I Koranen står der, at Allah vil indgyde de vantro frygt i deres hjerter (3: I 5 I).
Muhammed selv udvikler denne tanke, at terror – frygt og skræk – sendes forud for de muslimske hære, af Gud, ind i de vantro, så sejren allerede er vundet inden selve slaget (se David Cook: Understanding Jihad, University of California 2005, s.17).
Heraf kan man i hvert fald udlede så meget, at for de troende, der underkaster sig kravet om jihad, er terror blot et af våbnene, der anvendes i kampen for Allah.
Ved siden af skiven
Hvis, derfor, terror er en facet med i et bredspektret arsenal af våben i en krigsførelse, så vil det være temmelig meget ved siden af skiven, alene at fokusere på dette ene våben i fjendens krigsførelse.
Det ville svare til, at man i et spil skak, udelukkende koncentrerede sig om modstanderens ene løber og lod som om kampen mod denne ene brik var, hvad hele spillet drejede sig om.
Ikke desto mindre, er det lige hvad vi tilsyneladende gør her i vesten i forhold til det angreb, vi er udsat for, og som har været tydeligt siden 2001:
Vestens forkerte analyse
Vi udkæmper en War on Terror. Vi spiller derved fjendens spil, der går ud på at udmarve, desillusionere og fratage vore krigere og folket modet før det egentlige slag.
Fjenden udfordrer os forskellige steder på kloden. Han vælger stedet og kampformen. Vi underkaster os fjenden og lader ham bestemme. Snart drives vi til Afghanistan, snart Bosnien, så Somalia, Mali eller en af vore egne storbyer, eller lokale bydele.
Fjenden er kun ude i forpostfægtninger og fører psykologisk krig mod vore soldater ude og vor befolkninger hjemme.
Vi har valgt at se terroren som selve den kamps væsen, der udkæmpes. Vore efterretningsvæsner bliver i disse år i højere og højere grad gearet til denne kamp.
Vi ser med andre ord situationen således, at det er en succes for os, hvis ingen eller kun få terrorhandlinger kommer til udførelse.
Så ser vi kampen mod terror som vundet. Eksperter udtaler sig til medierne og beretter, hvorledes det kun er en forsvindende del af menneskeheden, der i det hele taget påtænker at udføre terror.
Og vor efterretningstjeneste har godt tjek på de fleste potentielle terrorgrupper og celler.
For sikkerhedens og tryghedens skyld har vi opbygget i vesten omfattende og omhyggelige foranstaltninger i lufthavne, ved offentlige bygninger og andre steder, der skal forebygge terror, ligesom den almindelige efterretning skal det.
Så efter vores forståelse af sagens sammenhæng er det os, der har fat i den lange ende, og tiden er måske slet ikke så fjern, hvor vi kan sige, vi har inddæmmet det meste af den terrortrussel, der ellers var imod vore samfund og borgere.
Det er vor opfattelse af denne krig.
Frygten er vor fjendes våben
Men sådan analyserer vor fjende slet ikke situationen.
For ham, er det netop en del af den præliminære krigsførelse – forpostfægtningerne -, at engagere os overalt med trusler om angreb og enkelte udførte angreb for at holde frygten ved lige.
Det er frygten, der er våbnet. Det er den, der skal undergrave vor forsvarsvilje, vort mod og ikke mindst desorientere vort fokus, så vi ikke ser, hvor faren egentlig kommer fra.
Kampen mod de vantro, jihad, er, set med fjendens øjne, først i sine indledende faser. Indtil nu er alt gået godt.
Vi indfører frivilligt flere og flere af shariaens påbud og regler hos os selv.
Vi gør det for ikke at diskriminere muslimer, eller for ikke at ophidse nogen til uroligheder.
Og hvis det alligevel sker, at nogen lader sig ophidse og smadrer en hel skadestue, så ved vi, at vi på en eller anden måde, unødigt har provokeret muslimers religiøse følelser eller kultur.
Vi ser altså alle disse små skridt mod indførelse af flere og flere af islams regler i vore lande, som integrationsfremmende tiltag.
Muslimerne derimod ser det som resultatet af, at den del af jihad, vi kalder terror virker helt efter hensigten: at fratage os mod, modstandskraft og vilje.
Selv ser vi ikke dette.
Vi er allerede så forskræmte som små lam. Vi er også kommet ud af vanen med at frygte islam på den årvågne måde, sådan, som Europa ellers helt op til engang i det 19. århundrede stadig var i stand til.
Lær af Mellemøstens kristne
Her er det Mellemøstens forfulgte kristne ville kunne komme os til hjælp. Selvom det næsten lyder som den omvendte verden:
Vi skulle jo vel være dem, som kunne hjælpe de forfulgte kristne, hvis vi ellers ville.
Hvis vi altså havde villet, så ville vi, f.eks. for længst have bidt mærke i og lagt os på sinde, den måde, hvorpå de palæstinensiske muslimer fra og med den første opstand mod Israel i 1987, kaldet Intifadaen, der betyder oprør, angreb de kristne i Betlehem, Nablus og Ramallah.
De angreb deres eksistensgrundlag ved at smadre julehandlen. Dvs. ødelagde de kristnes butikker og udstillinger af krybber, jomfru Maria-med-barn-figurer og de forhadte juletræer i gaderne og i butiksvinduerne.
Så sendte de et signal om at kristne og kristendom ikke havde noget plads i et fremtidigt ”frit” Palæstina. Det var et budskab, som ikke var til at misforstå. Især fordi, det blev fulgt op at en bølge af bortførelser og voldtæger af unge kristne piger.
Resultatet af denne ”opstand” udeblev da heller ikke. I 1990 udgjorde de kristne 60 % af befolkningen i Betlehem.
I dag er det under 10 %.
Havde vi fulgt de kristne på Vestbreddens og i Gazas problemer med at udstille deres tros symboler i julen, så ville vi måske havde kunnet se, hvad det var, muslimerne i Egedals Vænge i Kokkedal havde gang i, i begyndelsen af december.
Så ville vi som kristne havde vidst, at juletræet er et kristent symbol – ja et frihedens symbol. Og at det netop var derfor, det ikke skulle op i år.
Måske vi altså kan narre os selv ved hjælp af de endnu mere uvidende medier og deres såkaldte eksperter i religionsvidenskab. Men muslimerne i Egedals Vænge lader sig ikke narre.
De ved naturligvis godt, at juletræet er symbol på Kristus, Guds søn. Som sådan er det netop symbol på det mest vederstyggelige, de kan forestille sig: at Gud bliver menneske, eller at et menneske er Gud.
Hvis vi havde lyttet lidt til de kristne i Egypten de senere år, ville vi også have lært, at disse ting, vi oplever med jøder, der ikke kan færdes uantastet i vore byer og unge piger med kors om halsen, der overfaldes, bortføres og voldtages, ikke er – ikke kun i hvert fald – udtryk for fejlslagne integrationsforsøg fra vor side, men er jihad.
Vores mod undergraves
Den del af jihad, som føres mod de vantro for at undergrave deres mod og forsvarsvilje; psykologiske forpostfægtninger, så slaget kan vindes inden slaget overhovedet skal stå, sådan som også Muhammed selv brugte terroren.
Det ser altså ud for os i Vesten, som om kampen er mod terror. Vi ser endnu ikke, at det kun er en manøvre. Den egentlige krig er den åndelige: kampen om sjælene.
Vi kunne også sige kampen for friheden. Fordi islam fører ufriheden i sit banner.
Og netop terroren skal gøre os ufrie, så vi ikke længere tænker klart eller har vor fornufts fulde brug, men lader os føre ind under en rigid lovreligions åndløse åg.
Sker det, er slaget tabt på forhånd.
Glædelig jul!
Ole Buchardt Olesen er sognepræst i Gilleleje
