine kolleger i bestyrelsen for et godt og samvittighedsfuldt arbejde i det forløbne år.
Den samme tak skal rettes til de mange frivillige, bl.a. vores generalforsamlingsvalgte revisor Ole Gerstrøm, der har stået TFS bi med råd og dåd – og uden hvis indsats vi slet ikke ville kunne drive foreningen.
Tak også til de bestyrelsesmedlemmer og bestyrelsessuppleanter, som af forskellige årsager har besluttet ikke at genopstille.
Det gælder Mikael Kai Henriksen, der siger farvel efter fem års store indsats, og det gælder Eva Agnete Selsing. Tak for hvad I har udrettet.
Jeg takker også Selskabets tidlige kasserer Mogens Møller Nielsen, der har gjort et stort arbejde, men som fandt arbejdspresset svært foreneligt med hans civile forretning.
Heldigvis har vi fundet gode kræfter, der nu bestyrer kassererfunktionen, nemlig Aia Fog og Jette Dali.
De har ikke siddet på posten ret længe, men har allerede bevist, at de har styr på sagerne. For at lette arbejdet – og for at sikre, at der er redegjort for hver en femøre – har vi truffet aftale med en professionel og af Selskabet uafhængig revisor, nemlig Knud Erik Kristensen, der har udarbejdet det regnskab, som om lidt vil blive fremlagt.
På grund af personudskiftningerne har vi desværre ikke kunnet udsende regnskabet til medlemmerne inden generalforsamlingen, sådan som vi tidligere har gjort. Regnskabet er til gengæld meget enkelt og overskueligt.
Til slut blot dette: Vi fortsætter. Oplever vi fremgang i det kommende år, vil vi glæde os. Bliver klimaet ugunstigt, fortsætter vi alligevel.
For kampen for ytringsfriheden er en kamp, vi ikke kan tillade os at tabe.
Så enkelt er det.
