"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Trykkefrihedsselskabet til Enhedslisten: Stop den moralske støtte til voldsmænd  

5. januar 2015 - Artikel - af Trykkefriheds redaktion

Dan Parks egen beskrivelse af overfaldet, postet på Facebook

Enhedslisten taler med to tunger, når det gælder den voldelige organisation AFA, der sandsynligvis stod bag overfaldet på Dan Park

Alt tyder på, at de maskede sortklædte voldsmænd, der nytårsdag overfaldt Dan Park i København, hører til det venstreekstreme tæskehold Antifascistisk Aktion (AFA).

Og igen har Enhedslistens reaktioner på overfaldet underbygget, at der fortsat er tætte bånd mellem tæskeholdet AFA og Enhedslisten.

MF Per Clausens første reaktion var således at nedgøre offeret for volden på Twitter:

”Fordømmer altid vold, men Dan Park er hverken kunstner eller politisk modstander, men en nar. ”

Aia Fog, næstformand i Trykkefrihedsselskabet, er rystet over folketingsmedlemmets udtalelser:

”Per Clausens udtalelser gør ham til en skamplet på dansk parlamentarisme og viser samtidig Enhedslistens ulyst til at tage afstand fra AFA og deres voldsterror”

Faktum er,

at AFA blev grundlagt af bl.a. Enhedslistens nuværende spindoktor Pelle Dragsted i 1992

at AFA både i ord og gerning håndhæver vold som et legitimt politisk middel

at AFA gang på gang har udøvet meningsterror og overfaldet politiske modstandere

at AFA gennem årene har modtaget politisk og økonomisk støtte fra Enhedslisten.

Senest har det fremtrædende medlem af Enhedslisten, Anna Rytter, udtalt, at AFA er en god samarbejdspartner, når det handler om at bekæmpe fascisme og nazister i Danmark”.

Denne utvetydige støtte til en voldelig organisation har ikke ført til eksklusion af Anna Rytter, ligesom Enhedslisten har opstillet Pelle Dragsted til en sikker plads i Folketinget.

Trykkefrihedsselskabet formand Katrine Winkel Holm opfordrer Enhedslisten til at tage et tilbundsgående opgør med AFA og den vold, der dominerer den yderste venstrefløj:

”Så længe AFA får moralsk og økonomisk støtte fra Enhedslisten, kan AFA fortsætte sin antidemokratiske hetz og knægtelse af ytringsfriheden. Hvorfor har Enhedslisten f.eks. ikke for længst smidt Anna Rytter ud af partiet? Når man tolererer partimedlemmer, der åbenlyst hylder voldsfascister, viser det, at Enhedslisten taler med to tunger i forhold til venstrefløjsvolden. Så længe de får lov til det, vil AFA trives i partiets baghave. Først når det stopper, kan vi få bugt med de sorte stormtropper, som udgør en alvorlig trussel mod ytrings- og forsamlingsfriheden i Danmark”​.