Et af de store spørgsmål i Mellemøsten-problematikken er, om araberne blev "snydt" af Storbritannien ved oprettelsen af mandatområdet Palæstina i 1920.
Det påstår man i hvert fald. Men blev de det.
Svaret er både ja og nej alt efter optikken, og jo mere man ser på historien, jo mere indviklet synes den at være.
Der er et så enormt antal aftaler, møder, konferencer, dagbøger og dokumenter involveret, at man sagtens kan finde belæg for ethvert synspunkt, og det faktum, at de tre hovedaktører – Storbritannien, araberne og jøderne – ofte skiftede holdning og var indbyrdes uenige, gør ikke forløbet nemmere at forstå.
Hvem opfandt Palæstina?
Et andet problem er de mange myter, der er trådt i stedet for virkeligheden og som forkludrer udsigten alvorligt.
"Araberne blev snydt"-påstanden bygger nemlig på den underforståede præmis, at aftalerne mellem araberne og Storbritannien nærmest kun gjaldt det, der i dag udgør området "Palæstina", dvs. Israel/Gaza/Vestbredden.
Men i Storbritanniens skelsættende aftale med arabernes repræsentant, sherif Hussein af Hedjaz, i 1915, blev ordet ikke engang nævnt. Og forståeligt nok.
Hele det omstridte område havde araberne i mere end tusind år kendt som "Sydsyrien", og ordet "Palæstina" var slet ikke med i deres verdensbillede.
"Der er intet land, der hedder Palæstina," sagde den syriske leder Auni Bey Abdul-Hadi, til den britiske Peel-kommission i 1937.
"Palæstina er et navn, zionister fandt på. Der er intet Palæstina i Bibelen [fuldstændig korrekt, GC]. Vores land har i århundreder været en del af Syrien. Palæstina er et fremmedord ord for os. Det er noget, zionisterne har fundet på."
Og denne holdning var længe den officielle. Zuheir Muhsin, PLO's militære leder og medlem af organisationens eksekutivråd, sagde noget lignende efter seks-dageskrigen i 1967:
"Der er ingen forskel på jordanere, palæstinensere, syrere og libanesere. Vi er alle en del af ét folk, det er kun af politiske grunde vi understreger vores palæstinensiske identitet. Eksistensen af et selvstændigt palæstinensisk folk bruger vi kun af taktiske grunde. Grundlæggelsen af en palæstinensisk stat er blot et nyt værktøj i kampen mod Israel."
Ved en FN-konference i 1956 udtalte Saudi-Arabiens repræsentant: "Det er almen viden, at 'Palæstina' ikke er andet end Sydsyrien."
Det er ikke arabernes holdning i dag, men det var det dengang, og hvad selve navnet Palæstina angår, er det interessant at bemærke, at her i Europa forekom det relativt sent.
Filistrenes land
Under korstogene og langt op i middelalderen omtaltes området som Det Hellige Land.
Men det ændrede sig efterhånden. Briterne og andre europæere blev senere flasket op med forestillingen om, at området hed Palæstina (det stod på bibelhistoriekort dengang), selvom der aldrig havde være noget palæstinensisk folk med eget sprog, kultur og historie, medmindre man regner Bibelens filistre for "palæstinensere"?
I så fald ville antagelsen skabe flere problemer, end den løste, eftersom disse filistre – der boede i området omkring Gaza – højst sandsynligt var ætlinge af "Søfolket" og derfor græsk-talende.
De nævnes ofte i Det Gamle Testamente, men ikke et eneste sted i Det Ny, hvilket tyder på, at de på det tidspunkt allerede var forsvundet ud af historien som så mange andre i det, som Bibelen kalder Kana'ens land.
Så folk, der henviser til en historisk etnisk gruppe ved navn "palæstinenserne", har dårlige kort på hånden. Hvilket de færreste af dem synes at være bevidste om.
Jack Straws uvidenhed
En af dem var Tony Blairs udenrigsminister Jack Straw, der i en Wikipedia-artikel om Balfour-erklæringen i 1917 citeres for at sige, at mange af de problemer, han som udenrigsminister måtte slås med, skyldtes "de modstridende forsikringer, der privat blev givet til palæstinensere, samtidig med at de blev givet til israelere".
Det er et temmelig oprørende udsagn. Straw taler tydeligvis om aftalen mellem Storbritannien og araberne, dvs. 1915-aftalen, da der hverken fandtes israelere eller palæstinensere, men kun "jøder og arabere".
For sådan blev de omtalt dengang, og det var først i 1948, at ordet "palæstinenser" fik sin nuværende betydning. I hele det korte tidsrum, Mandatområdet Palæstina eksisterede (1920-1948), blev begge grupper kaldt "palæstinensere", idet man blot skelnede mellem jødiske og arabiske palæstinensere.
Det kan udenrigsminister Jack Straw umuligt have været uvidende om, men alligevel valgte han at følge flokken og lade som om "Palæstina" har været stridens æble lige fra begyndelsen.
Det har det ikke. Vist er det sandt, at Storbritannien for at vinde Første Verdenskrig udstedte alt for mange løfter til sine allierede – franskmændene, russerne, araberne og senere også jøderne – men det er usandt, at palæstinenserne (der, som vi har set, først blev til i 1960'erne af taktiske grunde) er blevet lovet noget.
Det var araberne under lederskab af omtalte sherif Hussein af Hedjaz, der blev lovet noget. Og det skete på følgende måde.
Storsyrien
I 1915 lovede Storbritannien at efterkomme arabernes krav om hele den arabiske halvø plus Mellemøsten helt op til grænsen mod Tyrkiet. Men det var et løfte med mange forbehold.
Et af dem var, at området "vest for Aleppo, Homs og Damaskus (dvs. Libanon)" ikke skulle indgå i den kæmpestore syriske stat, som araberne krævede, og dette tilsyneladende harmløse undtagelse kom til at spille en temmelig vigtig rolle i det efterfølgende forløb.
Da palæstinamandatet blev oprettet i 1920, påstod Storbritannien, at "området vest for Aleppo, Homs og Damaskus" også omfattede, det område, der senere blev til Israel. Men det gjorde det ikke.
Godt nok lå det indenfor det kæmpeområde, sherif Hussein gjorde krav på, men synderlig interesseret i det var han ikke. Det fulgte nærmest med som det tynde øl og blev ikke nævnt i de mange breve, Hussein skrev til Storbritanniens repræsentant, Sir Henry Macmahon.
Frankrig og Storbritannien var lige så uinteresseret, og området blev heller nævnt som noget vigtigt i deres hemmelige aftale – Sykes-Picot aftalen – fra 1916.
Sherif Husseins holdning var faktisk ret klar. Udover de hellige byer Mekka og Medina, som hans familie traditionelt var beskyttere for – og derfor som en selvfølge skulle forblive hans domæne – interesserede han sig kun for Damaskus i det nuværende Syrien og Bagdad i det nuværende Irak, og han bad udtrykkeligt om, at disse byer måtte blive en del af hans kommende rige.
Jerusalem og omegn havde ikke hans interesse, og takket være påvirkning fra arabernes vejleder i krigen mod tyrkerne, den pro-zionistiske T.E. Lawrence – "Lawrence of Arabia" – var han i de første år en varm tilhænger af jødernes tilbagekomst til deres gamle land som en undergruppe i en storstat kontrolleret af ham selv eller en af hans sønner.
En jødisk stat havde han sikkert aldrig forestillet sig, og selv briterne, der to år senere kom til at love jøderne "et nationalt hjem i Palæstina", var indbyrdes uenige om, hvorvidt dette nationale hjem betød en stat.
Krigen rasede og briternes politik var "at vente og se" og samtidigt at give så få konkrete løfter som muligt.
Alle snød
Og så kommer vi tilbage til det centrale spørgsmål: blev araberne snydt af de allierede, først og fremmest England?
Ja, det kan man godt sige, at de blev på en vis måde, og en del af snyderiet lå i misbruget af den lille passus om "området vest for Aleppo, Homs og Damaskus", som Storbritannien – med støtte fra jødernes leder Chaim Weizmann – senere bedyrede også omfattede området omkring Jerusalem, selvom alle kan se, at udtrykket sene og alene sigter til Libanon.
Men Storbritannien var ikke den eneste part, der snød. Det gjorde – eller forsøgte at gøre – folk i alle lejre: briterne, franskmændene, jøderne og, ja, araberne selv.
I sin korrespondance med Storbritanniens repræsentant Sir Henry MacMahon havde arabernes talsmand, sherif Hussein, krævet, at hele Arabien og Mellemøsten skulle være arabisk.
Ja, og ikke blot arabisk, men også muslimsk, hvortil briterne indvendte, at selv om de støttede arabernes uafhængighed, var der trods alt andre indbyggere i Mellemøsten – armenere, jøder, druser, kurdere, assyrere og maroniter – der også skulle tages hensyn til.
Men det var ikke noget problem, svarede Hussein. Dem skulle han nok holde hånden over i overensstemmelse med den traditionelle "Omars Pagt", der angiveligt beskyttede ikke-muslimer under islamisk herredømme. (Pagten, hvis eksistens er omstridt blandt historikere, angives at være indgået i 637 mellem islams 2. kalif Omar ibn Khattab og Jerusalems kristne patriark Sofronius.)
Men – som det klart fremgår af pagten selv – var denne beskyttelse lige så værdifuld som tyrkernes "beskyttelse" af den armenske minoritet, som de netop i 1915 gjorde sig de ihærdigste anstrengelser for at udrydde.
Omars Pagt
Men araberne var anderledes, bedyrede sherif Hussein. De var bundet af Omars Pagt og derfor forpligtet til at behandle minoriteterne godt. "Vi muslimer", skrev han, "vil træde i de troendes leder, Omar ibn Khattabs og de andre kaliffers fodspor.
Khalif Omar, erklærede, at 'kristne skal have de samme privilegier og pligter som os'."
Det var en bemærkelsesværdig udtalelse, eftersom Omars Pagt nærmest siger det modsatte, og historien viser også, hvor lidt beskyttelse ikke-muslimer kunne gøre sig håb om.
De kristnes kår under islam var absolut ikke misundelsesværdige, og jødernes var meget værre. Man får et godt indblik i forholdene ved at læse et par linjer af et arabisk kristent samfunds accept af Pagtens betingelserne (her citeret i kortform efter Al-Turtushis bog Siraj al-Muluk):
"Vi vil ikke bygge kirker, munkeceller, nye munke- eller nonneklostre i vore byer og omegn, ej heller vil vi reparere dem, der forfalder, eller som ligger i muslimske bydele. Vi vil ikke vise ydre tegn på vores religion eller omvende nogen til den. Vi vil vise muslimerne respekt og vi vil stå op og overlade vore stole til muslimer, når de ønsker at sætte sig. Vi vil ikke åbent vise vore kors eller vore bøger på muslimernes veje eller på deres markeder. Vi vil kun slå lavmælt på vore klaptræer i kirkerne. Vi vil ikke hæve vore stemmer, når vi følges med vore døde. ... Vi vil ikke begrave vore døde i nærheden af muslimerne. Vi vil ikke bygge huse, der rager op over muslimernes. ... Vi vil ikke tage slaver, som er blevet tildelt muslimer, og hvis vi under nogen omstændigheder undlader at overholde disse løfter, vil vi ikke længere været beskyttet af Pagten, og vi vil kunne straffes for opsætsighed." Og videre i samme dur.
Araberne fik det stort set som de ville
Det er vanskeligt at frigøre sig fra den tanke, at sherif Hussein talte mod bedre vidende, og løftet om at beskytte minoriteterne i de nu uafhængige arabiske stater har også vist sig mest at være tomme ord.
Mellemøstens kristne er snart en saga blot, og det arabiske forår – der resulterede i bl.a. 100.000 kristne kopteres flugt – har kun forstærket processen. Så araberne har også snydt. Men hvem snød mest?
Det ser ud til, at det gjorde Storbritannien, men historien har en mærkelig krølle. Hvis vi springer fra 1915 frem til nutiden og ser på, hvordan arabernes krav blev honoreret, kan vi se, at araberne har fået næsten alt, hvad de bad om.
Her er et kort over det område, som sherif Hussein krævede som et arabisk/islamisk kalifat, efter at briterne og araberne i fællesskab havde fordrevet tyrkerne fra Mellemøsten.
.jpg)
Ligner det ikke i påfaldende grad Mellemøsten og Arabien, sådan som de ser ud i dag, blot med den forskel at der er flere stater og ikke bare én?
Ja, og sådan har Mellemøsten set ud i over tres år, så selv om araberne ikke fik det præcis, som de ville have det, så fik de noget, der lignede det meget.
Så hvad er problemet?
Problemet er Israel.
Det lille land, der kun udgør få procent af det samlede område, er en evig torn i arabernes øjne til trods for, at arabernes krav til briterne i 1915 i det store og hele er blevet indfriet.
Alligevel er der mange mennesker – som Jack Straw – der tror, at aftalen kun gjaldt en lille del af dette enorme område, nemlig "Palæstina", som araberne så er blevet snydt for.
Jødisk indvandringsforbud
Men tingene er klart mere indviklede end som så, og selve ordet Palæstina har, som det er fremgået, fra starten været et yderst flydende begreb, som ingen var enig om, hvor var.
Da det blev oprettet i 1920 under britisk overhøjhed, omfattede mandatområdet Palæstina det nuværende Israel, Gaza, Vestbredden og det nuværende Jordan.
Her måtte jøderne med de sejrende allierede stormagters accept oprette et nationalt hjem, sådan som de var blevet lovet i Balfour-erklæringen af 1917.
Men i 1922 – blot to år senere – vedtog Folkeforbundets Råd, at Transjordan (det senere Jordan), skulle være forbeholdt arabere og således lukket for jødisk indvandring, og dette på trods af at Transjordan formelt stadig var en del af Mandatområdet Palæstina helt op til 1946. Dette betød, at 2/3 af 1920-Palæstina blev erklæret "jødefri" i 1922 og har været det lige siden.
Men hvorfor fandt man i dette antijødiske forbud? Årsagen var pres fra nye aktører. Lokale arabere var begyndt at blande sig – ofte med vold –og de delte ikke sherif Husseins begejstring for jødisk indvandring.
Briterne begyndte at få et alvorligt anfald af kolde fødder og gjorde alt hvad de kunne for at løbe fra deres løfte i Balfour-erklæringen.
Det hjalp ikke. Fraspaltningen af Jordan som udelukkende arabisk område sammen med andre drakoniske restriktioner for jødisk indvandring gjorde ikke araberne tilfredse. Og de har heller aldrig været det siden.
Opsummerende kan man sige, at alle parter – Storbritannien, Frankrig, jøderne og araberne – snød på vægten i varierende omfang, og hvem der snød mest, afhænger naturligvis af optikken.
Selv vil jeg pege på Frankrig, der – trods forsikringer om det modsatte – lige fra starten arbejdede ihærdigt for at få Syrien ikke blot som protektorat men som koloni i gammeldags forstand.
Det gjorde Storbritannien trods alt ikke. Den oprindelige aftale med sherif Hussein gik ud på, at Storbritannien ville bistå med at oprette en uafhængig arabisk stat – eller evt. flere uafhængige arabiske stater – og det er sådan set også, hvad der skete.
Araberne fik stort set, hvad de bad om, og som tak til sherif Hussein for hans støtte i kampen mod tyrkerne indsatte briterne Husseins søn Abdullah som emir af Transjordan og en anden søn, Feisal, som konge af Irak.
De to britiske mandater, Irak og Palæstina, blev efter en kort overgangsperiode til de uafhængige lande Irak og Jordan. Men også – senere –til Israel. Og da araberne ikke vil have en jødisk stat iblandt sig, kan konflikten aldrig løses.
