”Koldau-sagen handler ikke om ytringsfrihed”, siger dekan på Aarhus Universitet (AU) Mette Thunø og rektor Lauritz B. Holm-Nielsen i kor.
Det må de naturligvis gøre – ellers ville det jo blive et offentligt faktum, at Aarhus Universitet krænker en menneskeret.
Men medierne og den danske offentlighed har ikke ladet sig narre. Lige fra starten har ”Koldau-sagen” været en sag om ytringsfrihed – og det vil den også forblive i den danske universitetshistories annaler.
Her følger historien om den.
Advarsler pga. skriverier i pressen
Den 10. januar 2012 orienterede dekan Mette Thunø mig - den uforskammet kritiske professor i Musikvidenskab - om, at hun ville tildele mig en advarsel.
I løbet af vores møde ytrede hun tre gange foran flere vidner, at advarslen ville blive tildelt mig på grund af mine ”skriverier i pressen”.
Men historien starter slet ikke med en advarsel for lovligt ytret kritik.
Historien starter faktisk med en helt uigennemtænkt opfordring til at søge professoratet i året 2009, hvor jeg som en internationalt anerkendt professor bliver ansat under forkerte forudsætninger og sat ind i en kontekst, som ødelægger mine arbejdsmuligheder.
Historien fortsætter med to års kamp om tålelige arbejdsvilkår, med en ledelse, som møder alle forsøg på at drøfte problemet og mine løsningsforslag først med tavshed, så med chikaner, til sidst med mobning.
Historien når så sit første klimaks i juni 2011 med min offentlige kritik af det ekstremt lave uddannelsesniveau på mit institut – en kritik, som var Politikens mest læste artikel i en hel uge og udløste en debat, der fik en fjerdeplads blandt ”årets saftigste debatter”.
Artiklen er ikke polemisk – den fremsætter, på baggrund af min internationale akademiske, pædagogiske og administrative erfaring, helt nøgternt fem afgørende punkter, der gør den humanistiske universitetsuddannelse til en skandale.
På universitetet bliver artiklen opfattet som en ”håndgranat”. Ingen har turdet ytre sig så åbent og så kontant om de problemer, som mange taler om bag lukkede døre.
De bange danskere
I perioden juni til august 2011 får jeg så dusindvis af tilbagemeldinger per mail og per brev. Mange takker mig for mit ”store mod”.
Det undrer faktisk mig, tyskeren: I Danmark har vi dog trods alt et demokratisk samfund, hvor man selvfølgelig har lov til at ytre velbegrundet kritik?
Hvorfor er der så tale om ”mit store mod”, når jeg bare siger det, som jeg, i mit ansvar som universitetsunderviser, er nødt til at sige?
Men mange fortæller mig så deres egne skrækhistorier – om ekstremt lavt niveau, om chikaner, om mobning. Om at blive frosset ud på grund af alt for dygtigt arbejde – og på grund af kritik.
Endda studerende skriver til mig og fortæller, hvordan de er blevet mobbet, alene fordi de ønskede at arbejde selvstændigt.
Jeg får dusindvis af breve. Men der er kun få, der tør støtte min kritik offentligt. Det anses som alt for farligt.
Ny alvor i sagen
Derefter kommer der en ny alvor i historien.
Universitetets svar er at sætte to konsulenter på sagen.
Ingen af dem ved noget om faget Musikvidenskab, ingen af dem har international universitetserfaring, ingen af dem har tilstrækkelig pædagogisk erfaring til at kunne bedømme de problemer, som der faktisk findes i AUs uddannelsesstrategi.
Begge kaldes for ”eksterne”.
Den ene har arbejdet på AU, netop under min institutleder Niels Lehmann, siden 1993. Den anden bliver tilkaldt på den første konsulents anbefaling.
Hun er den første konsulents gode veninde, der endda overnatter hos ham, når hun er i Aarhus. Hendes oprindelige kvalifikation fra 1976 er, at hun er håndarbejdslærerinde. I 2008 har hun så fået en kandidatgrad.
Disse to konsulenter gennemfører en proces, der i løbet af nogle få uger viser sig at være en farce.
Det samme gælder for deres konsulentrapporter, som af en ekspert bliver bedømmet som ”skrevet på dårligt dansk”, og som er helt uoverbevisende i deres argumentation.
Men dekanen har fået det, hun ønskede og det hun betalte for: To officielle papirer, der ”beviser”, at de ”samarbejdsvanskeligheder”, som faktisk har præget AUs Afdeling for Musikvidenskab i flere årtier, nu udelukkende kan lægges den nyansatte professor til last.
Disse papirer danner det perfekte fundament for en advarsel.
Kontorarrest og krav om fyring
Ifølge advarslen skal jeg opfylde fire krav for undgå at blive fyret.
Jeg får kontorarrest – uhørt i den internationale akademiske verden. Jeg skal acceptere at bliver overvåget af dekanens fine konsulenter. Håndarbejdslærerinden skal endda virke som ”professionel” mediator.
Jeg skal sige undskyld til de kollegaer, som jeg med kontant dokumentation anklagede for mobning.
Og jeg skal ”konstruktivt” medvirke i den faglige diskussion – uden at jeg længere har lov til at sige, hvad min egen kvalifikation er. Alt dette skal tjene til formålet at ”genoprette det gode samarbejde”.
Som svar vælger jeg den eneste vej, jeg har: Jeg går igen til medierne.
Og så kommer jordskælvet. ”Koldau-sagen” udløser en medie-tsunami, der ryster den akademiske verden.
Endelig en offentlig debat
Nu, for første gang, tør akademikere og studerende lufte deres vrede. Hundredvis af artikler sætter finger på den katastrofale udvikling, som universiteterne har været inde i de seneste år:
En universitetslov, som ødelægger alt det, et universitet som vidensinstitution skulle stå for.
En ledelse, der er præget af magtarrogance og ansvarsfrasigelse. Et skrigende lavt niveau i den humanistiske uddannelse.
Og alvorlige trusler mod ytringsfriheden, der bliver udmøntet i chikaner og fyringstrusler.
Folketingets ombudsmand, som netop er begyndt i sit embede, bliver opmærksom på sagen.
Han går på eget initiativ ind i den, fordi han mener, at ”sagen rejser alvorlige spørgsmål om de offentligt ansattes ytringsfrihed.” Mens han gransker sagen, stiller universitetet ikke sin advarsel og dens krav i bero, men fortsætter med at true med sanktioner og fyring.
Ingen fremtid for mig på AU
Da jeg i marts 2012 endelig får at vide, at mine ”kollegaer” allerede i august 2011 afgav en hemmelig erklæring om, at de ikke længere ønsker at samarbejde med mig, får jeg endelig nok.
En advarsel med uhørte krav om at ”oprette det gode samarbejde”? Da jeg nu endelig får at vide. at dette ”gode samarbejde samarbejde” slet ikke er ønsket, har jeg sandeligt fået nok:
Der findes ingen fremtid for en internationalt anerkendt professor på en institution som Aarhus Universitet. Hverken niveauet eller ledelsens metoder eller kollegaernes adfærd når op til det, som et universitet skulle stå for.
Universitetets krav om ”verdensklasse” er den rene parodi. Som konsekvens siger jeg op med virkning fra årets udgang.
Ombudsmanden vildleder offentligheden
Så sker noget mærkeligt.
Efter at universitetet – med yderligere trusler om umiddelbar kontraopsigelse – har presset mig til at underskrive en aftale, der udelukkende omhandler mine arbejdsvilkår under opsigelsesperioden (blandt andet total isolation fra mine kollegaer), beslutter ombudsmanden sig til at lægge sagen ned.
Han mener, at jeg er indgået i ”et forlig” med universitetet, og at det derfor ikke længere er nødvendigt at undersøge, hvordan min ytringsfrihed er blevet krænket.
”Et forlig”?
En påtvunget aftale om administrative spørgsmål, som ingenting har med den egentlige sag at gøre, kan næppe kaldes for et ”forlig” mellem to parter.
Men ombudsmanden sender det rundt som pressemeddelelse til hele landet – og vildleder dermed offentligheden om ”Koldau-sagen”.
Men problemet er meget mere alvorligt end et forkert juridisk begreb. Selve ombudsmandens beslutning er et slag mod demokratiets beskyttelse af menneskerettigheder i Danmark.
Med sin beslutning har ombudsmanden nemlig givet afkald på at undersøge, hvordan en universitetsledelse krænker en ansats ytringsfrihed ved hjælp af sanktioner, chikane og åbenlys mobning.
Dermed giver han afkald på at beskytte en menneskeret, som er en grundlæggende søjle i det demokratiske samfund.
Aarhus Universitets ledelse jubler over, at ”personalesagen mod Linda Maria Koldau” er blevet løst til universitetets tilfredshed.
Men ledelsen tager fejl.
Den her sag vil ikke glemmes – og den vil dukke op hver gang, når der er tale om krænkelse af menneskeretten til ytringsfrihed i Danmark.
Linda Maria Koldau taler i Trykkefrihedsselskabet sammen med sociolog Henrik Dahl den 23. oktober. Læs mere
