Jeg skriver kondolencebreve. Først masser af kladder, siden på de smukkeste kort, jeg kan finde. Jeg har lært at formulere mig, men ingen har lært mig, hvad man skriver til en familie og en kæreste, der har mistet en de elsker, dræbt af en mand, der har sværget troskab til Islamisk Stat.
Jeg har forsøgt at få de to komitemedlemmer, Jaleh og Niels Ivar, der ligesom jeg selv var til stede i Krudttønden ved terrorangrebet, til at hjælpe til. Kondolencebrevene må skrives af de af os, der var i Krudttønden. Jaleh skriver i en mail, at hun ikke forstår, at der skal skrives to kondolencebreve, er det ikke nok med et? Hun fortæller, at hun allerede har skrevet til Finn Nørgaards kæreste på Facebook.
Facebook. Jeg tager mig til hovedet. Men hvad ved jeg. Blandt mine venner er der mennesker, der på de sociale medier poster billeder fra begravelser og af kister, jeg har endda set et billede af en kiste på vej ind i krematoriets ovn.
Jeg forklarer, at Facebook eller ej, Ole, der bestyrer Finn Nørgaard Foreningen, har foreslået, at vi skriver to breve, et til familien og et til Finn Nørgaards kæreste. Jeg hører ikke videre fra Jaleh.
Niels Ivar går i gang med brevet til kæresten. Det er ingen nem opgave. Jeg beder ham give mig besked, hvis ikke han kan. For nu må brevene afsted.
Men der kommer aldrig noget brev og aldrig en meddelelse om, at brevet ikke kommer. Deadline er for længst overskredet, og jeg skriver til Niels Ivar, at jeg tager mig af det. Han svarer ikke.
Jeg spekulerer, ikke for første gang siden terrorangrebet, over hvordan jeg skal fortsætte samarbejdet med disse to mennesker? Det største chok over at befinde sig i en sal, mens en mand, der råber hæst og vredt på arabisk, en mand, der har dækket sit ansigt til og har et automatvåben i sine hænder og skyder ind igennem en glasdør, må have fortaget sig.
Jaleh har i flere interviews beklaget sig massivt over politiets og politikernes indsats. Niels Ivar har, ligesom jeg, talt med mange medier, og har skrevet en i øvrigt rørende øjenvidneskildring til sin egen avis Information og the Guardian om, hvor bange han var. Den ene har været i New York, den anden i Paris. Kan de så ikke hjælpe lidt til?
I et brev, jeg sender rundt til arbejdsgruppen i komiteen, Jaleh, Niels Ivar, Mikael og Uwe, et brev jeg sender rundt langt senere, en dag i juni, forklarer jeg, hvad jeg mener, vi må lave om på i komiteen.
Vi må være solidariske indbyrdes, vi må hjælpe hinanden med at løse opgaverne, Niels Ivar og Jaleh kan ikke en anden gang trække sig ud af det hele. Mere vigtigt, vi kan ikke som komite bare tænke på os selv. Jeg kan for eksempel ikke forstå, skriver jeg, at hverken Jaleh eller Niels Ivar på noget tidspunkt har spurgt til de sårede mennesker fra PET? Vi har samarbejdet med PET igennem to år på det tidspunkt. Der er også to sårede politifolk.
Jeg får en vred tilbagemelding fra Jaleh. Niels Ivar svarer aldrig. Senere på måneden forlader de komiteen, fordi jeg ikke vil indfri et krav om at der partout skal flere ind i komiteen, der ligesom dem selv tilhører venstrefløjen.
Afgangen sker ikke på nogen behagelig måde. Men jeg er lettet. Jeg er ligeglad med, om folk stemmer til højre eller venstre, bare det er mennesker, der er villige til at skrive dusinvis af kondolencebreve og slet ikke kan lade være med at spørge til de mænd, der vogter vores møder med deres liv.
Især indstillingen over for PET slår mig ud. Jeg ved, det ikke er ond vilje, men hvad er det så? Og hvad hvis det sker igen? Det slår mig, at jeg ikke udelukker den mulighed.
I august spiser jeg middag med Uwe. Vi er gået på en græsk restaurant i Aalborgs centrum. På Uwes t-shirt er et billede af lady Gaga, og han medbringer som altid en plasticpose i stedet for taske. Han siger, at det nu nok er angst, der gør, at Jaleh og Niels Ivar har opført sig så mærkeligt.
Da jeg spørger ham, om vi ikke skal rette en tak til livvagter og politifolk i forordet til den bog, vi er gået i gang med at skrive om Lars Vilks, siger han bare ”ja”. Som om det var nødvendigt at spørge. I tiden efter terrorangrebet, har Uwe, der er kendt for at kaste sig ud i hidsige debatter på de sociale medier, for at provokere og lave sære happenings, sin finest hour. Han begynder endda at producere redigerede opslag på Facebook.
Det siges, at man ikke kender sin familie, før man har arvet sammen med dem. Jeg siger: Man kender ikke sin komite og dens medlemmer, før man har oplevet et terrorangreb sammen med dem.
De frygtsomme, de feje og den klarsynede
En forfatter skriver til mig. Det er knap to måneder efter terrorangrebet. Jeg kender hende lidt. Hun har været en ivrig stemme i debatten om retten til at ytre sig frit. Men siden massakren på Charlie Hebdo har hun forholdt sig tavs. Nu skriver hun til gengæld en ordrig mail, der handler om, at hun søger min hjælp til at finde mennesker, der ligesom hun selv ikke længere tør ytre sig i debatten. Hun tænker, at man kunne gå sammen om at gøre det anonymt.
Kender jeg nogle sådanne, vil jeg spørge i mit netværk? Det hele er så selvoptaget, at jeg bliver irriteret.
Der er blot gået to måneder siden terrorangrebet. Jeg har en dødstruet tegner siddende i Sverige, som det utvivlsomt vil blive sværere at promovere i fremtiden. Jeg er selv, trods det faktum at jeg sad i Krudttønden, fortsat med at sige noget i debatten og med at drive støttekomiteen for Lars Vilks. Det er ikke kun nemt. Kahun ikke finde et andet menneske at ulejlige med det her? Jeg svarer høfligt, men kort at jeg ikke kender sådanne mennesker. Jeg fornemmer, at indholdet i min mail ikke passer hende. Det glæder mig. Jeg er i mit primitive hjørne.
Én ting er vores ufrugtbare kommunikation. Og måske har den pågældende blot brug for en pause, det kan være forståeligt nok. Langt alvorligere er det beklagelige faktum, at denne forfatter ikke står alene. Siden Charlie Hebdo, siden Krudttønden er den offentlige debat blevet befolket af hviskende, frygtsomme figurer. De forstår sig selv som intellektuelle. Men de taler ikke frit.
Kort efter at Niels Ivar forlader Lars Vilks Komiteen, lancerer han således et nyt satiremagasin. Det får navnet SPOT. Intet er bladet helligt, forstår man på Niels Ivars udtalelser i det offentlige rum. Han nævner Charlie Hebdo som væsentlig inspirationskilde.
Ja, han sammenligner nærmest sit nye magasin med det franske. Men samtidig gør han klart, at magasinet ikke vil bringe tegninger af Muhammed, sådanne tegninger er nemlig ”kapret af en konfrontationsideologi”.
Jeg tænker, at Niels Ivar ligeså godt kunne spytte på de døde, franske tegneres grave. ”Hellere dø stående end leve på knæ”, skal Charb have sagt. Frygt er en ærlig ting. At ville puste sig op ved at sammenligne sig selv med Charlie Hebdo, når ikke man tør tegne muhammedtegninger, hvad der fik så mange af magasinets medarbejdere dræbt, er det ikke.
Senere læser jeg i magasinet en kronik af forfatteren Jens-Martin Eriksen, der ligesom Niels Ivar, Jaleh og en række andre er en del af netværket Fri Debat.
Jens Martin Eriksen skriver, at ”Islamisk religionssatire bør stå direkte til diskussion, men lad os for Guds skyld blive skånet for endnu en i rækken af bevidstløse replika med en muhammedtegning, som ikke engang er morsom, og som kun tjener til at udløse endnu et forudsigeligt voldsangreb.”
Og han fortsætter: ”Som om dette grusomhedens teater på pædagogisk vis skal få os til at forstå, at grundloven og konstitutioner alle steder er kidnappet af islamiske blasfemilove. Men det behøver vi ikke flere døde tegnere for at forstå. Det har vi lært fra Paris og København.”
En uge senere klikker jeg ind på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside. Katrine Winkel Holm summerer sagen op i en klumme: ”Eriksen vil skånes for, at andre er modige nok til at gøre det, SPOT ikke tør gøre. Muhammedtegninger skal nemlig helst være sjove, hvis de de skal bringes. Ellers er de ikke det værd, for ”de tjener til at udløse endnu et forudsigeligt voldsangreb.” Og Winkel Holm slutter: Hvad er det SPOT har lært af Paris og København? At man med god grund kan hakke på dem, der i modsætning til SPOT, IKKE bøjer sig for voldsmandens veto?” Jeg tænker: Hurra for en klarsynet Katrine.
Køb Gud og profeten tilgiver ikke her
