Sidder præsident Putin i Kreml og ryster i bukserne af skræk over den skæbne, der inden for det sidste år er overgået præsidenterne i Tunesien, Egypten og Libyen? Frygter han uro og opstande, der vil føre til hans afgang, arrestation og anklage for mord og statsforbrydelser som præsident Mubarak? Eller flugt og offentlig likvidering som Gadaffi?
Jeg tror det ikke. Rusland er ikke et muslimsk Arabien, men en gammel kristen og dermed europæisk nation. Der er ikke i Rusland en mægtig organiseret bevægelse, som kan sammenlignes med Det Muslimske Broderskab i Egypten. Rusland er ikke et uregerligt klansamfund som Libyen. Rusland er ikke udsat for en befolkningseksplosion med tilhørende overbefolkning og millioner af desperate unge arbejdsløse uden fremtid. I Rusland falder befolkningstallet derimod, og der er mangel på arbejdskraft.
Ruslands problemer er nogle ganske andre. De er alvorlige, men ikke uløselige. Sammenlignet med de håbløse forhold i de muslimske lande i Mellemøsten er Rusland et moderne land med økonomisk vækst, store valutareserver, et velfungerende undervisningssystem, almindelig social forsorg og uforfærdede aviser, tidsskrifter og tænketanke, bemandet med talentfulde journalister, redaktører og analytikere.
Rusland har klaret sig alene gennem den alvorlige krise i kølvandet på det sovjetiske imperiums sammenbrud og har ikke modtaget hjælp udefra. Faktisk har Rusland for nylig tilbudt det kriseramte EU økonomisk hjælp.
Ruslands nuværende problemer er som sagt af en helt anden natur end Arabiens. Hvis man taler marxistisk, kan man sige, at der hersker et misforhold mellem ”basis” og ”overbygning”. Det er den politiske overbygning, der skranter, mens samfundets økonomi og sociale struktur grundlæggende er sund.
Hypnose og eufori
Danske og europæiske medier var i den grad hypnotiseret og euforiseret af det såkaldte arabiske forår. De sendte hærskarer af journalister til den plads i Cairo, hvor de unge demonstranter krævede Mubarak-styrets afgang – tilsyneladende uden at skænke det en tanke, hvilket regime der ville komme i stedet. Kommentatorerne overgik hinanden i begejstring over, hvad de så og troede ville ske, men uden at læsere, lyttere og TV-kiggere fik ordentlig besked om, hvad der foregik uden for pladsen. Så rejste de hjem igen, da det viste sig, at den politiske udvikling ikke blev afgjort dér, hvor TV-fotograferne havde taget fast opstilling.
Vi fik at vide, at Gadaffi var en forfærdelig tyran – dog ikke værre, end at EU's enstemmigt indsatte, men ikke folkevalgte præsident smilende lod sig fotografere sammen med ham. Efter at NATO-fly havde bombet Gadaffis styrker sønder og sammen, blev den tidligere præsident hakket ihjel af en rasende pøbel, mens forskellige krigsherrer og deres klaner begyndte at bekæmpe hinanden. Snart blev det forkyndt, at islamisk sharia skulle udgøre grundlaget for det ny Libyen – ifølge Danmarks indsigtsfulde udenrigsminister ville der dog kun blive tale om ”blød” sharia.
Et helt andet land
Anderledes med den dybe forandringsproces, der længe har været under udvikling i Rusland, og som bæres frem af yngre og midaldrende mennesker fra den russiske middelklasse. Disse mennesker har meget at miste efter en dramatisk forbedring i levestandard og livsmuligheder oven på Sovjetunionens sammenbrud. Det varede længe, før vestlige medier vågnede op af den arabiske eufori og det ny urocenter i endnu et kaotisk mellemøstligt land, Syrien. Mærkeligt, fordi Rusland som et gammelt europæisk land burde være langt lettere at forstå, og fordi Rusland betyder langt mere for Europa og USA på længere sigt end Nordafrika.
Rusland er i dag takket være de grundlæggende reformer, som blev gennemført under Boris Jeltsin, et helt andet land end for tyve år siden, da det var behersket af det kommunistiske parti og dette partis planløse kommandoøkonomi. De kaotiske reformår i 1990'erne er for længst blevet afløst af politisk stabilitet og økonomisk vækst i det 21. århundrede.
Dårlig bog med gode iagttagelser
Om dette ny Rusland har dagbladet Informations Ruslandsmedarbejder Per Dalgaard skrevet en bog på 200 små sider (Putin og Ruslands ukontrollable demokrati, Informations Forlag, udkom 29. februar 2012). Den kunne sagtens have været kortere, for bogen vrimler med gentagelser – somme tider gentages sætninger ordret på samme side. Bogen burde have været kritisk gennemskrevet, så disse mange og irriterende gentagelser var blevet luget ud. I det hele taget mangler bogen struktur. Når man har læst de 18 kapitler samt indledning og efterord, er man blevet kørt igennem den samme mølle adskillige gange.
Det er en dårligt skrevet bog, men den er fuld af gode iagttagelser. Dens styrke er forfatterens fortrolighed med ikke alene de seneste års politiske udvikling, men i det hele taget med Ruslands historie. En anden kvalitet er Per Dalgaards besindige syn på tingene, der gør, at han ikke forfalder til letkøbte klichéer og ikke giver sig ud for at kende svaret på, hvad fremtiden vil bringe. Man kan kun erklære sig enig med forfatteren i, at det er ganske urimeligt at sammenligne det nuværende russiske styre med Stalins. De, der mener det, ved hverken hvad Stalin eller Putin står for. Putin/Medvedev-regimet er ikke totalitært. Der er tale om en form for demokrati med autoritære træk.
Rusland har nogle fremragende analytikere og skarpsindige journalister, som vi hører alt for lidt til her i landet og i Europa i det hele taget. Dalgaards bog giver mulighed for at lære nogle af dem at kende.
Folkelig opbakning
Når nogen siger, at den russiske præsident ikke har folkelig opbakning, må man stilfærdigt gøre opmærksom på, at den danske statsministers parti formentlig kun har en tredjedel af den støtte i befolkningen, som Putin vel stadig har i Rusland.
Den folkelige støtte, som Putin/Medvedev-styret har (haft), er forståelig. Hør, hvad en russisk middelklassekvinde svarede på Per Dalgaards spørgsmål om, hvorfor hun sidste gang havde stemt på Medvedev som præsident: ”Fordi der ikke er andre at stemme på. Kommunisten Zjuganov tilhører det forrige århundrede, nationalisten Zjirinovskij er og har altid været en voldelig idiot, og den såkaldte demokrat Bogdanov er fuldstændig ukendt. Jeg stemmer på Medvedev, fordi jeg har været glad for det, som Putin står for. Vi har fået det bedre, mine børn kan igen regne med en fremtid. … Jeg vil af med korrupte politifolk, jeg vil have ordentlige skoler for mine børn og en god behandling af mine forældre på sygehuset og plejehjemmet. Det er jo det, det hele handler om. Ikke fine ord om menneskerettigheder, demokrati og frihed. Det er også vigtigt, men i Rusland netop nu handler det om selve livet.”
Kvindens datter fremhævede, at Medvedev var ung, sympatisk og veluddannet, og at hun ville leve, som man gjorde i Europa – ”kan I da ikke forstå det?”
Per Dalgaard bringer en kommentar fra oktober 2011 af en af de mest Kreml-kritiske journalister, Aleksej Venediktov. Han fremhæver, at det fængselslejrsystem, som blev grundlagt af Lenin og Stalin, nu var i færd med at blive afviklet under Medvedev; at mindre forbrydelser nu ikke længere blev straffet så drakonisk som tidligere; at arresterede syge mennesker skal løslades for at komme under lægebehandling; at det ikke mere er tilladt at varetægtsfængsle mennesker, mens efterforskning imod dem i økonomiske sager er i gang; og at antallet af fanger i Rusland var blevet drastisk reduceret.
Putin har i de forløbne år især bidraget til at give russerne som nation selvrespekten tilbage efter en ydmygende periode med kaos og svækkelse. Dalgaard sammenligner Putin med Charles de Gaulle, der ligeledes kom til magten i et kaotisk Frankrig, som politikerne ikke var i stand til at stabilisere.
Ruslands virkelige problem er, at den russiske nation uddør, hvis udviklingen fortsætter. Der fødes alt for få russere, og der dør og udvandrer alt for mange. Den gennemsnitlige levealder især for mænd er chokerende lav – formentlig kun 57 år. Det er vodkaen, der kræver sine talrige ofre, især i de underudviklede landdistrikter. Det andet problem, som hænger sammen med det første, er de ofte håbløse forhold i just Ruslands landdistrikter. Hvis det lykkes at få den russiske diaspora i de gamle sovjetrepublikker til at flytte til Rusland, vil det kunne afbøde det demografiske problem.
Vestens hykleri og dumhed
Vestens bidrag til Ruslands udvikling efter socialismens og sovjetimperiets sammenbrud har ofte været negative og hykleriske. Det missilskjold, som USA vil have opstillet tæt på Ruslands grænse, har bidraget til at svække reformkræfterne. USA's og NATO's støtte til den utilregnelige præsident Saakashvili i Georgien var og er tåbelig. Efter NATO's bombning af Serbien og støtte til løsrivelsesbevægelsen i Kosovo kunne NATO naturligvis ikke med rette fordømme Ruslands støtte til løsrivelsesbevægelser i Sydossetien og Abkhazien. Putin har været dygtig til at udnytte disse dumheder til egen fordel.
EU's kritik af de seneste valg i Rusland forekommer også malplaceret, da den kommer fra et dybt korrupt EU-system, der beherskes af politikere, som er bange for at sende selv grundlæggende beslutninger til folkeafstemning, og hvis øverste daglige ledelse består af ikke-folkevalgte kommissærer og en ikke-folkevalgt ”præsident”, der ”vælges” uden modkandidat og ved enstemmighed. Nogenlunde som generalsekretæren for Sovjetunionens Kommunistiske Parti i gamle dage blev indsat.
Putin og de hårde kendsgerninger
Selv om præsident Putin ikke har grund til at frygte for hverken sit embede eller sit liv, ville han gøre sit land og verden en stor tjeneste ved at lytte til den demokratiske opposition, som er et af den russiske nations store aktiver. Den styring af de store TV-kanalers nyhedsudsendelser, som længe har fundet sted, er latterlig og ganske uværdig. Heldigvis kan eller vil Putin/Medvedev-regimet ikke styre hele mediefladen, og der udkommer seriøse og kritiske russiske aviser, ligesom der findes en særdeles kritisk radiokanal i Moskva. Endelig er der det uregerlige internet, som i høj grad beherskes af demokraterne.
Fusk og svindel med resultaterne af valg til parlamentet og valg af præsidenten er ligeledes tåbeligt. Resultatet bliver ganske forudsigeligt befolkningens mistro til alt, hvad regimet foretager sig. Hertil kommer de ganske veldokumenterede historier om kanalisering af offentlige midler ned i bl.a. Putins egne lommer.
Den største skændsel er de forfærdelige likvideringer af ubekvemme journalister, politikere og forretningsfolk, der har fundet sted gennem mange år. Ingen har været i stand til at påvise, at likvideringerne er sket på ordre fra Kreml. Men mistanken lurer, og den bliver ikke mindre af, at ingen af disse forbrydelser er blevet opklaret.
Undertegnede har den største sympati med den demokratiske opposition i Rusland og ønsker den og dens talsmænd og -kvinder alt muligt godt. Men der er nogle hårde kendsgerninger, som må tages i betragtning, hvis man vil have nogenlunde fast grund under fødderne ved en bedømmelse af Ruslands nuværende situation – og ikke blot lade ønskedrømme florere.
Et ulige styrkeforhold
Selv om der er stor utilfredshed i store dele af Ruslands middelklasse med den valgsvindel, der åbenlyst har fundet sted, selv om der finder omfattende gadedemonstrationer sted i de store byer i Rusland, og selv om internettet gløder af rasende, undertiden vittig og velformuleret kritik af Putin og hans håndgangne mænd, kan disse ting ikke gennemtvinge et regimeskifte. Hvem skulle i øvrigt overtage magten? Der findes ikke en organiseret opposition med et skyggekabinet, en anerkendt leder og et klart regeringsprogram.
Man skal ikke undervurdere den magt, som en velorganiseret politistyrke, hårdtslående specialstyrker og det hemmelige politi udgør. Disse organer har det som deres daglige arbejde at sikre ro og orden, mens demonstranterne må bruge deres fritid og er nødt til at tænke på eget arbejde, indkomst og familie. Der er tale om et højst ulige styrkeforhold. Så længe politi, specialstyrker og den hemmelige tjeneste er loyale over for præsidenten, kan han sove roligt. Og hidtil har man ikke set tegn til vaklen i geledderne. At det russiske militær skulle træde ind på den politiske scene ligesom i Egypten, må anses for ganske udelukket. Putin er militærets mand. Og at forestille sig en udvikling som i Libyen med væbnede opstande og en offentlig likvidering af præsidenten er naturligvis absurd.
Rusland er ikke et primitivt arabisk land.
Dr.phil. Bent Jensen er professor emeritus med speciale i russisk samtidshistorie.
