"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Sprogsvindel, løftebrud og befolkningsudskiftning

10. januar 2016 - Artikel Artikel - af Torben Snarup Hansen

Foto: Asger Bonnevie

Indvandringsekstremismen bedste våben er svindel med sproget og et Venstre, der begår løftebrud og lancerer en ny "tyskerkurs", skriver Torben Hansen.

Foreningen “Refugees Welcome”, den statsfinansierede Flygtninghjælp og lignende initiativer ønsker at åbne alle døre på vid gab for islamisk folkevandring. Disse Gutmenschen er ganske vist kommet i mindretal blandt vælgerne.

En meningsmåling viste fornylig, at 65 procent af danskerne betragter tilstrømningen af illegale albanere, afghanere, arabere og afrikanere som det største problem. Men der resterer altså stadig 35 procent, som prioriterer anderledes. En humanitaristisk ideologi, der kun bygger på følelser, florerer i denne gruppe af adspurgte.

Dertil kommer, at debatten - eller rettere udvekslingen af beskyldninger - om de illegale indvandrere forkludres af sproglige svindelnumre. Her skal nogle ordmanipulationer omtales.

Sprogsvindel

Sprogsvindel nr. 1: Hvem er flygtning? De illegale immigranter, der kommer til Danmark, kaldes “flygtninge”. Men da de allerfleste af dem er rejst gennem Tyskland og andre sikre stater, er de ikke flygtninge i henhold til FN’s og EU’s definition. Desuden tyder flere opgørelser på, at mindre end 20 procent af dem kommer fra Syrien. I øvrigt har mange i denne gruppe haft længere ophold i Tyrkiet, før de ankom til Europa.

Sprogsvindel nr. 2: Er EU Europa ? Tilhængerne af Den Europæiske Union kalder deres idol eller kultgenstand “Europa”. Men det er falsk varebetegnelse på flere måder. Eurokraterne har forlængst dømt nationalstaterne ude. Begrundelsen er, at national identitet og loyalitet skulle føre til krig. Men det er opspind og forvrøvlet digtning. Dokumentationen af det 20. århundredes verdenskrige viser tydeligt, at disse katastrofer skyldtes en kombination af overdreven imperialisme og absurd klasse- og racehad. Desuden er ikke alle europæiske stater medlemmer af den “union”, der ifølge Rom-traktaten fra 1957 skal gøres “stadig snævrere”.

EU ligner nu et fallitbo på grund af dyb uenighed mellem en række medlemslande og toppen af det overstatslige bureaukrati i Bruxelles. Eurokratiet er tværtimod Europas fjende - en vanskabning, der hverken er en forbundsstat eller et statsforbund, men et lukrativt tilholdssted for afdankede politikere og karrieremagere, der ikke er folkevalgte og ikke står til regnskab overfor vælgerne.

Sprogsvindel nr. 3: Er EU “samarbejde”? Propagandaen for de fordele, EU påståes at repræsentere, fremhæver bestandigt plusordet “samarbejde”. Men forordninger og dekreter fra eurokratiet er simpel befaling fra en overstatslig myndighed - og netop ikke samarbejde. I EU’s egen jargon hører mellemstatslig aktivitet nemlig hjemme i en anden “søjle”.

Resultatet af den seneste folkeafstemning om det danske retsforbehold viser, at et flertal af befolkningen ikke ønsker mere suverænitetsafgivelse.

Ja-sidens argument om politiets indsats mod børneporno er faktisk en boomerang, fordi der netop her var et samarbejde mellem stater. Hvorfor skal det erstattes af overstatslig styring? Kan professor Marlene Wind eller eks-politiker Uffe Ellemann-Jensen levere en forklaring?

Sprogsvindel nr. 4: Hvad er humanisme? Både tilhængere og modstandere af de åbne grænser og velkomst-aktionerne misbruger betegnelsen “humanisme”. Årsagen er et kulturelt forfald, der har sendt ordet i glemmebogen. Humanismen var et forskningsparadigme, som i Europas senmiddelalder blev genopfrisket fra græsk erkendelseslære. Da overskred de nyoprettede universiteter gudstroen - “divinitas” - og tilstræbte i stedet viden om guddommeligt fastlagte lovmæssigheder i naturen og samfundet. Menneskelige anliggender - “humanitas” - kom nu i centrum. En helt ny kvalitet kom ind i verden, fordi kritisk tænkning slog rod i det, der blev til Vestens civilisation.

Humanitær indsats var og er almisser, nødhjælp og anden godgørenhed, som i sagens natur er uden forbindelse til forskning og undervisning.

Ideologiserende journalister har et stort medansvar for sprogforbistringen, men en borgerlig politisk høflighedskultur spiller også en negativ rolle. Det drejer sig om sædvane og synet på “god stil” i Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Her begår medlemsbasis en undladelsessynd ved at tie, hvor der burde reflekteres, kritiseres og diskuteres. Tåbeligheder og slyngelstreger får derfor lov til at passere, mens presserende problemer “fejes ind under gulvtæppet”. Her skal kun ét eksempel omtales - udlændingeloven fra 1983. Men V og K har mange andre stygge sager på samvittigheden.

Løftebrud

Resultatet er bl.a. løftebrud. Ved folketingsvalget i 2015 lovede Lars Løkke Rasmussen at standse illegale tilvandrere fra ikke-vestlige lande. Men hvordan skulle det lade sig gøre, når et andet løftebrud gennem ti år har medført netop en sådan tilstrømning fra Afrika og den arabiske verden? Hvordan kan den nuværende statsminister finde på at afgive sit løfte, mens en islamisk folkevandring er i fuld gang over Middelhavet? Ved du, hvor du har Venstre?

Den første forklaring på dette svigt er, at regeringspartiet nærer en næsten religiøs tillid til eurokratiet. Er Venstres topfolk blinde og døve eller bare ligeglade? Eller er de bange? Da Schengen-ordningen blev indført, lovede EU at bevogte de ydre grænser, mens nationalstaterne skulle ophæve de indre. Det sidste blev gennemført, men ikke det første. Hvorfor kom Lars Løkke ikke for længe siden med en kritik af EU-kommissionens smøl, så en fornuftig dansk politik kunne tilrettelægges? Siden 2005 har EU forsømt de ydre grænser - med det regerende Folkeparti i Spanien som eneste undtagelse. Illegal immigration er næsten standset her, men aldeles ikke på initiativ fra EU’s side. Senest har også et par østeuropæiske stater fulgt det spanske eksempel - trods fordømmelse fra eurokratiet.

Har EU-landenes øvrige borgerlige politikere glemt pligten til at udvise rettidig omhu? Hvorfor greb de ikke ind i 2014, da den italienske flåde tilskyndet af EU organiserede det stik modsatte af grænsebevogtning - nemlig omfattende redningsaktioner langs den nordafrikanske kyst, når illegale immigranter kom i havsnød? Det uskønne resultat ses på gader og pladser og især Milanos banegård.

Den nye tyskerkurs

Den anden forklaring må være en ny “tyskerkurs”. For 100 år siden tvang Tyskland den danske regering til at opføre Københavns befæstning for at forebygge en eventuel britisk invasion. Er problemet, at statsministeren nødigt afviger fra kansler Angela Merkels “velkomstpolitik”? Den har bebyrdet Tyskland med en million ekstra afrikanere og arabere, der ikke alle opfører sig pænt.

Men Merkel fastholder, at der ikke findes “nogen øverste grænse” for indtaget. “Wir schaffen das!” Hun og hendes partifæller, der assisteres af lige så hidsige socialdemokrater, smider grovheder efter protesterende borgere: De utilfredse kan bare forsvinde fra Tyskland - heraus! Her hentydes til det udskiftningsprojekt, som franske regeringsmodstandere kalder den store udskiftning - “le grand remplacement”. Ud med Europas oprindelige befolkninger, ind med arabere og afrikanere! Sådan drømmes der i toppen af EU og FN.

Når en befolkning undlader at udskifte politikere, er der risiko for, at politikerne udskifter befolkningen. Det oplever Tyskland, Frankrig og Sverige, og det kan for Danmarks vedkommende aflæses på navneskiltene i Gellerup, Vollsmose, Tingbjerg og Mjølnerparken.

Adskillige minutter over kl. tolv har den danske V-regering indført stikprøvekontrol. Den islamiske tilstrømning fra Iraq, Mali, Nigeria, Eritrea, Albanien og Afghanistan er reduceret på grund af årstiden. Men de, der søger asyl, bliver ikke sendt tilbage over grænsen. De får stadig deres sag undersøgt. “Der kommer en god løsning i morgen!” Eller overmorgen.

Må danske og tyske borgere få noget at vide om hvilke forholdsregler, deres regeringer planlægger? Må problemerne på gaden, i skoler og på hospitaler belyses og diskuteres? Øjensynligt mener adskillige redaktører og politikere, at det må de helst ikke.

Medierne i både Tyskland og Danmark var påfaldende længe om at rapportere fra den kulturberigelse, især nordafrikanske asylansøgere praktiserede mod kvinder, der var så uforsigtige at færdes på gaden nytårsaften i en halv snes tyske byer plus Zürich, Salzburg og Helsinki.

Det hedder “Lügenpresse”, og internettet kan snart komme i skudlinjen. I efteråret 2015 beordrede Angela Merkel en vis hr. Zuckerberg til at forbedre kvaliteten af indholdet på facebook. Hadefuld tale skal fjernes, og det kan regeringer håndhæve. Hadefuld adfærd på gaden er straks en vanskeligere sag.

Forinden kansler Merkels reprimande til ejeren af Facebook kom Federica Mogherini med en interessant erklæring. Som mange andre eurokrater har hun en kommunistisk fortid, men er ikke blevet borgerlig patriot og demokrat af den grund. Hun bemærker hvilken vej, vinden blæser og optræder som ambassadør for den kommende kalif.

Endvidere er hun EU’s kommissær for udenrigsanliggender og sikkerhed. Frejdigt proklamerede hun, at der skal gives “plads til politisk islam i Europa”. Så vidt vides, har Kommissionen ikke udsendt noget dementi endsige en desavouering, så det var åbenbart ikke hadefuld tale, Mogherini leverede.

Hvornår begynder borgerligt sindede danskere at reflektere over de her omtalte målsætninger? Er eurokratiets påfund helt uinteressante?

I begyndelsen af januar er to interessante informationer blevet udsendt.

Dels lover EU-kommissionen at etablere bevogtning af de ydre grænser om et halvt år. Holder danske politikere mon øje med aktiviteterne, når Sankt Hans nærmer sig?

Dels meddeler minister Inger Støjberg, at et antal såkaldte “flygtninge” for tiden bor i telte, fordi hun ønsker at holde en række hoteller i beredskab til kommende asylansøgere. V-regeringen har således besluttet, at den islamiske kulturberigelse skal fortsætte. Så længe det rygtes i Kabul og Baghdad, at Danmark giver asyl, vil folkevandringen fortsætte. “Es gibt keine obere Grenze!”

Når medierne bringer billeder af druknede børn i strandkanten, slår en mængde flinke danskere fornuften fra og begynder at tale om “ansvar”. Placerer de det hos Angela Merkel og eurokratiet?

I deres psykose påtager de sig en skyld, som de mener må sones ved at ødelægge det samfund, der holder dem i live.

 

Torben Snarup Hansen er historiker.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg