De fleste har efterhånden næsten vænnet sig til det væmmelige: At vi lever i et land, hvis elite helt åbent og tydeligt har som mål at afskaffe folkets kristne tro og lægge landet åbent for islam.
Vi ser det i det daglige. Danskere der kritiserer, den igangværende islamiske overtagelse af landet, skal være meget forsigtige i vores formuleringer – ellers vanker der en tur i byretten. Dette præsenterer Trykkefrihedsselskabet jævnligt gode, gedigne eksempler på.
Nu er elitens islamiserings-projekt nået så langt, at det er blevet et selvstændigt og højt prioriteret politisk mål at bygge en stormoské i landets hovedstad. Dette sker i en tid, hvor Hendes Majestæts kirkeminister har som politisk mål at lukke hundredvis af kirker landet over.
Landets magthavere vil lukke kirker og bygge moskéer. Sådan er det. Mere enkelt kan det ikke siges.
For en politiker kan det være et legitimt mål at bekæmpe kristendommen og favne islam. Det må vælgerne tage stilling til.
Mere alvorligt bliver det, når en fremtrædende repræsentant for den danske folkekirke, domprovst Anders Gadegaard fra Københavns Stift, offentligt udtaler at han ser det som sin pligt som kristen at bygge stormoskéer.
At han i sit præsteløfte har stået foran Guds alter og lovet at ”forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og desuden efter bedste evne at bekæmpe lærdomme, der strider imod folkekirkens trosbekendelse”, betyder tydeligvis intet for denne mand.
Men ikke nok med at Anders Gadegaard svigter sit præsteløfte. Den slags er jo nærmest hverdagskost i den danske folkekirke. Endnu værre er det at han i sin argumentation for at bygge stormoskeen tager Guds ord og evangelierne forfængeligt i forsøget på at retfærdiggøre sig selv. Det vender jeg tilbage til.
Eklatant mangel på viden om islam
Det, der først springer i øjnene, er den eklatante mangel på indsigt i islam han udviser i sin argumentation. I Kristeligt Dagblad udtalte Gadegaard nemlig den 12. oktober et ønske om, at ”det er meget vigtigt at få skabt grobund for, at mainstream islam får et synligt udtryk i dansk kultur.”
Jeg vælger at opfatte domprovstens ønske som et udtryk for uvidenhed. Alternativet vil nemlig være at udråbe manden som ravende psykopat.
Hvis man sætter sig ind i islams trossystem, sådan som flere af os har gjort, vil man nemlig hurtigt forstå at teologisk mainstream-islam bedst udtrykkes af organisationer som Al Quaida og Det muslimske Broderskab. De to organisationer har samme politiske mål, men tror på forskellige veje at nå derhen.
Og de to udtrykker mest præcist såvel Muhammeds liv og levned, som Koranens og hadithernes forskrifter. Dette kan enhver forvisse sig om ved at sætte sig ind i sagerne.
Et mål, som deles af alle muslimske trosretninger i denne verden. Et mål, som blandt andet indebærer, at det store flertal af ikke-muslimer skal dræbes og resten holdes i en form for slaveri, en tilstand som i islamisk ret kaldes for dhimmi. Dette er mainstream-islam, og det vil domprovst Gadegaard altså gerne hjælpe til at give et synligt udtryk i dansk kultur.
Om Gadegaards holdning er et udtryk for had til sit eget folk eller blot almindelig uvidenhed, skal jeg ikke gøre mig til dommer over.
Gadegaards dårlige bibeludlægning
Endnu værre er at han i sit forsøg på at forsvare sin involvering i moské-projektet, tager Kristi ord forfængeligt. Han forsvarer sig nemlig med henvisningen til to scener fra Matthæusevangeliet; den kanaanæiske kvinde (Matt 15 22-28) og den romerske officer i Kapernaum (Matt 8 5-13).
I den første henvisning skete der det, at en kanaanæisk kvinde, altså en ikke-jødisk kvinde, meget højlydt henvendte sig til Jesus med en bøn om at han skulle helbrede hende datter. En datter, som i parentes bemærket ikke var til stede – men som plagedes slemt af en dæmon. Efter nogen snak frem og tilbage hvor kvinden talte sin sag, forbarmede Herren sig og jog dæmonen ud med ordene: ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig som du vil”.
Hændelsen med officeren i Kapernaum har sidenhen gjort den pågældende officer til den ubetinget oftest citerede militærmand i verdenshistorien. Hans bøn til Jesus gentages nemlig hver eneste dag verden over i hver eneste katolsk kirke eller kapel. Historien er, at officerens tjener er syg. Men da Jesus tilbød at gå hjem og helbrede tjeneren, svarede officeren det utrolige: ”Herre, jeg er ikke værdig til at du går ind under mit tag, men sig kun ét ord, så bliver min tjener helbredt”. Og det blev han så.
Det er disse to skriftsteder Anders Gadegaard vælger som argument for at det skulle være hans pligt som præst at arbejde for fremme af islam i Danmark.
Domprovstens valg af skriftsteder virker mærkværdige og kunne godt trænge til en nærmere uddybning. Det må formodes at Gadegaards argument er at Jesus også var der for disse to, selv om ingen af dem var jøder og dermed ikke medlem af ’klubben’; at Jesus hjalp dem, selv om de var ’fremmede’.
Men pointen er netop at de begge gik til Jesus fordi de troede på ham, anerkendte ham som den lovede Messias og havde tiltro til at han kunne hjælpe dem. Hvilket han da også gjorde. De to eksempler viser netop at Jesus også er der for såkaldt ’fremmede’ – så længe man tror på ham.
Men muslimerne tror i sagens natur ikke på Jesus som frelser. Hvis de gjorde, var de jo netop ikke muslimer, men kristne. Men det er de altså ikke.
Skriftstederne burde netop minde Gadegaard om hans pligt som præst: At han skal forkynde evangeliet, også for imamer og muslimer, så de kan komme til tro på Jesus, sådan som den kananæiske kvinde og officeren i Kapernaum gjorde.
Dette er faktisk selve indholdet i mandens præsteløfte. Ikke at yde støtte til islamisk afgudsdyrkelse.
