Hartvig Frisch: Pest over Europa: Bolschevisme – Fascisme – Nazisme, 1933

Den nye regerings (1) første skridt var opløsningen af rigsdagen. Dagen efter fulgte en programerklæring, der kaldte til samling af "alle moralske og fædrelandssindede kræfter" og til åbenlys bekæmpelse af det parlamentariske demokrati. Den første sociale foranstaltning af denne fædrelandske regering fulgte den 14. juni med en forordning om nedsættelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen og af krigspensionerne samt en forhøjelse af beskæftigelsesskatten. Dagen efter kom en bekendtgørelse om ophævelse af uniformsforbudet, hvorefter der atter var fri bane for Hitlers brune armé. Og den 29. juni kom der en ny nødforordning om uniformsspørgsmålet, hvorved tilmed enkeltstaternes ret til at forbyde demonstrationer begrænsedes.

Hartvig Frisch (1893-1950,
historiker og socialdemokratisk
politiker. Under en studierejse til
Italien 1920-21 oplevede han på
første hånd den gryende fascisme

Disse bestemmelser sigtede i særlig grad til Preussen, hvor ministeriet Braun (2) fortsatte som forretningsministerium, efter at det ved det preussiske valg havde mistet sit flertal, uden at noget nyt flertal kunne dannes. Denne regering i Preussen var nu efter Hindenburgs åbenlyse tilslutning til junkerne (3) den sidste skanse for demokratiet i Tyskland. Til at nedbryde den havde herrerne Papen og Schleicher (4) nok brug for nazisternes terror i gaderne, fordi den dannede det virkningsfulde påskud for et indgreb, Man regnede således i kabinettet med at kunne holde marxister og nazister i skak ved at spille dem ud mod hinanden. Samtidig søgte man et godt valggrundlag for det rigsdagsvalg, der var udskrevet til den 31. juli [1932, red.], og til det brug søgte man ad to veje at tage brødet ud af munden på nazisterne.

Dels optrådte von Papen i Lausanne som frelsende engel, der fik reduceret reparationerne (5) til en affindelsessum på 3 milliarder. Denne triumf, som Frankrig og England altså ikke havde undt nogen demokratisk tysk regering, blev til von Papens overraskelse modtaget med raseri af nazisterne, som senere i deres valgkamp lavede orgier på disse tre milliarder.

Dels planlagde Schleicher og von Papen det afgørende stød mod Preussens uafhængighed og mod dette lands socialdemokrati. Den 17. juli havde der været blodige sammenstød mellem nazister og kommunister i Altona, fremkaldt ved, at nazisterne gennemførte en udæskende demonstration i et af de fattigste arbejderkvarterer. Under påskud af, at den preussiske regering ikke kunne opretholde ro og orden (man må her huske på, at det var Papens regering, der selv havde gennemtrumfet ophævelsen af uniformsforbudet og af demonstrationsforbudet i enkeltstaterne), indsatte Hindenburg ved en nødforordning rigskansler von Papen til rigskommissær i Preussen med overborgmester Bracht (6) som stedfortræder.

Det var den 20. juli 1932. Tidligt om formiddagen tilkaldte von Papen de tre preussiske ministre, socialdemokraten Severing (7), katoliken Hirtsiefer og demokraten Klepper, til en konference, hvor han klarlagde for dem, at de måtte betragte sig som afskedigede. De tre ministre protesterede, og Severing erklærede, at det var et retsbrud, og at man kun ville vige for magt. – Ti minutter efter at de tre ministre havde forladt rigskancelliet, var Preussen erklæret i belejringstilstand.

Alt afhang nu af, hvad Carl Severing ville gøre. Ville han kalde berlinerne til kamp for deres frihed? Ville han gøre brug af sin forbindelse med fagforeningerne til at erklære en generalstrejke, som ville blive signalet til borgerkrig? Ville han i en sådan styrkeprøve kommandere 10 000 schupoer (8) frem mod rigsværnet? (9) Intet menneske kan sige, hvad en sådan kamp havde ført til, af den simple grund, at Severing ud over sin trusel overhovedet intet foretog sig. Han vendte tilbage til det preussiske indenrigsministerium i Unter den Linden og sad der og ventede.

Kl. 12 om formiddagen mødte rigsværnskaptajn Hauffe fulgt af to menige i det preussiske statsministerium, hvor Braun residerede. Ministerpræsidenten var syg, og skønt han samme dag var kommet til Berlin, havde hans venner formået ham til at blive borte fra ministeriet og undgå en åben konflikt. Rigsværnskaptajnen havde således let ved at erklære det preussiske statsministerium for lukket.

Kl. 5 om eftermiddagen mødte en anden rigsværnskaptajn ved navn Grase op på politiets hovedstation på Alexanderplatz. Han var fulgt af 15 mand med bælterne fulde af håndgranater. Her blev Grzesinsky, Weiss og Heimannsberg (10), der alle nægtede at efterkomme ordren, arresteret i nærværelse af deres egne undergivne schupoer. Omtrent samtidig var den nyudnævnte vicekommissær Bracht kørt op foran indenrigsministeriet for at afløse Severing. Det førte i første omgang ikke til noget, da Severing plat nægtede at gå, og Bracht var kommet i egen person ganske alene.

Men kl. 8 om aftenen vendte Bracht tilbage, dennegang ledsaget af den politichef, der skulle afløse Grzesinsky, og af en politiofficer. Disse herrer gik over til konkrete trusler, som bestemte Severing til at gå fra sit kontor over i sin privatbolig i samme bygning. Hermed havde han faktisk overgivet det preussiske indenrigsministerium til kup-mændene. I de følgende dage blev samtlige højere embedsmænd, der var demokrater og republikanere, afskediget fra deres embeder og erstattede med erklærede modstandere af Weimar-forfatningen. Socialdemokraterne havde uden nogen kamp overgivet den eneste skanse, der var tilbage for demokratiet, og det skønt det var deres modstandere, der havde brudt lov og ret.

Til undskyldning herfor anfører de tyske socialdemokrater forskelligt. Generalstrejken havde ikke kunnet virke, siger de, fordi arbejderne ikke mere stod enigt om fagforeningerne. Hertil må dog bemærkes, at uenigheden jo netop for en stor del skyldtes modstand mod ledelsens passivitet. En generalstrejkeaktion ville derfor næppe i selve starten være strandet på uenighed.

Det andet argument, man hører, er dette: En væbnet modstand ville have ført til blodig borgerkrig, i hvilken socialdemokratiet var blevet udslettet: "Wir wären erledigt" (11), siger de ledende socialdemokrater. Hertil må bemærkes, at nu er de jo "erledigt". Ved at undgå styrkeprøven opnåede man blot at udslette sig selv på en måde, der kompromitterede selve arbejderbevægelsen.

Pest over Europa udkom i 1933,
på et tidspunkt hvor den social-
demokratiske agitation mod
nazismen og fascismen var på sit
højeste. Under indtryk af Hitler-
Tysklands voksende trusler mod
Danmark indstillede Social-
demokratiet den antinazistiske
kritik. Da Social-Demokratens
tegner Hans Bendix i 1933 startede
udgivelsen af det antifascistiske
kulturtidsskrift Aandehullet,
fik han et ultimatum af
statsminister Stauning: Hvis han
fortsat ønskede at arbejde for
Social-Demokraten, måtte han
straks indstille udgivelsen af
Aandehulldet, som derefter
lukkede. Det nåede at udkomme
med tre numre

Et argument, der også høres, og som var det første, der blev fremsat i dagene efter kuppet, lyder således: "Vi afventer valget den 31. juli". Når man betænker, at rigsregeringen var en mindretalsregering, at præsidenten, som havde aflagt ed på at overholde forfatningen, ikke var veget tilbage fra at begå statskup mod Preussen, så må det betegnes som den højeste grad af naivitet at krybe i ly bag en forfatning, der allerede var brudt.

Det tyske socialdemokrati udleverede sig selv til sine fjender den 20. juli 1932. Det havde været en ældgammel taktisk regel i det tyske parti, at man ikke skulle lade modstanderne bestemme, når eller hvor man skulle tage kampen op. Dette kan naturligvis i enkelte situationer være god krigsførelse: at undlade at tage et slag, hvor modstanderne byder det; men det er meget sjældent og forudsætter, at man har ganske særlige overraskelser i baghånden. Som hovedregel gælder det netop, at man må tage slaget, hvor modstanderne byder det. At opsætte kampen, når modstanderne går i aktion, er ikke mere taktik, men ren selvopgivelse.

Kilde:

Hartvig Frisch: Pest over Europa: Bolschevisme – Fascisme – Nazisme. Fotografisk optryk af værkets 5. oplag fra 1951. København, Fremad, 1993, s. 281-283.

(1) Det såkaldte "Baronernes kabinet" under den højrekonservative rigskansler Franz von Papen, som Tysklands rigspræsident Paul von Hindenburg kupagtigt havde indsat den 1. juni 1932. Regeringen kunne ikke mønstre noget flertal i rigsdagen og regerede gennem nødforordninger.

(2) Siden 1930 havde Preussen været styret af en socialdemokratisk ledet regering under ministerpræsident Otto Braun. Ved de preussiske landdagsvalg den 24. april 1932 havde socialdemokraterne og de øvrige partier i den såkaldte Weimar-koalition, der ville forsvare Tysklands demokratiske forfatning, mistet deres parlamentariske flertal og regerede indtil den 20. juli samme år som forretningsministerium.

(3) Sådan kaldtes de adelige kredse, der stod bag Franz von Papens rigsregering, og som håbede at kunne benytte Adolf Hitlers nazister til at afskaffe Weimar-demokratiet. For at vinde præsident Hindenburgs støtte havde junkerne foræret ham et gods i Østpreussen.

(4) Kurt von Schleicher, general, fra 1929 chef for den såkaldte Wehrmachtabteilung i rigsforsvarsministeriet, aktiv som reaktionær intrigemager og medansvarlig for indsættelsen af kabinettet von Papen, som han senere var hovedansvarlig for at styrte. Fra den 3. december 1932 til den 28, januar 1933 rigskansler. Søgte forgæves at afværge Hitlers magtovertagelse. Myrdet af Hitler under "De lange knives nat" i juni 1934

(5) Dvs. de kæmpemæssige krigsskadeserstatninger, som Tyskland var blevet pålagt i forbindelse med Versailles-freden efter 1. Verdenskrig.

(6) Franz Bracht, tidl. overborgmester i Essen, i december 1932 udnævnt til rigsindenrigsminister i Kurt von Schleichers regering.

(7) Carl Severing, siden 1930 indenrigsminister i Otto Brauns socialdemokratisk ledede preussiske regering.

(8) Populær betegnelse for medlemmer af Preussens politi, det såkaldte Schutzpolizei.

(9) Rigsværnet (Reichswehr) var betegnelsen på Weimar-Tysklands stående hær på 100.000 mand.

(10) Albert Grzesinsky (staves normalt Grzesinski var (socialdemokratisk) politipræsident i Berlin og tidl. preussisk indenrigsminister; Bernhard Weiss var vicepolitipræsident i Berlin, medlem af Tysklands Demokratiske Parti, DDP, og som jøde lagt for had af nazisterne; Magnus Heimannsberg var kommandant for Berlins ordenspoliti..

(11) "De ville have gjort det af med os".