"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

EU som civilisationsnedbrydende projekt

12. marts 2014 - Anmeldelse af Torben Mark Pedersen

EU - en enhedsdrøm, der undergraver nationalstaterne.

I sin nye bog leverer Kasper Støvring en overbevisende konservativ EU-kritik, men kritikken rummer totalitære tendenser, mener Torben Mark Pedersen.

Kasper Støvring har skrevet en læseværdig bog om det ideologiske projekt, som EU er, og som langsomt er ved at revolutionere Europa.

Det centrale i bogen er en kulturkonservativ ideologikritik, der minder ikke så lidt om Edmund Burkes kritik af den mentalitet, der lå bag den franske revolution: det utopiske og den konstruktivistiske tro på, at man kan destruere alle herskende autoritetsforhold og forkaste al religion og skabe et nyt samfund fra oven baseret på nogle abstrakte begreber om rettigheder.

Det er på mange måder den samme kritik, Støvring retter mod EU-projektet:

At det er utopisk og kontruktivistisk, at det er muligt at afskaffe nationalstaterne og skabe et nyt transnationalt imperium baseret på abstrakte rettigheder.

EU som et fredens projekt

Fortællingen om EU som et fredens projekt baserer sig på en bestemt fortolkning af de historiske erfaringer med de to verdenskrige.

Ifølge fortællingen om fredens Europa er det nationalstater, der skaber krige, og følgelig kan freden kun sikres ved at afskaffe nationalstaterne og skabe et nyt transnationalt imperium, EU.

Og det bliver værre endnu. For EU-projektet handler med Kommissionsformand Barrosos ord, ikke kun om ”fred mellem nationer”, men om en ”særlig sindstilstand” som politisk projekt, fred som en dyd. Det overordnede mål er virkeliggørelsen af visse fundamentale værdier.

Her kunne den forudsætningsløse læser, som overtegnede, forledes til at tro, at Barroso tænker på kristendommen som det åndelige fundament for Europa, eller arven fra antikkens Athen og Rom, eller den vestlige frihedstradition, men nej.

Det er en luftig humanistisk, kosmopolitisk og kollektivistisk vision om at være en del af én menneskehed. Hør blot, hvad Barroso selv siger:

“Vi deler de samme forhåbninger og universelle værdier: disse er gradvis ved at slå rod i flere og flere lande rundt omkring i verden. Vi deler “l´irréductible humain”, det absolut menneskelige. På tværs af vore nationer (…) er vi alle en del af den samme menneskehed.(…) Denne føderalistiske og kosmopolitiske vision er et af de allervigtigste bidrag, som Den Europæiske Union kan yde til den nye verdensorden.”

Det er dette utopiske ideologiske projekt, som EU har udviklet sig til.

Forfatningspatriotisme er noget, EU skaber

Enhedsdrømmen er baseret på en antagelse om, at det både vil være muligt at skabe en fælles-EU forfatningspatriotisme, og at det skulle være tilstrækkeligt til at skabe sammenhængskraft og tillid mellem befolkningerne i et transnationalt EU-imperium.

Men som Kasper Støvring påpeger, så er en sådan forfatningspatriotisme svag.

Romtraktatens fædre kan meget vel have haft ret i, og Kasper Støvring vil være enig heri, at der ikke findes nogen europæisk nation og kultur, man kan basere et transnationalt imperium på, men hvad kan begrunde troen på, at en abstrakt forfatningspatriotisme skulle være stærk nok?

Det kan man kun tro, hvis man mener, at kultur og nationalfølelse er uden betydning for sammenhængskraft og politisk stabilitet, og at det politiske kan skabe en fælles identitet, borgerdyd og patriotisme.

Det er også kun, hvis man ser helt bort fra historie, religion og kultur, og alene tror, at abstrakte rettigheder betyder noget, at man kan finde på, at optagelse af Tyrkiet i EU alene skal afhænge af, om Tyrkiet lever op til nogle formelle krav om demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper.

Men det er netop negligeringen af de store kulturforskelle i Europa, der gør EU til en utopi, ifølge Støvring.

EU som et ufredens projekt

Men hvad nu hvis hele analysen er forkert? At det ikke er nationalstaterne per se, der er problemet, men derimod kollektivistiske og utopiske ideologier, hvad enten de er nationale i deres udgangspunkt (som nazismen), internationale (som kommunismen) eller transnationale (som EU)? Og hvad nu, hvis det i virkeligheden er nationalstaterne, der udgør det bedste værn om de ”universelle” værdier?

Vil EU så i virkeligheden ikke være et civilisationsnedbrydende projekt?

Det mener Kasper Støvring. Og hovedårsagen til, at EU både er et fejlslagent og skadeligt projekt er netop, at EU ikke baserer sig på nogen nation, nogen fælles kultur.

Alle succesfulde nationalstater baserer sig på en nation, ”er kulturelt fællesksab, der binder samfundets mange forskellige individer og grupper sammen i et gensidigt tillidsforhold,” og nationen er ”historisk fremvokset gennem konkret samliv” og har altså en førpolitisk oprindelse. Den er ikke skabt af staten, men går historisk forud for (national-)staten. I modsætning til EU.

Kasper Støvring argumenterer overbevisende for, at det kun er kulturelt homogene nationalstater, der er politisk stabile, hvorimod multikulturelle stater er ustabile.

Talrige eksempler fra Belgien, eks-Jugoslavien, Spanien osv. underbygger den påstand, men det følger ikke med logisk nødvendighed, at kulturelt homogene stater også skulle være mindre tilbøjelige til at bekrige hinanden.

Der kunne være flere grunde til, at det rent faktisk forholder sig sådan, bl.a. fordi der måske vil være færre grænsestridigheder, men i betragtning af, at Kasper Støvring gør så meget ud af påstanden om EU som et fredens projekt, er det lidt besynderligt, at han springer argumentationen over i denne sammenhæng.

Kasper Støvring’s pointe er under alle omstændigheder en anden, nemlig at EU bliver til et multikulturelt imperium, og at det derfor vil blive politisk ustabilt. I hele efterkrigstiden er udviklingen i Europa og i resten af verden gået den modsatte vej: I 1950 var der 89 selvstændige stater, i dag over 200.

Også i Europa har vi fået en række nye stater siden sammenbruddet i Østeuropa og Sovjetunionen. Estland, Letland og Littauen har fået deres selvstændighed, Tjekkoslovakiet blev delt i to, og Jugoslavien blev delt i en håndfuld selvstændige stater.

Overalt har tendensen været, at nationer med et kulturelt fællesskab har ønsket at leve i deres egen stat.

EU underminerer nationalstaten

I virkeligheden må EU betragtes som et civilisationsnedbrydende projekt ikke ulig kommunismen – eller den franske revolution, idet målet er at afskaffe den eksisterende politiske struktur, autoritetsrelationer, folkelig patriotisme og kultur for at skabe noget helt nyt. En fælles europæisk nation og kultur forenet af en forfatningspatriotisme.

Kasper Støvring kunne med fordel have forfulgt denne tanke noget mere, for afsnittet om, hvordan EU undermininerer nationalstaterne virker svagt.

Man kunne nævne mange eksempler på, hvordan EU langsomt tømmer nationalstaterne for funktion, ansvar og kompetencer, eller tænke videre i retning af, hvad der vil ske, såfremt EU’s vision om afskaffelsen af nationalstaterne blev virkeliggjort, men Støvring fokuserer i stedet på tre områder, hvor han især ser EU som en trussel:

For det første er EU ved at kolonisere nationalstaternes territoriale jurisdiktioner, hvilket fører til et forfald i den politiske ansvarlighed.

De nationale politikere er ikke direkte ansvarlige, og kommisærerne og EU-domstolens dommere står ikke til ansvar over for folket. Denne tendens bliver forværret af EU-domstolens aktivisme, der vies et helt kapitel.

For det andet bidrager EU til at nedbryde sammenhængskraften og tillidskulturen, bl.a. ved at hindre nationalstaterne i at gennemføre en stram indvandringspolitik.

Endelig skulle EU være en trussel mod de borgerlige frihedsrettigheder, fordi ”hvis rettigheder skal sikres som realiteter, afhænger de af et pligtbaseret dydsfællesskab, af en borgerlig gensidighed, der bindder fremmede mennesker sammen under en fælles retsorden.”

Mere Burke, tak

Med sin lille bog, giver Kasper Støvring alle konservative nogle stærke argumenter for at bevare nationalstaten og for at være imod det utopiske og konstruktivistiske – og helt og aldeles ikke-konservative – projekt, som EU er.

Med tanke på Det Konservative Folkepartis overvejende EU-begejstrede linje, kunne man ønske alle konservative politikere læste denne bog.

Den repræsenterer ét konsekvent konservativt forsvar for nationalstaten, og Kasper Støvring går så langt som til at argumentere for dansk udmeldelse.

For denne – liberale – anmelder er det også det kulturkonservative udgangspunkt, der er bogens svaghed. Et mere Burkesk liberal-konservativt forsvar havde forekommet denne læser mere overbevisende og mere konsistent.

Kasper Støvrings kulturkonservatisme er kollektivistisk, så for Kasper Støvring er problemet med EU-domstolsstyringen eksempelvis ikke, at der med en aktivistisk praksis træffes kollektive beslutninger om positive rettigheder, men at ”dommerne ikke har noget demokratisk mandat”.

Seriøst?

Så hvis rød blok i Folketinget gennemfører nøjagtig den samme politik, åbner grænserne, giver særrettigheder til alverdens minoriteter, indfører religiøs ligestilling, obligatorisk modersmålsundervisning i folkeskolen og hvad har vi – så ville det være i orden, fordi beslutningerne har demokratisk legitimitet?

Kasper Støvring’s argumentation holder, så længe han forsvarer nationalstaterne mod EU’s kolonisering, men hans argumentation kommer til kort, når der er tale om ”indre” fjender, der vil ødelægge selvsamme tillidskultur.

Der synes også at være en vis inkonsistens mellem Kasper Støvring’s opfattelse af, at nationen og kulturen har førpolitiske rødder, samtidig med at han mener, at samfundet skal styres med love, og at al magt skal overlades til det politiske på det nationale niveau.

For enten er det nationale fællesskab, tilliden og kulturen vokset frem i en evolutionær proces, som Edmund Burke og den skotske oplysnings tænkere ville mene, og så vil den blive ødelagt af enhver form for politiske indgreb, hvis konsekvenser ingen kan overskue. Eller også er den politisk konstitueret, som i EU-projektet.

Totalitære tendenser

Kasper Støvrings kollektivisme kan heller ikke helt sige sig fri for totalitære tendenser. Igen og igen taler Kasper Støvring om borgernes loyalitet. Det er ikke et sprogbrug, liberale ville bruge.

De ville måske tale om den enkeltes nationalfølelse, fædrelandskærlighed eller patriotisme – begreber der handler om individuelle følelser, som er fælles for de fleste tilhørende samme nation, og som vi frivilligt giver udtryk for.

Loyalitet er derimod noget helt andet, det er noget undersåtter udviser over for deres herskere, og er et udtryk for underkastelse, og når Kasper Støvring mange steder taler om pligter, så lægger han også op til, at borgerne er til for statens skyld og ikke omvendt.

Efter denne anmelders opfattelse ville det have været muligt at gennemføre grundlæggende samme argumentation med et mere liberalt konservativt udgangspunkt, og al tale om loyalitet og pligter og ”samfundets fælles gode” havde været overflødigt.

For den liberale læser er det en kilde til irritation, fordi det blot og bart er postulater, at vi har pligter og skal vise loyalitet over for et eller andet kollektiv, men for den konservative læser vil det måske være bekendt.

Under alle omstændigheder er der tale om skønhedspletter på en udmærket bog og en tiltrænkt konservativ kritik af den revolution, EU er ved at gennemføre, og det ideologiske projekt, der ligger bag.

 

Kasper Støvring: Fortællingen om fredens Europa. Århus, 2014.

www.munch-lorenzen.dk

Læserkommentarer på trykkefrihed.dk bliver lagt på uden moderering og først bagefter gennemset. Vi opfordrer læsere til at holde en civiliseret tone og at afstå fra grove personangreb. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der ikke holder sig inden for disse retningslinjer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg