"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

De frie lande advarede imod hate speech-forbud

16. februar 2012 - Artikel - af Katrine Winkel Holm

Katrine Winkel Holm

Eleanor Roosevelt var blandt dem, der i 1960erne advarede mod den FN-konvention, der ligger til grund for vestlige hate speech-paragraffer, skriver Katrine Winkel Holm.

For to uger skrev Steven L. B. Jensen, der er tilknyttet Institut for Menneskerettigheder, en kronik i Weekendavisen, hvor han anklagede mig  for bl.a. at lave ”en dolkestødslegende”, fordi jeg havde skrevet, at §266b havde ”sin rod i kommunismens totalitarisme”.

Jeg bad debatredaktør Pernille Bramming om mulighed for at ”få plads til at svare, ikke bare på læserbrevsniveau, men i kroniklængde. §266b-sager har jeg som næstformand i Trykkefrihedsselskabet fulgt i årevis, både nationalt og internationalt, og jeg vil gerne have mulighed for at udfolde argumentationen også med aktuelle eksempler oven på Steven L. B. Jensens skylle. Håber du giver mulighed for det.”

Bramming svarede imødekommende, at jeg var ”velkommen til at skrive en kronik”.

Kronikken blev skrevet, men straks afvist af Pernille Bramming med den begrundelse, ”at du ikke forholder dig til sagens kerne og de konkrete kritikpunkter af din fremstilling af historiens gang, som Steven Jensen fremdrager i sin kronik angående racekonventionens tilblivelse.”

Da jeg hermed fik jeg frataget muligheden for at få bragt min replik i den avis, hvor jeg var blevet angrebet – dårlig debatskik! – bringer jeg mit svar her.

Jeg overlader det til læserne at afgøre, om min tekst forholder sig til sagens kerne.

Groft og vilkårligt indgreb i ytringsfriheden

Enhver, der har fulgt lidt med på ytringsfrihedsområdet, vil vide, at man næsten over alt i Vesten risikerer at blive dømt for ”hadefuld tale”, hvis man offentligt udtaler sig ”forhånende” eller ”hadefuldt” om bestemte grupper.

Den radikale politiker Zenia Stampe vil f.eks. aldrig kunne dømmes for at kalde en bestemt gruppe danskere ”svinehunde”, selv om mange af os fandt hendes udtalelse stærkt forhånende (Politiken 15/6 2011).

Til gengæld er den unge eks-betjent Lars Kragh Andersen netop blevet idømt en bøde på 10.000 kr. for at udtrykke sin særdeles karske mening om muslimske mænds behandling af muslimske kvinder og piger. Den danske hate speech-paragraf, der kriminaliser forhånelse - hvad der i sig selv er forkert - kriminaliser nemlig kun forhånelse pga. bestemte ting.

Dette grove og vilkårlige indgreb i ytringsfriheden kritiserede jeg for nylig i Berlingske Tidende, hvad der fik en historiker, tilknyttet Institut for Menneskerettigheder, Steven L.B. Jensen til at fare i blækhuset.

"Den store sejr"

Nu kunne man naivt tro, at en mand, der er tilknyttet et menneskeretsinstitut, ville gå forrest i kritikken af disse love, der indskrænker ytringsfriheden – den ypperste frihedsrettighed af alle.

Det var imidlertid det modsatte, Steven Jensen diverterede med i seneste udgave af Weekendavisen.  Her hyldede han FN-racediskrimineringskonvention fra 1965, der er baggrunden for de frihedsundergravende hate speech-love, ”som den store sejr”.

Samtidig anklagede han mig for at ”tilsværte forbuddet mod racistisk propaganda” ved hjælp af en intet mindre end en ”dolkestødslegende”.

Det er nemlig ifølge Jensen ikke korrekt, at det var Sovjet og dets allierede, der gik i forrest i kampen for at vedtage denne FN-konvention.

Internationale eksempler

Før vi ser på Steven Jensens næsten grotesk mangelfulde gennemgang af historien bag de vestlige hate speech-paragraffer, så lad mig fremhæve to nyere eksempler på sager, som konventionens hate speech-forbud førte til.

Det særlige ved en hate speech-sag er jo at alene sigtelsen er ensbetydende med, at man offentligt brændemærkes som racist.

Hate speech-paragraffer går jo populært, men misvisende, under navnet ”racismeparagraffer”, så uanset om man dømmes eller ej, bliver man som sigtet offentligt kædet sammen med racisme - noget af det mest skandaliserende et ordentligt menneske kan opleve.

Blandt dem, der på denne måde er blevet trukket gennem sølet, er den begavede canadiske journalist Ezra Levant. Sagen mod ham har særlig relevans for danskere, fordi den er en direkte udløber af Muhammedkrisen:

I Canada genoptrykte Levants ugemagasin The Western Standard Muhammed-tegningerne midt under krisen i 2006.

Det fik to imamer til at klage til den lokale menneskeretskommissær, der håndhæver landets hate speech-lov, der forbyder ”hadefuld propaganda”.

Ezra Levant blev indkaldt til forhør og af den statslige embedsmand afkrævet svar på, hvad hans hensigt havde været med at genoptrykke karikaturerne. Han svarede:

”Vi trykte de tegninger for at gøre brug af vores umistelige ret til at trykke hvad pokker, vi vil, uanset hvad pokker, du mener om det”.

Ezra Levant, der både er en dygtig journalist og en skarp jurist, fremførte, at det aldrig kan være en statslig opgave at afhøre redaktører om deres private tanker og hensigter.

Den slags tankepoliti hører ikke hjemme i et vestligt land. Levant satte den statslige embedsmand skakmat (afhøringen, der findes på You Tube, er et syn værd), men blev ikke desto mindre sat på anklagebænken af menneskerettighedskommissionen sammen med en anden canadier, forfatteren Mark Steyn, der ifølge klagerne også havde udtalt sig kriminelt krænkende mod muslimer i sin bestseller America Alone.

Begge de to meget højtprofilerede debattører endte i modsætning til andre mindre kendte borgere med at gå fri.

Begrundelsen for frifindelsen var imidlertid bekymrende: Steyns tekster var ”polemiske og farverige og tydeligvis skrevet for at skabe diskussion og oven i købet krænke bestemte læsere, muslimer og ikke muslimer”, men ”synspunkterne er.. samlet set ikke ekstreme”.

Underforstået: Havde de været ekstreme og dermed potentielt hadefulde, ville Steyn ikke være blevet frifundet.

Disse to canadiske eksempler viser for det første, hvor vidtgående ”hadefuld tale” kan bestemmes og hvor vilkårligt ”had” og ”ekstremisme” kan tolkes; for det andet, at paragrafferne begrænser offentlige debatter af væsentlig betydning for samfundet.

Advarsler fra 1960erne

At give staten magt til at straffe had er at give staten magt til at straffe budbringerne af ubekvemme sandheder. Det var lige præcis den magt, FN-konventionen fra 1965 gav statsmagten, og det var lige præcis af den grund ledende lande i den frie verden stemte nej til konventionen.

Alligevel hylder Steven Jensen konventionen som ”den store sejr”.  For hvad? I hvert ikke for det frie ord.

Samme desinteresse i ytringsfriheden går igen i hans gennemgang af historien bag vedtagelsen af konventionen. I modsætning til, hvad Jensens misvisende overskrift antyder, viser hans kronik ikke, at ”racekonventionen banede vejen også for ytringsfrihed."

Derimod fortæller hans kronik, at racekonventionen fra 1965 blev en murbrækker i bestræbelserne på at sætte menneskeretskonventioner over national suverænitet.

Dermed banede den åbenbart vejen for det snærende korset af konventioner, som de europæiske lande i dag er snøret ind i, og som forhindrer dem i at forsvare sig selv.

Et gigantisk problem, der for nyligt fik Storbritanniens premierminister David Cameron til at foreslå en gennemgående reform af Menneskerettighedsdomstolen.

Denne kamp mod national handlefrihed får Steven Jensen til at juble, mens han helt fortier den principielle debat, der udfoldede sig om FN-konventionens forbud mod hadefuld tale.

Sovjets forslag

Det var faktisk Sovjetunionen, der foreslog, at konventionen ikke kun skulle forbyde tilskyndelse til vold, men også tilskyndelse til had og ekstremisme. Og det var de vestlige liberale demokratier, der med henvisning til ytringsfriheden afviste forslaget.

Man ville ikke være med til at gøre vold og had, og dermed handlinger og holdninger, lige strafbare med den begrundelse, at straf for had og dermed for holdninger ikke hører hjemme i et frit samfund.

Markant formuleret af menneskerettighedskonventionens amerikanske formand, Eleanor Roosevelt, der frygtede, at forbud mod had og ekstremisme ville ”tilskynde regeringer til at straffe enhver kritik under påskud af beskyttelse af religiøs og national fjendtlighed.”

Enden blev, at de vestlige, frie lande, herunder Storbritannien, USA og de nordiske lande stemte nej til forslaget i Generalforsamlingens tredje komité, mens Sovjetunionen og dets allierede stemte for.

Klart nok: Forbud mod hadefuld tale er gefundenes Fressen, hvis man ønsker klapjagt på systemkritikere, hvad staterne bag jerntæppet jo excellerede i.

At de afrikanske lande åbenbart, som Jensen beretter, var ivrige tilhængere af racediskrimineringskonventionen, er trist, men er af ringe betydning i denne debat.

"Dolkestødslegende"

Steven Jensen kalder min fremstilling af tilblivelsen af FNs racediskriminations-konvention for ”en dolkestødslegende”. Med denne smagløse betegnelse tildeler Jensen i virkeligheden Jacob Mchangama fra CEPOS den lidet flatterende rolle som general Ludendorff – ophavsmanden til den tyske dolkestødslegende.

Det er nemlig Mchangamas væsentlige og grundige gennemgang, jeg bygger min fremstilling på.

Jensens amatøragtige forsøg på mistænkeliggørelse er svær at hidse sig op over. Den er bare kikset.

Værre er det, at endnu en repræsentant for det skatteyderbetalte menneskeretsinstitut tiljubler grove indskrænkninger i ytringsfriheden og betegner en konvention, der baner vejen for tankepoliti, for en ”stor sejr”.

Mens de offentlige kroner fosser ind i Institut for Menneskerettigheder, demonstrerer instituttet sin ligegyldighed med den vigtigste frihedsrettighed af alle.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg