Det har været en hård sommer for os muslimer.
Udtalelsen faldt i et debatforum for unge muslimer, hvor jeg af og til kigger med. Man kan roligt sige, at det var i sommeren 2013 at værdikampen for alvor vendte tilbage.
Det var sommeren hvor Ahmed Akkari efter flere års tilløb sprang ud af skabet som kritiker af den politiske islam. Det var sommeren, hvor Ekstra Bladet kørte en dagsorden-sættende kampagne om umærket halalkød i danskernes mad og ikke mindst i skoler og daginstitutioner, hvor ’slutbrugeren’ ingen indflydelse har på om man vil spise det eller ej.
Det var sommeren hvor psykiateren Henrik Day Poulsen gentog psykologen Nicolai Sennels’ tidligere observationer om hvordan islamismen skaber kriminelle.
Det var også sommeren hvor Suzanne Bjerrehus med sine udtalelser om det nødvendige i at holde fast ved den danske kultur, pludselig blev én af sommerens helt store helte blandt danskerne.
Der var mange spillere på banen, alle med det samme budskab: Vi vil ikke islam. Vi vil ikke islamisering. Vi vil Danmark. Vi vil friheden. Vi vil danskheden!
Det var midt i denne befriende dejlige debatsommer, at jeg også selv sprang ind på banen.
Politianmeldte slagterier
Det skete den 5. august med en politianmeldelse mod tre slagterier for ulovlige halalslagtninger. De tre slagterier var Aarhus Slagtehus, Danpo og Rose Poultry.
Baggrunden for politianmeldelsen var den enkle, at slagteribekendtgørelsens §9 kun tillader rituelle slagtninger i det omfang de slagtede dyr helt eller delvist forventes afsat til befolkningsgrupper, der efterspørger disse.
Politianmeldelsen fik de store overskrifter frem i medierne. Der var trods alt tale om en anmeldelse mod de virkelig store drenge i en central dansk eksportbranche – og anmelderen var en konservativ politiker. Ikke just hverdagskost her i landet.
Efter at sagen havde kørt en halv dag i medierne, bøjede Fødevarestyrelsen sig:
Sidst på eftermiddagen indløb der en meddelelse om at chefen for Fødevarestyrelsen samme eftermiddag havde beordret en undersøgelse af samtlige halalslagteriers ordrebøger, med henblik på at undersøge om antallet af halalslagtninger nu også passede med det reelt slagtede.
Det hersker der nemlig stadig stor tvivl om. Det er almindelig kendt at næsten samtlige kyllinger i danske kølediske er halalslagtede, på trods af at de tydeligvis ikke afsættes til et publikum der decideret efterspørger dette.
Og for Aarhus Slagtehus’ vedkommende, havde direktøren tidligere udtalt til medierne at hvis slagtermestrene ikke decideret bestilte ikke-halalslagtet oksekød, ville der være god sandsynlighed for at det lige præcis var hvad man ville komme til at få leveret.
Så der var tydeligvis grundlag for en grundig undersøgelse af hvilken praksis der herskede på slagterierne.
Listen over medie,r der bragte historien om politianmeldelsen, er lang som et ondt år.
Heller ikke alle medier forstod hvad sagen drejede sig om – eksempelvis hørte jeg historier om en lokalavis der lod meddele, at anmeldelsen drejede sig om slagtninger uden bedøvelse.
Det var der naturligvis ikke tale om, og jeg så mig af hensyn til risikoen for sagsanlæg derfor nødsaget til at dementere dette på min blog.
Efter nogen overvejelse besluttede jeg mig for at betragte Fødevarestyrelsens forestående undersøgelse som en sejr, og meddelte derfor Østjyllands Politi, at jeg trak min anmeldelse tilbage.
Nu måtte sagen køre den slagne gang i systemet
I slutningen af samme uge skete der så det, at Hendes Majestæts statsminister fandt det belejligt at møblere om på regeringen. Ved denne lejlighed fik landet en ny fødevareminister, der kort efter erklærede sig som tilhænger af at mærke halalslagtet kød, og som i øvrigt ønsker muligheden for at halalslagte uden bedøvelse for afskaffet. Også landets statsminister udtalte sig i sagen:
Selvfølgelig skal der serveres frikadeller i børnehaverne og selvfølgelig bør halalkød mærkes.
Den weekend gik der en konservativ byrådskandidat rundt herovre i Aarhus, der havde lidt svært ved at få armene ned.
Sidenhen blev der fulgt op på sagen med en række spørgsmål til Aarhus Kommunes rådmand for Sundhed og Omsorg, SF’eren Dorthe Laustsen om hvorvidt der var halalkød i maden til de ældre, herunder på plejehjemmene og i den mad der bringes ud i hjemmene.
Svaret kom rimelig hurtigt, og det var tydeligt at rådmanden havde undersøgt sagen til bunds. Der var ikke noget at komme efter:
Ældreplejen efterspørger ikke halalkød, og producenterne anvender det ikke. Det var jo rart at vide.
For mit vedkommende er det ikke slut med at have fokus på halal-problematikken i valgkampen. Dels kommer der et lokalt udspil om en uges tid, dels har jeg igangsat en undersøgelse af pengestrømmene for halal-certifikaterne.
Det er nemlig sådan at en forudsætning for at en sending kød kan godkendes som halal, er at slagteriet betaler en afgift til diverse islamiske organisationer – og flere af disse har et ry for ikke nødvendigvis at have rent mel i posen.
Det er jeg i øjeblikket i færd med at undersøge nærmere.
Danske eller islamiske normer
Det er vigtigt at huske på, at slaget om halalkødet i vores mad handler om meget mere end religiøst ofret kød eller ikke.
Det handler også om hvilke normer der skal definere vores hverdag. Skal danskernes hverdag defineres ud fra islamiske normer eller danske?
Dette er i virkeligheden problematikken i en nøddeskal.
Den dag det bliver betragtet som normalt og naturligt at al det kød vi spiser er halal-slagtet, er danskerne kommet et vigtigt skridt nærmere henimod en tilstand, hvor det islamiske betragtes som normalt og det danske som abnormt.
Det er den krig vi udkæmper, det er derfor frikadellekrigen er ét af de rigtig vigtige slag i den danske værdikamp.
