"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Pressemeddelelse: Folkemødet bliver censureret

22. maj 2015 - Artikel - af Bestyrelsen

”Det er censur at indføre et billedforbud ved Folkemødet, og en åbenlys krænkelse af ytringsfriheden.” Det er meldingen fra Trykkefrihedsselskabets formandskab.

”Det er censur at indføre et billedforbud ved Folkemødet, og en åbenlys krænkelse af ytringsfriheden.” Det er meldingen fra Trykkefrihedsselskabets formandskab efter at Bornholms borgmester, Winnie Grosbøll har nedlagt forbud mod udstillingen af en række af de Muhammed-tegninger, der i sidste måned blev udstillet i Texas som led i en tegnekonkurrence. Det var her, to islamiske terrorister forsøgte at angribe bl.a. den hollandske politiker Geert Wilders, der talte ved arrangementet.

”Det er stærkt bekymrende, at en borgmester uden videre anser sig for kompetent til at censurere fremvisning af bestemte billeder. Der er ingen formkrav til ytringer på Folkemødet, som er fuld af plakater, bannere, plancher og fotostater, der skal promovere deltagernes dagsorden, og Winnie Grosbøll kan ikke lovligt nedlægge forbud mod, at SIAD viser Muhammed-tegningerne på Folkemødet for at promovere deres” siger næstformand for Trykkefrihedsselskabet, jurist Aia Fog, som ikke køber Grosbølls argument om, at fremvisningen af Muhammed-tegningerne vil ”kortslutte debatten”:

”Sikke noget vrøvl – man kan diskutere, om udstillingen er en god ide, men ikke om den er lovlig. Og hvad er det lige for en debat, der kortsluttes? Argumentet er et meget tyndt forsvar for den frygt og ikke mindst det knæfald for islamisterne, som der reelt er tale om.” siger Aia Fog.

Trykkefrihedsselskabets formand, Katrine Winkel Holm, mener at de manglende politiske reaktioner på Grosbølls censurering af Muhammedtegningerne også er dybt problematisk.

”Politikere og meningsdannere burde være de første til at opfordre alle til at vise rygrad og stå fast på grundlæggende frihedsrettigheder, men her tier alle og ingen hævder SIADs ret til at vise tegningerne” siger hun, ”Hvis det ikke havde været SIAD, men Mellemfolkeligt Samvirke der havde været arrangør – og hvis tegningerne ikke havde forestillet Muhammed, men Buddha eller Jesus, så var forbuddet aldrig blevet indført. Og hvis det var, havde alle stået i kø for at fordømme det. Jeg savner, at flere af dem, der angiver at ville forsvare det frie ord står frem. Hvor er PEN og Fri Debat i denne sag? Hvor er politikerne? Det er dybt forstemmende at se, hvor meget vi har givet køb på ytringsfriheden.”
Kontakt:

Katrine Winkel Holm: 30278841
Aia Fog: 28964024

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg