"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Islam - psykologisk set

6. juni 2013 - Artikel - af Nicolai Sennels (cand. psych.) og Kjeld Hesselmann (cand.pæd.psych.)

To fagpsykologer skrev en veldokumenteret artikel om islam set fra et psykologisk perspektiv. Psykologernes fagblad afviste artiklen. Forfatterne ser afvisningen som et symptom på den kulturradikale livsholdning, med dertil knyttet berøringsangst, der har bredt sig som en tung dyne over den akademiske verden. Sappho bringer her den artikel, som psykologernes fagblad afviste.

Vi er to fagspsykologer, der har skrevet nedenstående artikel, som, må vi formode, blev opfattet for polemisk til at kunne blive bragt i psykologernes fagblad.

Når faglige sandheder bliver politiske, er vi i sandhed ude på et skråplan.

Tidligere var det dog sådan, at blev der gjort faglige indvendinger på et område, ja, så måtte der jo ses nærmere på området. Men i tider med politisk korrekthed har selvcensuren sneget sig ind i førhen fagligt ansvarlige kredse.

I kredse, som ikke behøvede at lefle for nogen som helst. En sådan faglig kreds har Dansk Psykolog Forening en gang været. Den gang psykologi var psykologi. Hvor der ubesværet blev henvist til klassikerne inden for området.

Selvcensuren sniger sig lige præcis ind i samfundets forskellige korridorer, fordi der i samfundet som helhed er sket en forandring.

Den kulturradikale livsholdning, med dertil knyttet berøringsangst, har bredt sig som en tung dyne over den etablerede og akademiske verden. Kun i udkanten af den intellektuelle livsverden findes ytringer, som går på tværs af den herskende opfattelse.

Psykologerne er også blevet multikulturelle – selv om man ikke har spurgt de nytilkomne, hvordan de stiller sig til klassikerne omkring mindreværdsfølelse, taberadfærd, narcissisme med mere.

Kun per instinkt fornemmer man, at den måde, vi beskriver problematikken omkring indvandring, integration og kriminalitet er uspiselig for et mindretal af medlemmer.

Men hvis noget i teksten er polemisk, er selve vores fag gået hen og blevet polemisk.

Islam: Psykologien må tage ansvar

Uanset hvor lidt vi bryder os om at tale om det, så spiller problemer relateret til islam og muslimsk kultur og indvandring en betydelig rolle for samfundet.

Mens der spenderes milliarder på integration, kriminalitetsforebyggelse og terrorbekæmpelse, vokser de muslimske parallelsamfund, indvandrerbanderne og problemet med radikalisering og terrortrusler.

Det er på høje tid, at psykologien bidrager til forståelsen af disse problemer, for som Kierkegaard så rigtigt mindede os om, må vi forstå mennesker, hvor de er, hvis vi skal kunne hjælpe dem.

Religion og kultur er - også - psykologi, og så må vi som psykologer bidrage til forståelsen af de voksende udfordringer, vi står overfor. Hvilke psykologiske faktorer bidrager til den relativt høje kriminalitetsrate blandt mandlige muslimer?

Hvilke konsekvenser har det islamiske syn på kønnenes roller og rettigheder for kulturen og kvinderne og mændene? Hvilken rolle spiller psykologien for den i høj grad mislykkede integration?

Syv ud af 10 indsatte i de danske ungdomsfængsler har anden etnisk baggrund end dansk, og i København alene får indvandrerbanderne 700 nye medlemmer - årligt.

På Danmarks Statistiks top-10 over kriminelles oprindelseslande er otte af landene muslimske, og der er tilsyneladende ingen sammenhæng mellem placeringen i statistikken og hvorvidt de pågældende lande er præget af krig og dermed krigstraumatiserede flygtninge.

Ikke-islamiske myndigheder i form af politi, brandvæsen og endda til tider hjemmehjælpere i kommunens uniformer angribes jævnligt i muslimske områder. Malmøs brandvæsen har således skudsikre veste og stenkast-sikre ansigtsmasker på, når de rykker ud til ofte påsatte brande.

Hvilken rolle spiller psykologien i islam og muslimsk kultur

Oftest veluddannede og vellønnedes endimensionelle forklaring om, at antallet af dage på skolebænken og antallet af kroner på kontoen determinerer, hvor godt et menneske man bliver, er ikke fyldestgørende.

Det er rimeligt at antage, at det i mange tilfælde er dårlig adfærd, der har ført til fattigdom - og ikke omvendt.

Når man ikke respekterer samfundets normer, pletter sin straffeattest, kommer fra en kultur hvor tro giver højere social status end viden og/eller ens forældre er i familie, hvilket ikke er befordrende for intelligensen og psykisk sundhed, begrænser man på egen hånd evnerne til succes i vores civiliserede videnssamfund.

Den kultur og eventuelt religion folk vokser op med præger deres psykologiske udvikling. Her er det som om at alene en faglig viden om dette virker suspekt i den almindelige integrationsdebat. Når faktuel viden bliver politisk, er vi ude på et skråplan.

Især kan psykologien bidrage med, hvilke udviklingspsykologiske konsekvenser det har at vokse op med islamiske værdier og muslimske traditioner.

Det er spørgsmål som disse, psykologien kan svare på - og set i lyset af de mange udfordringer forbundet med disse ting, har vi som fag og fagpersoner pligt til at bidrage med vores fags viden og vores egne unikke erfaringer.

Psykologstandens tilbageholdenhed, med hensyn til at give sit besyv med, giver plads til politikere og andre lægfolks mindre kvalificerede analyser.

Nuancerne flader derved ud i landskabet af politiske motiver og følelsesdrevne argumenter. Det giver igen plads til mytedannelse og uprofessionelle vurderinger, som er baggrunden for mange af de spildte milliarder, som fyres af på hidtil nyttesløse integrationsprojekter. Sidst har de radikales integrationsordfører Liv Holm Andersen udtalt sig aldeles hovedløst med erklæringen, at problemerne med kriminaliteten ikke er etniske – kun sociale (sic!).

At der er tale om taberadfærd, hvad enten vi taler om en massemorder uden ideologi eller om en opfanatiseret muslim, er uden tvivl rigtig. Kriminelle er de begge. Den bagvedliggende årsag skal søges i tørre tærsk fra barnsben og andre hårdhændede oplevelser.

Er der imidlertid en større sag, man kan koble sit mindreværd på, er fristelsen for stor til at lade den ligge. Og sådan har det altid været med totalitære ideologier. De har været afhængige af medlemmer fra taberklubben.

Personen med en dysfunktionel personlighedsstruktur er både studieobjekt og klient. Mangfoldige sagsbehandlere, specialpædagoger, psykologer og medarbejdere inden for kriminalforsorgen ville være brødløse uden ham.

Vi kender godt den narcissistisk sårede, pralhalsen, der med fagter og gebærder lader andre forstå, hvor drabelig han er. Så længe han er alene, udgør han ingen umiddelbar fare. Men finder han sammen med andre lige så sårede, kan det gå galt.

Den herskende praksis herhjemme - at anskue samfundet og kulturen som delvis dysfunktionel og lovovertræderen som offer - er uheldig.

Dialogmodellen er god, men for en stigende kategori af kriminelle er den i bedste fald virkningsløs. I uheldigste tilfælde ansporer den til yderligere oppositionel adfærd.

Det politiske essays grand old man, Hans Magnus Enzensberger, har betegnet den islamistiske terrorist som et taberprodukt af globaliseringen, en radikal taber, som i frustration og misundelse udvikler en dødsensfarlig cocktail af had og selvhad. Brændstoffet bliver fyldt på i barndommen.

I den muslimske kultur er man meget stolt af sit drengebarn, men i faretruende nærhed af denne stolthed gemmer sig skammen, hvis barnet ikke opfylder de forventninger, der stilles til det.

Den schweiziske psykoanalytiker Alice Miller har sagt meget om den autoritære opdragelse, som indeholder fysisk afstraffelse for forseelser. Kombineret med en hel kulturs grandiose forestillinger om egen storhed og foragt for svaghed, har man opskriften på den radikale taber.

Miller analyserede ganske vist opdragelsesmønstret i 1920- og 1930-ernes Tyskland, men her så vi jo også resultatet af overdreven storhedsfølelse og foragten for svaghed, som resulterede i Europas ødelæggelse i 1940-erne. I dag er muslimerne overalt i færd med at ødelægge deres egne (dys)funktionelle samfund.

Den indbyggede foragt for svaghed i den muslimske kultur kolliderer dermed frontalt med den danske dialogmodel.

Den tager som givet, at en imødekommende attitude, med kontraktmæssige tiltag og en lempelse af visse principper, virker befordrende for den videre udvikling hen imod en lovlydig adfærd.

En sådan formodning er mildt sagt naiv og virkelighedsforflygtigende. Virkeligheden er, at en del mennesker fra især Mellemøsten, kommer med en så anderledes kultur, at hidtidige handleprogrammer for en heldig integrering ikke slår til. Og her nytter det ikke at påberåbe sig åbenhed for anderledes tænkende.

Skal vi have nogen mulighed for at værne samfundet mod elementer, som foragter den danske model i en sådan grad, at passiv aggressivitet bliver så udbredt, at det i realiteten ikke er til at styre, må en anderledes realistisk tilgang tilrådes.

Dét, vi kan iagttage af fælles træk ved mange unge muslimske indsatte er en skrøbelig selvagtelse samtidig med fastholdelse af et meget højt jeg-ideal. Den tysk-amerikanske psykoanalytiker Karen Horney siger om en sådan identitetskonflikt:

”Denne indre konstellation frembringer en fundamental usikkerhed omkring følelsen af identitet. Hvem er Jeg? Er jeg det stolte overmenneske – eller er jeg det undertrykte, skyldige og temmelig foragtede væsen.”

Ovenstående sammenfatning af konstaterede personlighedstræk er nært forbundet med den depressive sindstilstand, som også er til stede. Depressionen, siger Alice Miller, kan opfattes som et signal om selvtab, hvis indhold er fornægtelse af egne følelser. Fornægtelsen kan starte som del af en livvigtig tilpasning af angst for kærlighedstabet.

Et kærlighedstab oplevet i barndommen og nu videreført i kontakten med senere kærlighedsobjekter. Hele dette mønster peger på en meget tidlig forstyrrelse og altså indlejret i et muslimsk opdragelsesmønster.

Stefani Streuning, tysk psykolog, er blandt de få, der har taget livtag med emnet. Streuning har netop afsluttet et mindre forskningsprojekt i tilbagefald blandt kriminelle muslimer.

Hun nåede frem til, at det er helt andre faktorer blandt muslimske unge end etnisk tyske unge, som afgør, hvorvidt de begår kriminalitet igen. Det er vigtig viden for de mange, der beskæftiger sig med kriminalitetsforebyggelse, men de har den ikke.

I det større billede af muslimsk virkelighed hører også uhyrer som Mohamed Merah, som nok kunne diagnosticeres inden for rammerne af ovenstående.

Merah var manden, som dræbte tre jødiske børn, en lærer og tre franske soldater i Frankrig. Hvorfor producerer islam uhyrer? Den fransk-muslimske filosof, Abdennour Bidar, hvis speciale er Koranen, svarede i et indlæg i Le Monde ligeud, ”at Mohamed Merah er et uhyre, der udspringer af islams sygdom”, som - lyder det til – er et helt katalog af sygdomme. Bidar:

”Islam er stivnet i ritualisme, formalisme, dogmatisme, sexisme og antisemitisme. Det er blevet en religion, som er fanget i fortiden og fuldstændig uegnet til et moderne samfund.”

Efter hvert spektakulært islamistisk amokløb har man efterlyst besindige muslimske røster, der kunne mildne billedet af den radikale muslimske taber. De fleste gange har svaret blæst i vinden. Bidar:

”Det dominerende synspunkt blandt europæiske muslimer er, at religion er noget, man lærer, respekterer og adlyder. Ikke noget, man forholder sig kritisk til.” – Så vidt koraneksperten.

Tilbage står, at i mødet med den vestlige verden og dens tekniske frembringelser og humanistiske fordringer, står den individuelle muslim, som de muslimske lande, overfor et utåleligt billede på egen afmagt.

Konfronteret med negationen på fantaseret almagt (den narcissistiske krænkelse) - eksemplificeret i det moderne vestlige samfund enten i Nordamerika, Europa eller i deres egen midte i form af Israel – krakelerer det indbildte selvbillede, og kun skammen er tilbage.

 

Litteratur:

Enzensberger, H.M. Schreckens Männer. Versuch über den radikalen Verlierer. Suhrkamp Verlag, 2006.

Horney, K. (1950). Neurosis and Human Growth. New York: W.W. Norton & Company, 1991.

Miller, A.: Grandiositet og depression. I: Møhl, B. og Thielst, P (red.). Narcissisme. Selvfølelse eller selvtab? Hans Reitzels Forlag, 1983.

 


Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg