Han må mene, at niqab er noget af det mest feministiske, en kvinde kan iføre sig. Han må mene, at spørgsmålet om, hvorvidt Hamas er en terrororganisation, afhænger af perspektivet. Han må tale om islam, Israel og Palæstina, synge om det, skrive om det og forsøge at overbevise alle os andre om, at han har ret.
Så længe han holder sig inden for lovens rammer, er hans ret til at gøre det præcis lige så meget værd som min ret til at kritisere ham for det.
Det burde være ytringsfrihedsmæssigt elementært. Alligevel er det værd at slå fast, fordi debatten om Isam B's kommende koncert i DR Koncerthuset lider under en grundlæggende sammenblanding af to vidt forskellige ting: retten til at ytre sig og retten til at få stillet en bestemt platform til rådighed for sine ytringer.
Den første har Isam B. Den anden har han ikke.
Ytringsfriheden er ikke et adgangskort til en platform. Den indebærer ikke en pligt for andre til at stille deres mikrofon, deres lokaler, deres institutionelle autoritet eller deres publikum til rådighed for den, der ønsker at ytre sig.
Det gælder også, når den, der siger nej, er DR.
Sagen er blevet aktuel, efter Kulturcafé Ludvig i Sorø aflyste en planlagt koncert med Isam B. Spillestedet henviste til, at musikeren i den senere tid havde fremmet synspunkter, som stedet ikke ønskede at blive identificeret med. Kort forinden havde Isam B blandt andet kaldt det at bære niqab for noget af det mest feministiske, en kvinde kan gøre.
Nu er fokus rettet mod DR Koncerthuset, hvor Isam B den 11. marts næste år skal markere 20-året for sit soloalbum Institution. Socialdemokratiets udlændingeordfører Thomas Skriver Jensen har opfordret DR til at genoverveje koncerten. DR fastholder den.
Begrundelsen er interessant, fordi den rækker langt ud over spørgsmålet om Isam B.
DR har fremhævet, at den konkrete koncert er en kommerciel aktivitet og ikke finansieres af public service-midler, men det er ikke så enkelt, som det lyder. DR Koncerthuset er ikke en privat koncertsal, der tilfældigvis har bogstaverne DR stående over døren. Kulturministeren beskriver således Koncerthuset som en integreret del af DR's musik- og kulturformidling, der bredt anvendes til at løse DR's public service-forpligtelser. Selvom den kommercielle virksomhed holdes regnskabsmæssigt adskilt, finder koncerten stadig sted i en offentlig, skatteyderfinansieret institution: Det er DR's navn, hus og institutionelle prestige, der stilles til rådighed.
Endnu vigtigere er det princip, DR har opstillet for sit valg af kunstnere: DR vurderer ikke kunstnernes politiske eller ideologiske synspunkter. Kravene er, at aktiviteten er lovlig, musikalsk relevant og kommercielt forsvarlig.
Det er et klart svar, men også et svar med vidtrækkende konsekvenser, for enten mener DR det – eller også gør DR ikke.
Hvis DR virkelig har som princip, at kunstnernes politiske og ideologiske synspunkter ikke indgår i vurderingen af, hvem der kan optræde i DR Koncerthuset, må princippet nødvendigvis gælde uanset ideologi. Så må det også gælde en erklæret nynazistisk kunstner, der har gjort sin nazisme til en integreret del af sin offentlige kunstneriske persona og bruger sin position som kunstner til at udbrede den.
Hvis svaret i det tilfælde pludselig bliver, at kunstnerens ideologi er så ekstrem eller antidemokratisk, at DR ikke ønsker at lægge scene til vedkommende, så vurderer DR netop kunstnerens politiske og ideologiske synspunkter.
Det kan man sagtens vælge at gøre, men så er DR's begrundelse i sagen om Isam B ikke længere tilstrækkelig, for så findes der nemlig en grænse. Og så skylder DR at forklare, hvor den går.
Især i Isam B's tilfælde, fordi sondringen mellem kunstneren Isam B og den politisk-religiøse aktør Isam Bachiri ikke blot er noget, hans kritikere har gjort vanskelig: Han har gennem det meste af sin karriere selv ladet kunst, religion, identitet og politik løbe sammen - og det går meget længere tilbage end de aktuelle udtalelser om niqab.
Allerede med Outlandish var muslimsk identitet og samfundsspørgsmål en del af hans kunstneriske univers: Da Isam B i 2007 gik solo med albummet Institution – det selvsamme album, som nu skal fejres i DR Koncerthuset – var hans fortolkning af H.C. Andersens I Danmark er jeg født ikke blot endnu en indspilning af det mange danskere betragter som vores rigtige nationalsang. Den blev diskuteret som et indlæg i debatten om danskhed og illustrerer, at Isam B længe har brugt kunsten som en platform til at promovere sit religiøse og kulturelle tilhørsforhold.
Endnu tydeligere blev det med Ramadan i København, som han var med til at skrive i 2019, og som året efter blev optaget i Højskolesangbogen. Isam B sagde selv under arbejdet, at sangbogen manglede »lyden af det brune Danmark«, og at han ønskede at repræsentere »noget af det muslimske«. Sangens fem vers følger de fem muslimske tidebønner og ender med kroppen vendt mod sydøst og panden mod bedetæppet.
Intet blev lusket ind ad bagvejen – tværtimod: Det var hans erklærede projekt at gøre den muslimske erfaring til en del af den danske fællessangstradition. Og sammenfletningen er fortsat: Isam B har indtalt Koranen på dansk, skrevet og talt om islam, danskhed, integration, Israel og Palæstina og brugt sin position som musiker som platform for sine synspunkter. På sin egen hjemmeside præsenterer han sig som »kunstner · producer · fortæller · aktivist«, og hans virksomhed beskrives som et kreativt hus, der samler musik, bøger, shows, aktivisme og trobaseret indhold under ét tag.
Derfor er det taget med tang, når DR behandler Isam B, som om kunstneren kan vurderes uafhængigt af den politisk-religiøse aktør, når Isam B ikke selv foretager den sondring i sit offentlige virke. Dermed ikke sagt, at DR ved at lægge scene til Isam B tilslutter sig hans synspunkter. Men institutionens promovering af kunstneren kan meget let fremstå som en legitimering af hele den offentlige figur Isam B.
Og så er vi tilbage ved DR's princip:
Enten mener DR faktisk, at kunstnerens politiske og ideologiske virke principielt er irrelevant, så længe arrangementet er lovligt, musikalsk relevant og kommercielt forsvarligt og så må princippet også gælde den nynazistiske kunstner, der har gjort sin ideologi til en integreret del af sit kunstneriske virke.
Frihed for Loke såvel som for Thor.
Eller også erkender DR, at der findes tilfælde, hvor kunstneren og den ideologiske aktivist er blevet så tæt sammenvævede, at man legitimt kan tage helheden i betragtning, når man beslutter, hvem man vil give en platform til.
Det er også en principielt forsvarlig position, men så skylder DR at sige, hvor grænsen går – og hvorfor den ikke går ved Isam B.
Ingen af de to svar krænker Isam B's ytringsfrihed. Han har ret til sine synspunkter og til at fremsætte dem inden for lovens rammer, også når andre finder dem dybt problematiske. Men ytringsfriheden giver ikke et retskrav på DR Koncerthuset. Og netop derfor bør DR svare på det spørgsmål, institutionen hidtil er gået uden om: Mener DR virkelig, at kunstnerens ideologi aldrig er relevant? Hvis ja, gælder princippet også nazisten. Hvis nej, hvor går så grænsen?
Og hvorfor går den ikke ved Isam B?
Artiklen har været bragt i Kontrast
