"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Naser Khader anmelder ”Når danskere bøjer af: Islamiseringen af Odense”


2. september 2009     Naser Khader

”Denne bog er et engageret menneskes forsøg på at videreføre samtalen om indretningen af Danmarks hus”. Sådan skriver Alex Ahrendtsen i sin indledning i bogen Når danskere bøjer af, hvis genre er en hybrid mellem en politisk selvbiografi, nogle personlige erindringer – og en debatbog om islamiseringen i den fynske hovedstad, Odense. Sidstnævnte problemstilling er absolut det mest interessante i bogen.


Ahrendtsen - kæmper for sin sag


Forfatteren leverer veldokumenterede beretninger om sager fra Odense – begivenheder, som alle har den fællesnævner, at danskere bøjer af overfor en radikal, islamisk tankegang. Beretningerne er mange, og spørgsmålene er vigtige at stille og diskutere. Er en dagplejemor iført burka berettiget til at modtage tilskud fra Odense Kommune, som dermed finansierer størstedelen af hendes løn? Og skal en skole i udkanten af Vollsmose (bydel med overtal af nydanskere) indføre halal-slagtet kød og vinke farvel til frikadeller, røde pølser og leverpostej – ikke grundet den høje fedt procent, men fordi det er lavet af svinekød? Og hvordan var det med hende Asmaa Abdol Hamid fra Enhedslisten, der pure nægtede at give hånd til sine mandlige politiske modstandere – ja til mænd i det hele taget?

Som en biavler uden beskyttelsesdragt


Disse sager (samt en række andre hændelser) beskriver Alex Ahrendtsen på en sådan måde, at man ikke er i tvivl om, at der her er en mand, der kæmper for sin sag, hvor kompliceret og sprængfarlig emnet end er. Og det er et ømtåleligt og kontroversielt emne Alex Ahrendtsen tager fat i. Men Alex Ahrendtsen går til emnet som en biavler, der uden beskyttelsesdragt nærmer sig sin bistade.

Når man har læst bogen, er man ikke i tvivl om, at der her er en mand, der kæmper for sin sag. Man er heller ikke i tvivl om, at ethvert forsøg på dialog uanset med hvem, ifølge Alex Ahrendtsen er ensbetydende med et knæfald for fundamentalisterne, og det er om ikke bogens svaghed, så Alex Ahrendtsens svaghed, at han på intet tidspunkt skelner mellem muslimer og islamister eller fundamentalister.

I et interview med Weekendavisen i august beskrev Alex Ahrendtsen sig selv som en dårlig politiker, fordi han er styret af sine følelser og ikke af sin fornuft.  At manden har følelser, hersker der ingen tvivl om efter endt læsning. Særligt i kapitlet om den konservative borgmester Jan Boyes deltagelse i fredagsbøn i en af moskeerne nær Vollsmose fornemmer man, hvor skuffet og forarget Alex Ahrendtsen blev, da han ikke bare hørte, at Jan Boye skulle deltage i en fredagsbøn i en af moskeerne tæt på Vollsmose – men at der også var planer om at bygge en stormoske. Moskeen var nemlig ikke hvilken som helst moske, og initiativtagerne var ikke hvem som helst. Nej, det var Islamisk Trossamfund, der ville have en ny moske. Samme forening, der under Muhammedkrisen som bekendt forrådte Danmark og gjorde sit til at gøre konflikten så betændt som muligt. Konsekvensen af Jan Boyes dialogsøgende kurs blev, at Alex Ahrendtsen – uden at blinke - opsagde samarbejdet med den konservative borgmester.

Muslimer og islamister

Alex Ahrendtsen er drevet af en It’s my way or the high way logik, som unægteligt danner associationer til Geert Wilders svulstige ordvalg og bastante udmeldinger om Islam. Og det er med Wilders som med Alex Ahrendtsen. Nok har de en pointe i, at en islam i de europæiske samfund i disse år. Eksemplerne som Alex Ahrendtsen nævner beviser den påstand. Geert Wilders in persona er et eksempel på, hvad der sker, når man retter en sønderlemmende kritik af de fundamentalistiske tendenser i islam og den islamiske kultur: dødstrusler, politibeskyttelse og stemplingen som ”persona non grata” i England tidligere på året taler for sig selv.

Men de begår begge samme fejl og skelner ikke mellem muslimer og islamister. Derfor bliver deres kritik også unuanceret og for nem at feje af banen af alle de, der har sat kikkerten for det blinde øje og nægter at se, at der er kræfter, der vil demokratiet til livs. Jeg savner nogle konstruktive forslag fra Alex Ahrendtsen. Hvad kan vi gøre ved den radikalisering blandt nogle muslimer, der ikke bare finder sted i Odense, men også i resten af det danske samfund? Hvordan kan vi forhindre, at endnu flere danskere fremover bøjer af over for rabiate islamisters agenda? Kan man løse en problemstilling så kompleks som den i bogen beskrevne med et krav om ”ret ind eller forsvind?”. Den dimension i debatten berøres kun perifert. Det er en hårfin balancegang at kæmpe mod islamister, og det bidrager ikke til noget konstruktivt at gøre skellet endnu større mellem de moderate og de rabiate endnu større.

De få reelle løsningsforslag bevirker, at man bliver i tvivl om Alex Ahrendtsens egentlige intention med at skrive bogen. De personlige erindringer er reelle nok, emnerne reelle nok, debatten reel nok, men de udvalgte emner og anekdoter virker netop, ja alt for udvalgte, og det føles indimellem som om forfatteren i sin iver efter at gå sit eget ærinde, har fravalgt en del mellemregninger, der måske kunne have givet flere nuancer. Men i det mindste er Alex Ahrendtsen ikke bange for at bringe emnet om islamiseringen til diskussion, ligegyldigt hvor kontroversielt og farligt emnet desværre stadig er. Dermed bliver Når danskere bøjer af alligevel et indlæg i den vigtige debat om, hvordan vi tackler de problemer, der er opstået i kølvandet på de kulturradikales og venstreorienteredes ignorance og politiske korrekthed overfor de rabiate muslimer.

Aftenens forfattermøde med Alex Ahrendtsen er udsolgt

Alex Ahrendtsen: Når danskere bøjer af: Islamiseringen af Odense. Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, udkom 1. september 2009, 204 sider, 218 kr. Køb bogen her