"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Statsadvokat: Opfordring til angreb på jøder var en del af en prædiken, der omhandlede tværreligiøs dialog

11. februar 2016 - Artikel - af Uwe Max Jensen

Foto: O. Kissuth, Wikimedia Commons.

Statsadvokat Lise-Lotte Nilas standser efterforskning mod imam, der prædikede for terroristen Omar El-Hussein. 

Dagen før 22-årige Omar El-Husseins terrorangreb mod Lars Vilks Komiteens møde i Krudttønden og den jødiske synagoge i Krystalgade i København, opfordrede imam Nihad Said El-Sayed (i BT's artikel om sagen omtalt som Hajj Saaed, red.) i en prædiken tilhørerne til at gå i direkte krig mod jøder.

Nihad Said El-Sayeds prædiken fandt sted over middag fredag 13. februar 2015 i moskeen Masjid Al-Faruq på Heimdalsgade på Nørrebro - omkring hundrede meter fra Mjølnerparken, som Omar El-Hussein søgte tilflugt i mellem attentaterne på Krudttønden og synagogen. 

På en video, menigheden bag moskeen lagde på Facebook, opfordrede imam Nihad Said El-Sayed på arabisk sine tilhørere til at følge profeten Muhammeds eksempel og føre krig mod jøderne.

"Vores Profet havde jødiske naboer i Al Medina. Ønskede han tættere relationer, harmoni og dialog, sådan som FN og dem, der ønsker at forene sandhed og løgn? Eller prædikede han, at de skulle betro sig til Allah? Når de krænker deres løfte og ikke accepterer hans kald, så ved du, hvad han gjorde ved dem. Det står i hans Sira (Muhammeds bog, red.), at han skal i krig med jøderne," lød det fra Nihad Said El-Sayed i talen til menigheden (BT's oversættelse fra arabisk, red.).

Imamen understregede desuden, at de, der foretrækker menneskeskabte love frem for Allahs lov, skal betragtes som dyr:

"De bliver ført i en afgrund af afsavn og korruption, der fører dem fra at være humane til niveau med dyr."

20. februar 2015 indgav en sjællandsk mand en politianmeldelse mod imam Nihad Said El-Sayed i anledning af udtalelserne i moskéen 13. februar 2015. Manden begrundede sin anmeldelse med, at efter hans klare overbevisning så er både en opfordring til angreb på jøder og en udtalelse om, at alle ikke-muslimer skal betragtes som dyr, en klar overtrædelse af straffelovens § 266b - kendt som racismeparagraffen. 

Den sjællandske mand har nu fået svar fra Statsadvokaten i København, der meddeler, at "efterforskningen bliver standset", 

Statsadvokat Lise-Lotte Nilas skriver i et brev til manden: 

"Begrundelsen for min afgørelse er, at selv hvis efterforskningen fortsætter, vil det efter min vurdering ikke føre til, at imam Nihan Said El-Sayed (andre steder i Nilas' brev omtalt som Nihad, red.) vil kunne sigtes i sagen. 

Jeg har især lagt vægt på, at Nihad Said El-Sayeds udtalelser var en del af en prædiken, der omhandlede tvær-religiøs dialog. Det er min vurdering, at udtalelserne vedrørende krig mod jøder må forstås i denne sammenhæng og som en historisk reference til, hvordan profeten Muhammed reagerede i en bestemt historisk situation. Det kan således ikke lægges til grund, at der var tale om en direkte opfordring til angreb på jøder." 

Lise-Lotte Nilas slutter sit brev:

"Jeg finder dermed ikke, at der foreligger det fornødne bevis til, at imamen i en straffesag vil blive fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266b. Jeg finder endvidere ikke, at yderligere efterforskning vil kunne tilvejebringe sådanne beviser, at de vil kunne føre til en sigtelse." 

Prædiken arrangeret af Hizb ut-Tahrir

Ifølge BT var imamens prædiken i moskéen i Heimdalsgade arrangeret af Hizb ut-Tahrir Skandinavien. Hizb ut-Tahrir har også stået bag flere andre arrangementer i moskéen.

Til BT sagde daværende folketingskandidat og nuværende medlem af folketinget for Det Konservative Folkeparti - Naser Khader - i februar 2015: 

"Jeg kender den imam som en stor ’upcoming star’ indenfor det ekstreme miljø. Han er en stjerne hos Hizb ut-Tharir og prædiker meget hadfuldt mod Vesten og især jøder." 

"Det er sådan et had, som kan vække følelserne til at begå en handling som Omar El-Hussein har begået."


Manden, der anmeldte imam Nihad Said El-Sayed for at overtræde racismeparagraffen, har ønsket at være anonym. Men Trykkefrihed kender hans identitet. 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg