Den uddeles af foreningen Niels Ebbesens Venner til folk, der har gjort sig særligt fortjente i kampen for friheden.
Man ved ikke meget om Niels Ebbesen, bortset fra at han sandsynligvis var ætling af den magtfulde nordjyske adelsslægt Bild, og at han den 1. april 1340 med en lille skare drog ind i Randers, hvor han ombragte grev Gerhard den 3. af Holsten. Gerhard – eller Gert, som han hedder på dansk – var en af Danmarks panthavere, efter at danske konger havde pantsat næsten hele landet. Grev Gert var alene i besiddelse af Jylland og Fyn.
Siden 1332 havde Danmark været uden konge og der havde været flere oprørsforsøg mod fremmedherredømmet, som imidlertid var blevet slået ned. Men nu tog Niels Ebbesen affære.
Niels Ebbesen faldt i slaget ved Skanderborg den 2. november 1340 sammen med to af sine sønner (eller brødre) og et stort antal andre danskere. Den kullede greves sønner lagde Niels’ lig på hjul og stejle, men ifølge overleveringen hentede ”Niels Ebbesens Venner” liget og gav det en anstændig begravelse.
675 år senere står Niels Ebbesen stadig som et symbol på dansk frihedslængsel og kampen mod fremmedherredømme.
Efter medaljeoverrækkelsen holdt redaktør Lars Hedegaard nedenstående tale:
Udrundne er de gamle dage
som floder i det store hav,
og hvor sig hviler nu den svage,
dér fandt den stærke og sin grav;
men lovet være Himlens Gud!
de ædles æt dør aldrig ud.
Mens graven kastes, vuggen gynger,
og liv udsletter dødens spor,
så immer sig igen forynger
hver ædel slægt i syd og nord,
og mindet, som Guds miskundhed,
forplanter sig i tusind led.
Så lad derpå da syn os fæste,
hvad ædle kaldte livets lyst!
Ja, lad os kappes med de bedste
og vove kækt med død en dyst!
At byde den og graven trods
kan med Guds hjælp og lykkes os.
N.F.S. Grundtvig, 1833
I 1340 var der ikke noget Danmark. Idiotiske konger havde drukket pengene op og gældsat landet for at føre udsigtsløse krige. Skåne var lagt under den svenske konge og resten af landet var besat af tyske panthavere.
Samme år sendte grev Gert af Holsten – i Danmark kendt som ”den kullede (skaldede) greve” – 11.000 ryttere op i Jylland for at opkræve sine skatter af den hårdt prøvede befolkning, der var blevet forrådt af sine ledere.
Men der var en mand, der sagde. at nu kunne det være nok. Han hed Niels Ebbesen. Vi ved næsten intet om ham bortset fra, at Niels med sine håndgangne mænd den 1. april 1340 drog ind i Randers og dræbte den kullede greve.
Man har gisnet om hans motiver, men som skrevet står: Det var på frugterne vi skulle kende dem. Og vi kender Niels Ebbesens frugter. Han og hans to sønner faldt i slaget ved Skanderborg i 1340 sammen 2000 andre danskere, da de prøvede at drive tyskerne ud.
Niels demonstrerede, at der var modstandsvilje i Danmark. Ligesom danskerne gjorde i de slesvigske krige og under den tyske besættelse.
Niels Ebbesen banede vejen for det oprør, der fik de fremmede til at indse, at det ikke var så let at kue os. Oprøret var forudsætningen for, at kong Valdemar Atterdag med en overlegen strategi kunne genskabe Danmark inklusive den ældgamle landsdel Skåne.
Nu har jeg aldrig mødt Niels Ebbesen, men jeg forestiller mig, at han i sine velmagtsdage var en brysk herre, der talte lige ud af posen. Og hvis han i dag skulle mønstre medlemmerne af de ædles æt, ville han nok konstatere, at der er blevet lidt tyndt i de mandlige rækker. Jeg skal undlade at gætte på, hvordan han ville have karakteriseret den flok slapsvanse, der i dag skal gøre det ud for at være mænd.
Til gengæld ville han glæde sig over de mange kvinder, der nu træder frem til fædrelandets og frihedens forsvar og som vil få deres velfortjente eftermæle i historiebøgerne.
To af dem hædrer os i dag med deres tilstedeværelse: Katrine Winkel Holm og Ingrid Kristina Carlqvist.
Jeg har haft den glæde at arbejde tæt sammen med dem begge. De har lige præcis de kvaliteter, som en frihedskæmper skal have: Begavelse ud over det sædvanlige, en enorm viden, en formuleringsevne i tale og skrift, som få kan matche – og først og fremmest et mod som en løvinde.
Jeg ved, at de aldrig vil svigte.
Katrine og Ingrid stammer fra fremtrædende familier. Katrine fra en kristen og nationalkonservativ slægt. Ingrid fra en hæderkronet socialdemokratisk.
De har, om man så må sige, nærmet sig kampen fra forskellig side.
Men hvad rolle spiller det, om man kalder sig højre eller venstre – om man er kristen, ateist, jøde, buddhist eller agnostiker?
Det der tæller i den frihedskamp, som vi må regne med vil vare årtier, er hjertelaget og kærligheden til fædrelandet.
Det hjertelag, der besjælede de danske, der turde stå op mod den kullede greve og hans hær af undertrykkere.
Det giver os alle mod, at vi har Ingrid og Katrine iblandt os.
