Fra starten af skoleåret 2026/27 har Østrig ved lov indført forbud mod hijab i landets skoler for piger under 14 år. Loven har ligefrem fået titlen ”Lov om styrkelse af mindreårige pigers selvbestemmelse i skolerne gennem indførelse af et tørklædeforbud”, og i lovens forarbejder begrundes den blandt andet med ønsket om at beskytte mindreårige muslimske piger mod segregation og undertrykkelse.
Hvis man ser bort fra det logiske kollaps i at opstille en skæringsdato (14 års fødselsdag) for, hvornår tildækning ophører med at blive et udtryk for segregation og undertrykkelse, må man anerkende, at Østrig i det mindste har taget stilling til det grundlæggende spørgsmål: Om en sekulær stat har ret – og måske ligefrem pligt – til at sætte grænser for religiøse normer i sine skoler.
I England, hvor presset fra islam er endnu større end i Østrig, har man også taget stilling – men med modsat fortegn:
Hijab fra 7-års alderen
Den 1. september overgik Barnet Hill Academy i West Hendon i det nordlige London fra at være en privat islamisk skole til at blive en såkaldt voluntary aided school og dermed en del af den offentligt finansierede skolesektor. Det betyder blandt andet, at forældrene ikke længere skal betale skolepenge, samtidig med at skolens bestyrelse bevarer betydelig indflydelse på dens religiøse profil, ansættelser og optagelsespolitik.
På Barnet Hill Academys uniformsliste for piger står der: “White Hijab (from Year 3).” Year 3 begynder, når børnene er omkring syv år. Skolen forklarer på sin hjemmeside, at dens skoleuniform og islamiske dresscode er så tæt forbundne med skolens islamiske værdigrundlag, at den anvender betegnelserne “uniform” og “Islamic dress” i flæng. Begrundelsen er blandt andet, at eleverne fra Year 3 deltager i fællesbøn, koranrecitation og andre islamiske religiøse handlinger.
Efter kritik af ordningen har skolen præciseret, at ikke-muslimske piger ikke er forpligtede til at bære hijab, og Barnet Council har forbløffende nok fremhævet netop dette til forsvar for skolen og fastslået at hijabkravet er lovligt, og ikke gælder ikke-muslimske elever.
Tilbage står altså de muslimske piger. For dem indgår hijab fra syvårsalderen i skolens islamiske uniformskodeks, hvilket Barnet Council åbent anerkender og accepterer som foreneligt med skolens overgang til offentlig finansiering. Men Barnet Council skylder at forklare, hvordan kommunen forventer, at skolen lever op til kravet om at forberede eleverne på ”life in modern Britain” og fremme de ”Fundamental British Values”, som engelske skoler er forpligtede til at fremme: demokrati, retsstat, gensidig respekt og tolerance og ikke mindst ”individual liberty”.
Selvom Barnet Hill Academy på sin hjemmeside forsikrer om skolens tilslutning til de britiske værdier skal alle alarmklokker bimle, når den samtidig oplyser, at britiske værdier er ”coterminous with Islamic values” – sammenfaldende med islamiske værdier – og at islams stærke traditioner ”enhance and reinforce the laws of Britain”. Og al tvivl om skolens mission skal være bortvejret, når man længere nede på skolens hjemmeside kan læse, at dens islamiske værdigrundlag gennemsyrer undervisningen og skolelivet, at eleverne fra Year 3 deltager i fælles islamisk bøn, koranrecitation og andre religiøse handlinger, og at ”school uniform” og ”Islamic dress” er så tæt forbundne, at skolen anvender betegnelserne i flæng.
Spørgsmålet er, hvordan kommunen med kendskab til både skolens gennemført islamiske værdigrundlag og hijabkravet til syvårige piger samtidig kunne konkludere, at skolen levede op til kravet om ”individual liberty” og forberedte eleverne på ”life in modern Britain”.
Den 4. august blev skolen godkendt.
Værdier og principper
Værdier og principper har kun betydning, hvis de også kan sætte en grænse. Hvis principperne kun består på papiret, men i praksis må vige, så snart de kolliderer med religiøse og kulturelle hensyn, har man ikke forsvaret principperne ved at udvise tolerance. Man har udhulet dem.
Og det er måske det mest alvorlige ved historien om Barnet Hill Academy. Den handler ikke kun om hijab til syvårige piger, men om en britisk stat, der forlanger tilslutning til ”British values”, samtidig med at den tilsyneladende ikke længere er villig til at lade disse værdier få konsekvenser, når de kolliderer med de hensyn, der hele tiden udfordrer dem. Og denne udhuling af grundlæggende principper bliver før eller siden til et spørgsmål om statens legitimitet: Hvis borgerne igen og igen oplever, at de principper, staten hævder at bygge på, viger, når de bliver sat på prøve, svækkes tilliden til, at staten vil stå fast, når det virkelig gælder.
En stat, der ikke selv ved, hvilke værdier og grænser den vil forsvare, kan ikke i længden forvente, at dens borgere har tillid til, at den vil forsvare dem.
Østrig har sat en grænse. Man kan diskutere, om den er sat det rigtige sted, men ikke, at den er sat. I England har man valgt hensynet – og kaldt det ”British values”.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
