Fisk og samfund har noget til fælles: Når de går i forrådnelse, starter råddenskaben i hovedet og breder sig derfra.
I bog efter bog og artikel efter artikel har den engelske samfunds- og kulturkritiker Theodore Dalrymple skildret Englands – og særligt den engelske arbejderklasses – opløsning i normløshed, dårlige og selvdestruktive vaner, moralsk deroute, grimhed, uvidenhed og dumhed.
Men det startede ikke på samfundets bund. Forrådnelsen begyndte i toppen – hos eliten – hvorfra den har inficeret resten.
Sappho har længe ønsket at få en samtale med manden, hvis litterære produktion i mange henseender kan sammenlignes med George Orwells og Charles Dickens', og chancen bød sig lørdag den 20. maj, da Dalrymple var i København for at tale til Borgerligt Netværk.
Illusionsløs realist
Ligesom Orwell, der i længere perioder levede blandt Paris' og Londons absolutte udskud, kender Dalrymple underklassens vilkår på nærmeste hold.
Han har i adskillige år arbejdet som fængselspsykiater og har skildret sine patienter med illusionsløs realisme, samtidig med at han aldrig er holdt op med at betragte dem som medmennesker.
Det er en udbredt misforståelse, forklarer han, at forbrydere skulle være mindre intelligente end andre.
"Når jeg snakkede med dem, brugte jeg præcis samme sprog, som det jeg nu bruger over for dig," siger manden, der udtrykker sig med klassisk engelsk veltalenhed. "De forstod mig udmærket og kunne tilmed grine af det."
"I dag kan man ikke gå fem meter på gaden uden at høre nogen sige fuck. Det var ikke noget, den almindelige englænder fandt på.
Den første, der engang i 1960'erne sagde fuck på engelsk fjernsyn, var den berømte teaterkritiker Kenneth Tynan, og når denne højlærde mand kunne sige det, hvad skulle så afholde andre fra at lade det indgå i sproget?"
Elitens forræderi
Som Dalrymple ser det, har eliten forrådt det folk, den skulle være elite for.
"For tre dage siden bragte avisen The Guardian, der læses af elitens elite, en artikel af en pige, der skrev om drukkenskab i det offentlige rum.
Det så hun åbenbart ikke som noget problem. Tvært imod mente hun, at det må være enhver piges umistelige ret at være 'shit-faced drunk'. 'Shit-faced' var det ord, hun brugte i den fine avis."
"Når et medlem af eliten kan udtrykke sig på den måde, er det så underligt, at folk følger opfordringen?"
"Hvis man siger til dem, at de skal lade være, vil de svare: Hvad rager det dig."
Theodore Dalrymple levner ikke England mange chancer.
"Jeg er yderst pessimistisk, når det gælder mit lands fremtid. Det skal man nok være englænder for at kunne sætte sig ind i."
Den engelske befolknings opførsel er værre end i alle andre europæiske lande. Det samme gælder landets sociale og økonomiske situation, selv om det ikke just fremgår af medierne.
Den vidensfri skole
Denne bedrøvelige tilstand hænger i høj grad sammen med undervisningssystemets sammenbrud.
Dalrymple henviser til en interessant artikel fra The Guardian:
I stedet for at opdele familieindkomst og formue efter social klasse valgte avisen at se på folks religion. Ikke overraskende lå jøderne langt foran medlemmer af andre religiøse samfund. Derefter kom sikherne.
Begge grupper kom til landet på et tidspunkt, hvor der var fordomme mod dem, men hvor det stadig var muligt ved flid og målbevidsthed at forbedre sine kår. Det samme plejede at gælde for medlemmer af den britiske arbejderklasse, men ikke mere.
"Min far blev født i 1909 i et arbejderklassekvarter i East End, men gik på en glimrende offentlig skole, og gjorde man det, var det nærmest en garanti for, at man kunne komme frem i verden – med mindre der var et eller andet psykologisk galt med en.
Bor man i et fattigt område i dag, lærer man praktisk talt ingen ting, så med mindre man er fodboldspiller eller noget lignende, bliver man hængende på samfundets bund. Det er den situation, som vore dages hvide britiske arbejderklasse må affinde sig med."
"Jeg har stadig min fars papirer fra dengang, han gik i skole, og det han lærte lå himmelvidt over, hvad man i dag kan lære i det statslige skolesystem."
Engang kunne man bevæge sig
Dalrymple medgiver, at England var et klassesamfund, da hans far var dreng, og det var måske kun fem pct., der fik det fulde udbytte af det glimrende offentlige skolevæsen, men disse fem pct. blev til gengæld ledere og forbilleder for andre, og de beviste, at social mobilitet var en mulighed, alle kunne stræbe efter.
De dage er forbi, og det har ifølge Dalrymple fået særdeles følelige sociale konsekvenser
Igen giver han eksempler:
Da Labour-regeringen i 1948 indførte det nationale sundhedsvæsen, der gav alle adgang til gratis lægebehandling, troede man, at det ville udligne forskellene i sundhedstilstanden mellem rige og fattige. Det modsatte skete – uden at man deraf kan slutte, at det har noget med den gratis lægehjælp at gøre.
Da reformen blev gennemført, var der en overdødelighed blandt de laveste socialklasser på 1,2 i forhold til gennemsnittet. I dag er overdødeligheden 2,9, og Dalrymple tøver ikke med at give det ødelagte skolevæsen skylden.
"On the sick"
Han peger også på den mærkelige omstændighed, at millioner af unge englændere står uden for arbejdsmarkedet, samtidig med, at landet importerer arbejdskraft ude fra.
Op mod tre millioner er "on the sick", dvs. at de modtager sygedagpenge – som oftest uden at fejle noget.
Det går til på den måde, at lægerne bliver truet eller korporligt overfaldet for at få dem til at udstede en erklæring om arbejdsudygtighed. Efter at den slags overfald er blevet almindelige, har lægerne – som burde befinde sig i samfundseliten og således være forbilleder for andre – opgivet den lægelige etik for i stedet at udstede sygeerklæringer på samlebånd.
I dag har England flere invalider end umiddelbart efter Den Første Verdenskrig, hvor det dog ellers gik hårdt for sig i Vestfrontens skyttegrave.
Som samfundet har udviklet sig, kommer de omfattende optøjer og plyndringer i flere engelske byer heller ikke bag på Dalrymple. Hvad skulle dog afholde folk fra at tage, hvad de vil have, når man stort set kan stjæle uden at risikere fængselsstraf?
Alt dette ved regeringen naturligvis udmærket, men den er ligeglad og ledes af en statsminister – David Cameron – der har "en moral som en sjakal og en rygrad som et bløddyr".
Kastesamfundet
– I en artikel, som du for nyligt offentliggjorde i New English Review, skriver du, at England ledes af en ny Nomenklatura [navnet blev brugt om den herskende elite i det kommunistiske Rusland, red.], der bedst kan beskrives som en kaste, og at landet er gået fra at være et klassesamfund til et kastesamfund.
"Sådan kan man godt beskrive det. Lad mig forklare forskellen på et klassesamfund og et kastesamfund.
Et klassesamfund giver mulighed for social mobilitet. Det gamle England var uomtvisteligt et klassesamfund, men det var også det socialt mest mobile samfund i Europa. Et kastesamfund giver ikke sådanne muligheder. Befinder man sig på samfundets bund, bliver man der, og har man intet at håbe på, opfører man sig naturligvis derefter."
"Det kan tænkes, at eliten netop foretrækker et system, hvor social mobilitet er udelukket."
