1700-tallets danske arabist Carsten Niebuhr er en berømmet pionér inden for sit felt og har lagt navn til et helt institut. Ulla Nørtoft Thomsen har genlæst hans lovpriste beskrivelse fra Arabien, og hun er ikke imponeret. Hendes vurdering repræsenterer en radikalt ny måde at betragte det berømte værk på: Niebuhrs skildring er et videnskabeligt misfoster, en politisk tåbelighed og en psykologisk gåde. Læs hendes opgør med Niebuhrs ikonstatus.Da man sidste år fejrede 250-året for den danske Arabien-ekspedition, ville lovsangen ingen ende tage. Moderne islamforskning priste Niebuhrs forbilledlige kulturmøde og hans fine videnskabelige metoder.
Pionerarbejde inden for islamapologien
Hans ”Beskrivelse af Arabien” fra 1772 er da også et sandt pionerarbejde, men vel at mærke inden for islamapologien - den stadigt mere veludviklede videnskab om, hvordan man holder hånden over den muslimske verden.
Lad os tage værket nærmere i øjesyn.
Under ekspeditionen dør Niebuhrs rejseledsagere én efter én af malaria. Alligevel insisterer han på, at man skam ikke bør undgå Arabien af frygt for sygdomme. ”Jeg tror snarere, at vi selv var skyld i vore sygdomme, og at andre altså let vil kunne hytte sig mod sådanne”.
Det er vesterlændinges dovenskab, deres hastværk, deres magelighed og deres arrogance, der leder dem i døden. Niebuhr overlever som den eneste ved at underkaste sig arabisk levemåde og tankegang.
Han gør sig usynlig. Han lærer sig flydende arabisk, klæder sig arabisk, anlægger arabisk skæg, tillægger sig arabiske vaner og antager et arabisk navn: Abdallah.
Navnet betyder Guds tjener eller Guds slave.
Ifølge Niebuhr skal man ikke lade sig skræmme af, at ”araberne gemenligen beskrives som udannede, havesyge og røveriske.” Han har ikke fundet denne nation nær så slem. ”Vel finder man i Arabien, især i ørkenen, røvere som, når lejlighed byder sig, røver enlige rejsende, man finder ligefrem veritable hære, som plyndrer hele karavaner. […]
Man bør derfor aldrig rejse alene gennem den arabiske ørken og i krigstider ikke engang rejse med karavaner hvis man vil undgå at udsætte sig for faren for at blive plyndret." (s. 28)
Fordomme eller fakta?
Allerede på de første sider efterlades læseren i en vis forvirring om, hvordan det forholdt sig med de røverier. Eksisterede de kun i vesterlændingenes fordomme?
Men hvorfor bør man så ikke rejse alene? Niebuhr besvarer ikke spørgsmålet, men kigger hvast ud under turbanen:
Nogle rejsende har måske også udsat sig for arabernes havesyge, fordi de har ønsket at fremstå i et fornemt skær.”
Så var araberne alligevel havesyge, vover læseren måske at indvende? Nej: ”Skuffer man araberens forventninger om at blive rig af bekendtskabet, ærgrer han sig over forgæves at have gjort sig møje for en formodet vantro.” Det er ikke araberen, der er havesyg, det er vesterlændingen, der er rig og forfængelig. Og vantro.
Vantro? Så er det altså sandt, at araberen foragter andre religioner end deres egen? Nej, nej. Som sagt: ”De fornemme muhamedanere, såvel af gejstlig som af verdslig stand, har vigtigere beskæftigelse og er ofte for stolte til i timevis at skulle underholde sig med en kristen, som tilmed ikke taler deres sprog ret godt."
Men ”hos fattige lærde, som man kan give små gaver, behøver man ikke være bange for at spørge, ja man kan frit tale med dem om den muhamedanske religion. Blot er det indlysende, at heller ikke araberne bryder sig om, at nogen foragter deres religion, mindst af alt en fremmed. Men vil man tale religion med den arabiske pøbel, må man til enhver tid belave sig på fortrædelige svar.”
Hmm. De fornemme, som ikke har brug for vores gaver, foragter os. Pøbelen, som vi ikke giver gaver, foragter os. Men den fattige lærde, som vi giver gaver, kan vi skam tale frit med om religion, bare vi passer på ikke at støde ham?
Hvor mange af Niebuhrs læsere føler sig mon helt overbevist om, at man ikke bliver syg, at man ikke bliver røvet, og at man ikke bliver foragtet for sin vantro på disse kanter?
En uøvet tryllekunstner
Mens Niebuhr indigneret afviser vesterlændingenes fordomme, tumler hans data rundt på linjerne og bekræfter dem til fulde. På trods af de allerbestemteste retoriske tiltag for at holde hus med læserens sind, vil datamaterialet ikke rigtig adlyde deres indsamler, fortolker og fortæller.
Sådan var islamapologien som ny og uprøvet videnskab. Som en uøvet tryllekunstner, der taber kortene med ene hjerter 9´ere og ubehændigt afslører den røde snip af tørklædet, der forsvinder op i ærmet.
Apropos sanddruhed.
Niebuhr anbefaler, at man er ”meget opmærksom og mistroisk mht. svarene, eftersom man også i Morgenlandene finder folk, som med flid eller af uvidenhed siger usandheder for ikke straks at underrette en fremmed om alt eller for at bevare indtrykket af, at de ved alt.”
På grund af arabernes lave troværdighed indretter han sig på altid at spørge flere for ikke at få forkerte oplysninger. Niebuhr beretter også, at man ”i muhamedanske lande møder så mange, der foregiver at nedstamme fra Muhammed”.
Kun om heste lyver de ikke: ”For selv om mange arabere somme tider ikke betænker sig på at aflægge en falsk ed, skal man dog efter sigende ikke have noget eksempel på, at en araber nogen sinde har underskrevet et falsk vidnesbyrd om en hests fødsel, fordi de tror at hele deres familie ville blive udryddet, hvis de talte imod sandheden”.
På trods af ovenstående og mange andre bemærkninger bogen igennem, er Niebuhrs klare ekspertkonklusion dog, at araberne skam ikke er nævneværdigt uærlige:
”Andre europæiske rejsende vil have oplevet araberne som hyklere, bedragere og røvere. Jeg har ikke haft årsag til at besvære mig herover”, skriver han.
End ikke det forhold, at araberne selv opfatter kristne købmænd som ganske anderledes ærlige end dem selv, vil han acceptere som argument.
Der er skam også bedragere i Europa. Ofte kommer de modstridende oplysninger i umiddelbar forlængelse af hinanden: ”Araberne synes ikke at være trættekære, men når de er begyndt at yppe kiv, skriger de voldsomt op. Ja, jeg har somme tider set dem trække kniv mod hinanden.” Få linjer længere fremme tilføjer han: ”De har måske ikke så mange skældsord som den europæiske pøbel, men de er ikke mindre ømfindtlige af den grund og til tider mere hævngerrige.”
Niebuhr beretter om ømfindtlighed, hævngerrighed, knive og skrigeri. Men trættekære er araberne ikke, det er hovedbudskabet. Han indrømmer aldrig en arabisk last uden straks at minde om, at den også forekommer i Europa.
Rural-finten
Hvordan med kvinderne? Omstrejfende arabere lader sig straks skille, fortæller Niebuhr, hvis det ikke med blod lader sig dokumentere, at deres kone var jomfru. Niebuhr forsikrer dog straks, at ”de civiliserede borgere i byerne ville holde det for meget uciviliseret, hvis en mand ville skælde sin hustru ud for sådan en bagatel.”
Enten tror læseren på, at jomfruelighed er en bagatel i de arabiske byer, eller også opstår der en mistanke om, at Niebuhr her introducerer en tidlig variant af rural-finten, islamapologiens velkendte trick med at klassificere vanskelige elementer i islamisk kultur som forsvindende spor af landlig kultur.
Det korte af det lange er dog, at utro kvinder risikerer at blive slået ihjel uden at nogen øvrighed bestræber sig på at opklare, hvad der er sket.
”Drab bliver ikke engang i imamens lille område i Yemen, endsige i hele Arabien, på nogen måde straffet.” Ofte er det kvindens egen familie, der ordner sagen. ”Efter denne æresoprejsning måtte ingen bebrejde familien noget.”
”Det smukke køn ringeagtes ikke hos muhamedanerne”
Niebuhr kan også berette, at kvinderne gennes ind bagest i huset med et tarîk (plads!), når der ankommer gæster, og at hun på gaden er tildækket, så ”næppe et øje er frit.”
Hun står af sit dyr og går ud til siden, når hun passerer dem på vejen. Hun holdes for gammel, når hun er 30, og muhamedaneren ”kan erobre så mange slavinder, som han kan ernære.”
Men Niebuhrs konklusion lyder: ”Af disse eksempler kan man dog slet ikke slutte, at det smukke køn ringeagtes hos muhamedanerne."
Hele bogen igennem slås Niebuhr med sine data, så han ikke lader moderne forskere noget efter: ”Vel beskylder man i Europa de muhamedanske fædre for at sælge deres døtre, men det sker hos de fornuftige lige så lidt, som det sker hos os”, lyder det.
Imidlertid fortsætter han: ”Muhamedaneren giver dog hellere sin datter til en rig og fornem mand end til en ringere. På denne måde får han flere penge.” Og lidt senere: ”Men ikke alle fædre giver deres datter bort alene for pengene.” Det er sort, selvmodsigende tale.
Hele bogen igennem støder man på små, letbitre udfald mod vesterlandsk hovmod. ”De fleste morgenlandske rejsebeskrivelser er fyldt med klager over de ukultiverede muhamedanere,” lyder det f. eks, hvorefter Niebuhr spydigt beskriver, hvordan europæere vist opfatter den vanskelige adgang til muslimske kvinder som den alvorligste arabiske kulturbrist.
Men da det kommer til karakteristikken af arabernes musik, sang og marionetspil, viser det sig, at de kræsne europæiske kritikere har ret: ”Alt dette er så dårligt, at det næppe vil kunne gefalde en europæer,” lyder det.
Heller ikke de øvrige kunstarter har det for godt. Fordi der i Arabien ”stadig” findes mange skinhellige, som ikke tåler figurer, så ”møder man blandt dem ingen malere og billedhuggere.”
Niebuhrs kamp med sine data
Læseren bliver bestandigt formanet i én retning, mens de faktiske oplysninger peger i en anden.
Når kunsterne i Arabien er i en ”meget dårlig stand” og bogtrykkerkunsten slet ikke findes, har Niebuhr i øvrigt en god forklaring:
”Ikke, som man plejer at sige i Europa, fordi gejstligheden og de mange skrivere, som så at sige står under dens beskyttelse, modsætter sig det, men fordi de nyere bogstaver, som hænger sammen og ofte sættes over hinanden og slynges mellem hinanden, ser meget smukkere ud, når de er godt skrevet, end når de er trykt.” Det er altså af kvalitetshensyn, at man ikke har bøger, kan den niebuhrske sagkundskab allerede her fortælle.
Niebuhrs kamp med sine data driver ham ikke bare ud i selvmodsigelser, anekdotiske beviser og forhastede positive generaliseringer. Han svarer nogle gange nærmest vildledende, f.eks. hvor han blankt afviser, at Arabien er ”det naturlige sæde for kastration” med henvisning til, at ”de fleste kastrater i Arabien, Egypten og Tyrkiet kommer fra Habbesch og Nubien.”
Hvad nu med forholdet til vantro? Her er Niebuhr igen oppe på barrikaderne: ”Man kan vel ikke påstå, at muhamedanerne overhovedet anser de fremmede religionsforvante for urene”. Mange vil desværre ikke spise sammen med ham, forklarer han. Men nogle vil skam. Og ”araberne i Yemen … kan godt af og til finde på at sige salâm aleikum til en kristen.” Kan man forlange mere? Faktisk ikke: Niebuhr ”holdt det længe for overdreven stolthed og religionsiver fra arabernes side, at de ikke tiltaler de kristne på samme måde som deres egne religionsforvante.”
Det er imidlertid de kristnes egen skyld, opdagede han i Anatolien: ”For de græske købmand, med hvem jeg rejste her, så ikke gerne, at jeg hilste muhamedanerne som en muhamedaner. Og når de ikke blev genkendt af de forbipasserende tyrker, fordi det i disse egne er de kristne tilladt at bære en hvid turban, således at de af røvere i det fjerne kan blive holdt for muhamedanere og ordentlige folk, svarede de aldrig når én sagde salâm aleikum til dem”.
Mens Niebuhrs dom falder hårdt og dumpt over grækerne, kravler afsindige oplysninger op mellem linjerne som zombier.
Kun i denne indirekte form får vi at vide, at muhamedanske røvere foretrækker at overfalde ikke-muhamedanere, som de ikke opfatter som ordentlige folk.
Bogen må aktivt fravristes den slags oplysninger. For den mimetisk-uproduktive læser er beskeden, at det er europæisk arrogance, der forårsager retfærdig muhamedansk harme.
Overtager muslimsk normsæt
Niebuhr beretter også om, hvordan tyrkerne tvinger de kristne til at bære bestemte tegn, så man kan genkende dem og afkræve dem vilkårlige kopskatter.
De kan forlange af de kristne, at de fejer gaden og bærer ekskrementer bort. De kristne i Egypten må ikke ride til hest og må stå af æslet og gå til siden, når fornemme muhamedanere passerer.
”Ved offentlige glædesytringer, f.eks. når der fødes en prins eller prinsesse, er de værst, og det er derfor tilrådeligt for jøder og kristne ikke at vise sig på gaderne sådanne dage.”
Alligevel lyder det umiddelbar nedenunder, at de ”morgenlandske kristne har sig selv at takke for at tyrkerne behandler dem dårligt.”
De græske kristne er nemlig ”nederdrægtige smigrere og snakkehoveder, og sådanne folk kan ikke forvente megen høflighed fra de alvorlige og stolte tyrker.” Muhamedanernes normsæt er blevet hans, og han har kun foragt til overs for grækerne, der er så slette udi indordningens og assimilationens kunst. For en psykolog er her meget at komme efter.
Niebuhr kan blankt afvise, at araberne er grusomme. ”Beduinerne eller de omstrejfende arabere er krigeriske,” medgiver Niebuhr. ”Imidlertid er de lige så lidt grusomme som de omstrejfende arabere i Hedsjâs og Egypten, for selv om de til tider plyndrer de fremmede, så hører man dog ikke, at de dræber dem.”
”Beduinerne i Dsjôf har desuden det ry, at man blandt dem finder de bedste digtere i Yemen.”
Hele bogen igennem har Niebuhr sit hyr med fakta, dog særligt når det kommer til arabernes røverier og plyndringer, som Niebuhr i øvrigt også selv blev udsat for. ”Araberne i Nedsjed er lige så lidt grusomme mod fremmede som de øvrige arabere og ikke mindre gæstfrie,” lyder det bestemt. Man kan dog ikke vente megen sikkerhed.
”Enhver blandt disse sheiker søger at vinde så meget fra de rejsende, som han kan, og eftersom de næsten bestandigt fører krig mod hinanden, bliver de rejsende til tider straks plyndret af dem, de først kommer til, for at deres naboer ikke kan berige sig med de ting, de har hos sig.”
Araberne er gæstfrie, basta. De plyndrer i selvforsvar. Det har formentlig dengang som nu været god overlevelsestaktik at tilslutte sig overmagtens selvbillede.
Flid og fortjeneste har ikke den store sammenhæng. Araberne i Hedsjâs lever godt af de ”forbavsende store summer”, som tyrkerne årligt sender af sted til Mekka og Muhammeds efterfølgere, ligesom de årligt får tilsendt fire-fem skibe med korn, ris og andre levnedsmidler. ”Også de omstrejfende arabere har store indkomster fra tyrkerne.”
Skønt eskorteret af soldater må karavanerne nemlig ”give store gaver til de arabere, hvis områder de drager igennem, hvis de vil fortsætte deres rejse i fred”. Gaver?
På trods af, at han selv netop har beskrevet, hvor let araberne kommer til andres små og store rigdomme, fastholder Niebuhr billedet af den frie og asketiske beduin og ”sande arabere, som til enhver tid har skattet deres frihed højere end rigdom og bekvemmelighed”.
Bortforklaring af røveri
Når veritable arabiske hære overfalder karavaner, kan Niebuhr forklare, at der blot er tale om told. De arabiske stammer mener ”at have lige så stor ret til af de rejsende, som vil drage igennem deres område, at forlange visse gaver, vejpenge eller toldafgifter, hvis man vil kalde det det, ligesom alle andre nationer under lignende omstændigheder forlanger told af fremmede købmænd og andre rejsende.”
”Men de tyrkiske anførere for de store karavaner er alt for stolte til at anse de store arabiske sheiker for suveræne prinser og altså for mere end dem selv. De holder dem snarere for rebeller og røvere, som ingen ret kan have til at forlange gaver af dem, bare fordi de vil besøge de hellige steder. Og de kommer derfor hvert år til Mekka med hele armeer for at beskytte deres pilgrimme og købmænd som ligeledes plejer at være bevæbnede.”
De tvinger dermed araberne til også at møde op med veritable hære for at ”modsætte sig alle dem, som med magt vil drage igennem deres område”. Niebuhr samler op: ”Araberne prygler og plyndrer derfor somme tider karavanerne.”
Derfor. Det er tyrkisk arrogance, der tvinger araberne til plyndring og røverier.
Niebuhrs konklusion er dog urokkelig: ”Alligevel kan man ikke af den grund sige, at beduinerne mestendels lever af røveri, hvilket forskellige forfattere har villet forsikre. For morgenlændingene rejser overordentligt sjældent alene, men altid i karavaner.”
Interessant oplysning, at man kun kan rejse i karavaner. Men taler den for eller imod tesen om, at beduinerne lever af røveri?
Hvorom alting er, så ”kan man måske regne de arabiske røvere blandt de mest dannede i hele verden; for hvor røverne i det europæiske Tyrkiet først kvæler de rejsende og derefter plyndrer dem – måske fordi de frygter øvrigheden – så hører man overordentligt sjældent, at sheikerne dræber dem de plyndrer, hvis disse overgiver sig godvilligt og ikke har såret eller dræbt nogen af dem.”
Niebuhr priser de arabiske røvere i høje toner: ”De er ligefrem gæstfrie og tjenstvillige imod dem, de plyndrer.”
”Kort sagt, det ville være et ønske, om røverne i alle lande altid opførte sig lige så menneskeligt over for de rejsende som de arabere, hvis navne man næsten aldrig nævner uden at erindre sig, at fornemmelig denne nation holdes for røvere.” Intet datamateriale er så klart, at det ikke kan sløres med et præventivt diskursanalytisk angreb.
Oikofobisk forbitrelse
Der er en oikofobisk forbitrelse i værket, som næsten virker nutidig. Værket igennem skærer man sig på listige tu quoque-argumenter mod Europa. Selvom Muhammeds grav angiveligt bevogtes af ”40 kastrerede mænd”, skriver Niebuhr, at den dog ikke bliver holdt i ære ”med helt så megen afgudsdyrkelse som den, hvormed visse kristne dyrker Kristi grav i Jerusalem”.
Meget hyppige er også spydige bemærkninger à la: ”Blot man omgås araberne sagtmodigt, kan man forvente lige så meget høflighed af disse muhamedanere, som fornuftige kristne i Europa viser jøderne”, og ”europæerne kan i Yemen og Oman og Persien tillige forvente næsten lige så megen høflighed fra de indfødte, som vi ville vise disse muhamedanere, hvis de skulle komme til Europa”.
Effektivt nivellerende kulturrelativisme, som emmer mere af sært, indestængt fjendskab end af festlig global venskabelighed og fordragelighed.
Om de ”omstrejfende arabere i det forjættede land” har Niebuhr ikke mange oplysninger ud over, at de kristne munke beskriver dem som nogle djævle. ”Man hører så mange grusomheder om dem, at en pilgrim, der kommer fra Europa, må nære det største had til de vantro barbarer, som nu er i besiddelse af dette hellige land. Munkene glemmer jo ikke at fortælle alle rejsende, at disse arabere for cirka halvfems år siden puttede en franciskaner i en bageovn.”
Munkene fremstiller araberne uretfærdigt, ja de konstruerer nærmest konflikten ifølge Niebuhr, der beskriver konsekvensen:
”Når araberne møder munkene, kan de ikke dy sig for at give dem en forsvarlig dragt prygl, hvorefter de lader dem fortsætte rejsen.”
Niebuhr synes ikke, det ligner araberne. ”Araberne mellem Jaffa og Jerusalem har måske derfor særlige årsager til at møde munkene på denne måde.”
Relativisme, der ender i kynisme
Ligesom alle andre, der kommer på tværs af Niebuhrs stolte krigere, har munkene altså også selv bedt om det. Under alle omstændigheder beskæftiger disse menneskers skæbne ham ikke.
Da det tilsyneladende mest er de fattige munke, som araberne prygler, vil Niebuhr ”råde enhver, der rejser i deres selskab, til slet ikke at blande sig deri, når de overfalder de gode fædre.” Relativismen ender som altid i ren kynisme.
Jo mere Niebuhr forsøger at nedbryde fordomme, jo mere vrøvler han. Jo mere han anstrenger sig for at forstå, jo mere usammenhængende bliver hans analyser. Jo mere han bestræber sig på imødekommenhed, jo mere fjendtlig lyder han. Jo mere han forsøger at legitimere, jo mere afsindig bliver hans etik.
Dengang som nu er den Niebuhrske islamapologi et videnskabeligt misfoster, en politisk tåbelighed og en psykologisk gåde.
Carsten Niebuhr: ”Beskrivelse af Arabien ud fra egne iagttagelser og i landet selv samlede efterretninger”. Forlaget Vandkunsten.
Ulla Nørtoft Thomsen er cand.mag. og seminarielektor
