"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Frank Jensen: - Vi skal have Tingbjerg tilbage!


Socialdemokratisk overborgmesterkandidat kalder udviklingen i Tingbjerg rystende og kræver bydelen tilbage som en integreret del af København. Det skal ske ved hjælp af en forebyggende indsats og lommepengeprojekter.

16. oktober 2009    Af Uwe Max Jensen

"Det har jo været intet mindre end rystende at se, hvordan den seneste tids udvikling i Tingbjerg er løbet helt af sporet. Præsten er blevet fordrevet fra området, og TV2’s journalister fik smadret deres bil.

Der skal gøres noget nu! Vi skal have Tingbjerg tilbage, som en integreret del af København."

Sådan skriver Københavns socialdemokratiske overborgmesterkandidat Frank Jensen på sin Facebook-profil. Han advarer imod, at Tingbjerg som bydel får lov at udvikle sig væk fra samfundet og efterlyser en forebyggende indsats.

Lommepengeprojekter

Om den mere konkrete udmøntning af den forebyggende indsats skriver Frank Jensen:

"Københavns Kommune skal i samarbejde med boligselskaberne skabe lommepengeprojekter, hvor unge i udsatte boligområder kan hjælpe med f.eks. at vedligeholde fællesarealer, fjerne affald, hjælpe trænerne i de lokale sportsklubber og meget andet. Det giver en fornuftig fritid og introducerer de unge til erhvervsuddannelser og lokale arbejdspladser."

Desuden skal Københavns Kommune ifølge Frank Jensen i højere grad trække på frivillige kræfter:

"Derfor foreslår jeg, at vi skal skabe et korps af voksne frivillige støttepersoner, som kan få et tillidsfuldt 1:1 forhold til unge. Den frivillige skal hjælpe med lektielæsningen og tage sig god tid til den unge, som savner kontakt med ansvarlige voksne i deres hverdag."

Læs også Lars Hedegaards artikel Tingbjerg emirat