For nylig deltog jeg i et møde nede i min lokale vælgerforening. Selve set-uppet var klassisk: Det lokale folketingsmedlem, en mørk aften - og 60 partimedlemmer i et tætpakket lokale. Dansk folkelighed og demokrati, når det er bedst.
Som altid når pressen ikke er inviteret og dørene lukkede, løb diskussionen bredt, livligt og yderst åbenhjertigt.
Ikke mindst om det såkaldte ‘velfærdssamfund’ og hvordan vi får knækket kurven med, at mere end halvdelen af befolkningen er på overførselsindkomst eller offentlig ansættelse.
Definitionsmagten
Så var der en fra ungdomsafdelingen, der tog ordet. Han forlangte sproget tilbage.
Problemet, sagde han, er, at det i al for høj grad har været de røde, der har fået lov til at definere de centrale begreber i den politiske debat. Og hans eksempel var ordet ‘social’.
Socialvæsenets opgave er jo i virkeligheden at putte mennesker ned i små kasser, så man kan afgøre, om de skal have penge eller ej - og i givet fald hvor mange.
Socialt er det bestemt ikke. Derimod er det umenneskeligt. Vi må finde et andet ord der i højere grad dækker vores ønsker for området. Det som vi vil. Omsorg, for eksempel.
Den unge KU’ers indlæg var nok det, der bedst fangede min opmærksomhed den aften, og som fik mig til at tænke. For han har jo ret.
Selvfølgelig er det ikke spor unaturligt at sådan én som mig, der blogger jævnligt, interesserer sig for sprog.
Trods alt arbejder jeg jo med sprog hver gang jeg skriver et indlæg. Dertil kommer så, at det som den unge mand talte om, er et emne som jeg allerede berørte på min blog for næsten fire år siden.
At det ikke for alvor kan lykkes os at ændre dette samfund i konservativ og frihedsorienteret retning, før vi vinder kampen om sproget.
En politisk debat er en kamp på ord. Argument mod argument, ord mod ord, ofte sat skarpt op mod hinanden. Bag det hele ligger den betydning, vi vælger at give forskellige begreber.
Men fælles for enhver politisk eller filosofisk diskussion er, at dén, der får held til at definere de centrale begreber, vinder til slut.
Eksemplet fra mødet i tirsdags er åbenlyst. At omtale socialvæsenet som særligt socialt, er en uhyrlighed uden grænser.
Hvis det vi vil er omsorg for de svageste, så lad os i stedet kalde det dét: omsorg.
Men at fjerne ordet ‘social’ fra den politiske ordbog, bliver en lang, sej tur op ad bakke. Trods alt er ordet meget indarbejdet i vor fælles forståelse.
”Kriminalitetstruede ” i Tingbjerg
Mere umiddelbart enkelt vil det være at angribe venstrefløjens begrebsfastsættelse på andre områder. Tag nu f.eks. ordet ‘kriminalitetstruet’. Det er et udtryk som pædagoger og socialarbejdere elsker at anvende om kriminelle.
At kriminelle er truede af kriminalitet, må vel være noget vås for de fleste.
I virkeligheden bør det være ofrene – dvs. de umiddelbart potentielt truede ofre - der er truede af kriminalitet. Det tilsiger mit konservative hjerte mig i hvert fald.
Samtidig antyder anvendelsen af ordet ‘kriminalitetstruet’ om de kriminelle også, at de er aldeles uden skyld i egne gerninger - ja, at ansvaret for deres kriminalitet i virkeligheden er alle vi andres. Ofrenes.
Sidst jeg hørte ordet, var da politiet for nylig fandt tunge våben - herunder automatrifler, maskinpistoler, håndgranater og vist også raketstyr, da de foretog en razzia mod en kommunalt drevet ungdomsklub i Tingbjerg.
Da oplevede vi gudhjælpemig en pædagog stille sig frem på nationalt TV og erklære de unge bag våbenopbevaringen for værende ‘kriminalitetstruede’.
Virkeligheden er selvfølgelig, at de er kriminelle, at pædagogen er kriminelt uvidende - og at det er alle os andre, der er truede af disse unges kriminalitet og våbenfetich.
I det nævnte tilfælde har omskrivningen af det danske sprog således til formål at placere sympatien et sted, hvor den under ingen omstændigheder hører hjemme: hos unge, voldsforherligende jihadister i en ungdomsklub i en københavnsk forstad.
”Udsatte områder”
Og nu vi er ved forstæderne og kriminelle: Den nye regering har besluttet ikke længere at ville anvende udtrykket ”ghetto”.
I stedet vil man kalde ghettoerne for ”udsatte områder”. Udsatte - for hvad og fra hvem?
Underforstået heri ligger naturligvis, at problemerne i de nævnte områder af social (ups - der var det igen!) art skyldes den onde omverden uden for ghettoerne.
Den faktuelle sandhed er naturligvis en anden. At problemerne langt hen ad vejen er selvforskyldte og at kriminaliteten er rettet mod os andre, der lever udenfor ghettoerne.
I virkeligheden er det faktisk muligt at argumentere for, at det er den del af landet, der ligger udenfor ghettoerne, der er ”de udsatte”.
Og som i det forrige tilfælde, er formålet også her at flytte sympatien. Det umiddelbare, politiske mål er klart: Har man først fået den politiske sympati, følger pengene.
Penge til flere samlingssteder for kriminelle, i stil med ungdomsklubben i Tingbjerg - blot for at nævne et eksempel på, hvad vi kan forvente vore skattekroner brugt til.
På længere sigt ser vi naturligvis regeringspartiernes projekt med det multikulturelle samfund. For hvis det er de muslimske enklaver, der er de udsatte, så må skurkene vel være alle os andre?
Personligt vælger jeg i private samtaler at omtale eksempelvis Gellerup som ‘Emiratet’, men det udtryk vil af forskellige grunde nok få svært ved at opnå politisk genklang.
For dem af os, der har kigget os lidt omkring i verden og oplevet ægte ghettoer, er anvendelsen af præcis dét udtryk (altså ghetto!) nærmest lattervækkende.
Trods alt. Men hvad skal man ellers kalde bydele, der tilsyneladende lever af socialt nasseri og kriminalitet?
Eksemplerne viser, er det er dem, der ejer sproget, der vinder.
Den unge KU’er på mødet i tirsdags havde ret. Den politiske kampplads handler også om begreber og definitioner. Vi besejrer ikke den multikulturelle barnepigestat uden først at erobre sproget og dets begreber tilbage.
Dan Ritto er forfatter, blogger og tidligere næstformand i multikulturel forening, men stoppede efter at han oplevede at blive stenet ud af Gellerupparken.
