Når debatten drejer sig om racismeparagraffen, skal jeg være den første til at bekende tvivl.
Jeg står som lidt af en Sokates i Platons værk omkring Staten, hvor Thrasymachus med sin 10 siders lange svada mod retfærdigheden, tvinger Sokrates til at indlede med at sige ” at der ikke ser ud til at være meget at sige til forsvar for retfærdigheden”;
- respektiv racismeparagrafen i Katrine Winkel Holms (KWH) artikel omkring religionskritik.
For jeg indrømmer KWH mange punkter i sit indlæg.
Eksempelvis punktet omkring, at Flemming Nielsen dømmes efter racismeparagraffen for i at skrive
»...ideologien Islam er fuldt ud lige så afskyvækkende, modbydelig, undertrykkende og menneskefjendsk som Nazismen. Den massive indvandring af Islamister her til Danmark, er det mest ødelæggende det danske samfund har været udsat for i nyere historisk tid.«
Jeg har tidligere kommenteret på Marie Krarups blog i lignende spørgsmål omkring Islam, men altid sondret mellem Islam i to betydninger
,a) Islam som almindelige mennesker dyrker den i egen rettroenhed og privatsfære og som i det daglige passer deres arbejde i samfundet og ellers dyrker deres faster, fredagsbøn, eidsfest eller som de nu synes religionen skal passes.
b) Islam som politisk ideologi, nærmere betegnet islamisme, som er en totalitær ideologi, der blev stiftet i form af det islamiske broderskab af den ægyptiske skolelærer Hasan Al Bannah i 1928. Dvs i samme tidsperiode, som da nazismen, fascismen og kommunismen var i fremmarch. Og nogle grene af Islamismen har i vores tid har udartet sig og fortjener med rette kritik.
I den forbindelse skal det anføres, at jeg forholder mig yderst kritisk over for KWH´s tilgang til religionskritik, der for hende er vigtigt i forbindelse med ytringsfriheden.
I min egen tilgang til religionskritik i betydningen a) er jeg mest påvirket af John Lockes tolerancebrev fra 1690, i hvilket han viderefører Anthony Ashley Coopers (Lord Shafftebury) tanker omkring tolerance religionerne imellem.
På John Lockes tid var der strid mellem forskellige Kristne retninger og situationen i England i 1690 var stadig så ophedet, at da han i 1690 skrev Tolerancebrevet i landflygtighed i Holland, turde han ikke udgive dette i sin egen levetid af frygt for voldelige repressalier.
Hans ven, Anthony Ashley Cooper så nemlig meget rigtigt, at hvis der igen skulle skabes sammenhængskraft i England på daværende tidspunkt, var det bydende nødvendigt, at der kunne etableres en tolerance mellem de forskellige Kristne livssyn.
Dette kan belyses ved følgende citat fra tolerancebrevet;
LOCKE: "Derfor bør øvrigheden ikke forbyde nogen som helst spekulative meninger, som hævdes eller læres i nogen kirke, fordi de ikke vedrører undersåtternes rettigheder i staten. Hvis en papist tror, at det, som en anden kalder brød, i sandhed er Kristi legeme, har naboen ikke derved lidt nogen skade. Hvis en jøde ikke tror, at Det Ny Testamente er Guds ord, ændrer det ikke noget i de borgerlige rettigheder. Hvis en hedning tvivler om begge Testamenter, skal han ikke derfor straffes som en dårlig borger."
Derfor stiller jeg det normative spørgsmål, når det drejer sig om religionsdyrkelse i egen rettroenhed, om religionkritik nu virkelig også er så nødvendig, som KWH påstår?
Jeg forudsætter naturligvis, at straffeloven er overholdt, at eksempelvis ritualer som menneskeofringer ikke indgår i religionudøvelsen.
For mit eget vedkommende afholder jeg mig fra religionskritik, når det bare drejer sig om almindelige menneskers måde at dyrke deres tro på, da jeg ingen borgerlige rettigheder mister på grund af det.
Samtidig har vi grupperinger i samfundet, der mener, at det også på dette område skal være mulighed for at udøve kritik.
Her er problemet at få udviklet et normativt rum i debatten, der kan omfatte flere modsatrettede synspunkter, uden at racismeparagraffen automatisk tages i anvendelse, fordi vi melder hinanden til politiet.
Generelt mener jeg, at når synspunkter lægges ud i dette normative rum, bør dette fastlægges i den demokratiske debattradition og ikke i juraen, som kræver præcise definitioner.
Det forholder sig omvendt med Islam i betydningen b). For sæt, at islamdyrkeren giver udtryk for, at der bør indføres sharialovgivning eller kalifatet bør indføres.
I så fald udtaler man sig så om, hvordan samfundet bør indrettes og dermed er der efter min mening tale om en ganske almindelig politisk udmelding på samme måde, som når socialisten argumenterer for, at der bør indføres et socialistisk samfund.
Katrine Winkel Holm er naturligvis velkommen til at kalde dette religionskritik, men efter min mening er enhver borger fri til at afgøre, hvor vidt vedkommende ønsker et kalifat, et socialistisk samfund naturligvis under hensyntagen til dette samfunds almindelige bestemmelser.
På samme måde, som almindelige borgere er fri til at udøve en politisk kritik af begge samfundssystemer.
Problemet i dagens debat omkring Islam er, at den religiøse og politiske del ikke adskilles
Og her kommer vi så tilbage til den dom, som retten i Helsingør har afsagt. Katrine Winkel Holm kan have ret i, at den er korrekt, dvs i overensstemmelse med lovens bogstav; - og at racismeparagraffen som følge af den konklusion hun drage, bør afskaffes.
Min tvivl går på, om dommen har fået dette udfald på grund af manglende retspraksis på området. Derfor mener jeg, at den bør appelleres.
Eksempelvis om det er muligt for en højere retsinstans at komme frem til, at distinktionen mellem islam givet som egen rettroenhed og islam som politisk givet, implicit var givet i det indlæg, Flemming Nielsen skrev på Facebook.
For netop her kommer vi til problemet med ytringsfriheden. Skal en opinionsdanner hele raden rundt, hver gang vedkommende ytrer sig i religiøse spørgsmål, for ikke at blive anklaget for racisme?
Det leder mig videre til spørgsmålet, om vi skal beholde racismeparagraffen.
Jeg har den samme holdning til tolerance, religionerne imellem, som Anthony Ashley Cooper havde det 1600 tallets England.
Hvis det danske samfund skal være stabilt i fremtiden, er det vigtigt, at der er en eller anden forståelse de forskellige religionssamfund imellem.
Det er derfor vigtigt med en dansk udgave af den restaurationsproces, som englænderne satte i gang i 1600 tallet og som var medvirkende til, at the glorious revolution i 1690 blev så vellykket, som den blev.
Ved denne begivenhed blev verdens første moderne demokratiske forfatning indstiftet, uden der blev løsnet et skud. Grundtvig omtaler også dette i sine skrifter.
Uden at gå nærmere ind på personer og navne er problemet generelt i den nuværende debat, at dagsordenen sættes af de yderliggående på både på henholdsvis den islamiske og den nationalromantiske side.
Eksempelvis når Hizb-ut-Tahrir demonstrerer eller holder møder og højrefløjen kritiserer dette og i mange tilfælde med rette.
Problemet er, at når der rettes ensidig fokus på dette i den offentlige debat, er det med til at holde hele den diskussion kørende om, hvor skadelig modparten er, hvilket afsporer processen.
Skal den danske udgave af restaurationen lykkes, tror jeg derfor det er vigtigt, at loven yder beskyttelse af grupper, som bare rettroende for sig selv, for at det ikke skal udarte sig, som det gjorde i London i 2011.
Her hærgede unge mænd byen i en hel uge. Disse optøjer havde ikke noget med religion at gøre, men mere med opfattelse af egen sociale gruppes identitet.
Mange af deltagerne tilhørte en social klasse, som ofte blev udsat for hån og spot fra det øvrige samfund, uden at de havde muligheder for at svare for sig selv. Så blev en 29 årig far skudt i en skudveksling med politiet og det blev gnisten, der satte hele dette i gang.
For Danmarks vedkommende tror jeg derfor, at Fativ Alev kan have ret i, at der også findes personer også på islamisk side, som føler de bliver kritiseret hele tiden, mange gange for noget de ikke har gjort, men de kan bare ikke svare for sig.
Og de har heller ikke nogen til at tale for dem på en måde, at de ledes ind i den danske demokratiske tradition. Til gengæld tilbyder Hizb-Ut-Tahris i stedet deres hjælp, hvilket så holder den negative spiral kørende med efterfølgende religionskritik fra den danske højrefløj
Og så bygger man i ytringsfrihedens navn sociale spændinger op på samme måde, som det skete London 2011; - hvor ytringsfriheden gik ud på, at man havde lov til at gøre nar af unge mænd nederst i det sociale hierarki.
Jeg er derfor af den mening, at vi ikke kan have total naturretstilstand på ytringsfrihedens område, fordi det sætter de gruppers frihed ud af kraft, som ikke er i stand til at svare for sig, i tilfælde de udsættes for grundløse beskyldninger og spot.
De må på en eller anden måde beskyttes af loven.
Derfor går jeg ind for, at racismeparagrafen bør beholdes, men at der bør udvikles en praksis for dens anvendelse, så den kun bruges overfor de værste ytringer samt propagandavirksomhed, som paragraffen også anfører.
Lars Bordal