"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Svenske tilstande

3. februar 2012 - Artikel - af Lars Hedegaard

Lars Hedegaard

I Sverige råder et klima, der minder om forstadiet til totalitarisme, mener Gunnar Sandelin. der mistede sit arbejde på grund af sine holdninger.

Det svenske forår

Som det fremgår af Sapphos reportage forleden, var vi nogle stykker fra Danmark, der den 31. januar var kørt over broen til Malmø for at deltage i det nystartede svenske Trykkefrihedsselskabs første offentlige møde.

Nå ja, offentligt og offentligt. Som Jyllands-Postens udsendte bemærkede i sin reportage den 2. februar, var det i grunden bemærkelsesværdigt, at 120 mennesker havde fundet vej til Ungdommens Hus, for der var ikke annonceret for mødet.

Politiet var ligeledes mødt talstærkt op for at forhindre ballade. En tilrejsende nordmand talte ikke mindre end 20 uniformerede og bevæbnede politifolk inde i bygningen og på gaderne rundt om.

Hertil kom nogle bistert udseende civilklædte vagter, der skulle passe på den mordtruede kunstner Lars Vilks, som også var mødt op.

Farlige oplysninger

Hvad var det så for nogle farlige meninger, der blev fremsat denne aften i det kolde Malmø? Hvad var det for oplysninger, som en samlet svensk meningselite og presse mener, at det svenske folk ikke har godt af at høre?

Det fik man et glimrende indtryk af ved at lytte til den svenske journalist Gunnar Sandelins indlæg. Siden han for et par år siden skrev en artikel om den svenske indvandringspolitik og dens konsekvenser, har denne tidligere medarbejder ved SVT (Sveriges Television) ikke kunnet finde fast arbejde.

Ud over at være professionel journalist har Gunnar Sandelin en uddannelse som socionom og er således fagligt velkvalificeret til at beskæftige sig med emnet.

Sappho ville gerne have oversat hans tale, men Sandelin talte uden manuskript og nøjedes med at støtte sig til nogle noter, som han har været så venlig at sende. Her er nogle af pointerne:

Sandelin karakteriserede uden omsvøb den svenske indvandringspolitik som et bedrageri.

Siden 1980 har ca. 400.000 asylsøgere fået bevilget fast ophold i Sverige, men kun 7 pct. af dem er egentlige flygtninge, og indregner man dem, der har et beskyttelsesbehov, udgør gruppen tilsammen maksimalt en tredjedel.

Hvor mange, der i samme tidsrum er kommet til Sverige som følge af familiesammenføringer, er uklart, men eksperter gætter på, at et drejer sig om mindst én person pr. asylant. Altså udgør den såkaldte asylindvandring i alt mindst 800.000.

Svenskerne skal opdrages

Der er altså ifølge Sandelin ikke tale om nogen asylpolitik, men om "kamufleret indvandring". Og det er denne kendsgerning, medierne og den politiske elite gør deres yderste for at holde skjult for offentligheden.

De ser det i stedet som deres opgave at opdrage befolkningen, bl.a. ved at bringe historier, der skal få folk til at græde, når de ser fjernsyn.

Folket "vildledes" i stedet for at blive informeret om "den største forandring i vores tid". Folket bliver ikke spurgt. Indtil Sverigedemokraterne ved det seneste valg kom i Riksdagen, fandtes der en konsensus blandt alle politiske partier om, at indvandringen ikke skulle diskuteres.

Svenskerne må heller ikke få at vide, hvad den massive indvandring koster. Der bliver nævnt tal som 60 og 100 milliarder kroner pr. år. Hvis det sidste er korrekt, svarer det til næsten halvdelen af Sveriges samlede sundhedsudgifter. (Andre eksperter har regnet sig frem til et beløb på mindst 260 milliarder kr. pr. år, red.)

Folk fornemmer, at noget er galt, men de savner redskaber til at formulere deres frygt.

I stedet bliver kritikere fremstillet som syge, idet de politisk korrekte betegner dem som "xenofober" eller "islamofober", på samme måde som man i Sovjetunionen karakteriserede systemkritikere som mentalt forstyrrede.

Sverige lider under en "mental stalinisme", sagde Gunnar Sandelin.

Ubekvemme kendsgerninger

Ifølge Sandelin er der rigeligt med kendsgerninger, der måtte få svenskerne til at føle sig særdeles utilpasse, hvis de kunne diskuteres åbent:

Pr. indbygger er Sverige nummer 1 i verden, når det gælder modtagelse af flygtninge, og sammenlignet med Danmark og Finland giver man 7-8 gange oftere permanent opholdstilladelse.

96 pct. af asylsøgerne ankommer uden identitetspapirer.

Halvdelen af de asylsøgere, der får lov at blive i Sverige, har ingen eller yderst begrænset skolegang eller erhvervserfaring.

I 1990 havde Sverige tre såkaldte "utanförskapsområden" (svarende til, hvad vi i Danmark plejer at kalde ghettoer, red.). I 2006 var tallet vokset til 156. Kun halvdelen af ghettoernes indbyggerne i den erhvervsaktive alder har arbejde.

Løgn efter løgn

Medarbejdere ved Migrationsverket, der administrerer den svenske indvandringspolitik, er udmærket klar over, hvordan det står til og beretter anonymt om hundredvis af eksempler på systematisk asylbedrageri. Gunnar Sandelin citerede en anonym medarbejder ved Migrationsverket:

"På Migrationsverket sidder personalet og lytter til den ene opdigtede asylhistorie efter den anden. På enkle kontrolspørgsmål som "hvad hedder din kone", "hvordan ser det ud der hvor du kommer fra" og "hvor mange børn har du, hvad hedder de og hvor gamle er de", kan asylsøgerne ofte ikke svare.

De kan ikke huske deres løgne fra forudgående samtaler/interviews med Migrationsverket og beder ikke sjældent ... om at blive gjort bekendt med deres tidligere udsagn, så de kan genopfriske deres hukommelse."

Politisk korrekt terror

Gunnar Sandelin kunne berette om hundredvis af mails, breve og telefonsamtaler fra mennesker, der ikke vover at sige, hvad de mener, af frygt for at blive kaldt racist eller fremmedfjendtlig.

"Vi har en politisk korrekt terror i landet." Folk er bange for at blive frosset ud på jobbet og for at blive socialt udstødte. De er tilmed bange for at snakke om problemerne med deres samlever. Dette gælder også mennesker, der har succes i livet.

Eksempler:

Journalisten, der ikke offentligt tør spise frokost med Sandelin af frygt for arbejdspladsens reaktion.

Den erfarne skribent Julia Caesar, der må skrive sin bog og sine artikler under pseudonym af frygt for repressalier.

Præsten, der ikke tør fortælle om, hvad han oplever som islamisk indflydelse på kirken, hvis ledelse han betragter som politisk.

Samleveren til en højtplaceret person inden for et af de svenske rigsdagspartier, der ikke vover at diskutere indvandringens omkostninger i sit hjem, fordi han så kunne blive betragtet som SD-venlig (altså venligtsindet mod Sverigedemokraterne, red.) og dermed risikere at blive udstødt af inderkredsen.

En lærer, der af sine elever blev kaldt racist, men som ikke tør gå til rektor, fordi hun i så fald ville blive anklaget for at sprede et fremmedfjendtligt billede af skolen.

Moderen, der ikke tør fortælle sine børn, at hun stemmer på Sverigedemokraterne.

Forstadiet til totalitarismen

Gunnar Sandelins konklusion: "I Sverige råder der et usundt klima, der minder om forstadiet til totalitarisme."

"Folk siger ét inden for hjemmets fire vægge, men noget andet i det offentlige rum."

"Ytringsfriheden er ikke noget man får forærende. Man må altid tage den."

Hvor glædeligt, at der midt i denne frygtens republik findes 120 svenskere, der vil komme til møde i Malmø.

De skal få al den støtte, som det danske trykkefrihedsselskab kan give.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg