"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Politisk korrekthed forklædt som ekspertise

12. oktober 2012 - Artikel - af Geoffrey Cain

Geoffrey Cain

Hvis man forventer saglige analyser af, hvad der sker i Mellemøsten, bliver man hurtigt skuffet, skriver Geoffrey Cain.

I anledning af 11. september-massakren inviteredes den lærde islamiske teolog Tahir ul-Qadri til København for at fraråde unge muslimer at betræde samme vej som Osama bin Laden.

Mådehold skal der til, og selvom ul-Qadri er tilhænger af stening og dødsstraf for frafald og blasfemi, trækker han en klar grænse ved massemord på sagesløse. Han er moderat. 
 
Mere om ul-Qadri kan man finde på Kim Møllers excellente blog Uriasposten, hvor han også undersøger fænomenet islam-professoren Jørgen Schøler Nielsen, der deler mange af ul-Qadris synspunkter.

Ifølge begge er demokrati og sharia blot to sider af samme sag, og eftersom Schøler Nielsen er ekspert på området, må han vide, hvad han taler om.
 
Islamisternes forår 
 
Men en lille mistanke melder sig alligevel, fordi han og hans ekspertkolleger så ofte har taget fejl. Det faktum, at det med jubel hilste "arabiske forår" nu er godt på vej til at blive "islamisternes forår", havde ingen af vore hjemlige mellemøsteneksperter set komme. 

Naser Khader, Pernille Bramming, prof. dr. phil. Jacob Skovgård-Petersen, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen, Anders Jerichow og utallige andre har alle troet på, at der for enden af den blodbestænkte tunnel lå en fager ny verden med demokrati og overholdelse af menneskerettigheder.

Syrien-apologeterne

Alle har taget taget fejl – endda meget fejl – og deres mildt sagt mangelfulde dækning af, hvad der sker i Mellemøsten er blevet bemærket af journalisten Klaus Wivel.

I Weekendavisen 13. 5. 2011 gik han i rette med en særlig underafdeling af misinformanter som han kaldte Syrien-apologeter.

Første mand under behandling var ex-ambassadør og islam-konvertit Ole Wøhlers, der om Syrien siger følgende: 
 
»Jeg har ikke levet i noget samfund, der i den grad har været præget af gensidig religiøs respekt og tolerance.« Den næste til at få en tur i den kritiske vridemaskine var tidligere direktør for Det Danske Institut i Damaskus, professor Jørgen Bæk Simonsen. 
 
Syrerne er mere høflige, end vi er, skrev Bæk Simonsen, da ”foråret” brød frem, og vi kan lære meget af den arabiske omgangstone. 
 
»Der er markante forskelle fra debatten i Europa over for andre steder i verden. Går man for eksempel til Mellemøsten, har man en århundrede lang tradition for at være meget forskellige. Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske.«
 
Helvedet kom ikke af ingenting

Denne semantisk set ikke så lidt særprægede sætning er naturligvis skrevet, før helvedet brød ud for alvor i Syrien.

Men helvedet kom ikke af ingenting, og lige under den pæne omgangstone må der have ligget andre ting, som Wøhlers og Bæk Simonsen i det mindste må have anet.

Så hvordan kan de rapportere tilbage til Danmark med et budskab om, at de befinder sig i paradisets have? De er begge udsendt af den danske stat og har en pligt til at bruge deres øjne og derefter at tale sandt. I begge henseender har de svigtet. Klaus Wivel havde følgende kommentar:
 
"Statens udsendinge skal naturligvis forstå at udtale sig diskret, hvis de vil have adgang til de højeste kredse. 

Men Wøhlers og Bæk er i årevis gået adskillige alen længere end det. De har, om ikke fortiet, så underspillet den undertrykkelse, som finder sted."

Den første danske Syrien-apologet

Men de er ikke de eneste syndere, skrev Wivel. De følger bare en veltrådt sti. Bæk Simonsens forgænger – stifteren og første direktør for Det Danske Institut i Damaskus, Peder Mortensen – havde præcis samme tilgang til Mellemøsten: Vi i Vesten er onde. Arabere er gode. 
 
En anden ekspert, der mærker snerten af Wivels svøbe over ryggen, er den meget præmierede professer Jacob Skovgaard-Petersen, der skrev en glødende panegyrik om Egyptens universitet Al Azhar.

Det er et ganske vidunderligt sted, kunne man forstå, og det faktum at jøder og kristne ikke må komme ind, fandt Skovgaard-Petersen ikke nogen grund til at indvie læserne i. Det hørte åbenbart til småtingsafdelingen. 
 
Herbert Pundik

Til Wivels eksempler burde tilføjes et anden og endnu mere kendt eksempel på en ekspert i misinformation, nemlig Herbert Pundik, der trods konstante fejlbedømmelser, stadig anses for at være klog. 
 
Hans erindringer med den kokette titel ”Natpost til Sussi” blev anmeldt af Bent Blüdnikow i Berlingske Tidende, hvor de fik følgende ord med på vejen.

"Forbitrelsen lyser ud af Pundiks gennemgang (...) han frakender sine modstandere ethvert anstændigt motiv og enhver rationel forståelse. Det klæder ikke bogen." 
 
Ja. Og i JP var Flemming Rose ganske enig.
 
"Herbert Pundiks klummer er interessante, bevares, men for det første har han taget fejl i de fleste af tidens væsentligste debatter.” Nemlig. Og nogle af disse fejl har været graverende. 
 
Oslo-aftalerne var en fælde

Allerværst var hans naivitet mht. Oslo-aftalerne i 1993, som han via sønnen Ron direkte var indblandet i.

Det var en fælde.

Året efter, 10. maj 1994, holdt Arafat en tale i Johannesburg, hvor han afslørede, at fredsaftalen med Israel svarede til Muhameds aftale med byen Mekka.

En aftale, som profeten brød, da tiden var inde. Det var en fupaftale. Det afslørede Pundik selv i en bemærkelsesværdig artikel i Politiken med overskriften "Historien om Faisal al-Husseini". 
 
Denne al-Husseini var ikke hvem som helst. Han var den israelske venstrefløjs darling. Han talte – ligesom Pundik – om fred og forsoning, og det var Israel (naturligvis!), der skulle blotte sig først.

Men da denne store moderate palæstinenser pludselig døde, kom der artige ting frem.

Kort før sin afgang fra denne verden havde al-Husseini nemlig betroet en egyptisk journalist, at “Osloaftalen, som Arafat traf med den daværende israelske ministerpræsident, Ytzak Rabin, var en trojansk hest, hvis formål var at bryde gennem de israelske forsvarsværker – et skridt mod det strategiske mål, Israels fald." (Pundik i Politiken 5 august 2001).

Så nu skulle man tro, at Pundik havde set lyset. Men nej. Han fortsatte med at tale om ”Arafats forsoningspolitik”, og den samme manglende lyst til at se kendsgerningerne i øjnene ser man nu i Pundiks på overfladen fornuftige advarsel mod en konfrontation med Iran i Politiken 19. maj 2012.

Her skriver han, at man først skal prøve med det gode, og – hvis ikke det virker – "bliver krigen igen en mulighed". 
 
Oversat til virkeligheden betyder det, at man skal vente med at bruge magt, indtil Iran har fået sin atombombe. Dvs. man skal vente, indtil det er for sent – og så skal man slå til! Sådan skriver Politikens ”Mister Israel”. 

Man skulle næsten tro, det var Mister Bean, og hans bedømmelse af den nye autokrat i Egypten, Muhammed Mursi, er lige så hjerteskærende naiv.

”Mursi er det bedste alternativ,” skriver Pundik. Javel, hvad er så det værste, har man lyst til spørge. Men Pundik, der svæver over vandene, er ikke én man får et fornuftigt svar fra. Kun ophøjet nonsens.

Så summa summarum:

Ønsker man at blive klogere på Mellemøsten, er det ikke Ole Wøhlers, Jørgen Bæk Simonsen, Jacob Skovgård-Petersen og Herbert Pundik, man skal læse. Dem bliver man ikke klogere af. Snarere tværtimod. 
 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg