Karin Michaëlis var i mellemkrigstiden en meget læst forfatter og havde i Danmark en status, der svarede til Selma Lagarlöfs i Sverige. Også uden for landets grænser havde hendes bøger et stort publikum.
I kraft af sin popularitet i Tyskland kom hun tæt på en række tyske forfattere bl.a. Bertolt Brecht, som fik husly hos hende, da de på grund af deres kommunistiske sympatier fandt det tilrådeligt at forlade Nazityskland.
Ud over at skrive romaner var Karin Michaëlis gennem en årrække flittig bidragyder af kronikker til Politiken. I sommeren 1934 aflagde hun besøg i Sovjetunionen. Fra juni og resten af året satte det sig spor i form af en række kronikker.
Prostitutionsfrit Sovjet
Den første kronik om Det ny Rusland blev bragt den 16. juni. Karin Michaëlis var meget begejstret for alt, hvad hun så og hørte. I kronikken skrev hun bl.a. om forholdet mellem de to køn:
”Men saa meget er vist, at den Fremmede, der kommer til Sovjetunionen, straks føler sig slaaet af det smukke og varme Forhold mellem Mand og Kvinde. Her føres ingen Kamp om, hvem der er mest eller mindst værdifuld, her arbejdes sideordnet. Moralen er den samme for begge Køn, og dette har saa langt fra at slappe højnet den i uhyre Grad.”
Med denne nye moral opstod spørgsmålet:
”Hvorfor skulde saa Mændene søge til Prostituerede? Langsomt blev de “erhvervsløse”. Saa var det, de begyndte at finde Vejen til Hjemmet her.
Man tog imod dem som mod kære ventede Gæster. Man viste dem Sovestuerne med de straalende rene Senge, den friske Luft, de fornøjelige Hovedpuder. Man førte dem rundt i Klinikrummene, hvor alt er hvidt og indbydende. Lysklædte Plejersker behandlede dem med venlig Hensynsfuldhed. De følte sig straks som hensat i en bedre Verden.”
Disse besøg på hjem for faldne kvinder var en fast bestanddel af sightseeing-programmet for progressive udenlandske besøgende.
Lenin - en stor mand
Næste gang Michaëlis lod høre fra sig var i form af et rejsebrev fra en sejltur ned ad Volga-floden. Hendes begejstring over alt det sete var ikke blevet mindre. Afslutningen var lyrisk højstemt:
”Jeg har set de mægtige Skove. Jeg har sejlet paa Volgaflodens Vande. Jeg har fulgt Papirets Tilbliven, fra først til sidst. Nu forstaar jeg ogsaa, hvorfor den russiske Litteratur gaar sin Sejrsgang Verden over.”
Hverken her eller noget andetsteds på sin rejse havde hun set kolonner af forhutlede og skræmte bønder forvist til fjerntliggende områder under skarp bevogtning af soldater med bajonetter på geværerne.
I sin følgende kronik fra Sovjetrusland kunne Michaëlis glæde Politikens læsere med en beretning om et besøg hos Lenins enke, Nadezjda Krupskaja. Den indledtes således:
”Der er mærkeligt stille om Lenins Enke, den eneste Kvinde, der har spillet nogen rolle i den store Mands Liv, hun der delte ondt og godt med ham i de mange Udlændighedsaar og til sidste plejede ham under hans Sygdom.”
Allerede i første sætning serverede Michaëlis en historieforfalskning – Lenin havde faktisk haft en elskerinde, Inessa Armand, ligesom han var glad for flere af damerne i Kreml-sekretariatet til Krupskajas store vrede.
Men Inessa Armand og andre damer figurerede selvfølgelig ikke i datidens lobhudlinger af Sovjetstatens grundlægger. Kronikken tegnede da også det traditionelle, forskønnede glansbillede af Krupskaja og alle hendes gode gerninger.
Mønsteranstalten
Næste opbyggelige historie kom med en kronik med overskriften En ejendommelig Kommune om ungdomskolonien Bolsjevo tæt ved Moskva. Bolsjevo var fast punkt på progressive udlændinges besøgsprogram.
Karin Michaëlis indledte helt i overensstemmelse med den historiske sandhed:
”For netop ti Aar siden besluttede den frygtede G.P.U. – Efterfølger af den lige saa frygtede Tjeka – at anstille det vovelige Forsøg af unge Forbrydere at skabe lovdydige Borgere. Forbrydere var der nok af, de vrimlede frem som Maddiker; jo flere man indfangede, jo flere syntes der at blive. Hele Rusland var jo oversvømmet af hjemløse, forældreløse Børn, der i spredte Bander røvede og plyndrede, stak Ild paa og øvede andet Hærværk. Ingen Statistik kan sige, hvor mange saadanne lovløse Eksistenser, der hutlede sig rundt i Riget. Mange døde af Sult og Kulde i de strenge Vintre, andre faldt af Toget undervejs, enten ned fra Taget, hvor de havde lagt sig til at sove, eller deres Hænder maatte slippe Jernstængerne, de klamrede sig til, naar de havde søgt Ly under Toget mellem Hjulene. Mange blev kørt over, andre sygnede hen af Drik, Syfilis eller overdreven Nydelse af Kokain.”
Disse bezprizornyje var børn og unge mennesker, hvis forældre var omkommet eller forvist til arbejdslejre, og som nu selv måtte finde ud af at hutle sig igennem tilværelsen.
Modsat Karin Michaëlis’ påstand havde sovjetmyndighederne opgjort deres antal til 5,5 millioner. Det var ganske rigtigt det hemmelige politi, der tog initiativ til oprettelse af en række lejre, hvor de unge kriminelle kunne anbringes.
Her er et typisk udpluk fra kronikken:
”Fabriksbygningerne er store, luftige og saa lyse, at det næsten blænder. Herinde saves og høvles der til alle Sider. Hundreder af unge Mænd i Skjorteærmer, somme også nøgne til Bæltestedet – Solen bruner den sundt svedende Hud - , er ivrigt beskæftigede med at lave Slæder og Kælker, Skistave strutter ud i Luften, Hockeykøller og Polostænger skinner om Kap. Paa mange af Høvlebænkene er plantet smaa Flag, Tegn paa, at her har en enkelt eller en Gruppe fuldført sin Del af Femaarsplanen.”
På højeste sted ville Michaëlis sikre sig, at Bolsjevo ikke var en enlig svale:
”Senere i Moskva taler jeg med Bukarin om mit Besøg i denne Kommune og beder ham paa Tro og Love sige mig, om alle Kommuner af lignende Art nu ogsaa er lige saa fuldkomne. Han ryster paa Hovedet: - Regeringen gør sit bedste, men husk paa, hvor umaadelig stort Landet er. Hvor vanskeligt det er at gennemføre effektiv Kontrol overalt. Man forsøger at sætte den rette Mand paa den rette Plads, men man kan tage fejl. Og er Lederen af en saadan Kommune ikke den rette Mand, da føler de unge Kolonister sig utilpas, løber deres Vej og falder tilbage til deres tidligere lovløse Tilværelse. Men, som sagt, da Regeringen er klar over, hvor uhyre vigtigt det er netop her at anvende de allerbedste Kræfter, der raades over, er Sandsynligheden for en daarlig Leder ikke stor.”
Karin Michaëlis sluttede:
”Men lad os nu sige, at denne Kommune var oprettet udelukkende som Mønsteranstalt og til at fremvise (hvad jeg ikke noget Øjeblik tror), saa er det jo heller ikke just Smaating at have reddet fem Tusind unge Mennesker for Samfundet – og fra Tugthuset.”
Tvivlens orm gnavede alligevel en lille smule: var lejren en stor Potemkin-kulisse sat op for at imponere godtroende udenlandske besøgende?
Og hvis den var, så var femtusind unge mennesker jo ikke blevet reddet – højst havde et tilsvarende antal NKVD-medarbejdere fået en behagelig tjans.
Så konklusionen hang ikke sammen.
Med den tiltagende terror og masseskueprocesserne i 1936-38 skrumpede antallet af begejstrede vestlige besøgende ind, og Bolsjevo forsvandt som turistattraktion.
Serien med Michaëlis-kronikker sluttede den 15. oktober 1934 med Lov og ret i Sovjetland – endnu en hymne uden større lighed med virkeligheden.
Hendes naive propagandavirksomhed på vegne af Stalins diktatur var stort set rent opspind.
Leksika fortæller ikke om Sovjet-propaganda
Misbrugte hun sin ytringsfrihed – eller troede hun virkelig selv på, hvad hun skrev? Det hører med i billedet, at Politiken i 1930’erne var meget nænsom i sin dækning af det store sovjetiske eksperiment.
Dengang kom kritikere af Sovjetunionen til orde i andre aviser, og Politikens læsere måtte få det indtryk, at en storslået udvikling var i gang, som i kraft af de ændrede samfundsforhold under socialismen allerede havde skabt et helt nyt og bedre menneske i det vældige land mod øst.
Karin Michaëlis’s næsegruse beundring for Sovjetunionen er i øvrigt en velbevaret hemmelighed for nutidens læsere. Den Store Danske Encyklopædi fortier den. Den er ligeledes uomtalt i to nyere danske Michaëlis-biografier.
I Dansk Kvindebiografisk Leksikon roses hun for sin "idealisme" og "sin progressive rolle i europæisk debat", mens hun sin hjemmeside hyldes, fordi hun ”allerede fra midten af 20’erne erkendte farerne ved den fremvoksende fascisme og gennem skrift, tale og handling protesteredemod krig, politisk forfølgelse og undertrykkelse”.
Hendes propagandavirksomhed for Stalins regime nævnes ikke med et ord.
