"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Kristeligt Dagblad: - Det er konservativt at acceptere homoseksualitet


Kristeligt Dagblad forsvarer Ahmed Akkaris homofobi og kundgør i et svar til en læser, at accept af homoseksualitet er konservativt

6. november 2009         Uwe Max Jensen

Sagen om Ahmed Akkaris homofobiske svar på Kristeligt Dagblads internetportal religion.dk har fået to udløbere. Ahmed Akkari har trukket sig som brevkassebestyrer hos religion.dk og Anders Ellebæk Madsen, der er internetchef på Kristeligt Dagblad og ansvarlig for religion.dk, har beklaget Akkaris afgang, som Ellebæk Madsen opfatter som et "symptom på moralsk snæversyn".

Sagen slutter ikke her. En af Kristeligt Dagblads læsere har beklaget Akkaris formuleringer overfor avisen. Læseren har fået svar fra Kristeligt Dagblads internetchef Anders Ellebæk Madsen, og svaret har læseren videresendt til Sappho.

Sappho bringer svaret her:

"Kære ... ...

Jeg har drøftet sagen med Erik Bjerager (Kristeligt Dagblads chefredaktør, red.).

Vi har hele tiden haft den holdning, at vi skal give et reelt billede af islam på religion.dk. Og der findes altså en del muslimer med konservative holdninger til dette og hint. Det gør ikke nogen klogere at lade som om disse holdninger ikke findes. Slet ikke, hvis man har en side med navnet religion.dk.

Det letteste i verden er at lave hjemmesider med folk, der mener det samme som en selv, og det gør ganske mange også. Paradoksalt kan man endda finde folk, der vil forsvare åndsfriheden ved at videreformidle konservative syn på moralspørgsmål:

Jeg synes det ville være værre ikke at have konservative muslimer med på siden. Min store frygt er nemlig, at vi får et korrekt islam-panel, som gør sig selv irrelevant ved ikke at komme ind til problemernes kerne. Det tror jeg ville blive konsekvenserne af din tænkning.

Generelt har vi en debatkultur, hvor der skal være højt til loftet, og hvor vi ikke skal gå uden om de reelle forskelle, der findes mellem kulturer og trosretninger. Det er for os et spørgsmål om, hvilken debatkultur, vi ønsker at huse.


Med venlig hilsen

Anders Ellebæk Madsen
Internetchef, Kristeligt Dagblad"

Et konservativt syn på moralspørgsmål

I sit svar anklager Anders Ellebæk Madsen altså Sappho for "at videreformidle konservative syn på moralspørgsmål". Det må vel tolkes derhen, at Anders Ellebæk Madsen og chefredaktør Erik Bjerager, som Ellebæk Madsen ifølge sit svar har drøftet sagen med, mener, at det er konservativt at gå i rette med homofobi.

Om deraf følger, at Kristeligt Dagblad ligefrem anser det for progressivt eller "moderne" at opfatte homoseksualitet som en illegitim aktivitet, kunne avisen passende svare uddybende på.

Sure opstød om homoseksuelle

Tingbjergs homoseksuelle og nu fordrevne præst Ulrich Vogel havde i august følgende opsang til Kristeligt Dagblad:

"Så længe aviser som Kristeligt Dagblad skriver så ladede ledere som den om homoseksuelt hysteri (anmassende, absurd), synes det helt på sin plads, at homoseksuelle gør sig synlige i al deres mangfoldighed.
Forbi er de tider, hvor vi skyldbetynget gemte os der, hvor peberet gror - men der er desværre et langt stykke vej endnu til den fulde accept. Det ville klæde Kristeligt Dagblad at føre an i den kamp frem for at komme med sine sure opstød." (Kristeligt Dagblads debatsider, 1. august 2009)