LUTON. Tommy Robinsons bil har hverken pansrede ruder eller kanon på taget. Til gengæld er der en barnestol og et par små sko, der skal ryddes af vejen, før der er plads til passageren.
Han vil give mig en hurtig rundtur i Luton, siger han, så kan jeg selv gå på opdagelse bagefter.
Vi sætter kursen mod Bury Park – den bydel, der ifølge EDL-lederen er mest islamiseret.
Det er ikke længe siden, at han på en lignende køretur i samme kvarter blev overfaldet af en muslimsk leder med skæg og kjortel.
Dengang sad et amerikansk tv-hold på bagsædet, i dag er det min tur.
Islams land
Vi kører under en bro, der er dekoreret med en stor løgkuppel – en kuppel af den slags, man kender fra moskearkitekturen.
”Nu begynder det,” siger min chauffør. ”Det her er islams land.”
Gennem vinduerne ser man lutter mellemøstlige forretninger, der sælger alt fra halalkød til håndværktøj.
Det begynder også at vrimle med mennesker. Der er kvinder med slør og store børneflokke, en del med burkaer og mænd med turban, kjortel og langt skæg.
”Det er deres område,” fortsætter Robinson. ”Her kommer hverken politi eller parkeringsvagter. De kan gøre, som det passer dem.”
Lidt længere fremme passerer vi en bygning med teksten ”Discover Islam Centre.”
”Det er et informationscenter, der skal være med til at udrydde nogle af fordommene om islam,” griner Tommy.
”Det eneste det har gjort indtil videre er at bekræfte dem,” fortsætter han.
Kristne er bomber
Centeret får offentlig støtte, og er en del af den såkaldte Luton in Harmony - kampagne, som bystyret har skudt i gang. Efter London-bomberne, selvmordsbomberen i Stockholm og EDL’s opståen mente man, at det var på tide at reparere på byens image.
”Det er ikke rigtig lykkes endnu,” siger manden bag rattet med en snært af sarkasme i stemmen.
”Centeret startede op med en såkaldt moderat muslim – Yusuf Bonner – som leder. Det eneste vi skulle gøre for at finde ud af, hvem han i virkeligheden er, var at kigge lidt i de blogs, han har skrevet gennem tiden,” siger Tommy.
Han fortæller, at Yusuf Bonner blandt andet skrev om hævn over dem, der undertrykker islam. At kristne er bomber, der skal deaktiveres, og at muslimer ikke skal vende den anden kind til.
”Vi syntes ikke, det lød særligt moderat, så vi konfronterede borgmesteren med det på centerets åbningsdag. Så skiftede de hurtigt lederen ud.”
Bolig i baghaven
Vi er ved at være ude af Bury Park igen – stort set uden at have set en eneste af ”de gamle englændere”. Dem skal vi prøve at finde nu, så turen går ad ringvejen rundt om Bury Park.
Herfra kan man se bagsiden af de gamle engelske murstenshuse, der ligger tæt side om side. I næsten alle baghaver er der opført små primitive tilbygninger, der mest af alt ligner redskabsskure.
”Der bor familier i de skure,” oplyser Robinson.
”De påstår, at det er garager, men alle ved, at der bor mennesker. Myndighederne tør ikke gøre noget ved det.”
Blev spyttet på
Vi kører videre til Farley Hill – et kvarter med lave boligblokke, der primært er beboet af de oprindelige englændere. Her har Tommy tænkt sig at smide mig af, så jeg kan få en snak med de lokale.
”De støtter os alle sammen,” siger han. ”Bare lad være med at stikke et kamera op i snuden på dem.”
Vi tager afsked, og jeg går ind på pubben The Parrot. Her falder jeg i snak med 30-årige Darren Angel, der er født og opvokset i Luton.
Han fortæller, at der særligt i denne bydel er mange, der støtter EDL. Hans bror var en af de soldater, der vendte hjem fra Afghanistan i 2009, og som blev spyttet på af muslimske ekstremister.
”Politiet lod dem bare gøre det,” siger han
”Havde jeg gjort noget lignende ved en muslimsk ceremoni, var jeg blevet anholdt med det samme.”
Støtter EDL’s ideer
Darren Angel støtter EDL’s ideer, og har for et par år siden været til en af deres demonstrationer. Men det endte ikke godt.
”Der var for mange ballademagere og vinduer, der blev smadret. Jeg vil gerne komme til deres demonstrationer, men først når de kan garantere, at der er styr på det.”
Han har ingen tillid til, at politiet eller det politiske system løser problemerne med blandt andet vold og narkosalg – derfor vil han væk
”Mine børn skal vokse op i et trygt kvarter, og det er ikke her,” siger han.
Kulturel eksplosion
Lidt længere nede af gaden ligger en take-away grillbar. Her møder jeg en elektriker omkring de 50. Han vil ikke have sit navn frem.
”Jeg støtter ikke EDL, men de er de eneste, der taler om problemerne,” siger han og fortæller, at indvandrerbander hærger kvarteret om aftenen.
”Forleden blev en autistisk dreng gennembanket af fire voksne. Fire voksne! Hvordan kan de finde på det?”
Det ender med en ”kulturel eksplosion”, mener elektrikeren, for ingen – slet ikke politikerne – gør noget ved problemerne. Han mener, at Labour har svigtet den arbejderklasse, som alle i området tilhører.
Selv vil han og konen gerne væk, men det er svært.
”Området har skiftet karakter, der er ingen, der vil købe huset.”
En offentlig hemmelighed
Ved bordet bagved sidder en yngre mand og spiser kylling.
Han synes også, der er problemer med den multikulturelle sameksistens i Luton.
”Det er svært,” siger han og sukker dybt. ”Der er en del kriminalitet i byen.”
Han fortæller, at der i Bury Park ligger et uforholdsmæssigt stort antal chicken & chips-forretninger.
”De kan umuligt sælge så meget kylling,” siger han. ”Det er en offentlig hemmelighed, at de hvidvasker penge i de butikker.”
Penge fra hvad?
”Gæt selv,” svarer han.
Den irske kvinde bag disken, synes derimod, at EDL overdriver problemerne. Der var problemer for tre år siden, men ikke længere.
”Men der er altid nogen, der vil slås,” siger hun.
”No problems”
Fra grillbaren tager jeg en taxa tilbage til Bury Park.
På gebrokkent engelsk forklarer den pakistanske chauffør, at EDL ser spøgelser.
”Folk har det fint i byen,” mener han.
”Islam er fredens religion, og det eneste muslimerne gør, er at fortælle om koranen. No problems.”
Han sætter mig af ved den største af Lutons 21 moskeer. Moskeen er gigantisk med kæmpekuppel, minaret og bederåb fem gange om dagen. Desværre er man i gang med at udvide, så der er ingen adgang.
Ingen grund til frygt
I stedet får jeg øje på en lille islamisk boghandel på den anden side af gaden. Jeg går ind og må konstatere, at jeg aldrig har set så mange bøger samlet på så lidt plads. Fra gulv til loft svulmer reolerne med religiøse lærebøger og koraner.
Boghandelen bestyres af en mand med grøn turban, hvid kjortel og stort skæg. Hvad mener han om EDL?
”De er racister,” lyder det kort.
Alligevel kan boghandleren godt forstå, at nogle af de gamle englændere er skræmte. For islam vokser hurtigt i England – ja, over hele verden. Men de har ingen grund til frygt, lover han. Islam vil dem ikke noget ondt.
Boghandleren nærmest strutter af rolig selvtillid, mens han fortæller om kommende moskebyggerier. De 21, der i forvejen findes i byen, er langt fra nok, mener han.
Islamisk velgørenhed
Vejen tilbage mod togstationen går ad Dunstable Road, som jeg for nogle timer siden kørte igennem med Tommy Robinson.
Nu farer en gruppe yngre mænd med plastikspande og orange refleksveste rundt og stopper folk på gaden. På deres veste står der ”Kingsway Masjid”.
Mig stopper de dog ikke, så jeg går hen og spørger, hvad de laver.
”Samler ind til velgørenhedsarbejde,” svarer de.
Jeg stiller et par spørgsmål mere og forstår, at det hverken drejer sig om syge børn eller hungersnød i Afrika.
Det drejer sig om en pub. Kingsway Pub. Den skal laves om til moske, og det koster.
