I Aftenposten publicerede politisk redaktør Harald Stanghelle, en fremtrædende person i norsk presse, den 19. marts kommentaren "Mangelfuld vidneliste". Dette skete kort efter, at anklageren i sagen mod Anders Behring Breivik havde fremlagt sin vidneliste for den kommende retssag, men før forsvarerne havde lavet deres.
Stanghelle deltog i Arbeiderpartiets seminar om ekstremisme i januar 2012 sammen med skribent Øyvind Strømmen, kendt for at sælge bøger, hvori han kalder mig fascist. Nu vil han gerne have skribenten Øyvind Strømmen ført som "ekspertvidne" i retssagen.
Stanghelle forsikrer, at han ikke ønsker en politiseret retssag, selv om det mellem linjerne er ganske klart, at det netop er det, han vil have. Han er langt fra alene om det.
Det kan tilføjes, at Geir Lippestad, den ledende blandt Breiviks fire forsvarsadvokater, i mange år har været aktivt medlem af Arbeiderpartiet i Oslo.
Statsminister Jens Stoltenberg benyttede sin nytårstale for 2012 til at advare befolkningen mod totalitære forførere på internettet. Han nævnte rigtignok ikke navne, men det behøvede han heller ikke.
Det er der nok af andre, som har gjort, for eksempel hans partisekretær Raymond Johansen, som delvis er ansvarlig for at udforme Arbeiderpartiets politik og ideologiske linje.
Johansen er flere gange gået til hårde angreb på Hans Rustad fra netsiden Document.no, Arne Tumyr fra organisationen Stopp Islamiseringen av Norge og ikke mindst mig.
Jeg blev bagefter kontaktet af en journalist fra NRK radio, der opfattede Stoltenbergs tale som en reference til mig personligt.
Urovækkende
Norge er et lille land, men der er alligevel noget underligt og urovækkende ved, at landets siddende statsminister bruger sin nytårstale til indirekte at angribe en håndfuld bloggere.
Det er som om USA's præsident skulle bruge sin mest prestigefyldte årlige tale til at angribe [journalisten. red.] Michelle Malkin eller Glenn Reynolds fra Instapundit.
Statsminister Stoltenberg sagde desuden dette, efter at gerningsmanden var blevet erklæret sindssyg, mens politiets efterforskning stadig var i gang, og længe før retssagen overhovedet var begyndt.
Landets politiske ledelse så allerede ud til at have bestemt sig for hvem, der egentlig har skylden for Breiviks ugerninger.
Det mest skræmmende ved redaktør Stanghelles artikel i Aftenposten er, at hans avis aktivt griber ind i en igangværende proces for at bestemme, hvem der skal vidne i en kontroversiel retssag, og dermed indirekte påvirker dens udfald.
Massemedierne er tydeligvis så blindet af magtarrogance, at de ikke indser, at dette faktisk ikke er eller bør være deres opgave.
Pressens pres
Medlemmer af pressen omtaler sig meget selvbevidst som "den fjerde statsmagt", der skal supplere og overvåge de lovgivende, udøvende og dømmende myndigheder. Man kan nogle gange mistænke dem for at mene, at de egentlig bør være den første og øverste statsmagt.
Dette har sjældent været tydeligere end i netop Breivik-sagen, hvor massemedierne med den største selvfølgelighed presser politi, anklagemyndighed og domstole og publicerer og til dels forvrænger sensitive oplysninger fra konfidentielle politirapporter, således at vidner knap nok tør tale med politiet af frygt for at blive hængt ud i medierne bagefter.
Pressen udhænger også folk med fagekspertise, der kommer til "forkerte" konklusioner, og presser på for at inddrage vidner og eksperter, der kan komme med en "rigtig" konklusion.
Flere domsafsigelser har slået fast, at journalister nyder en særlig retsbeskyttelse i vestlige lande – i lighed med adelen i middelalderen.
De kan tillade sig at sige og gøre ting straffrit, som kunne have medført fængselsstraf for almindelige mennesker. Det er muligt, at det er nødvendigt i visse situationer, men den slags privilegier kan også misbruges.
På selvmordets rand
Øystein Stray Spetalen, investor og selvskabt milliardær, oprettede Medieofferfondet, efter at han selv havde oplevet at blive hængt ud i pressen. Han havde økonomiske midler til at slå igen, men det er ikke alle, der har det.
Et særlig slemt tilfælde er ambulancechauffør Erik Schjenken, som sammen med en kollega i Oslo nærmest blev overfaldet af pressen efter grundløse påstande om racisme. Avisen Dagbladet er siden blevet dømt til at betale 1 million kroner i bod for ærekrænkende udtalelser. Schjenken var næsten bragt til selvmordets rand.
Dagbladets politiske redaktør Marie Simonsen var en af dem, der støttede de grundløse påstande om racisme. Siden har hun mig bekendt ikke givet udtryk for ringeste anger.
Når den ikke bidrager til næsten at drive uskyldige mennesker i døden, støtter hendes avis vist nok tolerance samt enkeltmenneskers frihed og værdighed. Faktum er, at pressen ofte er den første til at knuse enkeltmennesker, i stedet for at beskytte dem mod overgreb.
Racismekampagner
Dagbladets venstreorienterede søsteravis i Danmark, Politiken, har været indblandet i tilsvarende episoder, som professor Ole Hasselbalch for nyligt har beskrevet i sin bog Politiken-affæren.
Baseret på et yderst tvivlsomt kildemateriale har avisen kastet sig ud i en kampagne mod påstået racisme og voldelig højreekstremisme, som har haft en ødelæggende effekt på en række uskyldige menneskers privatliv.
Tærskelen for grove presseetiske overgreb er specielt lav, når journalister med venstreorienterede sympatier angriber personer, der stiller sig kritisk til masseindvandring.
I sådanne tilfælde bilder journalisterne sig ind at repræsentere De Gode, mens de såkaldte racister er De Onde – slangerne, der ødelægger det multikulturelle paradis ved at sprede deres gift.
Det er betænkeligt, fordi det er godt dokumenteret i alle skandinaviske lande – faktisk i alle vestlige lande overhovedet, som jeg har set tal fra –at journalister har politiske sympatier, der ligger betydeligt til venstre for befolkningen i almindelighed.
Det øger faren for flere overgreb i fremtiden. I Sverige står det særligt skidt til med et næsten totalitært pressekorps, der samarbejder med organisationer som Expo for at tvinge dissidenter til tavshed.
Karaktermord
Norske medier, med TV- og radiostationen NRK samt avisen VG og med profilerede skribenter som Anders Giæver og redaktør Hanne Skartveit i spidsen, har kørt en mange måneder lang aggressiv kampagne, der minder stærkt om karaktermordene på retspsykiaterne Torgeir Husby og Synne Sørheim.
Årsagen er, at de erklærede Breivik for utilregnelig i deres rapport fra november 2011. Husby fik i februar 2012 et sammenbrud i Oslo Tinghus, da han var sagkyndig i en anden retssag og måtte køres på hospitalet i ambulance.
Det bør tilføjes, at en række kendte psykiatere, som Peter Kramp, Aksel Bertelsen, Merete Nordentoft og Ole Mors fra Danmark samt svenskeren Sten Levander støtter Husbys og Sørheims hovedkonklusioner.
Det værste massemord i moderne skandinavisk historie vækker naturligvis stærke følelser. Breivik er vanskelig at klassificere. Han viser på den ene side klare tegn på ren galskab, for eksempel at han anser sig selv som fremtidig regent og leder for en sandsynligvis ikke-eksisterende organisation, som han modtager hemmelige beskeder fra, tilsyneladende næsten telepatisk.
Dette er overbevisende beskrevet af Husby og Sørheim og sandsynliggør, at diagnosen paranoid skizofren godt kan være rigtig. Den er ikke hævet over debat, men de to retspsykiatere fortjener aldeles ikke at blive erklæret for idioter og offentligt hængt ud som inkompetente.
Politisk kamp
Personligt vil jeg hævde, at 80 pct. af debatten om Breiviks psyke egentlig drejer sig om politik. Multikulturalistene har gradvist tabt terræn gennem mange år og har til deres store irritation set, at deres hegemoni udfordres, fordi racismebeskyldninger ikke er lige så effektive midler til tankekontrol som før i tiden.
De håber nu, at Breivik kan bruges som erstatning, således at de kan genvinde deres retmæssige kontrol over den offentlige debat. Fra nu af kan alle, der stiller sig kritisk til multikulturalisme, masseindvandring og ikke mindst islam, stigmatiseres med beskyldninger om at være ”akkurat som Breivik” og derfor automatisk udenfor al civiliseret debat.
Breivik er et kompliceret tilfælde, med en blanding af psykopatiske træk og sindssygdom. Det er vanskeligt for en udenforstående at se, hvor hans kalkulerede ondskab slutter og hans irrationelle galskab begynder.
Måske kan en person være både gal og ond på samme tid. Det er imidlertid et spørgsmål, der skal afgøres efter bedste evne af medicinsk ekspertise, ikke af politiserende journalister fuldstændig uden erfaring eller uddannelse inden for feltet.
Uhørt
Efter massivt mediepres på grund af en ”forkert” konklusion i den første psykiatriske rapport valgte retten i Oslo at give efter og beordre en retspsykiatrisk rapport nummer to. Dette er nærmest uhørt og kan vanskeligt ses som udtryk for andet, end at massemedierne delvis har sat deres vilje igennem inden for selve retsvæsenet.
Principielt set er det dybt problematisk. Breivik-sagen drejer sig derfor ikke bare om terror, den handler også om pressens rolle som en mægtig faktor i samfundslivet, og om hvordan den såkaldte fjerde statsmagt nogle gange ser ud til at være blevet den første.
Peder Jensen har i flere år offentliggjort sine analyser på nettet under navnet Fjordman.
