"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Jeg, en historisk materialist?

22. juni 2012 - Artikel - af Morten Uhrskov Jensen

Morten Uhrskov Jensen

Måske havde Karl Marx alligevel fat i noget, da han beskrev materielle interesser som en hovedkraft i den historiske udvikling? Morten Uhrskov er kommet i tvivl.

Hvad rykker historien? Hvad er det, der får verden eller i hvert fald en del af den til at skælve? Er det aktøren eller strukturen? Er det hin enkelte, der rager op og råber højt og sandt nok? Eller er det en oparbejdet masse af elendighed, der får det gamle system til at bryde sammen og noget andet til at fødes?

Indtil for ikke så længe siden ville jeg have forsvoret at indtage det sidste synspunkt.

Lige siden slutningen af 1990´erne, hvor jeg begyndte at bryde med det herskende multietniske og multikulturelle dogme, har jeg abonneret på den opfattelse, at marxismen (især) tog fejl, når den hævdede, at strukturer og falsk bevidsthed formede verdens gang.

Usikker

Det er jeg ikke længere så sikker på, er rigtigt, i hvert fald ikke på den måde, som jeg havde tænkt det, da jeg skiftede standpunkt og erklærede mig som modstander af ikke-vestlig masseindvandring.

I parentes bemærket er det al ikke-vestlig indvandring, jeg sigter til. Den muslimske indvandring er gennemsnitligt så langt den mest problematiske, men det er den ikke-vestlige indvandring per se, der forandrer Danmark og Europa til noget aldrig før set, nemlig noget ikke-europæisk.

Grundet i overvejelser over tid var det måske Lars Hedegaards svar til Jesper Langballe i Tidehverv, juni 2012, der fik mig til at tage det skridt at erklære mig enig i noget temmelig grundlæggende ved Lars Hedegaards position.

Det kedsommelige ord “gennemsnit“ er centralt her. Jeg bruger for tiden ordet så ofte, at jeg må have tyndslidt det. Det får imidlertid være, da det er afgørende for at forstå både konsekvenserne af den ikke-vestlige indvandring, som det er for at begribe eliternes svigt, de liljehvide, som jeg har døbt dem.

Privilegier på spil

Derpå er vi nået til det punkt, hvor jeg har flyttet mig. Eliterne udgør en masse så stærk, så de stort set forhindrer enhver fornuft på det for Danmark og Europa afgørende område, som er indvandringens ødelæggende konsekvenser.

Kun en traumatisering kan ændre på det forhold. Jeg kalder det en traumatisering, omtrent det samme, som når Lars Hedegaard taler om, at ”disse afvigende tanker aldrig har kunnet sætte sig igennem, før der fandtes en klasse af mennesker, der var bragt derud, hvor ikke bare klassens materielle interesser stod på spil, men ethvert håb for fremtiden”.

De liljehvide eliter har ikke aftalt, at Europa skal afvikles og erstattes af noget andet gennem et afsindigt eksperiment. Selvfølgelig må nogle af dem vide, at de har sat kaosagtige kræfter i sving.

Alt andet er usandsynligt, når opløsningen af f.eks. de europæiske storbyer iagttages. Afgørende er imidlertid, at stort set ingen med magt og anseelse ser nogen individuel interesse i at fortælle sandheden. Alt for mange privilegier står på spil.

Alt for megen social prestige afhænger af, om den rette attitude bevares. Først når bogstaveligt talt det sidste håb om en bedre fremtid er ude, kan der forventes et paradigmeskifte.

Når den tid kommer, vil vi se endnu en opførelse af en af menneskenes almindeligste discipliner.

Opportunismen vil igen være trumf, og alle vil flokkes om det nye under.

Det søde liv

For at parafrasere Lars Hedegaard: Indtil videre lader det sig gøre for de forsamlede eliter – politiske, kulturelle og professionelle – at nyde det søde liv alene ved at kolportere uden for enhver rimelig tvivl usandfærdige påstande.

Det er forbundet med tabu at afvige fra den linje, der fortæller, at forbudte tanker om indvandringens konsekvenser har, ja netop, at gøre med tab af status, med den sociale kapital, som fupsociologen Pierre Bourdieu kaldte det.

Netværk, muligheder, såmænd noget så simpelt som anerkendende klap på skulderen. Alt risikerer at ryge den vej, hønsene skraber, hvis en bestemt grænse overskrides.

Jeg er ikke, så vidt jeg ved, blevet marxist, men jeg kan se, at tænkeren fra 1800-tallet havde fat i et eller andet, når han talte om, at ”de herskendes tanker bliver de herskende tanker”.

Og det ganske uanset hvad hin enkelte måtte foretage sig.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg