"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Krasnik og splinten i øjet

1. maj 2014 - Artikel - af Martin Kryhl Jensen

DSU'ere marcherede også uniformsklædte rundt i 1930'erne, skriver historiker Martin Kryhl Jensen.

Deadline er blevet kaldt DR's ’journalistiske flagskib’, men er i dag i højere grad et sted, hvor nogle af værterne kan få afløb for deres personlige antipatier, skriver historiker Martin Kryhl Jensen i en kommentar til KU-sagen.

 Martin Krasniks interview med KU-formand Mikkel Ballegaard i Deadline 12. april har med god grund ført til fornyet debat om Krasniks journalistiske metode.

Den kan i korthed beskrives som at invitere folk (tilsyneladende ofte personer, som Krasnik personligt ikke bryder sig om) i studiet under falske forudsætninger, hvorefter samtalen ledes ind på helt andre emner, end dem interviewofrene er blevet orienteret om. Hertil kommer, at Krasniks og Deadline-redaktionens research i flere tilfælde mildt sagt har været tvivlsom.

Da Krasnik løj

Krasnik benyttede samme taktik, da han kort efter attentatforsøget på Lars Hedegaard ville have ham i studiet. Ifølge den offentliggjorte mailkorrespondance mellem de to foregav Krasnik, at interviewet skulle handle om attentatforsøget og kampen for ytringsfriheden.

I stedet blev en tydeligt uforberedt Hedegaard udsat for et mangesidet angreb, hvorunder han bl.a. blev bedt om at forholde sig til fodnoter i en 10 år gammel bog. Krasnik hævdede bl.a., at Hedegaard og de øvrige forfattere til ”I krigens hus” ikke havde dokumentation for deres henvisning til den såkaldte Mekka-erklæring fra 1981.

Det var løgn. Krasnik hævdede også, at de i stedet byggede deres beskrivelse på en serbisk krigsforbryder. Det var også løgn.

KU ydede tidligt modstand

I det aktuelle sag benyttede Krasnik sig af samme tvivlsomme taktik. Mikkel Ballegaard var inviteret i studiet for at diskutere de borgerlige ungdomspartiers succes, men efter få minutter drejede Krasnik samtalen ind på et helt andet emne, nemlig KU’s historie i 1930-40’erne.

Og også denne gang var Krasniks og Deadline-redaktionens dokumentation stærkt tvivlsom. Krasnik hævdede således, at hele KU’s københavnerafdeling (KUK) gik ind i Schalburgkorpset i slutningen af 1930’erne. Det var også løgn.

Historiker ph.d. Jesper Rosenløv har allerede grundigt tilbagevist Krasniks påstande, herunder påpeget det paradoksale i påstanden om, at KU’ere i slutningen af 1930’erne kunne træde ind i et korps, der først blev oprettet i 1943.

Rosenløv undrer sig med rette over, at Krasnik ikke også kom ind på de mange KU’er, der deltog i modstandsbevægelsen. Rosenløv konkluderer, at det formentlig skyldes, at Krasnik og Deadline-redaktionen aldrig har haft til hensigt at give en fair beskrivelse af perioden.

Jeg tror, at Rosenløv har ret. Ellers skulle Krasnik jo også have nævnt de 52 KU’er, der faldt som medlemmer af modstandsbevægelsen.

Eller at KU’eren Arne Sejr allerede den 10. april 1940 skrev ’Danskernes 10 bud’. Eller have nævnt, at nogle af de første der gjorde aktiv modstand var KU’ere - som f.eks. de unge mænd i Churhill-klubben. Og det ville jo have umuliggjort Krasniks forsøg på at sværte store dele af KU som krypto-nazister.

Uniformede socialdemokrater

Havde Krasnik ville give et fair billede af, hvordan den politiske situation og det politiske klima var i 1930’erne, skulle han også have nævnt, at både Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU) indførte mødeværn samtidig med, at KU gjorde det.

Eller at DSU og DKU indførte uniformering før KU gjorde det.

Eller nævne at DSU med inspiration fra den militante tyske organisation Eiserne Front, der var et modstykke til det nazistiske SA, indførte en række markante symboler, der modsvarede fascisternes.

Det drejede sig bl.a. om et tre-pile symbol samt en fordansket udgave af det tyske ”Heil”, hvor man i stedet blot råbte ”Kampklar”, mens man strakte højre næve.

Sjovt nok mindes jeg aldrig, at repræsentanter for DSU er blevet konfronteret med disse historiske kendsgerninger. Både den nuværende og flere tidligere formænd for DSU – bl.a. Peter Hummelgaard – er ellers flittige gæster i Deadline, så chancen har skam været der.

Tidligere reklamerede DR for Deadline som værende det ’journalistiske flagskib’. I dag er det desværre i højere grad blevet et sted, hvor nogle af værterne kan få afløb for deres personlige antipatier, og hvor journalistisk metode, research og fairness i den sammenhæng tilsyneladende er stort set ukendte begreber.

 

 

Martin Kryhl Jensen er historiker og har bl.a. bidraget til koldkrigsværket ”Ulve, får og vogtere”

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg