"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Mogens Camres indlæg ved mødet i Trykkefrihedsselskabet den 8. oktober 2009 om bogen ”1400 års krigen”


I formiddags modtog jeg i mit hjem et besøg af mine venner fra den iranske frihedsbevægelse. De kom med en stor buket blomster i rød-hvide farver for at takke for bistand med at få 36 iranske modstandsmænd frigivet fra et irakisk fængsel.  

Jeg nævner det, fordi jeg kan se af et par anmeldelser, at der er nogle, som har misforstået formålet med at skrive en bog som 1400 års krigen.  Lad mig sige det helt klart: Vi er ikke i krig mod mennesker med islamisk baggrund. Vi er sammen med nogle mennesker med islamisk baggrund i krig mod fundamentalister, som ødelægger livet for mennesker i de islamiske lande, og truer udviklingen i mange lande udenfor den islamiske verden. Afdækningen af den islamistiske tankegang er nødvendig for at hjælpe mennesker ud af den ødelæggende islamiske politiske kultur.

Der er nogle som siger, at vi ikke må  fortælle sandheden om islamismen. Europa Parlamentets netop afgåede formand, tyskeren Pöttering, forbød forevisning af Geert Wilders film Fitna i Europa Parlamentets bygninger. Vi kunne ikke tåle at høre, hvad de islamistiske imamer og politikere sagde. Det var som bekendt kun dem, der talte på filmen. Geert Wilders sagde ikke et ord. Der er nogle der tror, at det sagte ikke er sagt, hvis vi fortier det, at truslen ikke er til stede, hvis blot vi nægter at have hørt den.

Vi må ikke fornærme de rare mennesker med at trykke tegninger af Muhammed. Deres fine følelser bliver såret, hvis nogen gør opmærksom på, at Muhammed var en krigsherre, som var præcis lige så brutal og kynisk som andre krigsherrer på det tidspunkt i historien – for deres verdensbillede kan ikke tåle, at nogen piller ved deres illusioner. Mennesker, som er frataget en sund tilværelse, bliver naturligt nok krænkede, når man fortæller dem, at der ikke er nogen dækning på den veksel på evigheden, man har givet dem i stedet for et ordentligt liv.

Men det er nødvendigt, at vi retter kritik. Det er nødvendigt, at vi river sløret fra deres øjne og burkaen af deres indespærrede kvinder. De som ærbødigt bøjer sig og siger, at vi ikke må stille spørgsmålstegn ved en religion, ikke må kritisere budskaber, der kalder sig religiøse, er de virkelige racister – de mener jo i ramme alvor, at menneskerettighederne ikke skal gælde for mennesker i den islamiske verden, fordi en snæver kreds af diktatoriske magthavere har formået at holde folket nede i sort uvidenhed og overtro om en gud, der dikterer bøger, en ærkeengel, som optræder som postbud og en profet, der skriver et regelsæt ned, som for tid og evighed skal gælde for alt og alle.

Forrige mandag var jeg til et møde i Mellemfolkeligt Samvirke, hvor den ægyptisk fødte professor Baghat Korany fremlagde den seneste Arab Human Development Report, som udgives af UNDP. Disse rapporter om udviklingen for menneskelivet i den arabiske verden kommer som bekendt med jævne mellemrum og taler et tydeligt sprog om den islamiske kulturs problemer. Overskrifterne på forsiden siger meget klart, hvad problemerne er. Jeg citerer: ”Ørkendannelse, ulighed, forurening, vold, vandmangel, arbejdsløshed, besættelse, diskrimination mod kvinder, klimaforandring, flygtninge, sult, fattigdom, fejlernæring, identitets konflikt, militær intervention.”

Det er meget svært at få tænkende mennesker i den frie verden til at vise respekt for en religion, en kultur, der har frembragt sådanne resultater – og endnu sværere at få os til at respektere dem, der forsøger at forbyde os at sige, at der er noget helt galt.

Professor Korany er en af forfatterne til 2009 rapporten. Han er professor ved det amerikanske universitet i Cairo men ligesom de fleste af rapportens andre forfattere har han sin baggrund i den muslimske verden.  

Jeg konstaterer, at UNDPs rapport i langt mere detailleret form end jeg har kunnet gøre det i denne bog, beretter om de forfærdende tilstande i den arabiske verden – tilstande som i hovedtræk er identiske med tilstandene i islamiske lande i øvrigt. Professor Korany berettede også om de vanskeligheder UNDP har med at blive hørt. Han sagde, at det faste svar på rapportens budskaber er: ”I er betalt af USA” eller: ”I er betalt af jøderne”. Så behøver magthaverne naturligvis ikke at lytte. Professor Korany fremhævede, at det kun er ved pres udefra, fra Vesten, at forholdene kan ændres. Naturligvis afhænger alt af, at det lykkes at få de muslimske befolkninger med, men de er uvidende og undertrykte og formår mange steder ikke at rejse sig imod de magthavere, som frygter oplysning og udvikling af den simple grund, at netop uddannelse, viden - naturvidenskabelig viden selvfølgelig - vil rive tæppet væk under magthaverne. Den religiøst styrede undertrykkelse er selve forudsætningen for diktaturernes beståen.

Når vi så her i Danmark påpeger, at hele udviklingen i den muslimske verden er truende for befolkningen og for den frie verden, så er der altså nogle skræmte, politisk korrekte små mænd og damer, som ikke kan lide budskabet. Det hele har slet ikke noget med islam at gøre, siger de. Det ser slet ikke så slemt ud. Islam er fredens religion. Hvis der er problemer, så er det Vestens skyld – eller Dansk Folkepartis skyld, siger de. Islamisterne er kun en håndfuld. Bare vi er rigtig flinke og forstående og ikke siger noget grimt om deres bloddryppende profet, så vil de bestemt også blive flinke og udvikle sunde og stabile samfund.

UNDPs budskaber har i en årrække været de stik modsatte. De peger på et omfattende sammenbrud i den arabiske verden, som kun kan undgås ved drastiske reformer, og disse reformer er kun mulige, hvis den frie verden tør anfægte de dogmer, underudviklingen hviler på.

Jeg var i oktober sidste år i Irak. Fra Erbil i den kurdiske del i nord til området ved Bagdad. Der er tale om et land i kaos. Om en regering, der er i lommen på de fundamentalistiske diktatorer i Teheran, om ministre, som befolkningen ikke stoler på, og som ikke stoler på hinanden. Alligevel vil jeg sige, at jeg mødte brave folk, prominente stammeledere, som så rationelt på verden og delte de synspunkter på udviklingen, som bl.a. UNDP giver udtryk for. Men det er ikke dem, vi først og fremmest støtter. Vi støtter os på nogle, som kan udøve magt, men hvis dagsorden ikke er den samme som vores, og som ikke formår at bringe landet videre. Helt tilsvarende kan siges om dem, Vesten kalder sine forbundsfæller i Afghanistan, Pakistan eller Saudi Arabien.

Den islamiske verden kan kun ændres afgørende indefra, men det sker kun, hvis vi formår at sætte udviklingen i gang. Der indebærer, at vi vil føre en ideologisk krig imod den ødelæggende islamiske verdensopfattelse, at vi vil afvise at bøje os i respekt for uvidenhed, at vi vil tvinge oplysning og uddannelse igennem og tør sige nej til at misbruge det vestlige tolerancebegreb til at gøre Europa til åbent land for de kræfter, der ikke viger tilbage for noget middel til at sætte udviklingen i stå.

Denne bog slutter jo med at erklære, at vi tror på, at Vesten kan vinde 1400 års krigen. At de begreber om frihed, menneskerettigheder og demokrati, som satte sig igennem i Europa i Oplysningens Århundrede, kan blive alle folks eje. Men det kræver, at vi tør forsvare vore ideer. Denne bog er således også en advarsel mod de naive, som tror, at vores model automatisk sejrer, bare fordi vi er overbeviste om, at den er den rigtige.

Vi er oppe mod nogle, som stadig tror, at deres model kan bringe verden videre. Men det kan den ikke, og det skal vi have mod til at sige, så det ikke kan misforstås.