"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Klimaforkæmper er ikke et miljøsvin


Frontfigur i militant miljøorganisation afviser beskyldninger om, at hun selv belaster miljøet unødigt

30. september 2009     Af Uwe Max Jensen

Lørdag forsøgte demonstranter fra den militante miljøorganisation Shut It Down at tvinge Amagerværket til at stoppe driften, da demonstranterne er utilfredse med, at Amagerværket bruger kul som brændsel. TV2 rapporterede fra forsøget på at lukke værket og talte i den forbindelse med Shut It Down's talskvinde Tannie Nyboe. Af TV2's billeder fremgår det, at klimaforkæmper Tannie Nyboe til demonstrationen var udstyret med en plastflaske med vand af mærket Carlsberg Kildevæld

Netop den type kildevand tappet på plastflaske er både dyr og ekstremt dårlig for miljøet, da det koster enorme mængder energi og CO2 at transportere vandet ud i butikkerne. Derfor er en billigere og langt mere miljørigtig løsning at drikke vandet fra vandhanen. På den baggrund vækker det undren, at Shut It Down's talskvinde alligevel var udstyret med en unødigt miljøbelastende kildevand til demonstration mod Amagerværket. Men Sappho kan nu afsløre, at Tannie Nyboe ikke har belastet miljøet unødigt.

Fik den af en sambo

Sappho ringer til talskvinde Tannie Nyboe for at høre hendes udlægning af lørdagens begivenheder.

Til lørdagens demonstration mod Amagerværket var du udstyret med en plastflaske med kildevand. Betyder det, at du køber vand på plastflaske, som belaster miljøet unødigt?

"Nej, det gør jeg ikke. Jeg havde fået flasken af en sambo her i kollektivet og selv fyldt vand på flasken," fortæller Tannie Nyboe til Sappho og oplyser, at hun har haft plastflasken i et års tid.

Om Tannie Nyboes kommentar om plastflasken står til troende, hverken kan eller vil Sappho afgøre, men i forbindelse med demonstrationen mod Amagerværket udtalte Tannie Nyboe følgende: "Vi er parat til at skubbe, løbe, kravle og SNYDE os ind på værket."

Cykel fremfor fly

Tannie Nyboe fra Shut It Down pointerer, at hun gør meget for miljøet i sin hverdag.

"Jeg er vegetar. Vi har kompost i kollektivet. Vi genbruger affald. Jeg cykler, og jeg tager altid toget fremfor flyet, hvor det er muligt," fortæller Tannie Nyboe til Sappho.

Om Shut It Down's aktion mod Amagerværket udtaler hun (til Modkraft.dk):

"At lukke et kulkraftværk i en situation, hvor klimakatastrofen nærmer sig, er helt legitimt."