Som følge af de seneste generationers indvandring har vi her i landet fået en række moskéer, hvor imamerne forkynder en livsform, som går på tværs af den demokratiske.
Den pågældende livsform kræver, at loven i samfundet skal bygge på islams hellige skrifter. Derunder kræver den specielt, at mænd skal stå over kvinder, og at muslimer skal stå over ikke-muslimer. Dermed strider den direkte mod det demokratiske værdigrundlag, som indebærer, at alle borgere skal betragtes som ligeværdige uanset køn og religion.
Det er et problem for det danske demokrati, at det nu har fået sådanne centre, som udbreder et antidemokratisk værdigrundlag. Nogle mener, at dette problem skal løses ved at gribe ind mod, hvad der forkyndes i moskéerne, og kræve, at det er i overensstemmelse med den demokratiske orden, som den er fastlagt i Grundloven.
De vil have, at moskéer, som forkynder en antidemokratisk islam, skal lukkes, og at udenlandske forkyndere af antidemokratisk islam skal forbydes at optræde i danske moskéer.
Det er der andre, som går imod. De mener, at en sådan politik bryder med ytringsfriheden; og at man dermed bevæger sig ind på en farlig vej, fordi ytringsfriheden er en af demokratiets vigtigste forudsætninger. Hvis man begrænser ytringsfriheden for imamer, hvorfor skulle man så ikke også begrænse den for folk, som kritiserer islam?
Hvis man vil udelukke udenlandske imamer, som prædiker ortodoks islam, hvorfor skulle man så ikke også udelukke en politiker som Geert Wilders, fordi han ytrer sig stærkt islam-kritisk og har talt om, at Koranen burde forbydes.
Ubetinget ytringsfrihed
Blandt dem, som her i landet bakker stærkest op om den ubetingede ytringsfrihed, er Flemming Rose, som blev kendt, da han som kulturredaktør på Jyllands-Posten stod bag publiceringen af de såkaldte Muhammed-karikaturer. Han mener, at vi bør skelne skarpt mellem ytringer og handlinger. Der bør være frihed til at ytre alt, hvad der ikke bryder med injurielovgivningen.
Imamer bør altså have frihed til at ytre deres antidemokratiske holdninger, blot de ikke foretager direkte ulovlige handlinger. Denne holdning har Rose fremført i sin seneste bog Hymne til friheden og i et par kronikker, som han for nylig har skrevet sammen med Jacob Mchangama, chef for tænketanken Justitia og en anden fortaler for den ubetingede ytringsfrihed.
Foruden at Rose begrunder sin holdning på, at en begrænsning af ytringsfriheden fører ind på en for demokratiet farlig glidebane, så begrunder han den også på, at en sådan begrænsning faktisk har vist sig ineffektiv, hvor den har været prøvet.
I Weimarrepublikken havde man love, som forbød racistisk propaganda, og nazister blev faktisk retsforfulgt og dømt. Men det var virkningsløst; og måske var det kontraproduktivt, fordi det hjalp nazisterne med at få omtale og fremstå som forfulgte.
Når Rose står så skarpt på ytringsfriheden, så kan det også hænge sammen med, at han vil være sikker på at kunne retfærdiggøre sin egen rolle i karikatur-krisen. I og med at han forsvarer imamernes ret til at ytre sig, selvom han ikke deler deres mening, så kan han ikke anklages for det hykleri kun at ville have ytringsfrihed for sig selv, men ikke for sin ideologiske modpart.
Rose glemmer den historiske dimension
Men er Roses standpunkt i forhold til de antidemokratiske imamer rigtigt? Skal de kun imødegås ved aktivt genmæle? Og er man nødt til at mene det, hvis man mener, at Roses standpunkt i karikatur-krisen var rigtigt?
Når vi forsøger at besvare disse spørgsmål, så må vi allerførst bemærke, at Rose ignorerer den historiske dimension. I hans argumentation tages der ikke hensyn til, at de antidemokratiske trusler, som der er tale om, specielt udgår fra særlige miljøer, som er vokset frem gennem de seneste generationers indvandring. Og at de hænger sammen med, at indvandrerne har bragt deres egen kultur og religion med sig. Eftersom denne religion – in casu islam – ikke skelner mellem religion og politik, så er det helt forudsigeligt, at det vil skabe problemer for et modtagende demokrati.
Når vi forstår problemet i den dimension, så er det naivt at tro, at det kan løses blot ved at bruge ytringsfriheden: ved at give imamerne ytringsfrihed, og ved selv at bruge ytringsfriheden til at modsige dem. For det forudsætter, at der er en fælles debatkultur, og at vi hører hinandens argumenter. Men denne forudsætning holder ikke.
Netop det, at der er tale om indvandrere – og om imamer, som kommer udefra – indebærer, at de skaber deres eget lukkede rum. Det eneste, som den isolerede fokusering på ytringsfriheden sikrer, er, at indvandrerne i moskéerne fortsat vil høre en forkyndelse, som er antidemokratisk, fordi den indeholder en religiøs lovgivning for samfundet. For at undgå, at dette antidemokratiske rum vokser, må man fokusere på indvandringspolitikken og på udelukkelsen af de værste imamer.
Stopklodser for tænkning
Rose og Mchangama fremhæver, at en sådan politik begrænser ytringsfriheden. For når vi udelukker udenlandske imamer fra at komme hertil og prædike, så begrænser vi befolkningens ret til at blive konfronteret med udefrakommende idéer og tanker. Men her viser Rose og Mchangama, at de ikke forstår, hvad det egentlig indebærer at blive konfronteret med idéer og tanker. De skelner ikke mellem, hvad der er idéer og tanker, og hvad der er stopklodser for idéer og tanker.
Sagen er, at det, som de udenlandske imamer kommer med, ikke er idéer og tanker til oplysning for befolkningen. Det er derimod en absolut lovgivning, som i sin substans fungerer som en stopklods for selvstændig tænken. At udelukke imamerne er ikke ensbetydende med at udelukke idéer og tanker. Der er fri adgang til, at folk kan få al den oplysning om islam, som de vil.
De kan læse Koranen og alle mulige bøger om islam. Det er først, når det kommer til den aktive forkyndelse af stopklodser for selvstændig tænken, at et demokratisk samfund har alvorlig grund til at sætte sig til modværge. Derfor bør antidemokratiske trusler fra det muslimske indvandringsmiljø ikke blot imødegås med ytringsfrihed, men med en restriktiv indvandringspolitik og med stramme regler for brugen af udenlandske imamer.
En anden brug af ytringsfriheden end under Muhammedkrisen
På den baggrund kan vi yderligere indse, at Roses nuværende brug af ytringsfriheden ikke flugter med hans tidligere brug under karikatur-krisen. Dengang brugte han ytringsfriheden til at konfrontere muslimerne med den virkelighed, som de skal anerkende som borgere i et sekulært demokrati – og dermed til at tvinge muslimerne til at tænke sig om.
Der var tale om en aktiv oplæring i demokratiets virkelighed. Nu bruger han tværtimod ytringsfriheden til at undergrave åndsfriheden: til at medvirke til, at de muslimske parallelsamfund lukkes inde i en sharia-forkyndelse, som per definition er udemokratisk, og som blokerer enhver selvstændig tænken.
Vi bør altså tage afstand fra Rose og Mchangama, når de mener, at ytringsfriheden er det eneste middel, som bør bruges i kampen imod de islamiske parallelsamfund, og at ytringsfriheden bør bruges til at give antidemokratiske imamer adgang til forkyndelse. For så undergraves den samfundsorden, som fortsat kan sikre ytringsfriheden.
Og vi bør tage afstand fra Rose og Mchangama, når de ignorerer, at kristendommen og islam er radikalt forskellige med hensyn til deres indre potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk orden, og at denne forskel er med til at forklare, hvorfor det er den kristne verden, der indefra har udviklet sig i sekulær demokratisk retning, mens den islamiske verden er gået en anden vej.
Men når dette er sagt, så må vi også rose Rose og Mchangama for, at de står fast på ytringsfriheden. Herunder også ytringsfriheden for islamkritikere. Dermed adskiller de sig fra dem, som vil begrænse ytringsfriheden for at beskytte muslimer mod at blive krænket. De er endnu farligere.
