"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Shabana på slap linie

5.9 2009         Helle Merete Brix

"Jeg er en meget dårlig muslim. For jeg elsker jøder". Ordene kommer fra Shabana Rehman, den pakistansk-norske komiker, der står på scenen i Comedy Zoo i Knabostræde i København. Der er stuvende fuldt. Publikum ler forsigtigt. For kan man le af sådan en vittighed? Lidt bedre går det, da Rehman fortæller, hvor ulykkelig hendes far var over at hun var en baby med meget mørk hudfarve: "Hvem vil gifte sig med hende nu?", sagde min far. "Nu? Jeg ved, muslimske piger bliver gift tidligt, men plejer de i det mindste ikke at være 7-8 år?"


Shabana Rehman Gaarder


Rehman er gæst hos Omar Mazouk, egyptisk-dansk stand up komiker, kendt for blandt andet at mene, at man ikke bør lave sjov med Muhammed og at Theo van Gogh derfor overtrådte en grænse. Og kendt for sin afsky for Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet og staten Israel. Det er derfor forfriskende - og overraskende - at Marzouk har peppet sit show denne aften, Hizbollahs Hangars, op med besøg af en komiker, der ikke sætter grænsen for at lave sjov ved en bestemt profet. Og som i øvrigt sagde ja tak til at modtage Trykkefrihedsprisen i 2006, da den første gang blev uddelt af Trykkefrihedsselskabet.

Hvor Shabana koncentrerer sig 100 procent om sprængfarlige emner, kører Mazouk ikke mindst på vittigheder om parforholdet og mænd og kvinder. Den kører på rutinen med at kvinder ikke har humor og går op i pyntehåndklæder. At danske mænd er vatpikke.

Marzouk har også en enkelt joke om de hjemsendte irakere og balladen i Brorsons kirke. Hvorfor fik irakerne ideen til at gemme sig i kirken? Jo, de havde tænkt, de ville gemme sig et sted, hvor danskerne aldrig kommer: "I kirken." Det syntes jeg faktisk var lidt sjovt.

En joke om de to tårne

Marzouk causerer også over Vestens angst for terrorisme. Det kommer blandt andet til udtryk i en vittighed, som jeg til gengæld har svært ved at se det morsomme i. Men bedøm selv, kære læser: Omar Marzouk fortæller at han har en søn, men gerne ville have haft tvillinger. Så kunne han have leget "De to tårne", når han madede dem som små. Men: "Den joke kan man ikke fortælle i New York".

Men i København, der endnu ikke har oplevet et terrorangreb, ler det overvejende unge publikum larmende. De ler også, da Marzouk fortæller, at han er en præmieperker, det er kun derfor, han bliver inviteret til fester hos SF. Marzouk kunne også have fortalt, at hans krav om at islam skal vises respekt, naturligvis er årsagen til at han sammen med det islamiske band Outlandish blev inviteret til at stå for underholdningen, da konferencen "Islamophobia" løb af stablen i København i 2006. Her deltog blandt andet rabiate imamer. Og her ville man næppe have inviteret Rehman.

Omtrent hele den første time af stand up showet tilhører Rehman. Hun får også lejlighed til at vise publikum billeder fra sine mest provokerende stunts: Som da hun lod det norske flag male på sin nøgne krop. Da hun løftede terroristen, mullah Krekar op ved en konference og løftet med den forskrækkede mullah gik verden rundt. Da hun viste sin bare ende offentligt. Og da hun kyssede med en kvindelig norsk minister i protest mod en tiljublet spillefilm om et vellykket kulturmøde. En film, hvor den norske svigersøn skriver under på, at hans pakistanske svigerfar må dræbe ham, hvis han vil ud af ægteskabet igen. Og naturligvis er konverteret til islam og har ladet sig omskære.

Vejen ud af volden

Rehman har til november premiere på et nyt show i Oslo. Lige nu er hun også aktuel med den bevægende og opmuntrende bog Blåveis - navnet på den blå anemone og samtidig slang for et blåt øje - om sin vej ud af to voldelige forhold som ung. For ikke blot har Rehman - der i dag også hedder Gaarder til efternavn gennem ægteskabet med den norske journalist og dokumentarfilmmager Martin Rehman Gaarder - oplevet dødstrusler med mere i forbindelse med sit liv som komiker. I bogen beskriver hun volden og den psykiske fornedrelse i forholdet som purung til Amir.

Amir er af pakistansk afstamning, familien er konservative muslimer. Men Amir lever et liv med stoffer og et vildt og råt natteliv. Samtidig banker han Shabana, når hun for eksempel lufter tanken om, at et kommende barn ikke skal være muslim.

Da Rehman er 19 år forlader hun Amir. Da havde både den fysiske og den psykiske vold stået på i tre år. Amir dør senere af en overdosis.

I Blåveis beskriver Rehman også, hvordan hun blev misbrugt af en af de socialarbejdere, som var ansat på det ungdomshjem, hun flyttede til som 15-årig. Og hun fortæller om vejen  ud af volden, om at få en abort, om at generobre sin krop og at nægte at se sig selv som et offer. Og om at blive en offentlig stemme, kommentator og den stand up komiker, som hun viser denne aften. Fra bogen: "Indvandrerpige. Jeg havde aldrig kaldt mig selv det. Det var det første, en journalist sagde om mig. Jeg hørte på det med lige så stor undren som da jeg første gang hørte ordet voldsoffer brugt om mig. Jeg var og ville være standup-komiker".

Rehman deler i dag sin tid mellem Oslo og Brooklyn i New York. Amerikanske kunstnere kan, som pakistanskfødte Rehman forklarer publikum denne aften, finde på at sige "We kill that audience": "Men hvor jeg kommer fra siger man "We kill that comedian".

Man kan læse mere om Blåveis på Shabana Rehmans blog

Hizbollahs Hangar. Omar Marzouk med gæster. Comedy Zoo, Knabostræde i København. 4. september 2009.