Woman´s Hour er et radioprogram, der sendes på BBC 4 og som har været en fast del af BBC´s radiosendeflade siden 1946. I år fik programmet en ny vært, Emma Barnett, og hun er allerede røget ind i en art shitstorm for at have været ”utilsløret fjendtlig” da hun interviewede den nyligt tiltrådte generalsekretær for Muslim Council of Britain: Zara Mohammed. Muslim Council of Britain (MCB) er en paraplyorganisation for over 500 moskeer, muslimske skoler, velgørende organisationer og netværk i England, og Zara Mohammed er paraplyorganisationens første kvindelige generalsekretær.
Og det var i den egenskab, at Emma Barnett havde inviteret hende i studiet til et interview i sidste uge. Men hvis Barnett troede, at hun kunne behandle Zara Mohammed som enhver anden og genfremsætte spørgsmål, som hun ikke fik svar på – måtte hun tro om igen.
Mere konkret er det faldet en række fremtrædende især muslimske, men også britiske politikere og debattører voldsomt for brystet, at Emma Barnett hele fire gange spurgte Zara Mohammed om, hvor mange kvindelige imamer, der er i England. Denne åbenbart stærkt upassende interview-opførsel at genfremsætte spørgsmål, man ikke får svar på, har fået det magtfulde og krænkelsesparate segment at skrive et åbent brev til BBC indeholdende en klage over Emma Barnett. Det hedder bl.a. i brevet: ”Trods Mohammeds gentagne udsagn om, at formelle religiøse afgørelser lå uden for hendes rolle som formand for en interesseorganisation, gentog Barnett sit spørgsmål fire gange.” Ifølge klagerne afspejlede interviewet med Zara Mohammed ”den kritiske stil og tone der anvendes over for politikere mere end det vægtede at undersøge og dokumentere, hvad det (at MCB havde fået en kvindelig generalsekretær) betød for britiske muslimske kvinder.”
Endvidere blev det fremhævet i klageskriftet, at Barnett i sin uvidenhed havde opstillet en falsk sammenligning mellem præster og rabbinere på den ene side og imamer på den anden, fordi islam ikke har et formelt præsteskab, hvilket ”…afdækkede en manglende religiøs basisviden som er forudsætningen for at kunne indgå i en reel debat med britiske muslimske samfund”.
Selvom BBC forsvarer studieværten og hendes spørgsmål om antallet af kvindelige imamer i England, er det alligevel slående, så følsomt det britiske public service organ er over for muslimers krænkede følelser og slet skjulte forsøg på at både at promovere islam og kræve islam undtaget fra al kritik i de britiske medier. De muslimske forfattere til klageskriftet er således blevet inviteret til rundbordssamtale med BBC om deres klagepunkter og om, hvordan BBC kan gøre dækningen af de spørgsmål, som optager muslimske kvinder, bedre. Endvidere forsikrer BBC, at man også i rekrutteringen af medarbejdere til BBC har afspejlingen af det omgivende samfund meget for øje, og at man godt ved, at der ikke er helt så mange muslimer ansat i BBC, som der burde være, men at man arbejder på det.
Set fra et dansk perspektiv er denne sag helt ude på overdrevet og ville sandsynligvis ikke have fundet sted i herhjemme. Ikke så meget fordi herboende muslimer ikke er lige så krænkelsesparate og ublu i deres særkrav som de britiske muslimer, men fordi årtiers ophedet udlændingedebat trods alt har flyttet en del: det ville rejse en shitstorm af gigantiske proportioner og ville kunne blive endnu en pind til Danmarks Radios ligkiste som public service organ, hvis de lige så åbenlyst foretog knæfald for islam og nærmest undskyldte at Fredens Religion og dens udøvere ikke fik mere plads.
Ikke desto mindre er der ingen grund til at pudse glorien for meget herhjemme, hvor samfundsdebattører som f.eks. Carsten Jensen og Stine Bosse stadig har mange klakører og megen mediemedvind, når de agiterer for mere import af islam og dens ofte uuddannede bærere og udskammer deres mere bekymrede og nationalt sindede landsmænd for at være skimlede kældermennesker. Og der er ikke tvivl om, at Bosse & Jensen ville træde hinanden over tæerne i iver for at få lov til at sætte deres kontrafrej under et tilsvarende klageskrift som det, BBC modtog.
Alligevel afspejler sagen mod Emma Barnett og Woman´s Hour ikke bare islams udbredelse i det britiske samfund men også, og især, dens udøveres magt, og udstiller samtidig den gruppe briter, som stadig har travlt med at bane vejen for islam. ”Forud-ilende Kapitulation” kalder den tyske journalist, forfatter og debattør Henryk Broder det. Og det er der stadig mange, der dyrker. Også herhjemme. Lad os ikke glemme det.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
