"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Politisk korrekthed i bibelforskningen

16. oktober 2013 - Artikel - af Geoffrey Cain

Geoffrey Cain

En vanvittig form for selvfornægtelse gennemsyrer dele af bibelforskningen, skriver Geoffrey Cain.

Det er nu 17 år siden, Rune Engelbreth Larsen og konsorter begyndte at udgive bladet Faklen. Det var flot og fornemt og på glittet papir og vakte berettiget begejstring. I hvert fald i starten. Det første nummer var meget interessant, det næste var lidt mindre spændende, mens efterfølgende numre degenererede til at være politiske pamfletter i stil med Enhedslistens holdninger.

Det Gamle Testamente læst med kristne briller
Et af dem indeholdt en vejledning om den nemmeste måde at skaffe sig en pistol.
Ja, sådan går det tit med den slags projekter, de starter godt og ender skidt.
Men de fagligt indsigtsfulde første numre overbeviste (i hvert fald mig) om, at de gamle hebræere tilbad flere guder, og at moderne bibeloversættelser er blevet tolket alt for monoteistisk og - for det Ny Testamentes vedkommende - kristologisk.
Dvs. de blev fortolket med kristne briller og med pointer, der ikke var belæg for i teksten. Og det argumenterede Faklen meget overbevisende for.

Miskreditering af kristendom og jødedom
Ja, and so what havde jeg nær sagt. Alle religioner og historiske beretninger (f. eks. om Dannebrogs tilsynekomst) er præget af myter, og hvis man sætter lup på dem, kommer der altid sære ting frem.
Men denne Fakkelhistorie ender ikke dér.
Bladet havde sat en meget kritisk, tilsyneladende videnskabelig, lup på Det Gamle Testamente, og det ville også have været fint nok, hvis ikke de senere udgaver tydeligt viste, at den egentlige grund til denne fine filologiske undersøgelse var at miskreditere kristendommen og i mindre omfang også jødedommen.
Grundpillerne i disse to religioner var, kunne man forstå på Faklens redaktører, mest af alt manipulerende opspind. De var – med et moderne ord - bullshit.

Og her fik jeg den klare fornemmelse, at Faklen ikke var blevet til i forskningens ånd, men i den politisk korrektheds ditto.

DRs kulturprogram på linje med Faklen

Det vil jeg forklare mere om.

Men først grunden til, at jeg skriver alt dette. Årsagen er en kvindelig britisk bibelhistoriker, der gjorde næsten præcis det samme som Faklen i et af DRs kulturprogrammer for nylig. Det Gamle Testamente var fuldt af løgn, antydede hun, fordi hebræerne - eller skal man sige jøderne? - var trods den almindelige opfattelse ikke spor monoteister.
De havde flere guder, selve Jahve havde en kone, der hed Ashera, og han var i virkeligheden ikke andet end kanaanæernes gud El. Men det er blevet søgt skjult af forfatterne til Det Gamle Testamente, sagde forskeren.
Det har de nu mellem os sagt ikke haft meget held med, eftersom landet hedder Isra-el og endelsen -el forekommer i ca. halvdelen af alle jødiske navne, eksempelvis Rafael, Daniel, Michael og mange, mange flere. Hvorfor har de fået navne, der synes at hylde den forkerte gud? Det kom hun ikke ind på.
Islam frikendt
Hun nøjedes med at sige, at jødedommens absolutte kerne byggede på usandheder, og at dette også gjaldt dens lillebror kristendommen. Javel.
Men islam da? Den tredje abrahamitiske og strengeste af alle monoteistiske religioner? Byggede den også på en løgn? Nej det gjorde den ikke, sagde den charmerende og koket poserende forsker, for den byggede på koranen.
Og - selvom Koranen vrimler med de samme bibelske personer som Det Gamle Testamente - var Koranen noget helt andet end Bibelen, og derfor byggede islam ikke på en løgn.

Hun glemte de sataniske vers

Så var islam pure frikendt. Og her lader det til, at forskeren aldrig har hørt historien om de sataniske vers (sura: 53), der oprindelig omtalte Allahs tre døtre, Lat (eller Allat), Manat og Uzza, indtil Muhammed sørgede for, at de blev fjernet fra den endelige koran, så den oprindelige koranhistorie derefter kun eksisterede som en irriterende overlevering.

I hvert fald indtil Salman Rushdie dukkede op. Taf dem har i øvrigt overlevet i islamiske symboler: Allat var månegudinden og Uzza var gudinden for morgenstjernen, og ifølge Norbert Pressburg ses deres symboler i mange af den muslimske verdens flag den dag i dag. Den tyrkiske flag har dem begge to.

 

Nej, islam var helt okay, og det faktum at koranforskere som Norbert G. Pressburg (i bogen med den provokerende titel Goodbye Muhammed) har underkastet islams hellige bog en lignende kritisk vurdering og påvist tilsvarende eller endda mere mærkelige ting, var tydeligvis ikke med i hendes univers.

Hendes skydeskive - lige som Faklens - var Bibelen, og hun gjorde sit bedste for at at vise, at den i den sidste ende ikke var andet end fup. Denne konklusion præsenterede hun som noget nyt og dristigt (!) og tilføjede - og det er derfor, jeg skriver dette indlæg - at hendes undersøgelse af Det Gamle Testamente og afsløringen af dets uhæderlighed var "politisk ukorrekt."

Ond, ondere, Vesten
Hvad det i høj grad ikke var. Det er det stik modsatte, for den politiske korrektheds grundprincip er Vestens ondskab.
Hele vores historie er forbrydelsens og løgnens historie, mens ikke-Vestens historie er ét langt martyrium afstedkommet af Vestens umenneskelighed. Vesten er ond og ikke-Vesten er meget, meget bedre, og eftersom jødernes Torah og de kristnes Ny Testamente i høj grad er bestemmende for vestlig kultur, udgør de det første led i denne ondskab.
De er faktisk ondets rod, og er man i det mindste tvivl om dette, kan man bare se på den tiltagende dæmonisering af Israel og den næsten totale ligegyldighed overfor fordrivelsen af kristne overalt i Mellemøsten. Det aktuelle blodbad i Syrien er et sigende eksempel, og det er forstemmende (i hvert fald for de politisk u-korrekte) at notere, at i 1920 udgjorde kristne syrier 30% af befolkningen. I dag er kun hver tiende syrier kristen og antallet falder støt. Ligesom i Irak.

Og situationen er den samme i det meste af Mellemøsten, uden at den fører til andet end halvt undertrykte gab.
Klaus Wivels bog "Den sidste nadver" om Mellemøstens kristnes kranke skæbne vakte en del røre. Men kun i to dage, hvorefter alt fortsatte som før.
100. 000 koptere flygtede eller blev fordrevet under Egyptens urolige forår i 2011, og for kort tid siden blev 67 kristne pakistanere myrdet i en kirke i Peshawar, en nyhed der blev mødt med larmende tavshed. De myrdede var kristne, ikke sandt, så de var Vestens fortrop og fortjente deres skæbne. Vesten er ondt, så ud med dem.

Denne vanvittige selvfornægtelse er den politiske korrektheds essens; noget, de fleste mennesker samt den nævnte bibelhistoriker synes at være lige uvidende om.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg