De frie lande advarede imod hate speech-forbud

§ 266b er en hån mod alle tænkende mennesker og ikke en retsstat værdig, fordi den kriminaliserer udsagn, selv om der kan føres sandhedsbevis for dem. Man er hjemfalden til straf, uanset om det, man siger, er sandt eller falsk. Det eneste, der betyder noget, er, om udsagnene kan krænke en persongruppe, og om de er udtrykt offentligt.

Paragraffen er et levn fra en tid, hvor den berettiget beskyttede et forfulgt (mildest talt!) mindretal, nemlig jøderne. I vore dage står kampen mod et “mindretal” af en helt anden størrelsesorden, nemlig 1½ mia. muslimer. I dag er der 30 mio. af dem i Europa, men om 40 år vil der være 100 mio., hvis sandheden om de forbrydelser, der begås i deres såkaldte religions navn, ikke siges klart og dermed standser denne vanvittige import af demokratiets og frihedens fjender.

Efter § 266b er en gruppe, dvs. et mindretal, beskyttet mod flertallets hån og krænkelser mv. Om et halvt hundrede år kan muslimer udgøre et flertal i visse, europæiske lande, og den oprindelige befolkning dermed være i mindretal. Når man hører og læser islamisk retorik, skal man dog ikke gøre sig forhåbninger om nogen som helst beskyttelse af mindretallet til den tid.

Det oplevede tyskerne i 1930?erne: Da først nazisterne havde taget magten, forsvandt alt hvad der hed beskyttelse af anderledes sindede. Sådan kan det også gå i Danmark. Se blot, hvordan muslimer allerede i dag forhåner og angriber mindretalsgrupper som f.eks. grønlændere og jøder - i øvrigt uden at de pågældende grupper ydes nogen form for myndighedsbeskyttelse.

Derfor bør § 266b føres tilbage til det, den var tidligere, hvor alene falske påstande, dvs. påstande der ikke blev ført bevis for, kunne medføre straf.

I virkeligheden burde paragraffen helt fjernes. Både enkeltpersoner og grupper er i forvejen rigeligt beskyttet mod hetz og løgn via §§ 114b, 140, 266 og 266a.

I spørgsmål om ytringsfrihed har Danmark ladet sig begrænse af EU’ menneskerettigheds-konvention, Den europæiske Menneskeretsdomstol og FN’s konvention om menneskerettig-heder. Hvis vi igen skal blive herrer i eget hus, er vi nødt til at opsige disse konventioner.

Jeg skal ikke bestride Kathrine Winkel Holms udredning af forholdene omkring vedtagelsen af FNs statutter. Men selvom det var Sovjetunionen, der foreslog ytringsfrihedsbegrænsninger, så gik Eleanor Roosevelt dog med til dem. Og ang. Roosevelt:
Hele FN-systemet og forestilligen om "One World" (læs: globalisering), "Free trade" osv. osv., går i bund og grund tilbage til Franklin D. Roosevelts politik i 1930-erne og formuleredes første gang i Atlanterhavs-deklarationen mellem Churchill og Roosevel i august 1941.
At Roosevelts politik – udover at nedkæmpe Nazityskland – skulle have haft til formål at skabe et retfærdigt, næstekærligt Paradis på jord er ikke troværdigt.
Formålet var snarere at skabe en slags verdensregering, som man mente at kunne styre udfra egne interesser. FN og de dertil forbundne organisationer er ikke velfærdsorganisationer, men magtredskaber.
Og her er måske Trykkefrihedsselskabets alvorligste fejl: At det ser hen til USA og amerikanske interesseopganisationer som trykke- og ytringsfrihedens sikreste bastioner. Men USA er de facto lige så spækket med ytringsfrihedsbegrænsende politisk korrekthed som alle andre nationer – på visse punkter måske endda mere.
Lakmusprøve: Fremsæt forslag i FN og dertil hørende organisationer om total menings-, trykke- og ytringsfrihed i alle spørgsmål, og se, hvad der sker!

Først fik Berlingske en socialdemokratisk chefredaktør, som ansatte socialdemokrater til at skrive i bladet.
Så furede hun de friske fra Groft sagt.
Nu er Weekendavisen også på vej ned ad slidsken.
YNK.

Gaeldende lov halter altid bagud.
I Danmark maaske et aarti eller to - i muslimske lande over et millenium.
Derfor vil en del love altid virke uretfaerdige - so the law is an ass!

Men jeg foretraekker at leve i et samfund, hvor vi kan skrive kommentarer som her paa Sappho, end bo i et muslimsk kontrolleret land med dets stalinistiske kontrol, hvor der er doedsstraf for visse tilkendegivelser og tilhoer og altid for apostase.
Nazisterne snoed og benyttede "Arbeit macht frei" -muslimerne udviser dog en vis aerlighed: "Her lades alt haab ude".

USA er ej heller et moralsk idol og, som Peter Wang siger, lever ytringsfriheden af og til en kummerlig tilvaerelse dersteds - men The 1st Amendment er ikke en daarlig opfindelse, og den er foreloebig en redningsplanke, som ikke engang Danmark har.

Det er for mig ufatteligt at se, hvordan de, der nyder godt af ytringsfriheden i Danmark, nu baner vejen for eliminering af samme.

Jeg erindrer ikke at Steven L.B. Jensen opponerede da Jacob Mchangama fremlagde dele af sin tolkning af begivenhedsforløb omkring ytringsfrihedens historie i diverse indlæg i Berlingske og andre steder inden for de sidste par år, hvor mulighed for indsigelse som kommentar var tilstede, jeg har beklageligvis hverken set det hele eller kan garenterer for det ikke er forekommet.
At offentlige midler overhovedet tilfalder mennesker der priser ytringsfrihedens begrænsning er set herfra yderst tåbeligt, ligeledes offentlige midlers generelle gang i samfundet og redaktioners specifikke prioriteringer, alle er de vel blot få eksempler blandt mange andre på den ulige kamp, der foregår mellem parter der står langt fra hinanden.

@Axel Artke: "Paragraffen er et levn fra en tid, hvor den berettiget beskyttede et forfulgt (mildest talt!) mindretal, nemlig jøderne."

Paragraffen var heller ikke den gang spor berettiget. Nogle Nationalsocialister, som var en forsvindende lille minoritet i Danmark, hvor Jøder hverken var forfulgte eller undertrykte, havde offentliggjort uddrag af den jødiske Talmud, på nøjagtigt samme måde som Islamkritikere i dag citerer Koranen. Det er det disse mennesker blev dømt for. Allerede den gang kunne man altså blive dømt for noget der er bevisligt sand.

At paragraffen overhoved blev vedtaget i sin tid, viser netop lige nøjagtigt at Jøderne havde stor indflydelse, modsat Nationalsocialisterne.

Der går en rød tråd gennem historiens totalisering. Den instituion, der var dannet for at undgå krige efter første verdenskrig, blev i virkeligheden den samme organisation, som gav Hitler & Co den længste snor og mest tid til sin våbenrekonvalesens. Folkeforbundet var i grunden lige så tandløst og udueligt som FN har vist sig at være.

Det er mærkværdigt at en organisation, gennem mange år styret af en række bandit-kommunistlande og deres Afrikanske og arabiske vasal-lakajer kunne bestemme udviklingen i verden efter den aller sidste store krig nogensinde!!!

Efter kommunistimperiets fald, har OIC landene - stadigvæk anført af et par bandit-lande, der bare har skiftet ordet kommunisme ud med noget andet. Rusland og Kina er stadigvæk lande uden globalt ansvar, og med drømmen om magt som deres eneste drivkraft. Forskellen er, at Rusland ikke har forstand på økonomi, det hat kineserne!

Men formulere konventioner i FN, der kan lime deres korrupte leder til magten ved at undgå legal lokal kritik, det kan de. Det viser hele den forkvaklede udvikling i EU, der jo har har kopieret det sæt af totalitære sovjetkommunistiskt inspirerede og betalte konventioner ind i den overbygning af det enkelte EU lands konstitution, som er EU's domstol.

Et par år til med økonomisk krise, så er det nok store chancer for, at Europa får sin helt moderne revolution, som måske får en anden karakter end den franske. Anarkien kommer at trænge ind i alle de korrupte kontorer, hvor EU ansatte på de fleste levels har haft mere travlt med at skrive sine egne betalinger op end at give noget tilbage, i den tro at alle elsker EU mastodonten!

Vi mangler ligesom bare en Rompoy stå på torvet i Bruxelles, i kobber 12 meter høj og forestillende manden læse af en pamflet i hånden! Den uvurderlige paragraf 266b - og dens grimme "søstre" fra alle de andre dumme Europæiske lande, der har ladet sig voldtage af resterne fra et for længst oprådnet Sovjetisk kadaver!

Lugten hænger ved!

Jeg er bare så træt så træt af diktaturer og al deres væsen.

Tak Katrine .. for mod og handling

Islam betyder "underkastelse" - ikke som mange påstår "fred" - Underkastelse er at indordne sig under et totalitært system -
EU er ved at udvikle sig i den retning, men i Islam har det altid været så.... -
At EU politikere så nu er ved at underkaste sig Islam, er da helt ude i hampen - de bekæmper de oprindelige befolkninger i Europa med diverse love, der forhindrer dem i at kritisere et system, der er endnu værre end deres såkaldte demokrati - EU er blevet til et diktatur - det er begyndt at ligne det tidligere Ruslands centralkomite - Enhver kritik af systemet skal ties ihjel - det være sig Islam eller EU's "forenede stater" - Men vi er mange, der protesterer imod dette, men der skal nok blod på bordet, førend magtens idioter indser dette!

Bemærk at Straffelovens § 266 b oprindelig havde følgende udformning:
"Den, der ved Udspredelse af falske Rygter eller Beskyldninger ..."

FALSKE rygter eller FALSKE beskyldninger.

I paragrafens nuværende udformning er dette ændret til "Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes ..."

I den nyfascistiske udgave, kan sandheden straffes vilkårligt som følge af en påstand om, at nogen FØLER sig truet, forhånet, krænket, nedværdiget.

Lad os se eksempler på, at nogen er blevet straffet for forhånelser mod de egentlige, oprindelige danskere.

Peter Wang skriver: "... Men selvom det var Sovjetunionen, der foreslog ytringsfrihedsbegrænsninger, så gik Eleanor Roosevelt dog med til dem."

Mener du, at eftersom USA stemte imod, var det for?

Ellers forstår jeg ikke, hvad du mener med "så gik Eleanor Roosevelt dog med til dem"

Det er i denne sag ligegyldigt, om USA m.fl. stemte imod det sovjetiske forslag. Alene ved at tilslutte sig en global organisation, hvis statutter tillader et flertal at vedtage det, som Kathrine beskriver, pådrager USA sig et medansvar. USA kunne jo bare lade være med at tilslutte sig FN (og tilknyttetede organisationer)på samme måde som USA jo i 1919-20 undlod at tilslutte sig Folkeforbundet, tiltrods for at det på blev oprettet på USAs eget forslag.
Problemet beror til syvende og sidst på den tåbelige forestilling om, at FN (og det tidligere Folkeforbund) er en slags globalt demokrati.
Jeg håber, du hermed har forstået, hvad jeg mener.

For min skyld kan I godt stikke Gud og Jesus, Marx og Engels, Muhammed og Allah, Moses og Jahve, Odin og Thor op i r.... (Mangler jeg at fornærme nogen?)De er alle fantasi- og sagnfigurer ligesom julemanden og Holger Danske. Styr jeres fantasi og magtbegær. Man kan ikke bygge humane samfund på fantasiforestilinger og overtro. Overtro ud af samfundet.

Peter Wang, USA startede FN og fik 25 andre lande til at gå med i 1942.

Det forekommer mig, at din form for argumentation også giver f.eks. partiet Venstre et medansvar for Enhedslistens politik, eftersom de jo er med i samme folketing.

USA stemte imod sammen med bl.andre de skandinaviske lande, men de havde ikke havde ikke vetoret og måtte tage konsekvensen af, at man var nødt til at have diktaturstater som medlemmer.

Katrine "Hate speech-paragraffer går jo populært, men misvisende, under navnet ”racismeparagraffer”, så uanset om man dømmes eller ej, bliver man som sigtet offentligt kædet sammen med racisme - noget af det mest skandaliserende et ordentligt menneske kan opleve."

Nå nå, er man racist så kan man ikke være "et ordentligt menneske"?

Jeg er "racist", fordi jeg tillægger menneskets, derunder danskernes biologiske arv, en stor værdi, og nægter at lade mennesket reducere til en værdineutral biologisk indpakning der blot kan fyldes op efter behov med "vestligt tankegang", "demokratiske idealer" eller én eller anden metafysisk form for "danskhed".

I Jødedommen indtager blodslægtsskab en helt central position, i øvrigt uanset de involveredes religiøse tro eller mangel derpå.

Er Jøder derfor ikke "ordentlige mennesker"?

Eller er det ok. at tillægge blodslægtsskab en stor værdi når man er tilhænger af en kendt religion, men ikke ok, når man bare er en almindelig rationelt tænkende privat lommefilosof?

Jeg synes vi trænger til en præcisering af begrebet "racisme", og en "afkriminalisering" af holdninger som tager biologien, videnskaben, og god gammeldags logik alvorlig.

Det er irriterende gang på gang at skulle blive belært om hvor slemt det er at være "racist", oven i købet mange gange af mennesker som selv er meget lidt kritiske med hvad de lukker ud af tvivlsomme og fornærmende generaliseringer mod navngivne befolkningsgrupper, at deres udtalelser derfor ofte helt unødvendigt bliver genstand for (u)retsvæsenets mellemkomst.

Gad i øvrigt vide om jeg ville kunne få held med f.eks. at køre en sag mod Katrine for forhånende og nedsættende generaliseringer om racister...

Nej, mine bemærkninger om USAs medansvar for de konventioner, FN – på Sovjetunionens forslag – vedtog i 1960-erne svarer ikke til at partiet Venstre har noget medansvar for folketingsvedtagelser af forslag fra Enhedslisten, som Venstre har stemt imod.
Folketinget er et repræsentativt demokratisk organ i en suveræn, demokratisk nationalstat. Verden er ikke nogen nationalstat, den er heller ikke demokratisk og FN er ikke noget repræsentativt, demokratisk forum.
USA og de skandinaviske lande var ikke "nødt til at have diktaturstater som medlemmer"; de kunne bare have meldt sig ud eller have nedlagt organisationen. Måske skulle du overveje, hvorfor de ikke gjorde det!
Din analogi er falsk og fører som sådan til forvrængede opfattelser af virkeligheden.

Det er mit gæt, at det er faldet Pernille Bramming for brystet, at Jacob Mchangama pludselig dukkede op i Katrine Winkel Holms argumentation, hvorefter replikken blev afvist med en sludder for en sladder, skønt almindelig anstændighed dog burde have medført, at der blev bragt en respons til Steven L. B. Jensens associationer til dolkestødslegenden og dermed dens ophavsmand.

Men ligesom Manu Sareen er helt tabt bag en vogn, når han forsøger at spænde ben for lyserøde Lego-klodser, er tiden ved at løbe fra de kræfter, der længe har ment sig berettiget til at beklikke andre i nazistisk retning og i øvrigt dyrket en naivisme, der nu er så anstrengt, at den er ved at falde fra hinanden. Derom skrev Mchangama den 15. ds. i sin kronik. ”De lave forventningers racisme”, hvor han lyder som et ekko af den del af blogverdenen, som de pæne børn ikke må lege med, og som jeg selv har tilhørt i mange år. Det er os – de megaekstreme på den alle yderste højrefløj – you know! Jeg vil nu mene, at jeg blot er en almindelig Venstre vælger.

http://jp.dk/opinion/kronik/article2695364.ece

Institut for Menneskerettigheder burde være er en institution, som vi alle kan være stolte over og taknemmelige for, men sådan forholder det sig desværre ikke. For nylig bragte Morgenavisen Jyllands-Posten følgende citat fra Berlingske Tidende af professor i medieledelse Anker Brink Lund: ”Problemet er i bund og rund, at der i Danmark er flere folkevalgte embeder, end der er politisk talent”. Det er der ikke grund til at betvivle, det oplever vi hver dag, og han kunne med stor ret have tilføjet, at der også er flere forskerstillinger, end der er forskertalent, for det har bl.a. Institut for Menneskerettigheder dokumenteret ved flere lejligheder, hvor den mest basale videnskabelighed er blevet tilsidesat til fordel for politisk skævvridning. Vi behøver blot at tænke på ”Dukketesten”.

Peter Wang skrev:

”Og ang. Roosevelt: Hele FN-systemet og forestilligen om "One World" (læs: globalisering), "Free trade" osv. osv., går i bund og grund tilbage til Franklin D. Roosevelts politik i 1930-erne og formuleredes første gang i Atlanterhavs-deklarationen mellem Churchill og Roosevel i august 1941.”

Nej, det er ikke sandt. Slet ikke, så jeg tillader mig et sidespring for at vise, hvor komplicerede forholdene var.

Jeg sidder her med ”The Atlantic Charter”, trykt i Thomas G. Patersons ”Major Problems in American Foreign Policy. Volume II: Since 1914. Det indeholder otte punkter, og det første, jeg kommer til at tænke på, er ligheden med George Washingtons “Farewell Address” fra 1796, hvor han bl.a. lagde fundamentet til isolationismen, der blev fulgt, indtil USA gik ind i Første Verdenskrig, og som siden da har været et tilbagevendende stridspunkt i amerikansk politik.

Sjældent har en statsmand vel været mere presset end Roosevelt i august 1941, hvor amerikanerne stredes, om man skulle lade Europa sejle i sin egen sø. Man havde jo hjulpet en gang, og det måtte være nok, mente mange. Derimod var man meget opmærksom på Japans rolle i Stillehavsregionen, hvor kæmpeproblemer var i færd med at manifestere sig.

Amerikanere trådte vande, forsøgte at vinde tid, men Roosevelt gik også langt for at imødekomme det stadige pres fra Churchill om hjælp. Lend-Lease- aftalen havde allerede været i kraft fra marts 1941, og omkring det tidspunkt havde Roosevelt efter mange historikeres mening indset, at USA var nødt til at gå ind i krigen. Men der blev taget et skridt ad gangen, for præsidenten ønskede tydeligt nok ikke at påtvinge amerikanerne en krig i Europa, som de endnu ikke var indstillede på at føre. Måske håbede han stadig, at USA kunne undgå den.

Alligevel skred udviklingen hele tiden i den retning. I juli 1941 offentliggjorde Roosevelt, at 4.000 amerikanske soldater var blevet stationeret på Island for at forebygge, at øen faldt i tyskernes hænder, men at påpege et selvforsvar var kun at offentliggøre den halve sandhed. Kontrol over Island måtte nødvendigvis indgå i Lend-Lease-aftalen aht. sikkerheden med de store forsyninger, som USA sendte til Storbritannien, og som var en betingelse for, at England kunne fortsætte krigen.

I juni 1941 startede Operation Barbarossa, Tysklands angreb på Sovjetunionen, og USA var de facto allerede i krig i Nordatlanten, hvor tyske u-både angreb amerikanske fartøjer, længe førend krigen blev erklæret. Roosevelt holdt nogle flammende taler, men tøvede stadig med at erklære krig, og i sidste ende blev det jo heller ikke ham, der gjorde det.

”In mid-October (1941) he (Roosevelt) asked the House to permit the arming of American merchant ships with deck guns. […] When a German submarine torpedoed the destroyer “Kearney” near Iceland, Roosevelt seized on the incident to speed up action in Congress. “America has been attacked”, the President declared in a speech on October 27. “The U.S.S. Kearney is not just at Navy ship. She belongs to every man, women, and child in this Nation”.

Describing Nazi efforts at infiltration of South America, The President bluntly charged that Germany was bent on the conquest of “the United –states itself”. Then coming very close to at call for war, he asserted, “The forward march of Hitlerism can be stopped – and it will be stopped. Very simply and very bluntly – we are pledged to pull our own oar in the destruction of Hitlerism.” (Paterson, p. 205).

Selv om Roosevelt derefter kun opfordrede til en revision af neutralitetsaftalen, var vejen nu afstukket, og halvanden måned senere kom USA endeligt ud af dette uholdbare dødvande, da Pearl Harbour blev angrebet af Japan 7. december, og Hitler fire dage senere erklærede USA krig.

... som sædvanlig. Vi er ikke enige om rollefordelingen mellem Roosevelt og Churchill, men det er jo et vidtløftigt emne.

Jeg vil bare lige påpege, at dette:

I juni 1941 startede Operation Barbarossa, Tysklands angreb på Sovjetunionen, og USA var de facto allerede i krig i Nordatlanten, hvor tyske u-både angreb amerikanske fartøjer, længe førend krigen blev erklæret.

er kontrafaktisk i en grad der næsten er mistænkelig, din øvrige paratviden taget i betragtning.

Roosevelt gjorde hvad han kunne for at provokere en krig med Tyskland; amerikanske destroyere eskorterede britiske konvojer allerede i 1940 (i sig selv et neutralitetsbrud) og angreb adskillige gange tyske ubåde inden Hitler i december '41 erklærede USA krig.

Omvendt udstedte Hitler et strengt forbud til sin ubådsflåde mod at angribe amerikanske skibe, selv om de krænkede neutraliteten. Der er, så vidt jeg ved, eet tilfælde af at en tysk ubådskaptajn skød på en amerikaner i perioden, mens de amerikanske krænkelser var systematiske.

Jeg fik ikke læst dit indlæg færdigt i første omgang, det pynter desværre ikke på sagen. USS Kearny havde jeg egentlig brugt som eksempel på amerikansk aggression, men klippede det ud for korthedens skyld.

Her fra Wikipedia:

"While Kearny was docked at U.S.-occupied Reykjavík before the America's formal entry into World War II, she was summoned with three other U.S. destroyers to assist a beleaguered convoy whose Canadian escorts were being overwhelmed. A U-Boat wolfpack was tearing the convoy apart. *Kearny immediately began dropping depth charges on the German U-Boats* and continued to barrage throughout the night. "

Maria Due's omfattende redegørelse er et smukt, velkendt og velpyntet stykke "hofhistorie", der udelader alt det, som magthaverne nødigt vil konfronteres med – blandt andet de kendsgerninger, Erik Bramsen korrekt anfører ovenfor.

Men iøvrigt anfægter de på ingen måde – og det er det i denne sammenhæng vigtige – at den baggage, den "pressede" Roosevelt mødte op med til mødet med Churchill i august 1941 i alt væsentligt var baseret på en amerikansk udenrigspolitik, der var formuleret længe forinden, og hvis omdrejningspunkt var det, vi idag kalder globalisering (dengang hed det selvfølgelig noget andet).
Jeg anser ikke Sappho's spalter for et forum for større religiøse og historiske diskussioner udover dem, der handler om ytringsfrihed.
Derfor skal jeg indskrænke mig til følgende korte bemærkninger:

– Efter min opfattelse er ytringsfrihed en attribut ved den demokratiske nationalstat;
– globalisering handler til syvende og sidst om nationalstatens ødelæggelse;
– derfor kan globalisering og demokratiske frihedsrettigheder ikke – i længden – forenes;
– de krænkelser af ytrings- og trykkefrihed, vi oplever gennem internationale fora som FN og EU – og som følge heraf også implimenteres i Danmark – kan kun forstås i denne sammenhæng; de er ikke "fejl" og "dumheder", der skødesløst begås af "sovende politikere", men bevidste handlinger, foretaget af politikere, der ved, hvad de gør;
– kampen for trykke- og ytringsfrihed giver kun mening som en kamp mod global "overorganisering";
– Trykkefrihedsselskabet (repræsenteret ved sine nøglepersoner) har efter min opfattelse ikke forstået dette tilbunds, og derfor er jeg skeptisk – men også sympatisk – indstiller overfor selskabets virksomhed.

Man kan være enig eller uenig med mig i disse synspunkter, men man kan ikke påvirke dem ved henvisning til banal og velkendt "hofhistorie". Hvis vi i den vestlige verden er udsat for en risiko for islamisering, skal vi ikke sætte vor lid til hverken stater eller internationale organisationer, der virker for globalisering. Vi kan kun sætte vor lid til en folkelig revitalisering af "the european mind"; hvordan den skal skabes, er det, man kalder – et godt spørgsmål.

Erik Bramsen

Tak, men jeg er lidt forvirret over, at du tror, at vi er så uenige. Jeg har derfor haft fat i endnu et par anerkendte fremstillinger af forløbet, en amerikansk og en engelsk, for at se sagen fra flere sider.

Jeg fandt ikke noget, der var i modstrid med det, jeg allerede havde tænkt og skrevet, men det var lidt uhyggelig læsning, fordi der i optakten til Anden Verdenskrig er meget, som virker velkendt fra nutiden. For eksempel i den amerikanske debat, hvor kvindeforeninger ville have krigslegetøj forbudt og gik fredsmarch sammen med de studerende, mens gode mennesker på begge sider af Atlanten undskyldte nazismen med, at den var et forståeligt udslag af freden i Versailles, fordi man havde været for hård mod tyskerne. Ergo måtte man vise forståelse overfor Hitler og nazismen. Her kan enhver alt efter temperament le eller græde, og de vil genfinde typer som Zenia Stampe og Anna Mee Allerslev for fulde sejl.

Det sete vil naturligvis altid afhænge af øjnene, der ser, og for mit vedkommende gælder, at jeg er fuld af beundring over, hvordan Roosevelt fra slutningen af 1930’erne og på trods af stor politisk modstand indså, at USA var nødt til at opruste, og siden at Europas krig indebar så dramatiske udsigter for USA, at man ikke kunne opretholde neutraliteten. Man modvilligt men successivt mod krig. 1940 var et annus horribilis for Vesteuropa, kun England stod I vejen for, at Hitler opnåede dominans, og sandsynligheden for, at England ikke holdt meget længere, var stor. Bukkede England under, ville Tyskland kunne kontrollere den østlige side af Atlanten og med fascisterne i Italien hele Middelhavsområdet og Nordafrika. Som den kendte britiske historiker Maldwyn Jones, der specialiserede sig I amerikansk historie, skrev om situationen i slutningen af 1940: ”The Britisk desperately needed American war supplies but were rapidly running out of money, or rather of gold and dollars.”

Jeg citerer Jones i det flg., fordi jeg mener, at han er en pålidelig kilde med et vågent øje for Roosevelts dilemma. ”Peter Wangs” sort hvide syn på sammenhænge, og hvad der hører sig til på dette sted, er uhyre nemme at tumle med men tilsvarende uinteressante, eftersom verden er mere kompliceret end som så. Og det vidste Eleanor Roosevelt jo, hun var med sin mand hele vejen og måtte også sno sig og sluge nogle kameler for at opnå noget, som hun fandt det værd at kæmpe for. Man skal ikke undervurdere de stærke bånd, der eksisterer mellem USA og Storbritanien. De var for eksempel meget mærkbare, da min mand og jeg opholdt os i England i dagene efter 11. september. Hvad vi oplevede der, overalt med Union Jack og Stares and Stripes side om side om med blomster lagt ved flagstængerne, var noget helt andet end de happenings, vi har set, hvor popstjerner dør, og folk går i kollektiv "sorg".

”Meanwhile in a speech at Charlottesville, Virginia on June 10, 1940 the President (Roosevelt, MD) announced a policy of all-out aid to Great Britain. Using an ingenious legal loophole to circumvent the Neutrality Act he ordered the War and Navy Departments to transfer surplus planes, guns, and ammunition to the British whose army had lost most of its equipment at Dunkirk and who were now facing air attack, U-boat blockade, and invasion.

Yet when Winston Churchill appealed urgently for fifty old American destroyers to protect the Atlantic supply line, the President hesitated. He knew there would be formidable isolationist opposition to so blatantly unneutral an act. But the suggestion that the destroyers be exchanged for bases in Great Britain’s Western Hemisphere possessions offered at way out. On September 2, 1940 by an executive agreement that enabled him to bypass Congress, Roosevelt turned over Fifty World War I destroyers to Great Britain in exchange for ninety-nine-year leases on air and naval bases in six British colonies ranging from the Bahamas to British Guiana. In addition the British granted similar leases in Bermuda end Newfoundland as outright gifts and, in response to American wishes, Churchill undertook never to scuttle or surrender the Royal Navy. These agreements enabled Roosevelt to represent the transaction as one which enhanced American security at little cost. […]

While Lend-Lease solved the financial problem of supplying Great Britain, it would be ineffective unless the Atlantic sea lanes could be kept open. By the spring of 1941 German U-boats were sinking 500.000 tons of shipping a month, twice as much as British and American shipyards could turn out. Though still reluctant to act decisively Roosevelt took a number of steps which gradually edged the United States into the Battle of the Atlantic.

In justifying his actions to Congress and the American people Roosevelt often showed at lack of candor,though the charge made by unsympatic historians that he “lied the country into war” is unworthy of serious consideration. In March 1941 Roosevelt gave permission for damaged British warships to be repaired in American dockyards and for RAF pilots to train in Florida. In April he extended the hemispheric neutrality zone , proclaimed in Panama 1939, halfway across the Atlantic, ordered American naval patrols to comb the area for German submarines and report their presence to British warships, and sent American forces into Greenland. In June the President issued an executive order freezing all German and Italian assets in the United States. Early in July, by agreement with the Icelandic government, American marines landed in Iceland to forestall an German occupation. This gave the President a pretext in September for ordering the convoying of American vessels as far as Iceland.

Meanwhile an informal Anglo-American alliance was taking shape. Secret talks in Washington in the spring of 1941 between British and American staff officers produced agreement on the strategy to be followed if the United States entered the war. Then in August Roosevelt and Churchill, who had been corresponding privately since 1939, held the first of their wartime meetings off the coast of Newfoundland. Roosevelt would not enter into any military commitments, but joined Churchill in issuing a press release which became known as the Atlantic Charter. This was a declaration, not of specific war aims, but of general principles. They included national self-determination, equal access to trade and raw materials, international collaboration for economic advancement and social security, freedom from fear and want, freedom of the seas, and disarmament. Despite the publicity attending its birth, the Atlantic Charter was destined to have no influence on the postwar settlement. But it was unprecedented for at country still technically neutral to join with a belligerent in issuing such a document, however vague and innocuous.

Even now Roosevelt hesitated to take any step that would commit the United States to full belligerency. This was not merely because of isolationist sentiment – persistent though that was. His own indecision held him back also. But just as Lend-Lease had led to convoying, so convoying led to open hostilities. On September 4, 1941 a German submarine off Iceland fired to torpedoes at but failed to hit the US destroyer “Greer” which responded with depth-charges. Roosevelt, concealing the fact tha2 the “Greer” had been shadowing the U-boat and reporting its position to the British, interpreted the incident as an act of piracy and seized the chance to announce that Axis submarines in American patrolled waters would henceforth be sunk on sight.

On October 9 the President asked Congress to revise the Neutrality Act so as to allow the arming of American merchant-men and to permit them to sail to belligerent ports. During the Congressional debate the US destroyer “Kearney” was attacked with the loss of eleven lives (October 17) and the US destroyer “Reuben James” sunk with the loss of 115 of the crew (October 13). A week later, though by slender majorities, Congress swept away all that was left of the neutrality laws expect the ban of loans to belligerents and on travel on belligerent ships. The way was now clear for American merchant ships, carrying any kind of cargo, including munitions, to enter the combat zones. By the autumn of 1941 the United States had thus become involved in an undeclared naval war with Germany."

(Maldwyn A. Jones. The Short Oxford History of the modern World. The Limits of Liberty. American History 1607-1992, p. 491 ff.)

http://en.wikipedia.org/wiki/Maldwyn_Jones

Jeg beklager det med Kearny, jeg havde ikke læst afsnittet ordenligt.

Det er i øvrigt et godt citat.

"Tak, men jeg er lidt forvirret over, at du tror, at vi er så uenige."

Ikke hvad angår det faktuelle. Men som jeg nævnte tidligere, er jeg uenig i præmissen hvad angår Roosevelt's motiv til at hjælpe England. Du skriver f.eks. at "Måske håbede han stadig, at USA kunne undgå (krigen)."

Jeg er ret sikker på at Roosevelt fra det øjeblik Tyskland angreb England, anså krig for ikke blot uundgåeligt, men ønskeligt. Churchill var kommet ud hvor han ikke kunne bunde og han havde det hersens imperium...

Så Roosevelt sad ved patientens side med fingeren på pulsen. Patienten skulle jo helst ikke krepere, men af praktiske grunde var det bedst man først snakkede om recepten, når han lå på sit yderste.

Og medicinen var særdeles besk. Lend-lease-aftalens underskrivelse blev befæstet med en lille ceremoni, hvor Englands guldbeholdning blev sejlet til USA, som var England en notorisk checkrytter og det er først for nylig - engang i halvfemserne, så vidt jeg husker - at de fik betalt sidste afdrag.

Ud over de nævnte oversøiske territorier, fik USA også baserettigheder i Canada, Australien og New Zealand. I dag, hvor amerikanske baser er næsten ligeså almindelige som McD.-restauranter, er det nok svært at forestille sig hvilken ydmygelse det var for ærkeimperialisten Churchill.

Derud over måtte England overlevere så at sige alle sine videnskabelige og tekniske industrihemmeligheder, bl.a. deres atomteknologi, der udgjorde, om ikke hjørnestenen, så et centralt bidrag til arbejdet i Los Alamos.

Men det nok vigtigste bevis på, hvor desperat Churchill var i foråret '41, var at USA fik toldfri adgang til det britiske imperium's marked, hjørnestenen i den engelske industriprodution.

Roosevelt's pris for Amerika's hjælp var så langt fra en vennepris. Symptomatisk nok, var de 50 famøse destroyere så godt som værdiløse. De fleste kunne kun bruges i kystnær tjenste, og mange af dem blev brugt som blokskibe eller ubådsspærringer.

Een af USA's største præsidenter, Roosevelt.

"Derud over måtte England overlevere så at sige alle sine videnskabelige og tekniske industrihemmeligheder, bl.a. deres atomteknologi, der udgjorde, om ikke hjørnestenen, så et centralt bidrag til arbejdet i Los Alamos."

Det vidste jeg ikke, men Roosevelt havde jo - da det var ved at gå grueligt galt i Europa - som et led i oprustningen grundlagt the National Defense Research Committée, der skulle koordinere udviklingen af nye våben, som senere førte til atombomben.

Ja, Roosevelt var en stor præsident, og der var ganske rigtigt ikke tale om en ren og skær vennetjeneste. Den kostede briterne dyrt, men ellers var aftalen ikke gået igennem i Kongressen. Der var også det britisk aktiv the American Viscose Corporation, som Churchill modvilligt gik med til at sælge til en pris lavere end den egentlige værdi.

Churchill beskrev offentligt Lend-Lease aftalen som "the most unselfish and unsordid financial act of any country in all history", men han var ikke begejstret; du har ret i, at han må have følt sig meget ydmyget. På den anden side fik England et nødvendigt og afgørende rygstød, der alt taget i betragtning ikke kan gøres op i penge. Hvor havde vi for eksempel været i dag, hvis amerikanerne havde sagt nej. I Moder Ruslands totalitære favntag?

Ak, hvor vi savner nogle store statsmænd.

@Erik Bramsen - @Maria Due

Erik - Den sidste betaling paa Lend-Lease aftalen fandt sted paa aarets sidste arbejdsdag 29/12-2006, hvad man gik meget stille med doerene om her i UK!! Ca 46mill Pund Sterling

Maria - Uden Churchill's haste- prioritering af Monty's rute op gennem DK, var Danmark med 100% garanti endt bag jerntaeppet.
Nu maa vi noejes med hyklere og krigskriminelle (i manges oejne) som Tony Blair i statsmandsafdelingen.
Listen af oevrige nullerter, baade ude og hjemme, ville blive for lang.