"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

DR stryger islamapologeter med hårene

1. maj 2015 - Artikel - af Geoffrey Cain

Hvidvasker man islam, møder man ingen kritiske spørgsmål i DR. Det er P1 programmet Arabiske Stemmer et eksempel på, skriver Geoffrey Cain

DRs "Arabiske stemmer" er et interessant program, der i starten styredes af to studieværter, Naser Khader og Steen Nørskov, der begge kender Mellemøsten særdeles godt.

Efter en omrokering pga. Naser Khaders folketings-kandidatur, er Nørskov nu alene på broen, hvor han hver uge indbyder gæster, der er lige så begejstrede for Mellemøsten, som han selv og Naser Khader. Og lige så positive.

Programmets underliggende budskab er, at vi i Vesten ikke har noget at være bange for, og islam - når den dyrkes rigtigt - er helt fin.

Og dette budskab kom tydeligt frem 3. april som var sidste gang, jeg tilfældigvis hørte med. Her forkyndte den inviterede arabiske gæst Saer el-Jaichi forudsigeligt nok det glade budskab om islams fortræffelighed.

Koranen var et digt, sagde han, og de, der aldrig har læst den (de fleste), må så tro på det.

To Koraner

Men udsagnet burde modificeres, fordi der egentlig er to koraner, den første åbenbaret til Muhammed i Mekka, og den anden åbenbaret i Medina.Og selv om de er blandet op i hinanden, ligner de ikke hinanden.

Den mekkanske koran, hvis vers forekommer fortrinsvis i de sidste kapitler, er kortfattet, ikke særlig specifik og efter sigende meget poetisk. Det er den anden - åbenbaret i Medina - ikke, og her taler Allah temmelig konkret. Og kontant.

De meget opreklamerede tolerancevers om friheden til at dyrke den religion, man vil (der er meget sigende kun to af dem), opvejes af en mængde andre vers med det modsatte indhold, eksempelvis sura 5,33, der specificerer, hvad der skal ske med dem, der modsætter sig Allah og Muhammed. Og det er sandelig ikke småting.

I dette vers og mange andre, der ligner det, har Allah forladt det tolerante og skiftet mening - præcis som bibelens gud, der har et andet verdenssyn i Det Gamle Testamente, end han har i det nye.

I Det Gamle Testamente begynder han livet som streng dommer og ender - med Jesus - som en blid frelser. I islam går han den modsatte vej. Han forlader tolerance og ender med at være en streng dommer og fordømmer, som sura 5, 33 - plus en hel masse andre - giver rigeligt belæg for.

To religioner, to personer som ledetråd

Så lige som i kristendommen og formodentlig de også andre religioner, kan læseren lægge fortolkningsvægten, hvor han vil. Og hvad betyder det så? Er der så ikke noget fast i kristendommen? Ikke noget fast i islam - som bl.a. professor Jørgen Bæk Simonsen altid ivrer for at fortælle os?

Jo, der er, og ingen har udtrykt det bedre end den franske filosof Robert Redeker, der efter en islamkritisk artikel i Le Figaro i 2006 har måttet leve under jorden lige siden. Ifølge Redeker er det meget enkelt. Ledetråden i islam er Muhammed.

Ledetråden i kristendommen er Jesus. Jesus er central i kristendommen, skriver Redeker, og ugerninger gjort i hans navn er en afvigelse fra det budskab, der forkyndes i Det Nye Testamente. Og hvis nogen kommer i vildfarelse, har han kun at bruge Kristus som kompas for at finde den rette vej igen.

Sådan er det også i islam. For muslimerne er Muhammed "det perfekte menneske", som alle muslimer bør lægge sig i selen for at efterligne. Hans liv og gerninger fremgår dog ikke af selve Koranen, men af de biografier og fortællinger om ham, de såkaldte hadith, der er rangordnet efter autenticitet.

Men de er kun spredte anekdoter, og den mest sammenhængende beretning om profeten Muhammed kommer fra den første biografi om ham forfattet af historikeren Ishaq (død 767), hvor man tydeligt kan se, hvilket eksempel en muslim skal følge. Og det er ikke for de sarte.

Ifølge Ishaq måtte Muhammed ind imellem ty til ran, tortur, svig og snigmord plus voldtægt af fjendens kvinder. Eksemplevis Rahana bint Zayd, enken efter høvdingen for den besejrede jødiske Quraiza-stamme, som på Muhammeds bud døde under tortur.

Alle mænd i stammen – ca. 700 - blev halshugget, efter at de havde overgivet sig. Men disse ting var ikke skændige siger Ishaq, men derimod gode gerninger, fordi Muhammed gjorde Allahs vilje.

I muslimers øjne gjorde Muhammed - ligesom fatter - altid det rigtige. Han er som sagt det perfekte menneske og hans eksempel skal efterfølges. Men hvor meget véd de fleste muslimer om Muhammeds liv? Hvor mange af dem har selv læst Ishaq? Hvor mange har kun fået deres viden via fabler og von hörensagen?

IS på solid islamisk grund

Ganske mange vil jeg tro, og derfor kan man sagtens være muslim light, af den enkle grund at man ikke ved ret meget. Det var tydeligt tilfældet med Steen Nørskovs gæst, der fortalte, at hans mor hævdede, at Islamisk Stat er en misforståelse af islam, som hun var overbevist om, var freden selv.

Om fruen er klar over, at Islamisk Stats leder Abu Bakr Al Bagdadi har en teologisk universitetsgrad, ved jeg ikke, men Al Bagdadi kan begrunde alt, hvad han gør med Koranen og Muhammeds eksempel. Og det er især mht. til det sidste, at han er på solid islamisk grund.

Denne indvending, synes jeg, studievært Nørskov, burde være kommet med.

Men han indvendte ikke noget som helst, og derfor kan man kun konkludere, at disse meninger også er hans. Ellers ville han have sagt noget. Hvem husker ikke, hvilken medfart Lars Hedegaard fik i Deadline kort efter attentatet mod ham?

Det var meget langt fra Steen Nørskovs venlige imødekommenhed overfor sin inviterede muslim.

 

 

 

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg