Martin Sellner, fremtrædende medlem af det østrigske Géneration Identitaire og primus motor i Defend Europe, blev forrige fredag sammen med sin amerikanske kæreste, den konservative blogger og Trump-supporter Brittany Pettibone, nægtet indrejse og tilbageholdt, da de landede i Luton. Sellner skulle ellers tale på Speakers Corner ved Hyde Park
Den følgende mandag var det så den canadiske journalist og højrefløjs-aktivist, Lauren Southern, der blev stoppet i Calais og nægtet indrejse til Storbritannien. Her skulle hun have interviewet forfatteren, journalisten og tidligere leder af bl.a. English Defence League, Tommy Robinson.
Og begrundelsen for at nægte Sellner, Pettibone og Southern indrejse? Ifølge en talsmand for det britiske indenrigsministerium, kan de britiske myndigheder nægte en person indrejse, hvis man anser vedkommendes tilstedeværelse i landet for ikke at være befordrende for den offentlige interesse.
Det er mildt sagt elastik i metermål, men selv når man trækker begrundelsen til sin yderste grænse, er det svært at se, hvordan de britiske myndigheder kan nægte de tre unge mennesker indrejse på det grundlag, da ingen af dem har haft voldelige, antidemokratiske – eller overhovedet samfundsundergravende hensigter.
Når det er sagt, så er det vigtigt at anerkende enhver stats suveræne ret til selv at bestemme, hvem man lukker ind. Det er Storbritanniens helt legale ret at afvise udlændinge ved grænsen – selv med de mest tåbelige begrundelser. Ingen udlænding (undtagen inden for EU) har noget retskrav på at blive lukket ind i et fremmed land under henvisning til ytringsfriheden eller andre frihedsrettigheder. De rettigheder og pligter kan kun påberåbes inden for landets grænser (og vel at mærke kun i lande, hvor disse rettigheder holdes i hævd) – og kan ikke bruges af hverken nationalkonservative demokrater eller formørkede imamer til at skaffe sig indrejse.
Det ændrer dog ikke ved, at indrejseforbuddet for Sellner, Pettibone og Southern er helt i skoven og fremstår endnu mere absurd i lyset af alle de voldelige islamister og hadefulde, anti-sekulære imamer, der til stadighed bydes velkommen, når vil krydse den britiske grænse.
At tro, at man kan beskytte friheden ved at bøje sig for voldsmandens veto og nægte de personer adgang, som siger troldens navn og taler voldsmanden midt imod, er en meget farlig vej at bevæge sig ind på. Den fører lige lukt mod ufrihed og totalitarisme.
