"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Bent Jensen: Kære Lars Hedegaard – til lykke og tak for din store indsats!

24. september 2017 - Anmeldelse af Bent Jensen

Foto: Torben Mark Pedersen

Bent Jensen tale til Lars Hedegaards 75 års fødselsdag. Afholdt ved bogudgivelsen af "Fragmenter af Danmarks historie 2020-2031" Vartov, 23. september 2017.

Jeg er blevet bedt om at sige et par ord i anledning af, at Lars i dag har nået den ærværdige alder af 75 år og fire dage og samtidig har udsendt en ny bog, der hedder Fragmenter af Danmarks historie 2020-2031.

Hvabehar! Vil nogen sikkert sige, hvordan kan man skrive historie om noget, som ikke er sket, men ligger ude i fremtiden? Det kan man naturligvis heller ikke. Det, Lars har skrevet, er en såkaldt dystopi – en forestillet fremtid, et skrækscenarie for en mulig udvikling, hvis tingene fortsætter deres skæve gang og der ikke for alvor rettes op på det, der i dag ligger i kortene for fremtiden. Et skrækscenarie, som forfatteren ikke ønsker bliver til virkelighed, og som han derfor advarer imod.

En af de berømteste dystopier er George Orwells mareridtsbog 1984, der udkom i 1948. Den beskriver et totalitært og gennemkontrolleret samfund, hvor borgerne holdes nede og holdes i uvidenhed om det, der sker, men også om det, der er sket. Et Sandhedsministerium sørger for, at beskrivelsen af fortiden hele tiden tilrettes, så den kommer til at passe med nutidens magtforhold. Staten har udviklet et nysprog, der tilslører virkeligheden, og som gør det meget svært hvis ikke umuligt at udtrykke alternative tanker. Krigsministeriet hedder Minipax, en kz-lejr hed glædeslejr. Nye ord blev dannet vha. præfikserne plus og minus. Personer, der er faldet i unåde og derfor er blevet upersoner, samt uhensigtsmæssige begivenheder udraderes af historiebøgerne, aviserne og andre kilder til, hvad der er sket.

Nysprog har for længst gået sin sejrsgang på mange områder: Nulvækst, Minusvækst, underprivilegeret, unge, tosproget, afledt skade, gør minusdage til plusdage … EU har for nylig indrettet et Sandhedsmuseum, hvor alle upassende personer og begivenheder i Europas historie er fortiet.

I 1984 manipuleres og opgejles befolkningen af den totalitære stat med Storebror i spidsen. På offentlige møder skal deltagerne give udtryk for deres had til bestemte personer. Også det kender vi fra den nyeste historie. Dagens fødselar er en af de upersoner, man skal lære at tage afstand fra.

Orwell var i øvrigt inspireret af en russisk forfatter, Jevgenij Zamjatin, der i 1920 udgav bogen Vi, inspireret af den totalitære udvikling i Rusland efter bolsjevikkernes magterobring i oktober 1917. Den anonyme magt, der hedder Velgøreren, kontrollerer alle sider af livet. Mennesker har ikke længere navne, men numre og de bor i gennemsigtige boliger.

Jeg nævner disse to europæiske dystopier, hvis beskrivelser af England og Rusland jo ikke var realbeskrivelser af de faktiske forhold, men advarsler om, hvad der (måske) kunne indtræffe i fremtiden. Og alligevel samtidig var realistiske i den forstand, at de ikke forekom ganske usandsynlige.

Weekendavisen bragte forrige fredag en anmeldelse af Lars´ nye bog over fire lange og tætskrevne spalter. Det kan faktisk undre, for anmelderen frakender Fragmenter enhver værdi. Men hvorfor så bruge spalteplads og tryksværte på en nedrakning af bogen, hvis beskrivelse af den mulige fremtid betegnes som ”absurd og fjollet”. Fragmenter sammenlignes med den franske skønlitterære forfatter Michel Houellebecqs Underkastelse og kaldes ”en litterær fiasko, fyldt med utroværdige hændelser.”

Det er en af de dummeste og mest ondskabsfulde anmeldelser, jeg længe har læst. Anmelderen Søren Villemoes kan godt lide ordet ”sjov”. Det kunne han også i 2014, da han om en ny moské i København skrev, at hvad muslimerne bag moskeen selv skrev om islam og synet på frafaldne, der skulle dræbes, svarede til, hvad Lars H havde skrevet i sine kritiske bøger om islam. Og det var ifølge Villemoes ”sjov læsning” i betydningen: Den slags beskrivelser af islam er latterlige og kan ikke tage alvorligt.

Mener han virkelig, at det er sjovt at læse om, hvordan Islamisk Stat behandler ikke-muslimer, frafaldne, kvinder og homoseksuelle eller tilfældige journalister, som de har fanget og skåret hovedet af? Er han ved at dø af grin, når muslimer dræber tilfældige mennesker i Europa, USA, Asien og Afrika under krigsråbet ”Allah er stor”? Synes han, at det er morsomt med den eksplosion af voldtægter, der er sket i et land som Sverige?

Fragmenter er ikke en skønlitterær roman og indeholder derfor ikke saftige sexscener som Houellebecqs. Det er, som det fremgår af bogens forord, en fiktiv historisk rekonstruktion af en periode i Danmarks nyeste historie. Den er derfor naturligvis skrevet sådan, som en historiker skriver.

Det Weekendavisen kalder absurd og fjollet i Fragmenter er et fremtidsscenarie, hvor Grundloven langsomt sættes ud af kraft, hvor statsmagtens kontrol med territoriet svækkes overalt i (Vest)Europa, og hvor de muslimske boligområder bliver til løsrevne islamiske emirater. Hvor muhamedanske militsgrupper begår attentater på kristne, dissidenter og islamkritikere. Hvor racisme og islamofobi bekæmpes (af staten og medierne), mens sharia indføres i de større byer. Hvor de fleste af Folkekirkens præster konverterer til islam, og islams indtog i Danmark hjælpes godt på vej af EU, Politiken, Jørgen Bæk Simonsen samt medløbende politikere og danske myndigheder.

Dette fremtidsscenarie er jo allerede i dag i varierende grad dansk og vesteuropæisk virkelighed. Store vesteuropæiske byområder er for længst til dels tabte territorier, hvor sharia praktiseres. Terror og attentater på kristne og islamkritikere foregår for længst i en endeløs strøm. Danske og europæiske domstole anklager og straffer europæere for ”racisme” og ”islamofobi”. EU's Høje Repræsentant for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik agiterer for, at islam er – dvs. bør være – en del af europæisk kultur. Universitetseliten har længe belært os om, at islam ikke er det, der står i islams helligskrifter. Politiken har i årevis ligget på maven for islam (tænk på Tøger Seidenfadens skammelige knæfald for en araber, der påstod at han som advokat repræsenterede alle Muhammeds fornærmede efterkommere, eller Lidegaards desperate fornægtelse af, at ytringsfriheden var under pres – han fandt det bare ikke ”relevant” at trykke en Muhamed-karikatur). Mange af Folkekirkens præster fedter ugudeligt og skamløst for islam i stedet for at holde deres præsteløfte og klart understrege den uforenelige modsætning mellem kristendom og islam.

Det fremtidsscenarie, der opridses i Fragmenter, er således nok sat på spidsen, men langt fra usandsynligt. Og i øvrigt er der jo ikke tale om nogen spådom eller en påstand om, at den fremtidige udvikling vil blive lige præcis sådan, som beskrevet af Lars i bogen.

Men læs selv den velskrevne bog, hvor man ofte kommer i tvivl om, hvorvidt et citat eller en politikers udtalelse er en konstruktion eller autentisk. Personlig er jeg glad den rolle, jyder og Jylland spiller i overvindelsen af Danmarks islamisering. Lars er jo selv jyde foruden at være jøde, og de stærke jyder – De Opvakte – fra egnen, hvor Lars stammer fra, omtales positivt.

Til slut nogle få ord om Lars Hedegaard Jensen. Vi har kendt hinanden i mange år. Jeg husker klart, at jeg bed mærke i dig, da vi i 1962-1963 gik i den samme aftenstudiekreds om marxisme, som en marxistisk gymnasielærer med hentehår og duffelcoat ledede. Dengang vidste jeg ikke, at vi havde et fælles udgangspunkt fra læsningen af det anti-kommunistiske skrift Det Bedste. Jeg lyttede benovet til de kloge mænds belæringer, mens du kom med kritiske kommentarer. Ingen af os eller andre kunne i vores vildeste drømme dengang forestille os en udvikling, som den, der er foregået i Danmark og Europa. Islam var totalt fraværende både i gadebilledet og i vores bevidsthed. Muhamed var en historisk figur, som ikke havde nogen nutidig relevans.

Der var en præstesøn og folkeskolelærer ved navn Svend Aage Madsen, der var konverteret til islam under navnet Abd al-Salam Madsen, som i 1967 færdiggjorde den første danske oversættelse af Koranen. Han var også involveret i opførelsen af den første moské i Danmark og Norden, nemlig i Hvidovre i 1967. Jeg mener at kunne huske, at vi trak på smilebåndet af denne særling. Man kan kun beklage, at vore politikere ikke lyttede til hans advarsel mod masseindvandring af muslimer. Madsen mente, at de var til hinder for en sund udbredelse af islam i Danmark.


Til gengæld skal jeg love for, at vi ikke længere synes, at islam er sjov. Den opfattelse overlader vi til Søren Villemoes på Weekendavisen. Du var blandt de allerførste, der gjorde den danske offentlighed og dermed danske politikere opmærksom på, hvad islam står for, og at vi måtte tage denne ideologi alvorlig. Det har du mildest talt ikke fået tak for. Du er i årevis blevet søgt karaktermyrdet i medierne – både før og efter det egentlige forsøg på at myrde dig bogstaveligt i 2013.

På et møde arrangeret af Trykkefrihedsselskabet den 2. oktober 2007 til støtte for den dødstruede Lars Vilks angreb Tøger Seidenfaden dig og dine ligesindede. Han sagde bl.a., at I "skamrider den aktuelle sag til at lufte jeres paranoia, jeres hadefulde og rabiate verdensanskuelse, jeres intolerante, indeklemte og smålige syn på millioner af medmennesker". Dine synspunkter om muslimer og islam i Europa betegnede Seidenfaden som "afskyelige" og "usympatiske". TFS blev betegnet som "et sammenrend af intolerante muslimhadere". Sådan gik det, når "skidt kommer til ære".

Ifølge eksperter bruges vendingen om en person, der har opnået høj social status, men som ikke formår at opføre sig standsmæssigt. Seidenfaden betegnede dig og dine som ”skidt”, fordi I ikke opførte jer standsmæssigt; dvs. som Politiken foreskrev anstændig opførsel. Hvilket igen vil sige at besmykke virkeligheden og bøje sig for barbarerne.

Som sagt har du ikke opnået høj social status i kraft af din frygtløse indsats for det frie ord. Jeg finder den tilsvining, du har været og fortsat er udsat for både forstemmende og dybt uretfærdig. De, der har taget del i den, skammer sig forhåbentlig i dag, hvor vi daglig ser følgerne af deres uforstand. Den hetz, de i årevis førte mod dig, har formentlig også opmuntret Basil Hassan og hans medsammensvorne til at søge dig ombragt. I det gamle Athen belønnede man hædersmænd ved at bespise dem på Rådhuset. I dag uddeler staten livsvarige hædersgaver til bl.a. forfattere, der har ydet en fortjenstfuld indsats. Det er derfor, den utroværdige tidligere KGB-nære Jakob Holdt og det klamme kældermenneske Carsten Jensen er blevet belønnet på denne måde.

Jeg vil gerne til slut anslå nogle optimistiske toner, ligesom din nye bog jo også slutter håbefuldt. Det forekommer mig, at en stigende realisme så småt er ved at indfinde sig både i meningseliten og blandt politikerne. Når Uffe Østergaard nu agiterer for effektiv grænsebeskyttelse mod de indtrængende horder. Når socialdemokraten Dan Jørgensen, Svend Aukens discipel, åbent tilstår, at han og hans parti tog fejl. Når Lars Løkke 31 år efter den fatale lov fra 1983 nu synes at have forstået, at det står slemt til i de muslimsk dominerede territorier. Og når selv de radikale nu mener, at antallet af indvandrere betyder noget – ja, så er der vel håb forude?

Kære Lars – til lykke og tak for din store indsats!

Læserkommentarer på trykkefrihed.dk bliver lagt på uden moderering og først bagefter gennemset. Vi opfordrer læsere til at holde en civiliseret tone og at afstå fra grove personangreb. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der ikke holder sig inden for disse retningslinjer.