"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Tomrummet mellem tårnene

11. september 2001 blev World Trade Centers to tårne bragt til fald. Det var en oplevelse, som brændte sig fast på nethinden og i bevidstheden hos samtlige tilskuere. Ikke bare hos dem, der var til stede på Manhattan den skæbnesvangre morgen, men også hos os, der var vidner til terroranslaget på tv.

11. september 2009      Af Uwe Max Jensen

For nogen var 11. september 2001 en menneskelig tragedie og skændselsdåd. For andre et kærkomment angreb på frie og åbne samfund og en udstilling af deres svaghed. Således spændte reaktionerne fra gråd og bestyrtelse til jubel og skadefryd.

Vi kommer til at huske 11. september 2001 længe, da det blev begyndelsen på en konfrontation mellem vesten og den radikale islam. En konfrontation, der langt fra er slut, og hvis udfald vi kun kan gisne om.

Men der er grund til at huske de imposante tårne for andet end død og ødelæggelse. En anden vigtig dato i tårnenes historie er 7. august 1974. Her gik en ung franskmand ved navn Philippe Petit på line mellem de to tårne. Forhistorien er ligeså fantastisk, som franskmandens imponerende gåtur i himmelrummet.

Tårnene kaldte på mig

I 1968 sidder Philippe Petit i venteværelset hos en tandlæge i Paris. Han læser i et blad, og hans blik bliver fanget af en model af de to kæmpeskyskrabere, der er under opførelse i New York. Philippe Petit ved med det samme, at han må gå på line mellem tårnene.


En line mellem tårnene i 400 meters højde


"Det var ikke min ide, det var tårnene, der kaldte på mig," fortæller Philippe Petit i bogen At nå skyerne - min linegang mellem Twin Towers udgivet på dansk i 2008 af Forlaget Per Kofod. I 2008 fik også dokumentarfilmen Man On Wire om Philippe Petit premiere.


Jonglør og linedanser

Philippe Petit bruger seks år på at træne sig op. Han flytter til New York, hvor han optræder som jonglør og linedanser i Washington Square Park. Samtidig studerer han byggeriet af World Trade Center, der langsomt skrider frem.

Om aftenen 6. august 1974 skaffer Petit Philippe og et par venner sig adgang til Sydtårnet. De medbringer en tung trækasse med udstyr. På toppen af Nordtårnet er et par medhjælpere på plads. Med flitsbue skyder medhjælperne et stålkabel af sted. Philippe Petit og hans venner fastgør det til Sydtårnet.

Om morgenen 7. august 1974 er Philippe Petit klar til sin dåd. Til new yorkernes forbløffelse går den 24-årige franskmand otte gange frem og tilbage mellem tårnene i en højde af 400 meter. Politiet bliver tilkaldt, men de kan ikke få linedanseren ind i sikkerhed. I stedet fortsætter Philippe Petit sit nummer. Lægger sig på linen for at tage et hvil. Og danser på linen uanfægtet afgrunden, der åbner sig under ham.

Da Petit endelig - efter næsten en time - kommer ind i sikkerhed, bliver han anholdt af politiet. Alle anklager mod ham bliver senere droppet, og Philippe Petit får en symbolsk dom, som indebærer, at han den følgende weekend skal underholde børn i Central Park ved at gå på line.

Når jeg ser tre appelsiner

I retten forklarer Philippe Petit om baggrunden for sit nummer:
"Når jeg ser tre appelsiner, jonglerer jeg; når jeg ser to tårne, går jeg."

Der er grund til at huske Philippe Petit, fordi han risikerede alt ved en overdådig og ubegribelig akt, hvor han netop får os til at skønne på livet ved at sætte det på spil. Helt ulig terroristerne, som ikke havde andet at tilbyde verden end deres selvmorderiske mindreværd.