Hun kalder sig Mimsy. Hendes far stammer fra Syrien, og hans jødiske familie måtte, da faderen var barn, drage i eksil i Libanon. Mimsys mor er britisk. Mimsy bor i London.
Men Mimsy er ikke hendes rigtige navn. Mimsy er i ”det virkelige liv” en ganske velkendt kunstner. Men hun er også kvinden bag det kontroversielle kunstværk ”ISIS i Sylvanien”, der relaterer sig til Sylvanian Families – en populær serie af legetøjsdyr, kaniner, mus, pindsvin med mere.
I Mimsys tableau går pige-dyrene i skole, ligesom alle dyr m/k tager på stranden, de drikker øl på en café, de afholder Gay Pride med mere. Men dyr med Islamisk Stats sorte flag og tunge våben i hænderne har taget opstilling uden for klasseværelsets vinduer – man tænker på Taleban. Ligesom Islamisk Stat dyrene er tilstede på stranden og andre steder; som en påmindelse om, at noget ondt truer. Som indbyggerne i Sylvanien ikke ser. Eller ønsker at se.
Mimsy fortalte mig, at hun kunne tænke sig en dag at fremstille et tableu, hvor dyrene stabler en antiracistisk demonstration på benene. Dyrene bevæger sig op ad en bakke med plakater med slogans. På bakken står Islamisk Stat dyrene klar med maskinpistoler.
”Det er sådan, jeg nogle gange har det med Vestens indstilling over for denne trussel ”, sagde Mimsy, der indvilgede i at tale med mig, da hun var i Danmark tidligere på året. Hvis vi undlod fotografering. Hun er hovedrystende over for det Vesten, der vender det blinde øje til en totalitær trussel, til politisk islam.
Mobil udstilling
Mimsy skulle sidste år have haft sit værk med, da organisationen Passion for Freedoms årlige event og udstilling med spot på kunst og frihed løb af stabelen i det prestigebetonede Mall Galleries i i London. Men det blev aldrig til noget. Politiet forlangte et beløb for den ekstra sikkerhed, de mente var nødvendig, et beløb, som Passion for Freedom ikke kunne betale.
Politiets beslutning er med rette blevet kritiseret. For hvad er meningen med denne form for censur? I stedet viste Passion for Freedom Mimsys kunstværk maj i år på Dalton Square i en container i det østlige London.
http://www.passionforfreedom.co.uk/3973-2/
Mimsys kunstværk er i dag købt af en dansk kunstsamler. Og inden længe kommer der en dokumentar på den britiske tv kanal Channel 4 om Mimsys arbejde.
Lars Vilks
Mimsy er blot en af mange mennesker, som jeg har mødt, hvor spørgsmål om sikkerhed spiller en afgørende rolle, når de skal optræde eller udstille. En helt særlig rolle i Danmark har naturligvis kunsthistorikeren og muhammedtegneren Lars Vilks, der var hovedangrebsmålet for terrorangrebet på Krudttønden i februar 2015. Man kan læse om Vilks i to aktuelle bøger: ”Man forhandler ikke med et maskingevær”, skrevet af Uwe Max Jensen og undertegnede og udgivet af Document juni i år. Derudover har den svenske journalist Niklas Orrenius netop udgivet bogen ”Skotten i Köpenhamn”.
Vilks kan optræde ved offentlige arrangementer, hvad han gør med mellemrum ikke mindst i Danmark. Der er ingen udgift forbundet hermed for de danske arrangører, hvad angår sikkerheden. Men hvor det er muligt for Vilks at sige noget ved offentlige møder, er det blevet meget svært for ham at udstille. Vilks har erklæret, at ”Der er kunstnere, der ikke bliver inviteret til at udstille. Og så er der kunstnere, som jeg, der ikke KAN udstille.”
Vilks og paragrafferne
Vilks har dog igennem en årrække haft mulighed for et par gange at medvirke i gruppeudstillinger i området, senest i 2015. Kunstforeningen indbyder blandt andet kunstnere fra Kullabygdens netværk. Men netværket Kullabygden Kunstneres Netværk har for nylig formaliseret sig og indført en noget ejendommelig paragraf 3, hvoraf det fremgår, at en kunstner, der bedømmes til at udgøre en risiko for foreningens medlemmer kan nægtes medlemskab eller udelukkes”.
Det fremgår af Vilksnet, at også en række kunstnere i nertværket finder paragraffen ejendommelig. Det fremgår også af udtalelser fra ledende figurer i netværket, at paragraffen naturligvis er kommet til på grund af Vilks. Man kan læse mere på Vilks´ hjemmeside: http://www.vilks.net/2016/08/28/2329-risken-i-konsten-del-2/
Vilks selv har valgt at trække sig. Vilks udtaler til Trykkefrihed.dk, at det ”ville være absurd at indgå i et netværk, hvor jeg skal stemme om en paragraf, der angår mig selv”. Han tænker dog stadig, det vil være muligt at udstille i kunstforeningen.
Zineb og Waleeds nye bøger
I Frankrig modtager Charlie Hebdo, der jo fortsatte efter massakren, kontinuerligt trusler. Journalisterne fra satiremagasinet må have livvagter med sig i det offentlige rum. Og Zineb el-Rhazoui, der ofte omtales blot som Zineb og tidligere var tilknyttet magasinet, må endda leve med at være omgivet af livvagter døgnet rundt. Hun var ikke på magasinet, den dag massakren fandt sted. Men tilhængere af Islamisk Stat har efterfølgende udsendt erklæringer om, at man bør dræbe Zineb, der har ”fornærmet profeten”.
Zineb fødte tidligere i år sit første barn. Jeg har spekuleret på, om livvagterne mon var med til fødslen? ”At sætte et barn i verden, var det bedste budskab, hun kunne sende til terroristerne”, siger en bekendt af hende, som jeg talte med i Paris tidligere i år.
Zineb har fortsat sine aktiviteter. Hun har netop udgivet bogen ”Détruire Le Fascisme Islamique (Ødelæg den islamiske fascisme) der er dedikeret til ateister med muslimsk baggrund. Hun fortæller om bogen i et stort og aktuelt interview her, hvor hun blandt andet stiller spørgsmålet: Hvad er en moderat islamist? En, der ikke dræber?:
Tidligere i år udgav Zineb bogen ”13”, 13 beretninger fra mennesker, der oplevede terrorangrebene i Paris den 13. november 2015 på tæt hold.
Waleed uden livvagter
Den frafaldne muslim Waleed al-Husseini med palæstinensisk baggrund har netop gæstet Danmark. Han bor i dag i Paris og er aktuel med bogen ”Allahs fængsel”, udgivet af det lille forlag Pressto. Bogen fortæller blandt andet om, hvordan den 26-årige al-Husseini bliver fængslet og tortureret på Vestbredden, fordi han har skrevet åbent om sin ateisme”.
Men al-Husseini vil ikke have livvagter, fortalte han mig i det interview han gav dagen før han optrådte ved en konference i København med massivt sikkerhedsopbud: ”Der er kvarterer i Paris, jeg undgår. Jeg skal give politiet besked, når jeg optræder ved et offentligt møde. For nylig flyttede jeg, på politiets opfordring, til en ny lejlighed. Men jeg vil ikke bevæge mig rundt med livvagter, og jeg er ikke blevet overfaldet fysisk. Men jeg oplever ind imellem, at folk råber efter mig eller truer mig”.
