1. Du har skrevet på din blog, i posten "Lad latteren bryde løs", at domstolene ofte har afvist at tage sandhedsbeviser i betragtning, og at du derfor ikke mener, man kan klare frisag i en dansk retssal ved at henvise til sådant materiale. Men hvorfor egentlig ikke? Geert Wilders blev i Holland tilladt at føre sandhedsvidner i forbindelse med sin verserende sag – og vi er vel bundet af de samme konventioner i Danmark?
Det er ikke et konventionsspørgsmål, men handler om, hvordan § 266b er konstrueret. Dens indhold handler ikke om urigtigheder, men alene om trusler, hån eller nedværdigende tale. Om disse er sande eller ej, er således uvedkommende for sagens indhold. Der adskiller bestemmelsen sig eksempelvis fra en del af injurielovgivningen. Jeg kender ikke hollandsk ret godt nok til at kunne udrede forskellen, men det er i den nationale ret – ikke konventionerne – den skal findes.
2. Og et tillægsspørgsmål: Skulle det ske, at Wilders bliver frikendt på baggrund af sådanne sandhedsvidner – ville det danske retsvæsen kunne sidde sådan en dom overhørig?
Ja. Hollandsk ret har ikke nogen direkte indvirkning på dansk ret. De eneste internationale domme, der er tradition for at tillægge direkte værdi ved de danske domstole, er menneskerettighedsdomstolens afgørelser.
3. Tillad herefter en juranovice at stille et blåøjet spørgsmål: Dette med at sætte krænkede følelserover sandhed – og dermed indrømme, at kendsgerninger ikke nødvendigvis er relevante i en retssal – er det et fænomen af nyere dato i europæisk lovgivning? Eller er det comme il faut i juraverdenen, og blot chokerende for dem af os, der ikke har indsigt deri?
Det er en ren særegen konstruktion. Vi har jo masser af bestemmelser, der begrænser ytringsfriheden. Men de angår typisk spørgsmål om ægthed. Dog finder vi for eksempel inden for markedsføringsreglerne også begrænsninger, som ikke har med sand/usand at gøre. Eksempelvis er det ulovligt at vise indholdet af en pornofilm i forbindelse med markedsføring på steder, hvor børn kommer – også selvom selve visningen står mål med filmens indhold. Men i reguleringen af den politiske ytringsfrihed, er sandheden som regel omdrejningspunktet. Således er hele den del af injurielovgivningen, som baserer sig på sigtelser (modsat ringeagtsytringer) underlagt, hvorvidt sandhedsbevis kan føres.
4 . Du skriver også på bloggen, at du ikke mener, at vi kan få 266b til at forsvinde fordi vi ikke haret folketingsflertal bag os. Men Jacob Mchangama har til Berlingske sagt, at det er et spørgsmål om vilje at få paragraffen fjernet. Hvad siger du til det?
Det er et samme. På Christiansborg er vilje lig med 90 mandater. Uden dem er der ingen vilje. Vi får ikke VK med på at fjerne den, da det efter EU's rammeafgørelse imod racisme og fremmedhad er et eu-krav at have en bestemmelse af denne karakter. Dog kan man diskutere indholdet af den. Og det er her, jeg har fremsat to konkrete ændringsforslag. Dels bør man skærpe deliktet i stk. 1 ved at kræve, at udtalelser, der skal kunne føres til dom, skal have en sådan karakter, at de skal kunne forstyrre samfundets orden. Dels skal der indføres et stk. 3, som friholder udtalelser, som fremkommer i en politisk debat. Det er en realistisk – og i forhold til internationale forpligtelser mulig – vej at gå.
5. Du opfordrede endvidere i samme blogindlæg Jesper Langballe og Lars Hedegaard til at erklæresig skyldige. På den måde kunne de vise deres foragt for den politisk korrekte elite. Men har du tænkt på, hvad der vil ske efterfølgende? At de derefter risikerer en fængselsstraf, hver gang de ytrer noget, den samme elite – og dermed, formoder jeg, også Statsadvokaten - igen finder problematisk?
Der er altid en risiko ved at være dissident. Det handler om, hvordan vi bedst modarbejder
bestemmelsens og dens tyranniske beskyttere. Ikke om hvordan vi får det smukkeste eftermæle.
6. Og i den forbindelse: Hvad med alle de andre, der også kunne tænke sig at gøre opmærksom på samfundsproblemer med en eller flere grupper – hvad er budskabet til dem, hvis Langballe og Hedegaard erklærer sig skyldige? Er det ikke at give en vanvittig lov legitimitet?
Legitimiteten opstår først, når man tager den alvorligt. At sidde hændervridende og bedyre i lange juridiske tirader, hvorfor det ene udsagn efter det andet ikke var nedværdigende, truende, forhånende eller lignende, er netop at anerkende tosseriets eksistensberettigelse
