Trykkefrihedsselskabets centralkomité har kun givet mig fem minutter til mit portræt af dagens hovedperson, Lars Hedegaard Jensen. Jeg går ud fra, at det skyldes, at man har haft Prædikerens Bog i tankerne, hvor det hedder: ”Tåben bruger mange ord”.
Fem minutter er ikke meget, for der er meget – og meget godt – at sige om den mand, som jeg først stødte på for nøjagtig 50 år siden, i september 1962 på universitetet i Aarhus.
Dengang der var rigtige universiteter og ikke som nu, hvor der er fabrikker, som udbyder alskens fjællebodsløjer.
Altid en svoren tilhænger af det frie ord
Lars er født i Horsens og har studeret i Aarhus, men har siden været forskellige steder i den store verden – på en højskole i Jylland, et gymnasium på Sjælland, et forlag i Amerika, en avis i København (det er også på Sjælland), hvor han var chefredaktør, og på et forlag og et tidsskrift i samme stad – og på en anden avis, hvor han var klummeskriver.
Endelig – og ikke mindst – har han i det 21. århundrede været bestyrer af TFS og redaktør af det fortræffelige nettidsskrift Sappho. Og minsandten om han ikke nu igen er blevet chefredaktør for en rigtig papiravis.
Du har også ideologisk været en del steder: trotskist en lang periode, støttepædagog for Socialdemokratiet og EU-tilhænger (som jeg også selv var).
Og nu i mange år en ualmindelig skarp, vidende og ædruelig folkeoplyser om nutidens trussel mod Danmark og Europa – den formørkede og ødelæggende ideologi, der hyldes af mellemøstlige og nordafrikanske regimer og deres aflæggere her.
Men gennem hele dit liv har du været en svoren tilhænger af ytringsfrihed og fri debat om og kritisk undersøgelse af alle emner på et oplyst grundlag.
Derfor har det altid været både givende og fornøjeligt at diskutere med Lars.
Derfor er det sådan set logisk, at du er dér, hvor du er i dag, som det frie ords forsvarer og bekæmper af obskurantisme, hykleri og forløjethed.
Vi er alle Lars stor tak skyldig for det omfattende oplysningsarbejde om islam, som du har stået for i efterhånden mange år.
Takket være din store og utrættelige indsats har bl.a. jeg selv og mange andre lært meget om den trussel, vi står lige overfor. Du er blevet en af de mest markante personligheder på dette livsvigtige felt i Danmark, Europa og Nordamerika.
Desværre er der alt for mange, der ikke vil høre efter.
Som profet eller rettere sandsiger er du ikke agtet i dit fædreland af den herskende klasse af meningsmagere.
Der er mennesker, der ligefrem mener, at anstændige mennesker ikke kan være i stue sammen med dig. En periode kunne de finde på at bruge udtrykket: Manden er jo straffet!
Det var før Højesterets frifindelse, så nu må de finde på noget andet at sige. Og det gør de nok også.
Jeg vil gerne sige, at selv om din dygtige advokat ikke havde fået dig frifundet i Højesteret, så havde min agtelse for dig ikke været mindre. Det er jo § 266 b og de emsige myndigheder, der er problemet – ikke dig.
Det fyndige sprog
Lars er kendt og værdsat henholdsvis hadet – det afhænger af, om du tilhører de uanstændige eller de anstændiges kreds – for sit djærve og fyndige sprog.
Jeg husker fra en eksamination på universitetet, hvor du må være blevet eksamineret i USA´s forfatning, at du brugte udtrykket ”præsident Johnson og hans håndgangne mænd”.
Det var formentlig første gang, at et så fyndigt udsagn blev fremsat ved et eksamensbord på universitetet. Ellers bestræbte man sig jo på at tale fint og akademisk.
Det er en meget vigtig egenskab at kunne tale og skrive af karsken bælg. Sproget kan som alt andet bruges og misbruges. I vore dage er der gået svamp i det sprog, som eksperter, medier og politikere bruger.
Det er fuld af klicheer og talemåder, der tjener til at tilsløre virkeligheden – ikke til at beskrive virkeligheden. Det er altid noget med ”dialog”, ”signaler”, ”ressourcer” og ”sociale problemer”.
Og det er altid noget, der koster endnu flere penge, og som betyder, at endnu flere ”eksperter” skal ansættes til at føre dialog, sende signaler og agere socialkontor for et stadigt voksende og uforbedreligt klientel.
Lars har evnen til med få og forståelige ord at skære igennem og få sagt klart og tydeligt, hvad det drejer sig om.
For nylig så jeg dig citeret for i en debat med islam-apologeten Jørgen Bæk Simonsen at have sagt: ”Vi har ikke bedt dem om at komme her for at forhandle med os om vores land.”
Punktum. Så er alt jo sagt.
Kulturrelativisme
Men der er ikke mange, der er i stand til det. De fleste, der ytrer sig i medierne og i og uden for Folketinget, er gennemsyrede af kulturrelativisme – dvs. falske forestillinger om, at vi har ikke ret til at mene, at Danmark er vores land; og at de, der kommer hertil, skal indrette sig efter dansk sæd og skik.
Mange er bange og frygter det, de bævende kalder ”konfrontation”. Selv de europæiske regeringer er bange. De tror, at de kan undgå truslen ved at snakke barbarerne efter munden.
Vi må derfor slå kreds om en uforfærdet mand som Lars Hedegaard og støtte ham, når han bliver angrebet og dæmoniseret og udgrænset af de såkaldt ”anstændige”.
Lars er for øvrigt, hvad mange vil vide, en munter mand. Inde bag det strenge ydre, inde bag jakken og slipset, er der en venlig sjæl, der har let til latter. Der er ikke noget selvhøjtideligt ved Horsens-knægten.
I det gamle Athen blev hædersmænd bespist på Rådhuset, hvor man åbenbart spiste godt.
Det er godt for Lars, at vi ikke har den skik her i landet. Prøv at forestille dig, at du skulle sidde til bords med en type som Anna Mee Allerslev. Så kunne du risikere at få maden i den gale hals.
Så hellere selv smøre sin madpakke.
Til sidst: Det siges, at et flag er smukkest i modvind. Et menneske er i hvert fald smukkest som modløber. Medløbere er foragtelige.
Lars er en ægte modløber!
