"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Navne er sociale markører

18. maj 2012 - Artikel - af Geoffrey Cain

Geoffrey Cain

Ændringer i navneskikken viser bl.a., hvilken social position forældrene mener, der tilkommer barnet. Det bliver især tydeligt for pigerne, som knapt havde navne i det gamle Rom, skriver Geoffrey Cain.

 Må en pige hedde KnirkeJoyfuld eller Kridhvide? Må en dreng hedde HvedeYmer eller Knaz? Nej, det må de ikke. Den danske navnelov forbyder den slags, og det er indlysende hvorfor. Et navn er så tæt knyttet til personen, at det ville være en grum spøg at kalde et barn noget, det senere ville blive flov over.  

Har det altid været sådan? Har alle mennesker til alle tider tænkt i de baner, at personen og navnet er forbundet? Endda ens?

Svaret er både ja nej. Nogle steder og til nogle tider synes der at være visse mønstre, der tyder på det, men billedet er grumset, fordi tiderne og skikke ændrer sig hele tiden. Nogle gange er der nybrud, andre gange en slavisk fortsættelse af traditioner, hvis oprindelige begrundelse er glemt.

Tomme skaller

Pudsigt nok har mange navne overlevet i århundreder – endda i årtusinder – efter at deres oprindelige betydning for længst er gået tabt. Et godt eksempel er det meget ”moderne” navn Michael, der har mindst 2000 år på bagen.

Og det samme gælder det moderne klingende Danny (Daniel). Men det er nok de færreste Michael'er og Danny'er, der ved eller interesserer sig for det, og hvis man spørger folk, hvad deres navn betyder, får man altid at vide, at "sådan hedder jeg bare". Dvs. interessen er nul, og det må man bare tage ad notam.

Alligevel er det trist at tænke på, at ord, der engang havde en mening, nu er blevet meningsløse og tomme skaller, som senere generationer ikke har haft sans for at undre sig over.

Og det er synd og skam, for urmennesket (med hvem vi nok er mere beslægtet, end vi tror) valgte ikke navne tilfældigt.

 Dyr og guder

Urforældrene opkaldte deres børn efter dyr eller guder for at navnet skulle smitte af på børnene og gøre dem lige så stærke eller lige så listige som originalen.

Måske håbede de også på, at dyret eller guden ville beskytte barnet, hvis det havde samme navn. Men eftersom mennesket ikke har ændret sig meget siden stenalderen, er disse urtanker nok også ubevidst til stede hos mange af os i dag.

 Barnet skal have et "godt" navn, ikke blot et tilfældigt nummer (som romerne brugte i en periode), og det gode navn skal hjælpe barnet på dets vej gennem livet.

Alligevel er det de færreste, der spørger efter et navns oprindelige betydning, når de navngiver deres børn, selvom tendensen til at glemme eller fortrænge, hvad et navn egentlig står for, heller ikke er af nyere dato.

 Sammensætninger uden logik

En af grundene til, at den oprindelige betydning blev svækket eller helt gik tabt i tidens løb, har utvivlsomt noget at gøre med den urgamle europæiske skik at opfinde navne, der bestod af to led: Hen-rikLud-vigThor-kilGun-hildThor-sten osv., hvor sammensætningen set med vore øjne ikke virker logisk.

Men det var måske heller ikke logisk dengang, idet det såkaldte "variationsprincip" indebar, at nordiske børn fik et fornavn, der indeholdt et af de to led i faderens eller moderens fornavn.

Dette led "vandrede" så at sige, hvilket førte til sammensætninger, hvor det var meget svært at se nogen mening.

Et godt eksempel er en runesten på Bornholm, hvor man kan læse, at stenen blev rejst af Thorkil og Alfkil efter faderen Økil. Her var det vandrende led noget så jordnært som kil, dvs. (offer)kedel, og som man kan tænke sig, var der allerede efter et par generationer ikke længere et meningsfyldt forhold mellem de to led.

Det var heller ikke altid et led, der vandrede, men et bogstav, og det kan man se på en anden runesten ved Asmild nær Viborg. Den blev rejst af Thorgund, datter af Thorgot, der var søn af Thjodulf.

I dette tilfælde var det ikke leddet, der arvedes, men forbogstavet, hvilket hænger sammen med vikingetidens forkærlighed for at lade ord begynde med samme bogstav, således at der dannedes bogstavrim.

Navnet Thjodulf er i øvrigt dannet af thjod (folk) og ulf (ulv), som åbenbart godt kunne sættes sammen, uden at nogen syntes, der var noget mærkeligt i det.
 
Den smukke krig

Her i Norden refererede ord i toleddede navne ofte til begreber som “kamp”, “forsvar”, “mod”, “vilje” og “skønhed” og den slags, men pga. variationsprincippet var den logiske sammenhæng ikke særlig nemt at få øje på.

Eksempelvis er navnet Wigrid dannet af wig (krig) og fridr, der betyder "smuk". "Krig er smuk" – som en del vikingefædre sikkert også har syntes.

Men om det netop er denne tanke, der lå bag navnet, er nok ikke så sikkert, og ligesom i vore dage må mange forældre efterhånden have valgt en sammensætning, fordi de helt enkelt syntes, at det lød smukt.

Dvs. meningen veg for klangen eller i medfør af variationsprincippet, og navne blev til sidst meningsløse. En lignende udvikling er højst sandsynligt foregået i alle lande.

 Patriarkat

Ifølge Oxford leksikon over fornavne er det sædvanligt, at europæiske navne dannes af to led, og dette gælder de gamle nordboer såvel som de andre europæiske stammer, også dem, der boede tusindvis af kilometer mod syd. Men ikke romerne.

Grækerne havde navne som Theodor (theos: "gud"/ doron: "gave") og Nikolaus (nike: "sejr"/ laus: "folk"), mens deres latinske naboer på den anden side af Ægæerhavet havde et system, der – sandsynligvis pga. en ekstremt patriarkalsk samfundsform – afveg markant fra alle andres. Hos romerne var det kun faderen, der havde en egentlig retsstilling som person.

De andre familiemedlemmer var i princippet slet ikke personer men res dvs. "ting", og havde i lange perioder samme retsstilling som slaver og kvæg. Derfor er det ikke så underligt, at børnenes navne ikke blev valgt med særlig omhu.
 
Som regel fik en romersk dreng samme fornavn som sin far eller bedstefar, men det begrænsede jo mulighederne til to. Og hvad skulle man gøre, hvis der var flere poder af hankøn?

Det problem kom de praktisk anlagte romere over ved at give deres sønner "nummernavne", så den første kom til at hedde Primus, den anden Secundus, den tredie Tertius, den fjerde Qvartus, den femte Qvintus, osv. helt op til Decimus og derudover, alt efter hvor mange fødsler deres fru moder kunne holde til.

En tilsvarende skik fandtes i Kina, hvor døtre ikke fik fornavne, men kaldtes blot "pige nr. ét", "pige nr. to" osv. Skikken forsvandt for et par generationer siden, idet pigerne omsider fik rigtige navne, og en lignende udvikling skete i Rom.

Nummernavne blev ikke afskaffet, men mistede efterhånden deres oprindelige betydning og blev almindelige navne. Det betød, at forældrene sagtens kunne kalde den førstefødte Qvintus, uden at det virkede sælsomt.

Omkring 100 f.Kr. var kun 14 romerske drengenavne i brug, hvoraf to var nummernavne, Qvintus og Sextus, og visse familier nøjedes med kun to! Eksempelvis brugte Ænobarbii-familien kun Lucius og Gaius. 

Derudover var det ganske almindeligt i hele Rom – ikke kun i Ænobarbii-familien – at alle brødre fik samme fornavn, indtil denne praksis blev forbudt af senatet i året 6 e.Kr.

Indtil da må romerske børnehaver have været præget af fuldstændigt kaos, idet alle drenge kunne risikere at have samme fornavn, mens ingen pige havde et fornavn overhovedet.
 
Varebetegnelse

Men sådan havde det dog ikke været i de ældste tider, siger Oxford leksikon over fornavne.

Oprindeligt havde romerske kvinder haft et fornavn lige som mænd. De kunne f.eks. hedde GaiaLucia eller Publia, men denne skik forsvandt – hvilket må hænge sammen med, at kvindernes sociale position er blevet svækket – og gennem det meste af Roms historie havde kvinderne intet egentligt navn, men måtte nøjes med en slags varebetegnelse.

Denne var ikke andet end stammens navn i hunkønsform, hvad moderne mennesker har temmelig svært ved at forestille sig.

Hvis man overførte systemet til danske forhold, ville det forudsætte, at der fandtes nogle store klaner, som f.eks. ”Auken-klanen", "Langballe-klanen" eller "Helveg-klanen", og at alle piger, der fødtes ind disse klaner automatisk kom til at hedde AukenineLangballineHelvegine osv. og intet andet!

Det ville også indebære, at alle søstre i samme familie fik samme navn. I Rom var kvinder så ekstremt juridisk usynlige, at de ikke engang fik navne, når de giftede sig. 

Men, siger The Oxford Companion to Classical Literature, ved ægteskab kunne de få et fornavn, om end disse fornavne ikke var andet end deres ægtemænds fornavne i hunkønsform.
 
Oversat til dansk ville det betyde, at en pige med slægtsnavnet Langballine, der giftede sig med Jens et-eller-andet, ville komme til at hedde Jensine Langballine.
 
Ham med næsen

Men så hæslige var de romerske navne naturligvis ikke. Ordet "stamme" (på latin gens) var et hunkønsord, og en typisk stamme var GensClaudia eller GensJulia, så pigerne kunne overtage slægtsnavnet uændret, som f.eks. Claudia og Julia, mens mænd fik slægtsnavnet i hankønsform, som Claudius og Julius.

En pige i Julia-stammen ville således hedde Julia, og alle hendes søstre ville også hedde Julia. Og intet andet. Et familienavn, cognomen, opstod forholdsvis sent og var noget, man – "naturligvis" – brugte mest i forbindelse med mænd.

Sjovt nok opstod familienavnet som et øgenavn. Det var ofte en personlig beskrivelse af familiens stifter, som f.eks. Rufus (den rødhårede) eller Scipio, "staven", hvorved stifteren i symbolsk forstand blev anerkendt som en stav, hans familie kunne støtte sig til – for ikke at tale om Naso: ham med den store næse.

Desværre er der ikke meget, der tyder på, at pigerne fik glæde af disse sent opståede familienavne. De måtte nøjes med en "varebetegnelse".

 Yderligere komplikationer

Hvis man ud fra dette overblik synes, at det romerske navnesystem er kompliceret, kan jeg kun trøste med at det bliver værre endnu. Nye navneformer blev ved med at dukke op, og på et tidspunkt opstod der et fjerde navn, det såkaldte agnomen, der knyttede sig til, hvad folk havde lavet, eller hvor de kom fra.

Et meget kendt eksempel på agnomen er generalen Publius Scipio Cornelius, der kom til at hedde Scipio Africanus pga. af sine bedrifter i Afrika. Publius var hans fornavn (prænomen), Scipio var hans familienavn (cognomen), og Cornelius var hans stammenavn (nomen), fordi han hørte til gens Cornelia.

Som man nok kan tænke sig, blev ikke alle navne brugt på samme gang, og generalens fornavn og stammenavn blev droppet. Han beholdt sit familienavn (Scipio) og fik et agnomenAfricanus. Derved kom han kom til at hedde Scipio Africanus, hvilket oversat til danske forhold måske ville svare til, at man kaldte nogen "Afrika-Jensen".

Individet træder frem

Men tingene udviklede sig, og henimod slutningen af den romerske storhedstid opstod der til og med et femte navn – signum – der ligesom agnomen var en personlig beskrivelse af bæreren.

Denne udvikling tyder på, at slægten var ved at miste sin betydning, og at individet trådte i forgrunden. Og derfor blev personnavne vigtige. Det faktum, at signum opstod i en tid, der – med opløsningstendenser og værdiforvirring – minder lidt om vor egen, gør denne udvikling dobbelt interessant.

En bekendt af mig har døbt sine børn WayneChantel og Natasha, hvilket jeg ikke rigtigt synes passer til dem. Men i modsætning til det gamle Rom er det i dag som oftest moderen, der bestemmer.

Måske føler min bekendt ubevidst – lige som vore forfædre – at disse halvsymbolske mærkater vil smitte af på de kedelige børn, så de selv bliver lige så interessante som deres navne. Hvem ved?
 
Meget tyder på, at navne – selv efter perioder hvor interessen for dem er dalet – altid vender tilbage og kommer i fokus igen, så vi har måske at gøre med en menneskelig konstant? Jeg har i hvert fald aldrig hørt om et folk, der ikke brugte navne. Om end pigerne i Kina og det gamle Rom var ubehageligt tæt på.

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg