Woke og krænkelseskulturen har ramt Den Danske Filmskole og dermed er alt håb om en ny storhedstid i dansk film ladt endeligt ude. Historien er så banal, forudsigelig og tidstypisk, at de fleste vil sige, at den historie har de da allerede hørt, selvom de i virkeligheden ikke kender til den, for den er et ekko af, hvad der sket på en lang række uddannelsesinstitutioner med Kunstakademiet som det hidtil grelleste eksempel. Den handler om en flok forkælede unge, og når jeg siger forkælede, så er disse unge i særklasse forkælede, for de er blevet optaget på Danmarks dyreste uddannelse, som kun optager 6 studerende pr. uddannelse hvert andet år.
Disse unge, privilegerede mennesker, der burde være slået med glæde, taknemmelighed og ærefrygt over at være udset til at løfte arven fra navne som Vinterberg, Trier og Fly er i deres grænseløse, selvoptagede uvidenhed og despekt for kunsten gået til angreb på den (ud)dannelsesinstitution, der stiller den ypperste ekspertise til deres rådighed. Hvorfor? Fordi de mener, at uddannelsen er anti-woke. En anonym (sic!) studerende skriver bl.a. i et indlæg i filmmagasinet Ekko: ”Problemerne kommer til udtryk i vores daglige undervisning på skolen, hvor især fællesundervisningen præges af en lærerstab uden sans og begreb for, hvordan man italesætter og rammesætter de nye strømninger.
Det fører til et pensum, der orienterer sig mod den konventionelle hvide, mandlige instruktør og til undervisning med eksplicit racistisk og minoritetsfjendtligt indhold”
Den studerende, der ikke tør stå frem med navn med sin ”kritik” besværer sig yderligere over, at de studerendes klager og krav ikke prompte bliver imødekommet, men at de tit ender ”…med en kedelig diskussion af ytringsfriheden over for krænkelseskulturen – den mest fordummende reducering af samtalen, man kan forestille sig.”
Den ungdommelige uvidenhed og selvoptagne megalomani er på en gang ulidelig og samtidig også påregnelig, for det er i virkeligheden et klassisk ungdomsfænomen, og hvem kan sige sig fri for selv at have været ulidelig som ung? Jeg kan med en vis skam at melde erindre, hvordan jeg selv rystede på hovedet ad de ældre generationer, som jeg i min store og nyerhvervede visdom dømte HELT ude på alle parametre.
Forskellen på dengang og nu er, at jeg prompte blev sat på plads af de voksne, der overhovedet gad tage mig alvorligt og udfordret på mine halvbagte påstande og nedladende attitude. Det hjalp gevaldigt på både selvforståelsen og realitetssansen.
I dag er der ingen voksne til stede, der tør gå i rette med de unge, som tværtimod får fuldt medløb på deres ofte absurde ideer og fejlopfattelser, der strider mod al evidens. Således også på Den Danske Filmskole, hvor to af skolens ledere (Jonas Frederiksen og Kim Leona) i et interview i Ekko lægger sig fladt ned:
”Jamen, altså…det er virkelig vigtigt at være opmærksom på, hvad det er, vi viser på skolen. Det er klart, at vi ikke skal vise film, som vi ved kan krænke elever. Vi bestræber os på at tilrettelægge en undervisning, hvor alle kan føle sig inkluderet og repræsenteret og samtidig lære noget.” Dermed svarer skolens ledelse bekræftende på, at banebrydende og ikoniske film som ”En Nations Fødsel” (Griffith, 1915) og ”Viljens Triumf” (Riefenstahl, 1935) er for krænkende til de studerendes sarte øjne, og gør samtidig Den Danske Filmskole til et safespace for al stor kunst, der samtidig er politisk ukorrekt. Mogens Rukov må rotere i sin grav over dannelsestabet på sin gamle skole.
Men ikke nok med det: filmskolens ledelse iler forud med den totale kapitulation: ”Vi gik med det samme ind og justerede på undervisningen. Der skal selvfølgelig ikke sidde elever og føle, at undervisningen ikke er inkluderende. Så vi hev straks gæstelærere ind, som har et andet og mere repræsentativt blik end det amerikanske og nordeuropæiske”. Det er den eksterne lærer Catherine Pattinama Coleman åbenbart et eksempel på, for hun mener det er skolens opgave at ”…lære eleverne, hvordan de undgår at reproducere racisme i deres film. ”Det er vores ansvar ikke at fodre folket med stereotype fortællinger, da de har reelle politiske og sociale konsekvenser” siger hun”
Dermed har Den Danske Filmskole de facto gjort op med sin eksistensberettigelse som uddannelsesinstitution for fremtidens filmskabere: det er ikke længere (film)kunsten, der er det afgørende parameter for uddannelserne, men tidsånd og politisk korrekthed. Og det er alt sammen dikteret af børn, fordi ingen voksne tør træde i karakter. Dette på trods af, at det rent faktisk ikke er så svært: hvis de unge studerende på filmskolen ikke kan tåle kunsten på dens egne præmisser, er der mange andre, der gerne vil have deres plads.
