"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Om mænd, beskyttertrang og dødbringende tavshed

27. september 2009          Helle Merete Brix

Det er denne forfatters påstand, at mænd grundlæggende kan inddeles i to kategorier: De, der har beskyttertrang og de, der skal passes. Sidstnævnte gruppe bør man gå i en stor bue udenom, medmindre man er udstyret med et overdrevent MOR-gen. Det er den førstnævnte gruppe, der står en bi, når verden står i flammer.

Derfor blev jeg også glad, da jeg læste det britiske magasin Standpoints september-nummer. Sappho har tidligere skrevet om tidsskriftet, der har det som sit formål bl.a. at ”forsvare og hylde den vestlige civilisation”. Siden sin start har tidsskriftet leveret læseværdige artikler og haft gode skribenter tilknyttet. Her skal blot nævnes nogle få: Douglas Murray og Peter Whittle, der begge har gæstet Sappho samt Lionel Shriver, der er noget så sjældent som en skønlitterær forfatter, der tillader sig at være kritisk over for den igangværende masseindvandring.


Dødbringende tavshed om mord og kvindehad


I det aktuelle september-nummer beskæftiger både redaktøren Daniel Johnson samt to skribenter, Nick Cohen - kendt for bl.a. den glimrende bog What´s left: How liberals lost their way - og Clive James sig med den muslimske kvindeundertrykkelse.

Daniel Johnson skriver i sin leder om den undertrykkelse, der ikke alene finder sted i de muslimske lande, men som forlængst har bredt sig i Europa. Han nævner nogle ubehagelige fakta fra Storbritannien: At Metropolitan Police i 2006 anslå, at 66.000 kvinder var i risiko for at blive omskåret i landet.

Johnson nævner også, at Association of Police Officers i 2008 anslog, at 17.000 kvinder hvert år er ofre for en eller anden form for honour crime - alt fra overfald, kidnapning og mord. Dette tal er, skriver Johnson, 35 gange højere end det officielle tal.

Johnson slutter lederen med at skrive, at "for mænd og kvinder, muslimer og ikke-muslimer, kan der ikke være noget kompromis i forhold til kvindehad og mord".

De forsvundne feminister

Clive James indleder sit essay med at citere den nu afdøde australske journalist Pamela Bone for sin kritik af de vestige feministers tavshed, da Ayaan Hirsi Ali rettede opmærksomheden mod den muslimske kvindeundertrykkelse. "Hvor er de vestlige feminister", spurgte Bone. James svarer i sit essay: "Det er vi nogen, der stadig gerne vil vide".

James skriver også i sit essay, at des værre forholdene bliver i Storbritannien, des mindre beskæftiger de seriøse aviser sig med dem. Han skriver desuden: "Efter 70 års hård træning havde jeg endelig accepteret, at det ikke er en kvindes job at vaske mine sokker, men jeg mente stadig, at hvis der var tusindvis af galninge i verden, rede til at myrde eller skamfere deres egne døtre for fiktive forbrydelser, så måtte det først og fremmest være kvinders job at opponere mod det, hvis de havde friheden til det, naturligvis. Men det er i det store og hele ikke sket".

Det vestlige demokrati, eller de lande, der har systemer, der minder om det er, skriver James, den eneste form for samfund vi kender, hvor kvinder ikke udsættes for systematisk uretfærdighed. Men paradoksalt nok er det de vestlige samfund, som feministerne er allermest ivrige efter at kritisere sønder og sammen.

Sharialove og kujoneri

Nick Cohens essay har overskriften "At vende det blinde øje til kvindehad". Illustrationen er en siddende, burkaklædt kvinde, fotograferet i Kabuls gamle bydel. Men det Cohen beskriver i sit essay, foregår ikke mindst i dagens Storbritannien.

Cohen fortæller bl.a. om det raseri, der tidligere i år ramte Ophelia Benson og Jeremy Stangroom, redaktører af bogen Does God hate women? Den er blevet kaldt både "hysterisk" og "bizar", og der har været frygt for, at den skulle vække muslimers vrede, fordi den bl.a. kritiserer Muhammeds ægteskab med et barn.

Cohen skriver også om de umenneskelige sharialove, den multikulturelle relativisme og den umenneskelige praksis i den islamiske republik Iran med at voldtage dødsdømte jomfruer i fængslet.

Cohen undrer sig over feministernes tavshed - og det de siger, når de taler: Han nævner, at så sent som sidste måned diskuterede man i programmet Newsnight på BBC 20-året for fatwaen mod Salman Rushdie. En af verdens mest berømte feminister, Germaine Greer, der også har haft den gode smag at forsvare kvindelig omskæring, deltog og viste at hun ikke havde rykket sig en tøddel i Rushdie-sagen. Hun fastholder stadig, at Rushdie skulle have fjernet de "fornærmelige" passager fra De Sataniske Vers. Forfattere, sagde Greer i programmet, havde ekstraordinær magt, de kunne "slippe afsted med mord".

Men nu var det ikke Rushdie, der truede Khomeini på livet, det var faktisk den anden vej rundt.

Og så undrer Cohen sig over feministernes dobbelte standard: Kvindens frigørelse er nødvendig og essentiel for hvid-hudede kvinder i London, Hampstead og Highgate men åbenbart ikke for brun-hudede kvinder i Lahore, Bethnal Green og Bow.

Og hvor kvinder i dag nyder større frihed end nogensinde før i Vesten, kan man slippe afsted med det mest utrolige, påpeger Cohen. Ærkebiskoppen af Canterbury "kan støtte at sharia lovene skal gælde for britiske muslimske kvinder og føle sig sikker på, at hans egne kvindelige præster vil nikke bifaldende. Ligeledes kan den tidligere Lord chief justice Lord Phillips støtte indførelse af sharia i East London Mosque uden at kvindelige advokater minder ham om at moskeen er center for Jaamat-i-islami, der i Indien insisterer på, at mænd, der smider deres koner ud ikke har pligt til at betale dem underhold".

Cohen nævner nogle af de kvinder med muslimsk baggrund, der sætter problemet under lup: Den iranske forfatter Azar Nafisi og naturligvis Ayyan Hirsi Ali. Det er heller ikke en etnisk britisk kvinde, men en marxistisk eksil-iraner, Maryam Namazie, der har iværksat iniativet "One law for all", som Sappho tidligere har skrevet om. "One Law for All" opponerer mod netop sådanne forslag som ærkebiskoppen og Lord Phillips har fremsat.

Cohen mener, at det verden har brug for er en "kompromisløs, militant feministisk bevægelse". Mindre kunne måske gøre det. Til en start kunne feministerne overveje, om det er kun er mænd, der skal have opgaven med at forsvare deres rettigheder? Eller om de selv kunne hjælpe lidt til? Om de kunne bryde den dødbringende tavshed?

Og måske også om der bag alle de pæne fraser, som frisindede mænd og kvinder benytter sig af, "respekt for forskellighed" og "en hyldest til diversitet" slet og ret, som Cohen påstår, gemmer sig noget så uskønt som ganske almindeligt kujoneri?